Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Studerende på udveksling

Større menneskelig forståelse, nyt perspektiv på sygeplejen og sjove oplevelser. Det var bl.a., hvad to studerende fik ud af deres studieophold i Finland.

Sygeplejersken 1999 nr. 35, s. 48

Af:

Anne Dorthe Kristensen, sygeplejestuderende,

Trine N. Laursen, sygeplejestuderende

For et år siden kom vi hjem fra et 3-måneders praktikophold i Finland. Og nu, hvor vi har bearbejdet oplevelserne og fået sat dem i perspektiv, kan vi se, at det har været udbytterigt. Vi opfordrer derfor alle studerende til at gribe chancen for udveksling. Det giver den studerende mulighed for at opleve sygeplejen og sygehussystemet i et fremmed land og dermed se sygeplejen i et bredere perspektiv. Det giver desuden den studerende mulighed for at møde andre sygeplejestuderende og lære en anden uddannelsesform at kende. Samtidig møder man en ny kultur, hvilket giver en større menneskelig forståelse. Sidst, men ikke mindst, giver det mulighed for, at man modnes og udvikles rent menneskeligt, så man får en bedre ballast i sit videre uddannelsesforløb.

Vi udvekslede i vores første medicinsk/kirurgiske praktikperiode. En af de oplevelser, som vi undrede os over, var de finske sygeplejerskers bedside rapport. Bedside rapport er dagvagtens rapport til aftenvagten og gives ved patientens sengekant i vagtskiftet. Målet for den form for rapport er dels at sætte patienten i centrum, dels at aftenvagten får hilst på alle patienter. Patienten blev dog ikke sat i centrum. Det var noget af et tilløbsstykke, hvor alt personale deltog, og da al rapport ikke kan gives i patientens medhør, blev der meget snak i krogene på gangen. Vi syntes, ideen om bedside rapport var god og ville godt se den praktiseret i Danmark. Patienten bliver orienteret om, hvem der er på vagt, og får indsigt i, hvilke oplysninger og planer for døgnet, der bliver videregivet om ham/hende. Patienten får ligeledes mulighed for at supplere oplysningerne og tilkendegive sin egen mening om planen.

Finland er kendt for sauna og kolde dukkerter i søen, hvilket afspejler sig i deres ophold på sygehuset. De ældre mennesker nød det daglige bad. De sengeliggende patienter, der umuligt kunne sidde på en bækkenstol, blev badet på en badebåre. Patienten blev kørt på badebåren fra stuen til det store badeværelse, hvor der var to brusere og hundekoldt. Når vi vaskede patienterne, lignede vi mest af alt nogle, der stod og fileterede fisk med store sorte gummistøvler og plasticforklæde på. Selve afvaskningen skete på samlebånd. Mens én var inde at blive vasket, blev den næste kørt i stilling uden for døren. På medicinsk afdeling var der ansat en ufaglært kun til at vaske patienterne. Påklædning og anden personlig pleje foregik på stuen af en faglært. Den arbejdsfordeling syntes vi ikke var særlig hensigtsmæssig, da sygeplejersken ikke kunne få faglig tilbagemelding på de observationer, som blev gjort under badet, og nogle observationer vil måske gå tabt.

Lojo hälsovårdsläroanstalt var den sygeplejeskole, vi var tilknyttet i Finland.

Skolen tilbød et ugentligt besøg af en sygeplejelærer på den afdeling, hvor vi var i praktik. Besøget kunne bruges til at diskutere sygeplejefaglige problemstillinger, usikkerhed omkring vores kompetenceområde eller uklarheder med afdelingen. Denne tætte kontakt mellem praksis og skole gjorde, at sygeplejelærerne havde en god forståelse for de problemer, der kunne opstå på afdelingen, og praktikvejlederen havde et bedre kendskab til det, der skete på skolen. Desuden kunne lærer og vejleder supervisere hinanden i forbindelse med vejledning af os som studerende, og det gav en fin sammenhæng mellem teori og praksis. Vi mener, at disse besøg med fordel kunne indføres på Vejle Amts Sygeplejeskole, hvor der ofte er uoverensstemmelser mellem skole, praksis og studerende.

Når vi i dag, et års tid efter, ser tilbage på vores udveksling, mindes vi en spændende og lærerig tid. Men det var også en tid, hvor vi både personligt og uddannelsesmæssigt måtte stå på egne ben. Ulempen ved at udveksle er, at vi i det følgende praktikforløb ikke kom tilbage til en kendt medicinsk/kirurgisk afdeling herhjemme. Denne praktikperiode er baseret på, at den studerende kender til afdelingens speciale og rutiner, så den studerende kan bruge sine ressourcer på et af de overordnede mål for praktikperioden, gruppelederfunktionen. Da vi ikke kendte til afdelingen, måtte vi i den første del af praktikken bruge ekstra energi på at komme ind i afdelingens miljø og rutiner og arbejde mere intenst end i tidligere praktikperioder for at nå målene. Det har betydet, at vi ikke har haft den samme tid til at gå stuegang og varetage gruppelederfunktionen, hvilket sandsynligvis har afspejlet sig i vore slutevalueringer. Trods dette ville vi ikke være turen foruden, og vi mener, den har givet os noget andet og lige så brugbart. Vi synes selv, vi har udvidet vores syn på sygeplejen, da vi løbende i hele praktikken har reflekteret over dansk kontra finsk sygepleje. Samtidig havde vi glæde af at være to afsted. Det gav os mulighed for at få diskuteret og bearbejdet vores oplevelser, når vi kom hjem fra afdelingen. Alt i alt vil vi se tilbage på disse tre måneder som en særlig tid i vores uddannelse.

Anne Dorte Kristensen og Trine N. Laursen er sygeplejestuderende på 7. semester ved Vejle Amts sygeplejeskole.