Både offer og krænker

Når et menneske krænker et barn seksuelt, handler det oftest om noget helt andet end sex. Krænkeren seksualiserer sin adfærd for at få opfyldt et andet behov. Det kan være et behov for ømhed, et behov for at føle kontrol eller et behov for at komme af med vrede.

Der findes ingen undersøgelser, der giver et klart billede af, hvem børnekrænkerne er. Billedet er grumset, fordi mange krænkere dels går uopdagede omkring og dels ikke afslører deres inderste tanker, når de deltager i undersøgelser.

Men to undersøgelser, en amerikansk fra 1979 (1) og en svensk fra 1984 (2), peger dog på nogle fællestræk hos seksualkrænkere.

I den første undersøgelse konkluderer den amerikanske psykolog, Ph.D. Nicholas Groth, at drivkraften bag seksuelle overgreb ikke er sex, men snarere vrede og afmagt.

I Groths undersøgelse indgår interview med 2.000 dømte seksuelle krænkere.

Nicholas Groth spurgte krænkerne, hvilket motiv der lå bag deres overgreb, og 95 procent af dem fortalte, at de i perioden inden overgrebene havde været i socialt pressede situationer. Halvdelen af disse krænkere havde under dette pres følt en pludselig vrede, som var endt i et overgreb.

Den anden halvdel af krænkerne havde i længere tid følt sig magtesløse og gav udtryk for, at de ved at begå overgreb havde prøvet at få kontrol over deres liv.

De sidste fem procent af de interviewede fortalte, at de havde begået sadistisk prægede krænkelser, hvor aggressionen og det at tilføje ofret smerte var blevet erotisk ladet.

Side 17

På baggrund af sine resultater tegnede Groth et portræt af krænkerens psyke (se boks 1).

Den anden interviewundersøgelse, foretaget af tre svenske psykologer ved kriminalforsorgen i Sverige, Göransson, Andersson og Kwarnmark, omfattede 20 krænkere.

Den viste, at alle krænkerne havde fast arbejde og bopæl, og at de inden overgrebet havde været udsat for en alvorlig trussel mod deres personlige integritet i form af sygdom, arbejdsløshed eller skilsmisse.

Alle 20 krænkere led af en ekstremt lav selvtillid og angsttolerance.

Krænker og offer

Begge undersøgelser viser også, at den seksuelt krænkende adfærd kan gå i arv socialt, idet de konkluderer, at seksualkrænkerne selv er blevet krænket som børn.

80 procent af de interviewede amerikanske krænkere havde således selv været udsat for omsorgssvigt, børnemishandling og/eller seksuelle krænkelser, og de 20 krænkere, der deltog i den svenske undersøgelse, havde alle oplevet en eller anden form for omsorgssvigt i deres opvækst.

I bogen 'Drenge og seksuelle overgreb' (3) sammenfatter psykoterapeut Eva Hildebrand og psykolog Conni Gregersen desuden, at ifølge kliniske undersøgelser af både unge og voksne mænd, der har krænket børn seksuelt, har mellem 30 og 90 procent selv været udsat for seksuelle overgreb som børn. Den store forskel i procenterne skyldes ifølge forfatterne, at de undersøgte typer af krænkere var forskellige.

Offer for magtesløshed

Marianne Gram er uddannet psykolog i Sverige, hvor hun igennem sit arbejde i den svenske kriminalforsorg havde samtaler med omkring 100 krænkere og 22 dømte svenske krænkere i behandling. I dag arbejder hun på FamilieHjælpsCentret med familier, hvor der i familien forekommer børnemishandling, blandt andet seksuelt misbrug. FamilieHjælpsCentret, der ligger i København, er et privat behandlingstilbud, der tilbyder behandling til familier henvist fra socialforvaltninger samt private personer.

Marianne Grams egne erfaringer stemmer godt overens med de to ovennævnte undersøgelser:

''Fælles for de krænkere, jeg har haft i behandling, er, at de selv har været ude for overgreb af fysisk, psykisk eller seksuel karakter. Da de selv har været omsorgssvigtede, er de psykisk skrøbelige personer med en indre struktur, der er præget af angst og depression. I almindelige hverdagskriser, som for eksempel skilsmisse, tab af job eller lignende, bliver angsten eller depressionen forstærket. De oplever sig atter som ofre og kan i desperation over manglende kontrol eller i magtesløshed krænke andre,'' siger Marianne Gram.

Hun opdeler krænkerne i tre grupper (med omtrentlige procenter i parentes):

1. De sadistiske krænkere (5 procent) ­ psykisk syge personer, der optræder perverst og voldeligt under deres overgreb på børn.
2. De vrede krænkere (45 procent) ­ personer, der i de fleste tilfælde er venlige og omgængelige. Som i angst over for andre undertrykker deres vrede. Vreden kommer ud via impulsive overgreb.
3. De magtesløse krænkere (50 procent) ­ personer, som gennem planlagte overgreb prøver at genvinde magt og kontrol over deres situation.

Marianne Gram mener, at de pædofile er en gruppe for sig selv, da de primært er fikseret seksuelt på børn. Man ved ikke præcis, hvor mange pædofile der findes, da det langt fra er alle pædofile, der forgriber sig på børn og derfor ikke er krænkere.

Marianne Gram baserer de tre krænkertyper på Groths undersøgelse og på sine egne erfaringer. Hun anser de sadistiske krænkere for umulige at behandle ved almindelig psykoterapi. De hører hjemme i retspsykiatrien.

''De pædofile ønsker ikke at blive behandlet. De oplever ikke, at de har et problem med deres seksualitet.

Side 18

De pædofile oplever derimod, at de har et problem med samfundet, som ikke vil acceptere deres seksualitet,'' siger Marianne Gram.

Behov og kønsidentitet

Thomas Hammerbrink, klinisk psykolog og sexolog, har haft mere end 100 seksualkrænkere i terapi på Rigshospitalets Sexologiske Klinik. I dag er han tilknyttet Kofoedsminde på Lolland, som er en sikringsanstalt for psykisk udviklingshæmmede, der har begået personfarlig kriminalitet, herunder seksualforbrydelser.

Thomas Hammerbrink er forsigtig med at rubricere seksualkrænkere. Han forklarer generelt, at vores seksualitet præges af tre områder: relationer, behov og kønsidentitet.

''Vores seksualitet afhænger af, hvilke erfaringer vi gør os med relationer til andre, altså hvordan vi har det med andre mennesker. Den afhænger også af, om vi får vores behov dækket, eller om vi eventuelt oplever, at vi bliver svigtet og kun skal dække andres behov, og til sidst er den afhængig af vores erfaringer med kønsidentitet, det kunne for eksempel være, om en dreng føler sig maskulin nok. Hvis der opstår for store skader på disse tre områder, bliver vi afvigende seksuelt,'' forklarer Thomas Hammerbrink.

Krænker ved et tilfælde

Thomas Hammerbrink mener, det er umuligt at forklare, hvorfor en person netop begynder at krænke børn seksuelt.

''Det er rigtigt, at alle krænkere har været udsat for traumer, og mange af dem er også omsorgssvigtede. Desuden er lavt selvværd ofte en medspillende faktor hos krænkere. Men der er jo mange, der opfylder disse 'kriterier' uden at blive sexkriminelle. Så hvad er det, som udløser, at visse mennesker bliver krænkere?'' spørger han.

Ingen kender svaret, men Hammerbrink mener, at en eller flere tilfældige hændelser tidligt i et menneskes liv kan være det, der udløser, at dette menneske bliver krænker.

''For eksempel kan en dreng eller en ung mand, der har været ude for mange nederlag i sit liv, opleve, at når han leger doktorleg med en pige, så er han god nok. Denne oplevelse kan blive kædet sammen med drengens selvværd og komme til at fylde så meget, at han fortsætter med en seksualiserende adfærd og bliver krænker,'' forklarer Hammerbrink.

I manges bevidsthed er krænkeren et umenneskeligt monster, som skulle bures inde for altid. Denne vrede kan Thomas Hammerbrink godt forstå, men han advarer samtidig mod den.

''Vi svigter fremtidens ofre, hvis vi kun opfatter disse mennesker som uhyrer. Hvis vi skal bryde den seksuelle arv, er vi nødt til at møde og behandle krænkerne,'' siger han.

Terapeuter svigter krænkere

Han er ikke enig med Marianne Gram i, at visse typer af krænkere er umulige at behandle. Han mener, at vi blot mangler at finde en behandlingsmetode til de krænkere, som i dag synes upåvirkede af terapi.

Men han tror også, at terapeuter, som behandler seksualkrænkere, opgiver deres klienter for let.

''Ja, mange af krænkerne er umotiverede, og det er meget nemt for en terapeut at afvise en krænker ved at sige, at han ikke er motiveret. Så går to mennesker glade ud af rummet. Krænkeren fordi han slipper for at se ind i sig selv, og terapeuten fordi han slipper for at få beskidte fingre. Det er nemlig sådan, at når man behandler krænkere, så er det som om, noget af det ubehagelige ved den kriminelle klæber til terapeuten, fordi han har haft med ham at gøre,'' siger Hammerbrink.

Han har oplevet at deltage i møde med kriminalforsorg, mødrehjælp og socialforvaltning om en stedfar, der havde begået incest over for sin steddatter.

''De andre talte underligt til mig. Jeg var jo krænkerens advokat, og det virkede, som om min blotte tilstedeværelse påvirkede stemningen negativt,'' siger han og tilføjer:

''Jeg forsvarer naturligvis ikke krænkernes handlinger eller deres ytringer om, at de ikke gør noget forkert. Men når jeg tænker på, hvor meget i nød disse mennesker er, og hvordan de har været udsat for omsorgssvigt, så undrer det mig, at vi forlanger, at de skal kunne evne at se ind i sig selv.

Det må da være os, som har overskud, der er forpligtede til at finde ud af, hvordan vi forstår de her mennesker, så vi kan behandle dem.''

Litteratur

1. Groth, A.H., Birnbaum, H. Men who rape: The psychology of the offender. New York: Plenum; 1979.
2. Göransson, B., Andersson, I.J., Kwarnmark, E. Männen bakom kvinnovåldet. Behandling inom kriminalvården. Stockholm: Prisma; 1988.
3. Hildebrand, Eva, Gregersen, Conni. Drenge og sekuelle overgreb ­ Forståelse, analyse og behandling. København: Hans Reitzels Forlag; 1994.

Nøgleord: Børn, krænkerprofiler, pædofili, sexmisbrug.

Billedtekst
Psykolog Thomas Hammerbrink behandler mennesker, som har krænket børn seksuelt. ''Vi svigter fremtidens ofre, hvis vi ikke møder og behandler krænkerne. De er selv ofre for omsorgssvigt,'' siger han.