Kvaliteten afhænger af os selv

Sygeplejen er blevet moderniseret, men jeg er ked af på mit fags vegne at kunne konstatere, at de sygeplejemæssige fremskridt er små. Det hele afhænger ikke af ressourcer. Det afhænger også af os selv, hvordan vi beslutter at bruge de tildelte ressourcer.

SY-1998-08-38-1Omsorg er et dejligt ord. Det signalerer noget rart. Men hvad er egentlig omsorg i dag? illustration: Poul Holck.

Det er 'in' for tiden at tale om kvalitet. Vi laver kvalitetssikringsprojekter overalt, vi dokumenterer, vi udvikler. Dansk Sygeplejeråd afsætter penge til store projekter som 'Projekt På vej...' for at lære os sygeplejersker noget om kvalitet og udvikling af sygeplejen. Alt sammen for at vi skal blive bedre til at yde sygepleje.

Et ophold på seks dage på en gynækologisk afdeling på et større provinshospital gav mig lejlighed til at se, mærke og fornemme, hvor langt vi så er nået?

Det er ganske vist 20 år siden, jeg selv var ansat i sygehusvæsenet, men jeg har dog i alle årene været aktiv sygeplejerske og beskæftiget mig med faget på forskellige områder.

Inden indlæggelsen modtog jeg en velkomstskrivelse med klare oplysninger om indlæggelsen, forventninger til mig som patient samt afdelingens formulerede mål. Jeg kunne se, at der var tale om en stor forandring, siden jeg selv var ansat, og siden jeg sidst var patient. Jeg fik også medsendt en skriftlig vejledning til lige bestemt min sygdom. Afdelingen har en hel reol med brochurer om alle de sygdomme, som behandles på afdelingen, og de udleveres til patienten i takt med de spørgsmål og den behandling, som tilbydes.

Mit frie sygehusvalg havde også betydet, at ventetiden var kort. Et effektivt og velfungerende sygehusvæsen, med professionel betjening ved telefonisk kontakt, var således i vente.

Jeg blev placeret på en 4-sengsstue. At skulle leve sammen med fire fremmede personer har tankemæssigt altid stået for mig som noget af det værste ved sygehusvæsenet. Jeg undres over, at der ikke tales om at ændre på disse forhold inden for sygehusvæsenet. Det er ukendt for de fleste danskere at skulle sove på sovesal!

Forhåbentlig når en ændring via lovgivning også dette område inden for overskuelig tid. Men min 4-sengsstue blev dog en oplevelse på mange måder, som jeg skal komme tilbage til. Det vil blive en lang historie, hvis jeg skulle nedfælde alle mine tanker om sygehusvæsenet, som fløj gennem mit hoved i de seks indlæggelsesdage. Her efter hjemkomsten vil jeg nøjes med at fokusere på:

  • hygiejniske principper
  • omsorg
  • sundhedspersonalets opgave omkring forebyggelse og oplysning.

Hvad med hygiejnen?

For mange år siden var renlighed en dyd. Der blev brugt mange ressourcer på at lære personalet at overholde de hygiejniske principper. Fik man ikke lært at gøre rent før, så fik man det i de to måneder hvor man var elev på operationsgangen. Undervisningen fortalte om uhyggelige hospitalsinfektioner og om, hvordan barselskvinder døde, dengang man ikke kendte til hygiejne.

Der blev til skræk og advarsel dyrket bakterier fra huden under vielsesringe. Det skulle vise os, hvor ulækkert det var, når man ikke kunne vaske hænder efter nedre hygiejne mv., og bagefter gå hjem og ælte brød med de samme ringe på fingrene. Gulvet var det værste. Tøj måtte ikke ligge her og slet ikke samles op efter tab for at blive lagt ind i skabet igen. Jeg har en gang dumpet en elev, som bl.a. ikke evnede at overholde de hygiejniske principper.

Og hvad ser jeg nu i 1997: Brede vielsesringe på fingrene, håndvask er en saga blot. Der er næsten ingen, som ved, hvordan man gør. Hænder skyldes under rindende vand, det er alt. Alle patienter roder i det rene tøj, det falder på gulvet, bliver stoppet ind på hylden igen.

Så var det tid til rengøring på stuen. En rengøringsdame gjorde sit bedste. Døren til baderummet blev åbnet, og moppen sendt derind i et skub og straks taget ud igen. Posen med hygiejnebind blev skiftet. Rummet var gjort rent. Og så var det, jeg tænkte, at jeg havde netop siddet på badebænken og taget brusebad med mit udflod mv. Jeg havde lagt mit snavsede tøj på taburetten! Hvad med hygiejnen og følgerne?

Rummet var i øvrigt så snævert, så ethvert hensyn til arbejdsmiljøregler er en umulighed. Det er måske grunden til, at ingen mere tilbydes hjælp til bad. Personlig hygiejne, tandbørstning mv. venter, til man kan selv. Det tog op til to døgn på min stue. Jeg skal forskåne læseren for at beskrive, hvordan selve stuen blev gjort ren. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, om de fælles klædeskabe udvendig og indvendig samt sengeborde helt er ude af rengøringsaftalerne? Og hvad med hjulene på sengene, hvornår har nogen sidst set, hvordan de ser ud?

Var min børnelærdom overflødig? Har vi afskaffet hospitalsinfektionerne? Har vi fundet medicin, som er billigere og bedre at anvende, så vi kan afskaffe de hygiejniske principper? Nej, en medpatient på min stue var blevet steril af en infektion opstået umiddelbart efter et kejsersnit, så gad vide, om ikke baktusser stadig findes under ringe, på gulvet osv. osv.

Et dejligt ord

Omsorg er et dejligt ord. Det signalerer noget rart. Jeg kan ikke lade være at tænke på Florence Nightingale, som jo også hørte til min barnelærdom. Siden er der kommet mange andre fine navne til, som på forskellig vis har præget sygeplejens udvikling og forsøgt

Side 39

at give os redskaber til at yde en bedre og mere individuel pleje og omsorg. Jo, vi er gode til alle teorierne!

Men hvad er omsorg egentlig i dag?

Er det udlevering af fine brochurer, hvor patienten selv kan læse alt, hvad der er nødvendigt at vide?

Er det skriftlige forventninger, som udleveres af personalet, og som betyder, at patienten selv skal kunne og turde formulere sig, hvis de skal have hjælp til noget?

Jeg ved, at mange flere personer af den samlede befolkning, end man tror, har læsevanskeligheder i en sådan grad, at de ikke vil kunne læse de udleverede brochurer. De vil ikke få de nødvendige informationer i situationer, hvor dialogen erstattes af brochurer. Komplikationer kan opstå, og tilbagevenden til arbejdsmarkedet forlænges.

Er det frihed til at blive fri for at blive vasket og få børstet tænder de første døgn efter operationen?

Er det to døgn uden vådt eller tørt per os på grund af kvalme? Droppet blev fjernet efter et halvt døgn, og kateteret blev fjernet inden for det første døgn.

Er det en øvesituation for patienten til at lære at sige til og fra? Efter halvandet døgn kom jeg i tanke om, at vilan vist var et morfikapræparat og kunne give kvalme, det hjalp!

Er det valgmuligheden til frokost, hvor selvbetjeningsprincippet har vundet indpas?

Er det frihed for en gammel dame til at øse sin mad, sovs og kartofler direkte op på bakken, for siden at sætte sig i spisestuen og spise det? Først på ugen brugte hun tallerkener.

Omsorg var engang oplæring i 'at have et falkeblik', så sygeplejersken uden at spørge kunne se, hvad der var brug for, for derefter at kunne tage initiativ til at yde omsorgen.

Efter 20 år mener jeg fortsat, der er brug for at drøfte omsorg og udvikle dette. Jeg kan godt spekulere på, hvad vi har lavet på dette område de senere år. Men jeg ved, at vi i hvert fald har udviklet en metode til at dokumentere og kvalitetsforbedre. Så måske vi skal se at komme i gang!

Den enkeltes ansvar

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har medvirket til formulering af nogle mål for sundheden frem til år 2000. Der er meget, der skal nås på verdensplan, hvis vi skal leve op til dette. På min 4-sengsstue oplevede jeg flere forskellige verdener. Vi var forskellige mht. de gaver, vi fik ved fødslen. Vi var forskellige mht. de muligheder, livet havde givet os.

Men vi var alle kvinder med ønsker og drømme for os selv, for børnene og det samfund, vi lever i.

Vi havde dejlige diskussioner, hvor jeg kunne have ønsket mig en mikrofon i væggen, så personalet og lægevidenskaben kunne høre, hvor megen ros og taknemmelighed der bliver udvekslet på en 4-sengsstue. Hygiejne, personalets adfærd mv. indgik også i debatten. Efter jeg nu er kommet hjem og tænker på, hvorfor jeg gik til læge, hvor hurtigt jeg blev indlagt, hvor effektivt jeg blev behandlet og endelig udskrevet som planlagt, så får jeg lidt dårlig samvittighed.

Min medpatient havde gået i mange år med meget værre symptomer end jeg. Hvorfor var hun ikke blevet behandlet for sin totale prolaps for længst? Hvad betyder det for kvinder at gå med sådan noget? Hvad mister man af livet i disse mange år? Hvem er ansvarlig?

Forebyggelse er en stor opgave og måske også uoverkommelig, men jeg kan se, at sundhedspersonalet fortsat har en opgave i Danmark. Mon den enkelte sygeplejerske egentlig føler sig ansvarlig for denne del af sygeplejen, og hvad ville der ske, hvis hun gjorde?

Suveræne på gulvet

20 års udvikling på en gynækologisk afdeling, hvad har det så betydet for den enkelte patient?

Det har betydet nye metoder rent behandlingsmæssigt, som indebærer at fx fjernelse

Side 40

af en livmoder er en lille sag, med få gener for patienten efter operationen.

Det har betydet en stor udvikling omkring administrative systemer, som bygger på højt informationsniveau og patientens evne til at kunne læse, at turde spørge, at være ansvarlig for sig selv. Det er der nogle, der kan leve op til, og nogle falder langt og dybt igennem systemet.

Personalet er reduceret til hvidkitlede væsener. Der bæres ikke navneskilt og den samme ses ikke to gange i træk. Patienten når ikke at lære et eneste navn at kende på seks dage. Den empatiske kommunikation er overgået til patienterne imellem. Personalet er kun på træk for at udføre deres tildelte opgave.

Omsorgen er måske erstattet af service. Jeg føler mig velinformeret. Personalet var venligt og serviceminded. Det var noget behageligt hospitalstøj, og der var nok af det. Det var rart selv at kunne hente sin mad og hyggespise på stuen. Det var dejligt at ligge på 4-sengsstuen. Jeg er kommet hjem som planlagt, har langt færre gener end forventet. Men den gammeldags omsorg, hvor sygeplejersken kommer for at sige godnat, tilbyde tandbørstning, ryste puden, spørge til familien og alt det som man spekulerer på som indlagt, det mangler!

Den hygiejniske standard er jeg ikke kommet over endnu!

Hygiejnen på alle leder og kanter er jammerlig forringet! Der bør tilføres sygehusvæsenet ressourcer til almindeligt vedligehold, så dryppende vandlåse, brusere og manglende ventilation på toiletterne kan udbedres. Og så bør der gøres rent fra loft til gulv! Måske er det ikke ressourcer der skal tilføres, blot et delegeret lederansvar til én, som færdes dagligt på afdelingen?

Sygeplejen er moderniseret, men jeg er ked af på mit fags vegne at konstatere, at fremskridtene på det sygeplejemæssige område er små. Det hele afhænger ikke af ressourcer. Det afhænger også af os selv, hvordan vi beslutter at bruge de tildelte ressourcer. Det koster fx ikke penge at tage et navneskilt på!

Jeg håber, at sygeplejerskerne vil tage sygeplejen alvorligt – nede på gulvplan – og sikre, at det også er her, vi er suveræne. Måske skal det ske i samarbejde med sygeplejersken i lederstolen og hjælperen på gulvet? Bare det sker! Sygeplejens udvikling bør fortsætte i tæt samarbejde med dokumentation og kvalitetssikring.

Inge C. Andersen er afdelingsleder i Billund Kommune.

Nøgleord: Hygiejne, kvalitet, omsorg.

AndersenAndersen

Emneord: 
Kvalitet
Omsorg
Sygepleje