Rammer også plejepersonalet

At være vidne til en alvorlig brandulykke eller måske være den, som finder de forbrændte eller omkomne efter en brand, kan være en meget hård psykisk belastning.

Ansatte på plejehjem og i hjemmeplejen er i den forbindelse en særligt udsat gruppe, idet hjemmehjælpere og sygeplejersker ofte vil være dem, som opdager en brand. Det være sig på et plejehjem, i en beskyttet bolig eller i hjemmet hos ældre, som modtager en eller anden form for hjælp.

For halvandet år siden var en række hjemmehjælpere og sygeplejersker fra distrikt midt i Kolding Kommune vidne til en meget tragisk dødsbrand, hvor et hjemmeboende ægtepar gik til i flammerne.

En tændt cigaret var formodentlig årsagen til branden, der antændte et tæppe, som kvinden sad med omkring sig i sofaen. Manden, der var kørestolsbruger, sad i en sofastol, hvorfra han ikke kunne bevæge sig.

Da to hjemmehjælpere på et rutinemæssigt besøg ankom til hjemmet, anede de hurtigt uråd, da de kunne lugte røg. Den ene forsøgte hos naboerne at tilkalde hjælp, mens den anden forsøgte at redde manden fra den brændende stue, hvor ægtefællen allerede var gået til i flammerne.

Ud over at ringe 112 tilkaldte den første plejer også de kolleger fra hjemmeplejen, som var i området. På den måde nåede fire hjemmehjælpere og to sygeplejersker hurtigt frem til ulykkesstedet, hvor de straks gik i gang med at evakuere naboerne.

Trods en stor indsats fra den hjemmehjælper, der forsøgte at redde manden, var der intet at gøre. Konen omkom under selve branden, og manden døde senere af sine forbrændinger.

Fik psykologhjælp

''For de hjemmehjælpere og sygeplejersker, som var på ulykkesstedet, har oplevelsen været en hård psykisk belastning. Værst har det været for dem, som var inde i lejligheden, men for ingen af de seks, som var på stedet, har det været let at komme over episoden,'' fortæller serviceleder Connie Thoning fra plejecentret Olivenhaven i Kolding Kommune.

Straks efter ulykken fik hjemmehjælperne tilbudt psykologhjælp, hvilket i Kolding Kommune sker helt automatisk, når medarbejdere udsættes for ulykker eller andre oplevelser, der kan være en psykisk belastning.

''Set i bakspejlet er det helt klart, at det var meget vigtigt for de ansatte, at de så hurtigt fik mulighed for at tale med en psykolog. Han kunne blandt andet fortælle dem, hvilke reaktioner de sandsynligvis ville få, og det har været en stor hjælp for de ansatte, at de på den måde blev forberedt på de reaktioner, som de efterfølgende fik,'' forklarer Connie Thoning.

Hun kan derfor kun anbefale, at sygeplejersker og hjemmehjælpere andre steder i landet forsøger at sikre sig, at der findes et tilsvarende tilbud om psykologhjælp, hvis eller når der opstår alvorlige dødsbrande på plejehjem eller i private hjem, der modtager hjælp fra hjemmeplejen.

Selvom den psykiske belastning var størst for de medarbejdere, som oplevede dødsbranden, berørte

Side 11

ulykken også det øvrige personale på plejecentret.

''Branden har været en meget svær proces at komme igennem for hele gruppen,'' fortæller Connie Thoning og tilføjer:

''En ting var selve ulykken og de umiddelbare reaktioner heraf. Et andet problem, som vi oplevede, var, at de to medarbejdere, der var tættest på ulykken, efterfølgende helst ikke ville tale om episoden i medarbejdergruppen.''

Efterhånden blev det dog så svært for medarbejdergruppen, at der ikke kunne tales om, hvad det var, der var sket, at tavsheden simpelthen måtte brydes.

''Selvom de direkte berørte medarbejdere havde fået psykologhjælp, var der stadig et stort behov i medarbejdergruppen for at få talt om ulykken. Der var et åbenlyst behov for at få episoden bearbejdet sammen,'' konstaterer Connie Thoning.

Ville undgå område

Flere medarbejdere gik eksempelvis i lang tid rundt og følte, at de kunne lugte røg alle steder.

''Da vi først fik åbnet op for snakken, hjalp det meget på stemningen,'' siger Connie Thoning.

Andre reaktioner efter brandulykken var, at flere af de ansatte i den første periode ikke brød sig om at komme i det område, hvor branden havde været. Desuden bad de to, som havde været meget tæt på, om i en periode ikke at skulle tage ud på hjemmebesøg alene.

En anden reaktion på den tragiske dødsbrand i Kolding har været, at hjemmeplejen generelt har skærpet fokus på den forebyggende indsats omkring brandulykker.

''Efter ulykken talte vi med mange af de ældre om rygeforklæder og røgalarmer. Desuden har vi i højere grad end tidligere også haft fat i de pårørende til ældre, hvor der eventuelt kunne ske en forbedring af brandsikkerheden,'' siger Connie Thoning.

Nøgleord: Brandulykker, dødsbrand.