Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Professionelle nægter at se overgreb

For at beskytte sig selv mod ubehagelige oplevelser ignorerer professionelle de signaler, børn sender om seksuelt misbrug. De professionelle er bange for voldsomme reaktioner fra kolleger eller forældre og måske også for reaktionen hos sig selv.

Sygeplejersken 1999 nr. 15, s. 10-13

Af:

Lotte Havemann, journalist,

Jesper Berg, journalist

Professionelle, der har med børn at gøre, svigter de børn, som er ofre for seksuelt misbrug. De professionelle, som burde hjælpe børnene, lukker mere eller mindre bevidst øjnene for den barske virkelighed. Det mener fagfolk både i og uden for sundhedsvæsenet.

I England er fænomenet kendt som professional denial, altså professionel benægten eller benægtelse. Det har ikke noget dansk navn.

Niels Michelsen er professor i socialmedicin, børnelæge og socialoverlæge i Valby bydel og tidligere i Københavns Kommune. Han er en af dem, som mener, at professionelle lukker øjnene, selv om de har kendskab til at børn bliver misbrugt seksuelt.

''Den professionelle benægtelse eksisterer desværre også i sundhedsvæsenet. Jeg har flere gange oplevet, at sundhedspersonalet slet ikke, eller for sent, har grebet ind, selv om personalet har vidst eller haft mistanke om, at et barn blev misbrugt,'' siger Niels Michelsen.

Uforklarlige mavesmerter

Han nævner et eksempel, hvor en 14-årig pige var fast i hospitalsbehandling for uforklarlige mavesmerter i et år.

''Både læger og sygeplejersker var klar over, at pigen blev seksuelt misbrugt, men de gik som katten om den varme grød om problemet. Der gik et år, fra de fik mistanken, til de indberettede det til os her i socialforvaltningen,'' siger Niels Michelsen.

I bogen 'Drenge og seksuelle overgreb' beskriver psykoterapeut Eva Hildebrand og psykolog Conni Gregersen ''de primitive forsvarsmekanismer'' som en del af vores psykiske forsvar. Mekanismerne skal beskytte os mod belastende psykiske påvirkninger og holde ubærlige følelser og erindringer væk fra bevidstheden. Ifølge Hildebrand og Gregersen aktiveres de primitive forsvarsmekanismer ubevidst hos et offer for eksempelvis seksuelle overgreb. Men mekanismerne er alment menneskelige og ses derfor også hos voksne.

Faderen var så rar

I et andet tilfælde svigtede de professionelle et barn, da de ikke tog hans udsagn om overgreb alvorligt.

Drengen var tre år og anbragt på en institution. Han fortalte pædagogerne på stedet, at hans far havde forgrebet sig på ham, men i stedet for at holde faderen væk fra drengen, lod pædagogerne faderen være alene med sønnen og putte ham.

''De syntes, faderen var så rar,'' siger Lene Lind, som selv er småbørnspædagog og i 33 år har været leder af ''Eksperimentalinstitutionen,'' som er en specialinstitution for socialt truede børn og deres familier. Desuden er hun medforfatter til bogen 'To verdener' om det tværfaglige samarbejde om truede børn.

Hun fortæller, at drengen efter faderens besøg ikke længere ville fortælle om overgrebene, og sagen faldt på bevisets stilling. Senere kom drengen dog frem med, at faderen den aften havde truet ham med, at han ville blive ''smattet ud på fortovet,'' hvis han fortalte politiet noget.

Lene Lind holder kurser om omsorgssvigt af børn for pædagoger, sagsbehandlere og skolelærere, og her mærker hun den professionelle benægtelse.

''Jeg møder en del især unge pædagoger, som selv har problemer, de ikke har lyst til at se i øjnene. Hvis man åbner øjnene for de overgreb, et barn kan være udsat for, bliver man konfronteret med de omsorgssvigt, man selv har været ude for,'' siger hun.

Side 11

Billede

Side 12

En anden overlæge, som kender til den professionelle benægtelse, er Tony Olesen. Han leder det socialpædiatriske arbejde ved børneafdelingen på Centralsygehuset i Næstved, og han er formand for DASPCAN (se boks 1), som er en dansk forening for professionelle til forebyggelse af børnemishandling og omsorgssvigt.

Han mener, at professionelle, som arbejder med børn, har en mere eller mindre bevidst modstand mod at se i øjnene, at børn bliver omsorgssvigtet og misbrugt seksuelt.

''Jeg tror, der er flere årsager til de erkendelsesproblemer, vi professionelle har. For det første kan den professionelle selv have negative erfaringer med omsorgssvigt. Måske er han eller hun selv offer for seksuelle overgreb og vil gerne undgå at se sin egen smerte i øjnene. For det andet er det meget tids- og ressourcekrævende at reagere på en mistanke om seksuelt misbrug af et barn, så den professionelle håber, at en anden person, som barnet har kontakt med, reagerer. Og så er der nogle professionelle, der mener, at seksuelt misbrug af børn sker så sjældent, at de ikke tror, de vil møde det,'' siger Tony Olesen.

Han husker en sag fra begyndelsen af 1999, hvor en pige på et seks måneder kom ind på skadestuen med en brækket arm. Moderen forklarede lægen på skadestuen, at pigen havde fået sin arm i klemme i tremmesengen. Datteren fik gips på armen og blev sendt hjem.

Kort tid efter blev Tony Olesen ringet op af en sundhedsplejerske, der kendte pigen, og var bekymret for hendes trivsel. Tony Olesen kiggede på pigen, som viste sig at have blå mærker på ryggen og i ansigtet. Skadestuelægen havde intet noteret om disse mærker i journalen.

Tony Olesen fik taget fotos af pigens blå mærker og viste skadestuelægen billederne. Denne kunne ikke forklare, hvordan han kunne have overset mærkerne.

''Han havde rent faktisk set mærkerne med sine øjne, men hans bevidsthed ville ikke se dem. Han kunne ikke overskue, hvad han skulle gøre, hvis han havde opdaget dem,'' fortæller Tony Olesen.

Efter episoden bad den kirurgiske afdeling på Centralsygehuset i Næstved Tony Olesen om et undervisningsmøde om diagnostik af børn, der har været udsat for omsorgssvigt og fysisk vold.

Tony Olesens konstruktive kritik blev modtaget godt af kollegerne, men sådan er omgangsformen ikke på alle arbejdspladser.

Konfliktsky

Birger Mosholt har sammen med Lene Lind og socialrådgiver Elsebet Schultz skrevet bogen 'To verdener'. Birger Mosholt arbejder som SSP-konsulent (samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi) i Greve Kommune og har tidligere haft en tilsvarende stilling i Hvidovre Kommune. Han mener, at fagfolk, der arbejder med børn, er med til at holde seksuelt misbrug af børn hemmeligt, fordi de ikke tør tale åbent med deres kolleger om problemet og handle, hvis det er nødvendigt.

''Vi er alt for konfliktsky. Dels over for barnet og forældrene, men også over for hinanden. Det hedder sig, at vi giver hinanden kritik på personalemøder, men i virkeligheden tør vi ikke kritisere vores kolleger. Saglig kritik bliver alt for nemt taget personligt i stedet for professionelt,'' siger Birger Mosholt.

Han medgiver, at det er fantastisk svært at konfrontere andre mennesker, når det handler om så intime ting, men kan ikke se nogen undskyldninger for at svigte børnene: ''Vi må selv tage ansvaret for at blive bedre til at diskutere seksuelt misbrug af børn, og hvad vi kan gøre for at undgå eller opdage det. Det er en ond cirkel: Hvis vi som professionelle ikke giver udtryk for, at det er i orden at tale om overgrebene, så tør børnene heller ikke fortælle om dem. Til gengæld åbner de op, når vi gør det,'' siger han.

Pyntede på børnenes forklaringer

Der findes også forklaringer på angsten for at diskutere en mistanke om seksuelle overgreb med barnets forældre.

Mange professionelle ­ pædagoger, lærere, sygeplejersker og læger ­ er bange for, at familien nægter og

Side 13

bliver vrede, hvis de tager emnet op. De kan også være bange for, at barnet får skældud, når det kommer hjem, og kommer til at føle sig endnu mere isoleret.

Birgitte Jakobsen er privatpraktiserende psykoterapeut på Fyn og har de sidste 10 år behandlet familier, ramt af seksuelt misbrug. Herudover superviserer hun kommunale sagsbehandlere og plejefamilier.

Hun kender den professionelle benægtelse fra sig selv.

''Da jeg sad på Børnerådgivningen i Fyns Amt i slutningen af 1980erne og hørte om de ting, børnene havde været ude for, bildte jeg mig ind, at de ikke havde det så slemt i virkeligheden. Jeg kunne ikke rumme de frygtelige oplevelser, de havde haft, så jeg pyntede lidt på deres tilværelse,'' fortæller Birgitte Jakobsen.

''Præcis ligesom barnet har nogle overlevelsesstrategier, der træder i kraft, når det udsættes for overgreb, kan de professionelle lade, som om det ikke er sket, eller vælge at overhøre signaler fra barnet. Det, der sker for barnet, er simpelthen ubærligt ­ også for den professionelle,'' siger Birgitte Jakobsen og understreger, at man som professionel skal være opmærksom på disse adfærdsmønstre, men at de ikke skal bruges som en undskyldning for at forblive passiv, når et barn er i nød.

Det er blevet bedre

Der lyder anderledes optimistiske toner fra Mimi Strange, som også behandler ofre for seksuelt misbrug. Hun er cand.psych. og familieterapeut på Sct. Stefans Rådgivningscenter for børn og unge i København.

''Jeg tror, de professionelle er langt bedre end tidligere til at få øje på børn, der udsættes for seksuelle overgreb. Selvfølgelig kan vi blive endnu bedre til at se signalerne og til at handle på den rigtige måde, når vi ser dem, og det skal alle, der har med børn at gøre, uddannes bedre i. For eksempel skal professionelle lære, at de skal reagere på nogenlunde samme måde, som hvis barnet havde været udsat for vold eller andre ikke-seksuelle omsorgssvigt. Hvis et barn bliver slået, er de jo ikke sene til at reagere,'' siger Mimi Strange, og tilføjer: ''Professionelle skal regne med, at dét, børn fortæller, er sandt. Især når det er noget ubehageligt.''

I Danmark har vi set en række eksempler på professionelle, som har misbrugt deres stilling og selv har forgrebet sig på børn. Blandt andre spejderledere og pædagoger. Vi har endnu ikke set tilfælde inden for sundhedsvæsenet, men de to læger, Niels Michelsen og Tony Olesen, er ikke i tvivl om, at der også findes børnekrænkere blandt sundhedspersonale.

''Jeg har kun kendskab til læger, som er gået over stregen med hensyn til voksne patienter, men hvis man åbner øjnene, er jeg sikker på, der findes sundhedspersonale, som krænker børn,'' siger Niels Michelsen.

Tony Olesen supplerer: ''Det skulle da være mærkeligt, hvis der ikke også findes mennesker, som krænker børn på hospitalerne,'' siger Tony Olesen.

Han underviser samtlige kommende danske børnelæger i omsorgssvigt af børn.

''Jeg siger til dem, at hvis deres neutralitet bliver påvirket enten i form af ubehag, vrede eller seksuel lystfølelse, når vi gennemgår det lægelige undervisningsmateriale om seksuelt misbrug, bør de ikke arbejde med disse forhold uden at være afklaret. Som børnelæge skal man kunne undersøge et barns genitalier, som man gennemfører en hudbiopsi,'' siger han.

DANSK FORENING MOD OMSORGSSVIGT

Professionelle mod børnemishandling og omsorgssvigt i Danmark etablerede i 1993 foreningen daspcan, Danish Society for Prevention of Child Abuse and Neglect.

Baggrunden for foreningens virke er ISPCAN ­ International Society for The Prevention of Child Abuse and Neglect.

Tilbuddet om medlemskab gælder alle professionelle, som direkte eller indirekte er i kontakt med børn, der har været udsat for overgreb/omsorgssvigt/børnemishandling, og retter sig således mod den sociale sektor, sygehusvæsen, retsvæsen og andre involverede faggrupper.

Formålene for daspcan er at: ­ Fremme samarbejde mellem faggrupper ­ Afholde faglige møder og konferencer ­ Etablere kontakt til udenlandske kolleger ­ Informere om litteratur, artikler og andet via bladet daspcan-nyt.

Nøgleord: Professionel benægtelse, sexmisbrug.

Billedtekster
Professionelle i social- og sundhedsvæsenet risikerer at overse børns signaler om seksuelt misbrug. En af årsagerne kan være, at erkendelsen af, at et barn er blevet misbrugt, er for svær at bære for den voksne. Enten fordi den professionelle selv har ubearbejdede traumer fra barndommen, eller fordi det er ressourcekrævende at gribe ind.Overlæge Tony Olesen er en af de fagfolk, der har mødt professionel benægtelse af overgreb mod børn.

Tema: Sexmisbrug

Huller i systemet                    

Professionelle nægter at se overgreb                  

Kommuner bryder loven              

Sygeplejersken nr. 11/1999

Mødre til misbrugte børn: Hjælpen kom for sent            

Vi ville gøre det samme i dag             

Engelsk socialrådgiver: Et paradis for pædofile            

Vadstrupgård: En casestory i uheld                 

England: Rustet mod sexmisbrug af børn

Sygeplejersken nr. 12/1999

Børn får sex-tilbud på internet          

Undersøgelse uden tårer             

Tag børns udsagn alvorligt 

Sygeplejersken nr. 16/1999     
 

Fokus på børnenes signaler  

Sygeplejersken nr. 19/1999      

Både offer og krænker    

Pædofile kan ikke helbredes