En levende fakkels historie

Ajsje blev gift, før hun var færdig med skolen. Hun var femten år, en smuk og beskeden pige, som mange af de unge mænd i den lille usbekiske landsby havde et godt øje til. Hendes forældre blev ofte opsøgt af naboer, der var sendt for at fri. Men hendes fader sagde: ''Min datter er stadigvæk kun en skolepige. Lad hende nu blive færdig med 10. klasse, før vi begynder at tale om bryllup.''

Hver gang åndede Ajsje lettet op. Til forskel fra sine veninder havde hun ikke travlt med at blive gift. Hun drømte om efter skolen at tage ind til byen og blive børnelæge. Det ville hendes fader ikke høre tale om. ''For en orientalsk kvinde er det vigtigste at være en ydmyg hustru og en god moder. Det kræver ikke højere uddannelse,'' sagde han. Moderen sagde aldrig faderen imod.

En dag forberedte forældrene sig særlig grundigt til et møde med nogle gæster. Bordet var dækket med en traditionel festdug broderet med guldtråde. I gården duftede der af kød grillet over trækul. I ovnen var pirogger og østerlandske lækkerier ved at blive bagt. Et så overdådigt måltid kunne Ajsjes familie kun tillade sig på særlige festdage.

Pigens mistanke blev snart bekræftet. Det var igen friere. Men denne gang sad de længere ved bordet end sædvanligt. Ajsje var urolig og sov ikke hele natten. Lige før hun næste morgen forlod huset for at gå i skole, hørte hun sin moders stemme: ''Det er din sidste skoledag i dag. Om en måned er der bryllup. Du bliver en rig og respekteret mands kone. Det har din far bestemt.''

Ajsje gik lamslået ud i gården. Kun en flok husdyr hørte hendes gråd. Det var de husdyr, den kommende brudgom havde jaget ind i gården tidligt om morgenen som medgift ­ kalym på usbekisk. Faderen havde solgt sin datter for tre køer og femten væddere.

Året var 1990.

Efter forholdene i landsbyen var Ajsjes mand Muzaffar en velhavende mand. Han var hyrde (tjaban) og vogtede sin flok oppe i bjergene, hvor der er rigeligt med saftigt græs. Her havde han også bygget sit hus. Ved siden af boede hans forældre samt broderen med kone og børn.

Hertil bragte gommen sin unge kone efter brylluppet. Den unge kvinde, der havde drømt om en medicinsk uddannelse, følte sig nu afskåret fra verden. I hyrdens 'rige' hjem var der ikke mulighed for hverken at se fjernsyn eller høre radio, da der ikke var elektricitet. Aviser kunne med stor forsinkelse fås i nærmeste landsby. Men der var nu heller ikke tid til at læse aviser.

Efter traditionerne i en usbekisk landsby hviler det meste af husarbejdet på den unge svigerdatters skuldre. Hun står op længe før daggry for at malke køer og fodre dyrene. Derefter følger alle de huslige sysler ­ hente vand, vaske tøj, feje gård, muge ud i stalden, bage brød i ovnen og lave aftensmad ­ hele tiden kommanderet rundt af svigermor.

Når manden om aftenen kommer hjem fra arbejde, skal konen ære ham, agte ham, bringe ham aftensmad og være kærlig over for ham.

Ajsje forsøgte mange gange at overtale manden til at flytte ned i landsbyen. Muzaffar var ubønhørlig. Og fra barnsben havde han lært: ''Konen skal altid adlyde manden.''

Et år efter brylluppet fødte Ajsje det første barn. Fire måneder senere var hun gravid igen. På landet føder usbekiske kvinder lige så mange gange, som 'Gud giver'. Efter seks års ægteskab havde Ajsje født fire børn.

En muslimsk landbofamilie lever efter strenge regler. Ajsje fik ikke tid til at hvile ud efter fødslerne, men måtte straks i gang med at passe køer og får, køkkenhave og den middelalderlige ovn, vaske tøj i hånden, hente vand i spande fra floden. Dertil kom søvnløse nætter ved vuggen og hustruens forpligtelse til at behage manden, svigermoderen og de andre slægtninge.

En dag kunne Ajsje ikke holde det ud længere. Hun havde igen fået afslag på sin bøn om at flytte ned i landsbyen og løb hjemmefra. Den unge kvinde havde kun et sted at løbe hen ­ hjem til sine forældre. Ajsjes moder forstod alt uden forklaringer, da hun så sin gravide datter med et spædbarn i armene. Til langt ud på natten kunne man høre den gamle kvindes gråd og jamren, ikke af medfølelse med datteren, men over den skam, hun havde bragt over huset. For en hustru, der har forladt sin mand, er traditionen tro en dårlig kone. Og forældrene har svigtet i at opdrage hende til at være underdanig, føjelig, blid og tålmodig.

Den offentlige mening i en landsby besidder en enorm kraft. Den kan hjælpe et menneske, men den kan også slå et menneske ihjel. Til sit livs ende vil en kvinde blive forfulgt af de gamle kvinders sladder, hvis hun forsynder

Side 45

sig. Har kvinden yngre ugifte søstre, er det sværere for dem at blive gift. Familiens omdømme er ødelagt.

Da Ajsjes far kom hjem og så datteren og hørte hendes klage, forlod han hjemmet igen uden at sige et ord. Da han kom tilbage tre timer senere, havde faderen Ajsjes mand med sig. Hun blev med magt bragt tilbage til det hjem, hun havde forladt.

De var knap kommet over dørtærsklen, før Muzaffar for første gang gennemtævede sin hustru. Hun havde været ulydig, og ved at tale med sine forældre om problemerne havde hun bragt uoverensstemmelsen ud af huset.

Til mandens tæv føjede svigermoderen sine bebrejdelser. Ajsjes blev belært om, at ''Manden er herren. Ham skal du adlyde. Selv hvis han skælder dig ud og slår dig, skal du tie. Ellers vil hele vores landsby pege fingre ad os.''

Mandens tæv, svigermoderens moralprædikener og forældrenes manglende forståelse var stærkere end Ajsjes skrøbelige vilje. Hun affandt sig med sit tunge lod. Hun kunne ikke stikke af, for forældrene ville ikke tage imod hende, og landsbyen ville fordømme det. En skilsmisse var ikke mulig. Blandt usbekiske familier anses skilsmisse for vanærende og forekommer yderst sjældent og kun, hvis manden ønsker det. Desuden havde Ajsje fire små børn og ventede det femte. Hun havde derfor ikke anden mulighed end at blive.

Dage og måneder gik med hårdt arbejde i hjemmet og bekymringer over børnene som tidligere. Men nu havde manden stadig mere at udsætte på hende. Så var suppen for tynd. Så var sengen for hård. Så var bordet ikke dækket tidligt nok. Forsøgte Ajsje at retfærdiggøre sig, udløste det endnu større vrede hos manden. Det skete, at han forsøgte at 'opdrage' hende på sin måde; han tævede hende og låste hende inde i kostalden sammen med køerne natten over.

Muzaffar var i ondt lune en dag, da han kom hjem fra græsgangen. Det havde været en dårlig dag, og en ko havde kælvet med en dødfødt kalv. Ajsje sagde ikke et ord, dækkede bord til aftensmad og øste suppe op i tallerknerne. ''Hvorfor har du kommet så lidt kød i?'' råbte Muzaffar.

Han greb fat i Ajsjes hår, trak hende ud i gården og hvæsede: ''Jeg skal lære dig, hvordan du serverer maden rigtigt for din mand.'' Muzaffar var rasende og slog hendes hoved mod jorden. Den gravide kvinde havde kun en tanke: ''Hellere dø, hellere dø.''

Ajsje greb hulkende en dunk med benzin, som hun hældte over sig. Hun tog en æske tændstikker og råbte: ''Jeg sætter ild til mig selv.'' Hvad skulle hun med et liv uden kærlighed, uden lykke, uden respekt. Med frygt for manden, fornedrelse og slaveri i hjemmet.

Muzaffar blev forskrækket. Han havde ikke ventet, at tingene skulle få den drejning. Han forsøgte at gå hen til Ajsje for at tage tændstikkerne fra hende med magt. Men hver gang han tog et skridt i hendes retning, råbte Ajsje, at han skulle holde sig væk. Tilkaldt af råbene kom Muzaffars bror løbende til. Muzaffar prøvede at overtale sin kone. ''Ajsje, se på børnene. Hvordan kan du lade dem leve videre uden en mor.''

For en kort stund faldt Ajsje til ro. Tårerne viste sig i hendes øjne. Det var, som om hun inde i sig selv søgte efter kræfter og en grund til at ændre sin beslutning om at forlade livet. For hendes indre blik kørte hendes liv forbi som en filmstrimmel. Hun søgte efter bare ét, ét eneste lykkeligt billede. Men hun fandt det ikke.

Pludselig hørte hun sin svoger sige til sin bror: ''Hvorfor nedværdiger du dig over for en kvinde; taber din værdighed som mand. Din kone vil bare skræmme dig.'' Disse ord blev dråben, der fik bægeret af krænkelser til at flyde over. Tændstikken i Ajsjes hænder slog gnister. På et øjeblik blev hun forvandlet til en brændende, men stadig levende fakkel.

I nogle minutter løb Ajsje, stadig ved fuld bevidsthed, rundt i gården omspændt af flammer. Hun mærkede, hvordan manden og svogeren fik hende væltet om på jorden, hvordan de kastede et tæppe over hende og slukkede ilden. Tre timer senere blev hun bragt til sygehuset. Lægerne konstaterede dybe anden- og tredjegradsforbrændinger på 30 procent af kroppens overflade. Tre dage lå Ajsje med frygtelige smerter. Hun døde på sin 24-års fødselsdag. Kalenderen viste år 1998.

Side 46 

Artiklen er blevet til ved samtaler med den unge kvindes mor og lægen Bibisora Oripova fra brandsårscentret i Samarkand.

Nøgleord: Selvantændelse, selvmord, Usbekistan.

Billedtekster
En usbekisk brud er et farvestrålende skue, men hun skal se sørgmodig ud for at blive opfattet som en seriøs kvinde. Billedet forestiller ikke Ajsje fra teksten.En brudgom bærer som en del af bryllupsceremonien sin brud rundt om et flammende bål. Ild indgår i mange traditioner og ritualer som overlevering fra en årtusind gammel religion. Det anføres som en af årsagerne til, at kvinder antænder sig selv, når de vil begå selvmord. (Foto: Vladimir Kovrein).