Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Kritik af forliget

Overenskomstforliget er for dårligt mener Henrik Wiegman. Han håber at sygeplejerskerne stemmer nej ved urafstemningen.

Sygeplejersken 1999 nr. 15, s. 26

Af:

Henrik Wiegman, medlem af amtsbestyrelsen i Hovedstadens Amtskreds

Så skal vi til det igen, alle vi sygeplejersker. Der ligger et overenskomstforlig, som vi skal stemme om. Jeg vil indledningsvis håbe på, at alle sygeplejersker har brugt deres ret til at stemme ved urafstemningen. Jeg håber også, at de har sagt nej.

Overenskomster har altid været yderst komplicerede at gennemskue, og med det nye (moderne?) lønsystem er det absolut ikke blevet nemmere. Vurderingen af resultatet er naturligvis afhængig af ens tro på, at kvalifikations- og funktionstillæg vil kunne give kroner i pungen. Jeg synes ikke, det nye lønsystem har bragt bedre løn- og arbejdsforhold i sit kølvand. Jeg synes fortsat, sygeplejerskerne bliver honoreret rædselsfuldt dårligt i forhold til det faglige arbejde, vi udfører, og det ansvar vi bærer på. Derfor kan jeg heller ikke forlige mig med det foreliggende overenskomstresultat.

Erfaringerne siden overenskomsten 1997 er, at arbejdsgiverne ikke har været begejstrede for at bruge de muligheder, der skulle ligge i det nye system.

Om der er tale om begyndervanskeligheder eller modvilje kan selvfølgelig være svært at afgøre, men ikke desto mindre tør jeg godt påstå, at arbejdsgiverne til alle tider er interesserede i at slippe så billigt som muligt (hvilket naturligt fører i sit kølvand, at kan de undlade at frigive penge til lønforbedringer, vil de gøre det).

Undertegnede er medlem af amtsbestyrelsen i Hovedstadens Amtskreds, men var forhindret i at deltage på den ekstraordinære kongres, der med to tredjedeles flertal forkastede overenskomstforliget. Det skal imidlertid ikke afholde mig fra at give min mening til kende.

Trenden er tilbagegang

Jeg vil ikke systematisk forholde mig til alle delelementerne i overenskomstforliget, men jeg mener som udgangspunkt, at vi aldrig skal acceptere en nedgang i grundlønnen. Trenden hos både arbejdsgivere og fagbevægelse er i øjeblikket, at det nye lønsystem nødvendigvis skal støttes af tilbagegang i de enkelte gruppers slutløn ­ en logik jeg aldrig har forstået og nok heller aldrig kommer til at forstå.

Jeg forstår ikke, at hovedbestyrelsen på nær et enkelt medlem har accepteret den ramme, der ligger til grund for hele KTO-forliget. Jeg mener, det burde have været op til en ekstraordinær kongres, eventuelt efterfulgt af en urafstemning, at tage stilling til det spørgsmål. Det er rammerne for forliget, der har umuliggjort, at sygeplejerskerne for alvor kan få opfyldt de krav, vi har haft i mange år, og som stadig for mange af os er gældende.

Jette Søe har som formand og forhandlingsleder det primære ansvar for overenskomstresultatet, men hun handler forhåbentlig ikke uden at have hovedbestyrelsen bag sig. Og hovedbestyrelsen har sagt ja til en ramme, der ikke har levnet Jette Søe mulighed for at forhandle et ordentligt resultat hjem ­ det er dybt beklageligt.

Undergravende

Et andet forhold, jeg med utilfredshed må undre mig over, er, at den ekstraordinære kongres ikke har defineret et muligt (mulige) konfliktområde(r), men accepterer, at det i pressen kommer til udtryk, at vi (sygeplejerskerne) siger nej til overenskomsten, og derudover i virkeligheden står splittet omkring nej'et.

Det er undergravende i forhold til vores troværdighed og udstiller os en smule (undskyld udtrykket) latterlige.

For mig at se så handler overenskomstkravene om løn, som det altid har gjort. At nye lønformer så åbenbart kan være med til at sløre det billede, så vi fremstår uenige om, hvad det vigtigste ved overenskomsten handler om, ja det er naturligvis beklageligt.

Jeg forstår mig ikke fuldstændig på det forhandlingstekniske, men for mig synes det besynderligt, at to tredjedele af kongressen ikke er et så massivt nej, at Jette Søe og resten af forhandlingsdelegationen kunne tiltvinge sig fornyet forhandling ved forligsinstitutionen eller om nødvendigt ­ omend det ville være beklageligt ­ gå i konflikt. Med andre ord: en urafstemning burde først blive sat i værk, når der lå et anderledes og bedre forhandlingsresultat.

Henrik Wiegman er ansat i en døgninstitution i Københavns Kommune.

Nøgleord: Forhandlinger, urafstemning.