Sygeplejersken
Boganmeldelse
Sygeplejersken 1999 nr. 24, s. 50
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
HYLDEST TIL HUMMELVOLL
Anders Johan W. Andersen, Bengt Karlsson
Psykiatri i endring
- forståelse og perspektiv på klinisk arbeid
Oslo: ad Notam Gyldendal 1998
248 sider, 270 kroner
Den norske psykiatriske sygeplejerske Jan Kåre Hummelvoll har haft væsentlig betydning for forståelsen af psykisk lidelse og psykiatrisk sygepleje i Norden. Den 1. marts 1998 fyldte han 50 år, og i den anledning blev 'Psykiatri i endring' udgivet som en tak og hyldest til Hummelvoll for hans forfatterskab og forskning. Hummelvoll placerer sig i en holistisk-eksistentialistisk forståelsesramme, hvor anerkendelsen af det enestående ved hvert menneske i relation til dets kulturelle kontekst er basis for udførelsen af professionel psykiatrisk sygepleje.
Hvor langt er vi nået i 1999? Husker vi helheden omkring patienten, eller har vi mest fokus på virkning og bivirkning af den nyere psykofarmaka? Hvordan får vi implementeret de forskellige videnskabelige retninger, som ligger til grund for sygeplejen? Perspektiver, perspektivvalg og heraf følgende konsekvenser, er vi bevidste nok? Hvordan får vi implementeret tværfagligheden? Mange professioner inden for det psykiatriske spændingsfelt har en tendens til at være alt for optagede af egne fagområder og glemmer at være undrende og nysgerrig efter andre faggruppers bidrag til at belyse psykiske lidelsers kompleksitet og mangfoldighed. Antologiens otte artikler analyserer og tager blandt andet kritisk stilling til ovennævnte spørgsmål. Artiklerne er af forskellig længde, niveau og struktur.
Teologen Åge Wifstad forholder sig til den eklektiske fagperson, som i mange miljøer er synonym med den erfarne og nuancerede medarbejder. Ordet eklektisme kommer fra græsk og betyder udvælgelse. Eklektikeren tager med andre ord lidt teori og empirisk baseret viden fra forskellige videnskabelige retninger og kombinerer udvalgte elementer situationsbestemt. Den faglige tænkning og strategien omkring eklektisme analyseres grundigt.
Psykologen Arnulf Kolstad problematiserer forholdet mellem psykiatri og samfund, og psykiatrisk sygeplejerske John Gunnar Krogstad fokuserer på magt og anvendelse af magt i relation til systemverdenen og livsverdenen. Brugerbegrebet, brugerstyring og brugerindflydelse, og hvad det indebærer i praksis, bliver diskuteret af psykiatrisk sygeplejerske Sjur Frederiksen. Psykolog Anne-Lise Løvlie Schibby bidrager med en ganske lærerig artikel om selvrefleksivitet og undring i en dialektisk relationsteori. Hun analyserer og tager kritisk stilling til begrebet etablering af en bæredygtig relation og begrebet refleksion. Sygeplejerske og socionom Trond Hatling problematiserer vort forhold til udvikling af kundskab om psykiske lidelser. Cand.polit. Kari Ludvigsen belyser tværfagligheden, og hvad der skal til for, at det tværfaglige samarbejde bliver hensigtsmæssigt og konstruktivt.
Hver på deres måde tydeliggør forfatterne, at psykisk lidelse bedst forstås gennem evne og villighed til perspektivændring og perspektivbevidsthed, og de argumenterer for, at ydmyghed, undring, dialog og refleksion må udgøre fundamentet i arbejdet med at forstå psykiske lidelser.
Bogen henvender sig til alle, der arbejder inden for psykiatrien. Det faglige niveau er videreuddannelse eller efteruddannelse.
Af Anne Winkel, klinisk oversygeplejerske på Sct. Hans Hospital, afdeling M.