Faglig kommentar: Socialt engagement

Folkeskolelærere kan rekvirere en sorgmanual, hvis de skal tale med elever, der har mistet en mor eller far. Sygeplejersker holder en fortrykt indlæggelsessamtale tæt til kroppen, når de modtager en patient. Socialministeren opfordrer kommunerne til at etablere støttegrupper inden for alt, hvad der kan støttes.

Hvordan kan det være, at ingen tør se det, de ser? Og ingen ved, hvad de skal gøre, hvis de vælger at se det, som de i første omgang ikke ville se.

Sorg, krise og vanskelige livssituationer er ikke moderne i disse år. Nøgleordet er autonomi, og autonomi er ikke forbundet med engagement udadtil.

Papir og trykte ord kan næsten erstatte personlig kontakt eller er i hvert fald en hjælp, hvis der skal opstå kontakt.

Jeg taler ikke om kontaktannoncer, men om politikker. En kollega kan møde op på arbejde med den diskrete, men genkendelige duft af spiritus hængende efter sig i luften. Uden en alkoholpolitik kan vi ikke stille noget op. Med en trykt politik i hånden kan man tøvende nærme sig kollegaen og med øjnene fæstet til papiret læse, hvad det er, man skal sige.

Vi bestemmer

Indlæggelsessamtalen kan fungere på samme måde. Det kan være et nyttigt og godt udgangspunkt for en samtale om det, der er vigtigt for patienten og sygeplejersken. Eller den kan være en ligegyldig magtdemonstration: Vi bestemmer, hvad der skal tales om, og her i afdelingen skal alle rubrikker være udfyldt, når samtalen er slut.

Det stigende antal tiggere i København er en anden side af problemet. De sidder der hver dag. Et lille skilt fortæller, at de beder om penge til mad og husly.

''Har ikke modtaget bistandshjælp siden 31.12.98,'' er der en, der informerer om. En yngre mand. Jeg spekulerer på, hvordan hans fremtid ser ud. Men der er nok andre, der tager sig af det problem.

Fælles ansvar

I dette nummer af Sygeplejersken er det svigtede og sårbare børn, der er på dagsordenen. De har problemer med at blive set og hørt af både fagfolk og almindelige borgere, på trods af at alle har en lovfæstet forpligtelse til at reagere på mistanke om, at børn vanrøgtes eller misbruges.

Hvordan er det kommet dertil, at vi kun kan reagere på vanskelige livssituationer, hvis det er beskrevet, hvad vi skal gøre, eller hvis andre fortæller os det? Det er der hverken enkle forklaringer eller løsninger på. Socialt engagement kan ikke dyrkes, og selv om nedskrevne regler, procedurer og manualer er udmærkede hjælpemidler, kræver det først og fremmest interesse og viden samt en intakt syns- og høresans at gøre noget for dem, der har det sværest. Man skal turde gå ind i det, man ser og hører, og man skal være i stand til at hæve blikket op over det daglige arbejde.

Endelig er der jo ikke nogen, der siger, at socialt engagement kun skal praktiseres alene. Måske skulle nogen skrive en manual om det?