Da økonomen forestod sygeplejen

Haderslev Amts sygehus i Gram blev oprettet og taget i brug i 1860. I den østlige del af amtet ­ i Haderslev ­ havde der allerede fra 1839 været et velfungerende sygehus, men for befolkningen i den vestlige del af amtet var der med datidens transportmuligheder langt til dette behandlingssted. Det nye sygehus blev derfor modtaget med glæde og kom til at fungere som et blandet sygehus i langt over hundrede år. Når amtsrådet valgte at placere sygehuset i Gram, skyldtes det, at her havde den øverste lægelige myndighed for vesteramtet, fysikus, sin bopæl, og desuden fandtes der et apotek.

Sygehusets drift og funktion var nøje gennemtænkt og kom til udtryk gennem et detaljeret reglement. Dette var udarbejdet i samråd mellem amtmanden, fysikus i Gram og fysikus i Haderslev, og det blev godkendt af Det kongelige ministerium for hertugdømmet Slesvig den 27. september 1860 ­ få dage, før sygehuset tog imod de første patienter. Reglementet indeholder bestemmelser for, hvilke patienter der kunne modtages ­ for eksempel modtog man helst ikke uhelbredeligt syge, børn under tre år og sindssyge. Der er bestemmelser om tilsynet med sygehuset, om lægen, økonomen og sygevogteren, og om spisereglementet, betalingsforholdene og de afdødes begravelse.

Økonom forestår sygeplejen

I 1860 fandtes endnu ingen uddannede sygeplejersker, i hvert fald ikke i Kongeriget og hertugdømmerne. Den daglige sygehusdrift og herunder plejen blev administreret og meget langt også udført af en økonom med ansvar over for lægen. Til sin hjælp i plejen havde økonomen en sygevogter eller sygevogterske samt en vågekone til aften- og nattevagterne. Ligeledes skulle hans egen husstand stå til rådighed, idet ansættelsesvilkårene lød: ''Han er i lægens fraværelse sygevogternes foresatte, men er dog til enhver tid pligtig til dels selv, dels ved sin kone og tjenestepige at deltage i de syges opvartning i det omfang, som lægen foreskriver.'' I paragrafferne om sygevogternes arbejde hedder det:

''Til hjælp for økonomen ved de syges opvartning og pleje antages af amtmanden på lægens forslag en sygevogter, eller sygevogterske, med fast løn og kost. Skulle de syges antal gøre det fornødent, antager lægen interimistisk hjælp.

Sygevogteren (eller sygevogtersken) opvarter de syge, giver dem deres medicin, reder deres senge og fører tilsyn med, at de retter sig efter lægens forskrifter. I øvrigt har han at rette sig efter lægens og økonomens befalinger med hensyn til udførelsen af sin tjeneste og efter den specielle instruks, som måtte blive givet ham. Forlanges det af amtmanden, er han pligtig til at forlade tjenesten efter 1 måneds opsigelse.''

Økonomens arbejde og ansvar var ganske omfattende, og inden for sygeplejen skulle han modtage alle nye patienter, dels henviste af lægen, dels akutte efter ulykkestilfælde. Han skulle sørge for, ''at der i sygehuset herskede den største renlighed, at sengeklæderne hyppigt blev udluftet og ikke benyttedes igen, før de var udluftede.'' Sengeklæder, som var benyttet af patienter med smitsomme sygdomme, skulle behandles efter lægens særlige anvisning.

Side 42

Økonomen måtte sørge for, at klosetter, kammerpotter og spyttebakker blev renset og udskyllet så ofte, lægen bestemte det. Hans kone og tjenestepige skulle besørge de kvindelige patienters opvartning. Endelig måtte økonomen gå lægen til hånde ved operationer og selv udføre enkelte mindre kirurgiske indgreb samt kopsætning, påsætning af blodigler og klystergivning. Særlig fremhævet er, at økonomen skulle håndhæve sygehusets forbud mod tobaksrygning både blandt patienter og ansatte. Hverken han eller hans kone måtte forlade sygehuset mere end nogle få timer om dagen, længere tids fravær skulle godkendes af lægen.

Patienterne klager

Mange af datidens økonomer var dygtige og ansvarsbevidste mennesker, og på sygehuset i Gram forløb arbejdet gnidningsløst i det første tiår. Imidlertid dalede indlæggelsesantallet i løbet af 1870'erne, og som årsag blev angivet dårligt samarbejde mellem lægen og økonomen.

Patienterne søgte til sygehusene i Haderslev, Ribe eller Kolding, det økonomiske grundlag for sygehuset i Gram vaklede, og sygehusbestyrelsen måtte gribe ind. Økonomen, der i de første år havde passet sit arbejde upåklageligt, blev med årene drikfældig, og da klager over 'utilstrækkelig pleje og inhuman behandling' tog til, blev han afskediget. I bitterhed over at lægen på et tidspunkt havde nægtet at anbefale løn til tjenestepigen for en ekstra nattevagt, nægtede økonomen ved sin fratræden at aflevere sygeprotokollen, idet han påstod, at den var anskaffet for hans regning. Da protokollen vanskeligt kunne undværes, blev herredsfogeden involveret, og ved hans mellemkomst lykkedes det at fravriste økonomen det vigtige dokument.

Et glimt af professionel sygepleje

Til den nu ledige stilling kom der fjorten ansøgninger fra mænd i de mest forskellige erhverv som slagtermester, krovært, træarbejder, vognmand, maler, postbud og andet. Valget faldt på den velanbefalede forstander for fattiggården i den nærliggende landsby, Kastrup, Christian

Side 43

Warming. Under hans ledelse kom sygehuset igen i god gænge, indtil nye vanskeligheder meldte sig dels i form af sygdom hos de ansatte, dels på grund af tysk-danske modsætningsforhold, idet Sønderjylland som bekendt var kommet under tysk fremmedherredømme i 1864. I sommeren 1882 udbrød der en tyfusepidemi på egnen, der blev gennemsnitlig indlagt 8-10 patienter om dagen, og da samtidig økonomen blev syg, måtte der skaffes hjælp udefra. Hjælpen kom i skikkelse af en diakonisse fra diakonissestiftelsen i Altona, og dermed fik Gram sygehus sin første professionelt uddannede sygeplejerske. Desværre ophørte ansættelsesforholdet allerede i midten af september, idet økonomen igen blev raskmeldt.

Da økonom Warming gik af på grund af alder i 1890, ville det have været rimeligt, om man nu havde overvejet en ændring i sygeplejen, så man var kommet bort fra den nu utidssvarende ordning med en økonom, der kun havde en enkelt medhjælp foruden sin kone og tjenestepige. I Flensborg var diakonissestiftelsen allerede blevet indviet i 1874, og herfra udsendtes uddannede sygeplejersker til tjeneste på sygehuse og i menighedsplejer i hele Slesvig. På Haderslev Amts sygehus i Haderslev havde der været diakonisser i plejen fra 1876, men alligevel valgte man i 1890 i vesteramtet igen at ansætte en økonom, og det førte til vanskeligheder.

Sygestue med patienter og en Flensborgsøster 1918.

Dansk-tyske spændinger

Sygehusets læge indstillede den nye økonom til ansættelse og udtalte i den forbindelse, at den vigtigste kvalifikation var en grundig medicinsk uddannelse, og at kendskabet til dansk var underordnet, men her tog han fejl. Befolkningen var dansk, og dagligsproget var dansk. Muligvis forstod sønderjyden godt det tyske, men han ønskede ikke dette sprog. Imidlertid blev lægens indstilling fulgt, og som ny økonom blev ansat overlazaretmedhjælper Carl Simonsen, der havde fået sin uddannelse ved den kejserlige marine. Set ud fra et medicinsk synspunkt kunne denne ansættelse ikke angribes, men kritikken -­ ikke mindst i dagspressen ­ var skarp. Dagbladet Dannevirke beklagede blandt andet, at der i stillingen var ansat 'en østprøjser uden fjerneste kendskab til befolkningens sprog, sæd og skik'. Videre skrev pressen: ''Følgen af dette misgreb har allerede vist sig. Patienterne undgår at blive indlagt på sygehuset. Den sidste patient døde i går. Samme havde nogle dage før sin død bedt om at måtte komme bort fra sygehuset, da han ikke kunne udholde opholdet der. Han beklagede, at han i sin lidende tilstand ikke fik høre et ord af sin omgivelse: økonomen forstod ikke ham, og han forstod ikke økonomen. Med denne patients død står sygehuset nu tomt, og det kan ikke være af den grund, at der her i egnen ingen patienter findes, dem er der ellers nok af, og det tilfælde er vist ikke tidligere indtrådt, at sygehuset stod tomt.''

Dansk sejr

Sagen var alvorlig og blev forelagt overpræsidenten i Slesvig. Denne resolverede, at det var absolut nødvendigt, at økonomen kunne tale dansk. Det blev herefter pålagt ham at tage danskundervisning, og i januar 1891 ­ ved prøvetidens afslutning ­ kunne lægen meddele sine foresatte, at flere dansktalende patienter havde forsikret, at de kunne gøre sig forståelige for økonomen på deres modersmål. Da også dansklæreren oplyste, at hans elev gjorde gode fremskridt, blev Carl Simonsen fast ansat. Han beklædte stillingen som leder af blandt andet sygeplejen frem til 1906. Som medhjælp valgte han i samråd med lægen at søge den ufaglærte medhjælper i sygeplejen erstattet med en uddannet sygeplejerske, men dette førte til et nyt nationalpolitisk intermezzo. Årsagen var, at annoncen om 'en sygeplejerske til høj løn' blev indrykket på dansk i dagbladet Dannevirke. Fra de tyske myndigheders side blev det herefter krævet, at der også skulle annonceres på tysk, hvilket skete i det tysksprogede blad 'Folkebladet'. Imidlertid blev der ikke reflekteret på annoncen ­ hverken på tysk eller dansk.

I år 1900 skete et lægeskifte, der blev til gavn for sygeplejen. Allerede ved sin tiltræden plæderede den nye læge, Christian Sievers, for ansættelse

Side 44

af uddannede sygeplejersker, og da økonom Simonsen fratrådte i 1906, blev der på lægens varme anbefalinger ansat to diakonisser fra diakonissestiftelsen i Flensborg til at forestå såvel sygeplejen som husholdningen på sygehuset. Staben blev udvidet med yderligere to Flensborgsøstre i henholdsvis 1912 og 1913, og stillingerne blev normeret på baggrund af den stadig stigende belægning. De søstre, der blev sendt til tjenestesteder i Sønderjylland, var som regel hjemmehørende i landsdelen, og dansk var deres modersmål. Sygehuset blev nu særdeles velfungerende, og medvirkende hertil var både lægens arbejde, den professionelle sygepleje og samarbejdet mellem de to instanser. Sygeplejen blev varetaget af Flensborgsøstre frem til Sønderjyllands Genforening med Kongeriget i 1920.

På dette tidspunkt måtte søstrene overalt i Sønderjylland tage stilling til, om de fortsat ville være tilknyttet det tyske Moderhus og dermed lade sig flytte til arbejde syd for den nye grænse, eller om de ville overgå til den danske diakonissestiftelse, Sankt Lukas Stiftelsen, der fra 1920 overtog sygeplejen på begge sygehuse i Haderslev Amt. De fire søstre, der var ansat på sygehuset i Gram ved Genforeningen ­- søster Cathrine Paulsen, søster Else Bade, søster Laura Thomsen og oversøster Johanne Henriksen ­ valgte alle at vende tilbage til diakonissestiftelsen i Flensborg. Efterfølgerne blev som nævnt Lukassøstre, og dansk sygepleje blev indført. Den var mindre striks i sin form, man oprettede hurtigt sin egen sygeplejeskole, og den første oversygeplejerske, søster Vilhelmine Jørgensen, var en utrættelig fortaler for en bedre sygeplejerskenormering.

Efter Genforeningen

Under søster Vilhelmines ledelse, der varede frem til 1945, voksede sygeplejerskestaben langsomt, men sikkert. Den fjerde sygeplejeassistent blev ansat allerede i 1929, og da sygeplejerskernes nattjeneste i 1935 blev nedsat fra 12 til otte timer, medførte det ansættelse af yderligere to assistenter og en elev. Fra begyndelsen af 1930'erne blev uddannelsen ved sygehuset i Gram treårig. I 1956 så Sankt Lukas Stiftelsen sig ikke længere i stand til at sende søstre til Gram, og plejen blev overtaget af andre kvalificerede sygeplejersker. Den normeringsmæssige udvikling inden for sygeplejen i årene mellem Genforeningen og sygehusets 100-års jubilæum i 1960 ser sådan ud:

Haderslev Amts sygehus i Gram ­ et af de mange sygehuse, der blev opført i sidste halvdel af forrige århundrede ­ nåede med lethed at fejre sit 100-års jubilæum i 1960. Ved kommunalreformen i 1970 blev det overtaget af Sønderjyllands Amt. Det bestod endnu nogle år som et såkaldt 'blandet sygehus' med en kirurg som overlæge og kom også med i det senere såkaldte 'firedelte sygehus', der i princippet bestod af en kirurgisk og en medicinsk afdeling, en røntgenafdeling og en narkoseafdeling med hver sin speciallæge som chef. De tre sidstnævnte speciallæger delte man med sygehusene i Haderslev. I 1976 ændredes sygehuset til langtidsmedicinsk afdeling, og i 1989 led det samme skæbne som så mange andre små og mindre sygehuse -­ helt at blive nedlagt.

Kilder

• Olav Christensen: 'Haderslev Amts sygehus i Gram 1860-1960' Haderslev 1960.
• Dagbladet Dannevirke 27.11.1890.
• Dagbladet Dannevirke 16.9.1899.

 Nøgleord: Gram Sygehus, sygehushistorie.