Travl formand

Den danske formand for verdens sygeplejersker, Kirsten Stallknecht, vil gerne være med til at ændre den kultur, der hersker blandt mange sygeplejersker: at være sød og konfliktsky. Foto: Søren Svendsen.

Side 39 

Du får tyve minutter. ICNs formand er en travl kvinde. Og det er ikke, fordi hun ikke ønsker at bruge mere tid på det danske tidsskrift for sygeplejersker, som hun kender så godt fra sine 28 år som formand for Dansk Sygeplejeråd.

Men som formand for en verdensorganisation, som oven i købet holder 100-års jubilæumskonference, har Kirsten Stallknecht et yderst tætpakket program.

Ud over at skulle holde styr på over 100 medlemslandes politiske repræsentanter under det tre dage lange repræsentantskabsmøde har formanden mange forpligtelser: Tale ved åbningsceremonien i Royal Albert Hall, igen på talerstolen ved åbningen af en ny version af ICNP-projektet samt deltagelse i en mindehøjtidelighed for Florence Nightingale i Westminster Abbey for at nævne nogle stykker.

Den danske formand har under den ugelange konference også haft svært ved at gå i fred for sygeplejersker fra Japan, Afrika, Sydamerika, ja, fra hele kloden, som ville have et snapshot af sig selv sammen med selveste formanden med hjem.

Men nu sidder hun altså ned i små tyve minutter. Her på sit hotel kan hun endelig få ild på en cigaret.

''Alle ved, at jeg ryger, men jeg repræsenterer en profession og en sundhedsorganisation, som har antirygning på programmet. Så jeg har pålagt mig selv ikke at ryge offentligt,'' fortæller hun.

Kirsten Stallknecht er glad for forløbet af ICNs repræsentantskabsmøde, selv om de nationale repræsentanter endte med at udskyde flere vigtige beslutninger.

''Det er en lang proces, når der er så mange medlemmer, og der er altid en del, der ikke har læst papirerne. Det var der også denne her gang, men det nye var ­ og jeg har været med til alle møderne siden 1969 ­ at vi fik en langt mere saglig debat. Medlemmerne viste, at de gerne vil samarbejde både nationalt og internationalt med flere specialistorganisationer,'' siger hun.

Men hun ærgrer sig over, at medlemslandenes repræsentanter ikke stemte for en åbning for flere medlemskategorier.

''Det er jo en tosset ting, at vi skal smide en lille organisation ud, når der kommer en større, når vi taler om, at ICN taler med én stemme for verdens sygeplejersker,'' siger hun.

Hun havde dog gerne set, at den store italienske organisation var blevet optaget i år.

''Den har mere end 300.000 medlemmer i forhold til de 2.000, den anden har.

Det havde været en økonomisk forskel, der kunne mærkes,'' griner hun.

Hun håber, at de nationale sygeplejeorganisationer bliver bedre til at håndtere konflikter.

''Vi skal væk fra at være nogle søde, små sygeplejersker. For det er med til at holde ICNs udvikling tilbage,'' siger Stallknecht, som syntes, det var skægt, da den danske presse kaldte hende 'kampvaranen'. Det ville også styrke ICN, hvis organisationerne blev bedre til at finde sammen i stedet for at fokusere så meget på, at de er svage i et mandsdomineret sundhedsvæsen, mener hun.

''I Danmark var det ikke anderledes for 50 år siden. Dansk Sygeplejeråd var ikke med i en eneste forhandlingssammenslutning, da jeg blev formand. Der var ingen, der gad høre på sygeplejerskerne, før vi organiserede os. Så blev vi tunge nok til at sidde de rigtige steder, og lige pludselig var der ingen, der syntes, det var særligt fikst at gå uden om os.'' Om de to italienske sygeplejeorganisationer når at finde sammen i et samarbejde inden for de næste to år, ved ingen selvfølgelig endnu.

Men diskussionen om fremtidens medlemsstruktur kommer under alle omstændigheder på dagsordenen ved næste repræsentantskabsmøde i København i 2001.

''Der er ikke sat noget tema på kongressen, men der er ingen tvivl om, at det vil blive en opfølgning af diskussionerne i år,'' siger Kirsten Stallknecht.

Hun håber, at mellem 5.000 og 10.000 deltagere fra mere end 90 lande valfarter til København, hvor det er hendes ønske, at sygeplejerskerne kan deltage i et seminar, der fokuserer på tortur.

Sammen med ICNs bestyrelse og direktion har hun også planer om at foreslå flere kontingentniveauer, så et fattigt land som Indonesien også har råd til at blive medlem af ICN.

Efter kongressen i København går Kirsten Stallknecht af som formand for ICN.

Men her og nu i London skal hun skifte sin taske og nylonstrømperne, der er løbet, før hun skal videre til afslutningen på jubilæumskonferencen.

Nøgleord: ICN, formand, Kirsten Stallknecht, København, 2001.