Forebyggelse og behandling af akut konfusion

Ved vagtskiftet en tidlig morgen lyder der en høj råben om hjælp fra en af enestuerne. Patienten er en 84-årig kvinde, indlagt fra et plejehjem. Nattevagten står hos patienten og forsøger at berolige hende, men uden held. Når plejepersonalet nærmer sig patienten, bliver hun tydeligt mere angst og råber endnu højere om hjælp. Intet hjælper, og konsekvensen bliver, at patienten får lov til at ligge for sig selv, fordi hun på denne måde falder til ro. Om formiddagen kommer patientens søster på besøg. Patienten genkender hende og udtrykker stor ro og tryghed ved hendes tilstedeværelse. De følgende dage benyttes søsterens besøg til at få udført patientens personlige pleje. Når søsteren er fraværende, reagerer patienten med angst og plejepersonalet med afmagt og frustration. Patienten udskrives til plejehjemmet, så snart det blev skønnet forsvarligt. Under indlæggelsen var det ikke muligt at påbegynde genoptræning af patienten.

Forudsætninger for et godt behandlings- og genoptræningsforløb er, at patienten kan samarbejde (1). Men vi har alle prøvet, hvor svært det er at samarbejde med en akut konfus patient. Konfuse patienter lader sig distrahere og glemmer, hvad de er i gang med og er således svære at vejlede og instruere. Derfor kan de heller ikke relatere ny information til tidligere erhvervet viden, hvilket betyder, at de ikke formår at anvende alle de informationer og instruktioner, som bliver givet i forbindelse med en indlæggelse. Ydermere sker der det, at konfuse patienter ofte reagerer med aggression, manglende initiativ og samarbejde, når man forsøger at indlede et samarbejde. Konsekvensen er, at patienten forbliver afhængig af hjælp i forhold til de daglige aktiviteter i en meget længere periode end patienter, der ikke bliver akut konfuse (2).

Denne immobilitet indebærer en øget risiko for opståen af komplikationer som for eksempel urinvejsinfektion, pneumoni, tryksår og lignende.

Faglig viden

Da det er sygeplejersken, som er ansvarlig for patientens plejeforløb, er det også sygeplejersken, der skal forsøge at etablere et samarbejde med patienten. Da akut konfusion er af så generel karakter, at behandlingsprincipperne i hovedtræk kan anvendes hos alle patienter, bør alle sygeplejersker have en basal faglig viden om akut konfusion.

Det er vigtigt at vide, at:

• patienter med høj alder, habituelt nedsatte kognitive evner og / eller nedsat aktivitetsniveau inden indlæggelsen er specielt disponerede for akut konfusion. Derfor koncentrerer forebyggelse sig især om disse patienter (3)
• patienter, som indlægges akut, har en meget stor risiko for at udvikle akut konfusion (4)
• risikoen er størst fra indlæggelsestidspunktet til første postoperative dag
• varigheden af akut konfusion er oftest ikke ud over en uge (5, 6).

Sygeplejersken skal desuden:

• kende de kliniske kendetegn, beskrevet i DSM-III-R (er beskrevet i artiklen 'Akut konfusion'), som skal gøre hende i stand til at identificere, når patienten har symptomer på akut konfusion
• kende de tre forskellige former for akut konfusion, den hyperaktive, den hypoaktive og den kombinerede type. Den hypoaktive konfuse patient overses hyppigt, fordi symptomerne er så vage med risiko for, at tilstanden ikke behandles i opløbet (7)
• kende forskellen på demens og akut konfusion, idet disse tilstande ofte forveksles. Mange patienter beskrives som værende demente uden at have frembrudt symptomer inden indlæggelsen (se fig. 1)

Side 51 

• anvende sin viden om risikofaktorerne ved akut konfusion, idet hun også er medansvarlig for udredningen af årsagen til den akutte konfusionstilstand.

Fig. 1: Kliniske kendetegn på akut konfusion og demens 

 Kilde: Lipowski ZJ. Delirium in The Elderly Patient. The New England Journal of Medicine Medicine 1989; 320: (2) 578-82.

Dataindsamling

Dataindsamlingen hos patienten har til opgave dels at identificere disponerende faktorer, dels at danne sig et helhedsindtryk af patienten. For at identificere patienter, der især har risiko for at blive akut konfuse, anvendes en simpel test til vurdering af patientens hukommelsesfunktion (se fig. 2).

For at forhindre, at patienten føler sig konfronteret med sin manglende mentale formåen, skal sygeplejersken stille spørgsmålene som en del af indlæggelsessamtalen. Patientens besvarelser markeres i figuren, og en samlet score regnes ud. Hvis patientens samlede score er seks eller mindre, er det tegn på, at patienten er disponeret for at udvikle akut konfusion. Det betyder, at der skal indarbejdes specielle forebyggende tiltag i plejen (8).

Med det formål at opretholde patientens normale livsførelse mest muligt under indlæggelsen skal sygeplejersken indhente viden om patientens sædvanlige levevis, for eksempel om specielle vaner, traditioner eller opgaver i løbet af dagen, eller om patienten har specielle vaner og behov (høreapparat, briller og lignende). Dataindsamlingen skal også omfatte viden om, hvordan patienten tidligere har

 .

Side 52

reageret ved traumer, og om patienten tidligere har været akut konfus.  

Forebyggelse af akut konfusion

Den akutte indlæggelse opleves ofte som stressende og angstfremkaldende. Patienten er revet ud af vante omgivelser med kendte rutiner, har ikke regelmæssig kontakt med familien og indskrænket aktivitet. Patienten kan føle tab af kontrol og hjælpeløshed på grund af operationen og usikkerhed på den efterfølgende genoptræning, gangfunktion og videre livsførelse.

Sygeplejen retter sig overordnet mod:

• at skabe kontinuitet i indlæggelsesforløbet
• at patienten genoptrænes
• at skabe en oplevelse af tryghed
• at etablere mening og kontrol i de fremmede omgivelser
• at sikre at der tages hensyn til patientens sædvanlige rutiner og vaner
• at forebygge komplikationer (9).

Kontinuitet i indlæggelsesforløbet

For at skabe tryghed for patienten er det vigtigt, at antallet af plejepersoner er så få som muligt. Få plejepersoner skaber mulighed for kontakt mellem personale og patient, hvor patienten kan opleve tillid og mulighed for at tale om sine tanker og følelser. Kontinuitet vil endvidere give sygeplejersken mulighed for at få et grundigt kendskab til patientens vaner og daglige færdigheder, så tilrettelæggelsen af plejen kan tage udgangspunkt heri (10).

Også ved arbejdstilrettelæggelsen af patientens genoptræning skal der tages hensyn til, at patienten møder så få personer som muligt. Dette kan foregå ved, at et klinisk team bestående af læge, sygeplejerske og fysioterapeuter er ansvarligt for patientforløbet. Fordelen ved et sådant klinisk team er, at planlægningen af patientens behandlings- og plejeforløb forenkles og tager udgangspunkt i patientens behov (1).

Involvering af de pårørende

Det er væsentligt for patientens følelse af tryghed og personlig kontakt, at de pårørende medinddrages i plejen dels som datakilde til belysning af patientens habituelle tilstand, dels som støtte for patienten (2). De pårørende skal informeres om vigtigheden af at være hos patienten, og de skal gives mulighed for at følge patienten til de forskellige undersøgelser. Det er væsentligt, at de pårørende mærker, at de ikke er i vejen, og at de hjælpes til at forstå, hvordan de kan støtte patienten. Deres tilstedeværelse kan hjælpe patienten med at holde sig orienteret i tid, sted og omgivelser samt forebygge angst og frygt (4). De pårørende skal informeres om, at der er en risiko for, at der kan opstå akut konfusion, men at det er en forbigående tilstand, som ikke betyder, at patienten er ved at blive dement (7).

Følelse af kontrol og selvstændighed

For at styrke patientens oplevelse af mening og kontrol er det vigtigt, at der udvises en accepterende og støttende adfærd. Patienten hjælpes til at forstå procedurer og behandling ved blandt andet at opmuntre til spørgsmål. At udvise respekt kan ske ved at kalde patienten ved det navn og den tiltale-form, som patienten foretrækker (9).

Genetablering af det normale liv

Det overordnede princip i forebyggelse og behandling af den akut konfuse patient er, at man roligt og overbevisende fører opmærksomheden og tankeindhold i retning af nære og for patienten beroligende realiteter (11).

Bed de pårørende om at medbringe nogle kendte og betydningsfulde genstande til patienten. Personalet kan spørge, hvordan patienten ønsker tingene placeret og spørge til genstandene, for eksempel hvem der er på billedet. At tale om gamle dage er også en måde at personliggøre samtalen for patienten, for eksempel kan sætninger som: ''Kan De huske...,'' ''Hvordan var det nu det var.....'' hjælper patienten på vej.

Et ur og en kalender, som patienten kan se, samt aviser og radio kan samtidig have betydning for patientens mulighed for at orientere sig. Personalet skal være opmærksom på, at medinddrage orienterende punkter i samtalen, for eksempel ''Hr. Hansen, det er allerede fredag den 24. Tænk at det kun er tre dage siden, at De blev opereret.'' Handlinger kan tydeliggøres ved at tale om rutiner, de forskellige personalegruppers opgaver, og hvad der skal ske: ''Nu kommer der mad. Nu er der mulighed for at træne''(9).

Under indlæggelsen kan patienten udsættes for over- eller understimulering. Det kan have

Side 53

indflydelse på patientens oplevelse af stress. For at lette bearbejdelsen af indtryk er det først og fremmest væsentligt at sørge for, at patienten har briller og høreapparat på samt at sikre sig, at de fungerer. Det er vigtigt at tale højt og tydeligt til patienten i helt enkle sætninger.

Belysningen er også af betydning. Stærkt lys kan give skarpe kontraster og skygger, som kan hæmme opfattelsen af genstande på stuen. Patienten skal have mulighed for at orientere sig om natten ved natbelysning, og om dagen mulighed for at se dagslyset (9).

Behandling ved akut konfusion

Behandling af akut konfusion har mange elementer. Her er tale om:

• diagnosticering
• korrektion og behandling af underliggende årsag
• vurdering af medicin
• fremme af patientens tryghed og egenkontrol
• døgnrytmeplan.

Diagnosticering

På grund af konfusionens fluktuerende forløb må sygeplejersken have en omfattende viden om symptomerne ved akut konfusion, for at hun kan registrere, når patientens tilstand ændrer sig. Som et hjælperedskab bør afdelingen have et skema, som indeholder de diagnostiske kriterier (fig. 2). Skemaet bør indgå i dokumentationen af patientens tilstand i den første uge af indlæggelsen, hvor der er risiko for, at der opstår akut konfusion. På denne måde vil observation og dokumentation af patientens mentale tilstand indgå mere målrettet i den daglige pleje, hvilket kan sikre en tidligere opsporing af akut konfusion og dermed en hurtigere indsats (12).

Korrektion og behandling af underliggende årsager

Akut konfusion kan være det første symptom på en akut sygdom. Hvis de underliggende årsager korrigeres, ses det ofte, at konfusionen forsvinder. Derfor bør lægen foretage en grundig medicinsk undersøgelse af patienten samt på mistanke om en tilgrundliggende fysisk sygdom supplere med målrettede prøver og undersøgelser (2, 4, 10). Sådanne prøver og undersøgelser kan for eksempel være: urindyrkning, røntgen af thorax, elektrokardiogram, infektionsparametre, koronarprøver, elektrolytter, hæmoglobin, serum albumin og blodsukker. Det vil være hensigtsmæssigt, at der i afdelingen udarbejdes kliniske retningslinier for akut konfusion, der blandt andet beskriver de undersøgelser og prøver, der kan udføres for at finde og fjerne en eventuel årsag til den akutte konfusion.

Vurdering af patientens medicin

Ældre mennesker er generelt følsomme over for medicin. Margen mellem terapeutisk og toksisk effekt kan være snæver. Derfor skal patientens medicin gennemgås med henblik på en vurdering af, om ordination og dosis er korrekt, og om der er interaktioner med andre medikamenter (13). Især medikamenter med antikolinerg effekt vurderes for relevans og seponeres, hvis det skønnes forsvarligt (14).

Fremme af patientens tryghed og egenkontrol

Patientens angst og forsøg på at få kontrol over sin situation kan vise sig ved, at patienten:

• fjerner drop og kateter
• er sengeflygtig
• har aggressiv adfærd
• bliver vred og råbende.

Personalet må derfor være opmærksom på disse symptomer, som kan true patientens sikkerhed. Det er væsentligt, at personalet har fokus på patientens angst og ser bag om patientens eksempelvis aggressive adfærd. Sygeplejen må derfor primært være angstdæmpende, ved at personalet udviser en rolig og betryggende adfærd. Det kan ske ved, at man sidder stille og roligt ved sengekanten, taler med en beroligende stemme og forsigtigt berører patienten. For at fremme patientens følelse af tryghed, bør sygeplejersken endvidere se ind til patienten med passende mellemrum. Patienten kan også hjælpes til at røre ved slanger og rør, så disse opleves som mindre angstfremkaldende. Det er vigtigt at undgå konfrontation og argumentation med patienten, og tvang må kun anvendes, hvis det skønnes absolut nødvendigt.

Hvis patienten er angst på grund af illusioner og hallucinationer, skal man lytte til patientens beskrivelser, idet det er muligt, at patienten har misforstået omgivelserne. Folderne på lagnet kan for eksempel opfattes som slanger ­ måske på grund af dårlig belysning, som kan forværre opfattelsen af skygger og ukendte lyde. Fortæl patienten, hvordan tingene hænger sammen: ''Det, De tror er slanger, er folder på lagnet.'' Men det må forklares sådan, at patienten ikke føler sig nedgjort. Dette kan ske ved at beskrive virkeligheden og nævne mulige kilder til larmen: ''Det, De hører, stammer fra fjernsynet inde i dagligstuen'' (9).

Det er ikke alle studier, der viser, at det er hensigtsmæssigt at realitetskorrigere patienten. Korrektioner kan fremme eksalteret handling hos den ældre, akutte konfuse patient, muligvis fordi de

Side 54

påføres stress i kraft af ustandselige spørgsmål og påmindelser (10). Hvis patienten fejlfortolker, skal man derfor ikke blot realitetskorrigere patienten, men samtidig forklare, hvad det er, patienten faktisk ser, så han får en alternativ fortolkning på sine sanseindtryk.

Døgnrytmeplan

En døgnrytmeplan, som tilgodeser patientens behov for stabilitet og ro, kan sikre kontinuiteten døgnet igennem. I døgnrytmeplanen skal patientens daglige rutiner indgå, og det skal sikres, at der ikke sker for mange aktiviteter på én gang. Døgnrytmeplanen skal fortælle, hvornår de forskellige personalegrupper har plejeopgaver hos patienten.

Endvidere skal der tages de specielle hensyn, som er påkrævet hos den konfuse patient. Det er for eksempel mest hensigtsmæssigt at tilrettelægge træningen om formiddagen, hvor der er størst sandsynlighed for, at patienten er mentalt klar. Planen skal give patienten mulighed for at hvile sig i løbet af dagen, men også være tilrettelagt, så patienten kan opretholde en normal nattesøvn. Det vil sige, at patienten skal aktiveres om aftenen, så der opstår en naturlig træthed til natten. Døgnrytmeplanen skal sikre, at der støttes op om patientens ADL-funktioner, så patientens genoptræning kan sættes i gang. Planen skal beskrive, hvornår patienten skal til gangtræning, hvor patienten skal foretage personlig hygiejne, indtage sine måltider og så videre (15).

Træningen skal afpasses patientens tilstand. Da en konfus patient har svært ved at fastholde opmærksomheden og har tendens til let at lade sig distrahere, foregår træningen bedst i små og stille rum, hvor distraherende lyde og genstande undgås. Under selve træningen skal personalet kommunikere klart og tydeligt og give korte instruktioner om øvelserne.

Forebyggelse af komplikationer

Patienter med akut konfusion har særlig svært ved selv at dække de basale behov (16). Sygeplejersken har derfor ansvar for, at patienten får dækket sine basale behov ­ også med det formål at forebygge, at der opstår komplikationer. Komplikationer kan fremme og fastholde patienten i konfusionstilstanden, og patienten kommer i en ond cirkel. Dette illustreres i figur 1 i artiklen 'Akut konfusion'.

Patientens væske- og ernæringsindtag skal nøje observeres. Måltiderne indtages i et stimulerende miljø, og sygeplejersken skal sikre, at patienten får den nødvendige assistance ved måltiderne. Der skal føres væske- og ernæringsskema. Sørg for at kende patientens vaner, så patienten får tilbudt mad og drikkevarer, som vedkommende kan lide. Det kan være en fordel, at patienten spiser sammen med de øvrige patienter, så patienten ved, hvornår det er spisetid (1, 17).

Smerter i forbindelse med patientens sygdom vil hæmme patientens mobilitet, så patienten skal være tilstrækkeligt smertedækket. Den akut konfuse patient kan have svært ved at udtrykke sine smerter verbalt, hvorfor man bør observere patienten for eksempel under gang eller anden aktivitet. Smertelindrende tiltag omfatter også en komfortabel lejring af patienten (9).

Med det formål at forebygge obstipation og urinvejsinfektion skal patientens toiletvaner søges bevaret. Patienten bør forklares brugen af bækken og tilbydes toiletbesøg med passende tidsrum (9).

En kort søvn er et godt prognostisk tegn. Naturlig træthed kan opnås ved at holde patienten aktiveret i dagtiden. Hvis patienten har svært ved at sove om natten, kan der gives et mildt sedativa med kort virkningstid og hurtig udskillelse (18).

Medikamentel behandling

Beroligende medicin kan benyttes for at lindre angst, uro og generel psykomotorisk excitation. Målet er at bringe patienten til ro, helst søvn (4, 7,19).

Der anbefales enten benzodiazepiner eller haloperidol. Man skal holde sig til ét stof og eventuelt gentage dosis, frem for at benytte flere præparater samtidigt, da det ellers ikke er muligt at vide, hvad der virker, og hvad der eventuelt forværrer tilstanden. Overdosering af psykofarmaka, især hos ældre, kan i sig selv være årsag til, at der opstår akut konfusion. Den farmakologiske behandling kræver derfor altid overvejelse i hvert enkelt tilfælde og bør

Side 55

aldrig gennemføres efter standardregimer (11).

Der er ikke videnskabeligt sikkert grundlag for at anbefale det ene præparat frem for det andet. Det vides ikke med sikkerhed, om disse præparater er bedre end placebo eller eventuelt værre på grund af deres bivirkninger.

På psykiatrisk afdeling E, Bispebjerg Hospital, er man i gang med at gennemføre en dobbeltblind placebokontrolleret undersøgelse blandt andet med det formål:

• at sammenligne den kliniske effekt af tre forskellige behandlingsprincipper i et prospektivt design: a) haloperidol versus b) benzodiazepin versus c) placebo
• at sammenligne frekvensen af uønskede bivirkninger ved behandling af akut konfusion efter ovennævnte tre behandlingsprincipper.

Der skal indgå 90 patienter med akut konfusion i undersøgelsen, idet 30 allokeres ved randomisering til et af de tre behandlingsprincipper. Alle patienter, som indgår i undersøgelsen, er døgnindlagt på Bispebjerg Hospital (20).

Forskning

Trods megen forskning i akut konfusion de seneste 15 år er meget fortsat uvist. Mange artikler, der omhandler klinisk forskning af akut konfusion, afsluttes med en anbefaling om yderligere forskning på området (2, 4, 5, 10, 13, 14, 21). Den upræcise terminologi betyder, at studierne ikke nødvendigvis er sammenlignelige, for eksempel når det gælder hyppighed.

Definitionen af og de kliniske kendetegn på akut konfusion har mest været baseret på konsensus blandt eksperter og er ikke blevet testet i praksis. Først i de senere år er definitioner og kliniske kendetegn blevet testet i prospektive studier (22).

Instrumenterne til at vurdere, om patienten er akut konfus, er omfattende og hovedsageligt udviklet til anvendelse i klinisk forskning (5).

Identifikation og vurdering af akut konfusion foregår bedst ved undersøgelse af patienten i forbindelse med den direkte pleje og behandling af patienten. Instrumenter til dette brug og vurdering af deres egnethed er sparsom (5, 7). Derfor anbefales det, at de diagnostiske kriterier beskrevet i DSM-III-R indlæres hos personalet og hyppigt registreres i et skema, udarbejdet til dette formål (se fig. 3). Den øgede viden hos personalet og skemaet vil sikre en øget identifikation og dokumentation af patienter, der bliver akut konfuse, her tænkes især på den stille konfuse patient, som undersøgelser har vist bliver overset.

Fig. 3: Kliniske kendetegn på akut konfusion - skema til brug ved registrering af patientens symptomer 

Kilde: Frit efter Diagnostic and Statistical Manual of Association Mental Disorders, Third Edition, Revised (DSM-III-R), American Psychiatric Association. 1987.

Side 56

Klinisk forskning af interventioner til forebyggelse og behandling af akut konfusion har enten beskæftiget sig med fysiske eller psykosociale interventioner (5).

Studierne vedrørende interventioner har vist en reduktion i hyppigheden af konfusionstilfælde. Således hos Gustafson et al. fra 61 til 48 procent (totale antal patienter 111) og hos Williams et al. fra 52 til 44 procent (totale antal patienter 57) (23,9) ­ en reduktion som må siges at være beskeden.

I litteraturen peges der på forskellige medicinske præparater til behandling af akut konfusion. Der er imidlertid ikke videnskabeligt grundlag for at anbefale denne type behandling. Det vides ikke med sikkerhed, om medicinen er bedre end placebo eller eventuelt værre på grund af dets bivirkninger (20).

Indtil der foreligger nye resultater, må vi anvende den nuværende viden.

Da akut konfusion opstår inden for alle specialer, vil vi anbefale, at der i afdelingerne tilrettelægges undervisning i emnet, så hele personalegruppen får viden på området. Enkelte sygeplejersker kan tilbydes en dyberegående indføring i emnet og fungere som ressourcepersoner for patienterne og det øvrige personale. Udarbejdelse af hjælperedskaber vil kunne fremme viden på området, for eksempel vil det være hensigtsmæssigt med en planche indeholdende symptomerne på henholdsvis demens og akut konfusion (er vist i fig. 1) (7).

Litteratur

1. Sundhedsstyrelsen. Referenceprogram om hoftebrud. Behandling, pleje og genoptræning af patienter med hoftebrud. København: Sundhedsstyrelsen; 1998.
2. Brännström B et al. ADL Performance and Dependency on Nursing Care in Patients with Hip Fractures and Acute Confusion in a Task Allocation Care System. Scand. J. Caring Sci.1991; 5 (1): 3-11.
3. Campbell Emily E et al. After the Fall ­ Confusion. American Journal of Nursing 1986; 151-4.
4. O'Keeffe ST et al. Postoperative delirium in the elderly. British Journal of Anaesthesia 1994; (73): 673-87.
5. Annual Review of Nursing Research. Research on Nursing Practice 1993; (1): 3-29.
6. Gustafson Y et al. Underdiagnosis and Poor Documentation of Acute Confusional States in Elderly Hip Fracture Patients. Journal of the American Geriatrics Society 1991; (39): 760-3.
7. Lipowski ZJ. Delirium in the Elderly Patient. The New England Journal of Medicine 1989; 320(9): 578-82.
8. Hindsøe K. Dementia tests ind elderly orthopedic patients. A comparison of a simple test and Folsteins Mini Mental State. Forthcoming.
9. Williams MA et al. Reducing Acute Confusional States in Elderly Patients with Hip Fractures. Research in Nursing & Health 1985; (8): 329-37.
10. Rasmussen HB. Konfusion hos ældre patienter ­ et sygeplejeproblem. In Fokus på sygeplejen 92. København: Munksgaard; 1991.
11. Hemmingsen R (editor), Klinisk psykiatri. København: Munksgaard; 1997.
12. Organic Mental Syndromes and Disorders. DSM-III-R. Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders. American Psychiatric Association 1987.
13. Platzer H et al. Post-Operative confusion in the elderly. A litterature review. Int J Nurs Stud 1989; 26(4): 369-79.
14. Berggren D. Postoperative Confusion after Anesthesia in Elderly Patients with Femoral Neck Fractures. Anesthesia Research Society. 1987: 497-504.
15. Sullivan EM et al. Elder Care. Nursing assessment, management of delirium in the elderly. AORN Journal 1991; 53(1): 820-8.
16. Brännström B et al. Problems of Basic Nursing Care in Acutely Confused and Non-confused Hip-fracture Patient. Scand J Caring 1988; 3 (1): 27-34.
17. O'Brien ME. Dealing with delirium. A common problem in hospitalized elderly patients. Postgraduate Medicine 1992; 91(4): 463-6.
18. Jensen K et al. Sindslidelser hos gamle. Frederikshavn: Dafolo Forlag; 1990.
19. Tune L et al. Post-Operative Delirium. Adv psychosom Med 1986; (15): 51-68.
20. Christiansen PB et al. En protokol. Haloperidol versus oxazepam ved delirium. En dobbeltblind placebo kontrolundersøgelse. Psykiatrisk afdeling E, Bispebjerg Hospital; 1997.
21. Williams MA et al. Nursing Activities and Acute Confusional States in Elderly Hip-Fractured Patients. Nursing Research 1979; 28(1): 25-35.
22. Tucker GJ et al. Delirium, Dementia, and Amnestic and Other Cognitive Disorders. Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders.American Psychiatric Association 1994; 185-235.
23. Gustafson Y et al. A Geriatric-Anesthesiologic Program To Reduce Acute Confusional States in Elderly Patients Treated for Femoral Neck Fractures. American Geriatrics Society 1991; (39): 655-62.

Nøgleord: akut konfusion, akut psykosyndrom, postoperative komplikationer.

Side 57