Sygeplejerske i glemt borgerkrig

Det var både personligt og fagligt udviklende at arbejde for Læger uden Grænser, siger sygeplejerske, der stod alene med ansvaret for anæstesien på et hospital i Sierra Leones hovedstad Freetown.

Borgerkrigen i Sierra Leone i Vestafrika nød ikke den internationale presses bevågenhed. Krigens parter kunne uanfægtet dræbe og lemlæste civile i stort tal. Mange døde, og endnu flere fik arme og ben hugget af, led umenneskeligt og blev i bedste fald invalider på livstid.

Da anæstesisygeplejerske Dorthe Dahl Johansen i begyndelsen af april i år kom til hovedstaden Freetown, var der nogenlunde ro i hovedstadsområdet, men presset på hospitalsvæsenet var stadig stort. Læger uden Grænser aflastede ved at rykke ind på et privathospital og overtage størstedelen af dets drift.

''Man var begyndt at rydde op, krigsofrene var i behandling på andre hospitaler, og der foregik nogle fredsforhandlinger,'' fortæller hun.

Det, der gjorde størst indtryk på den danske sygeplejerske, var den totale fattigdom i det borgerkrigshærgede land. Folk havde absolut intet, og Dorthe Dahl Johansen brugte de fleste af sine lommepenge fra Læger uden Grænser på mad til sine lokale kollegaer og venner.

''Civilbefolkningen lider og sulter. Oprørerne plyndrer, brænder og tager børn med sig for at gøre dem til soldater. Nu er Vestafrikas såkaldt fredsbevarende styrke sat ind, men den er heller ikke populær i befolkningen.''

Arbejdsmæssigt var det ansvaret som eneste anæstesikyndige, der tyngede Dorthe Dahl-Johansen mest:

''Jeg skulle tage mig af hver eneste anæstesi alene. I Danmark er det simpelthen forbudt. Man er altid to uddannede ­ enten sygeplejersker eller sygeplejerske og læge om at lægge anæstesi.''

Foruden eneansvaret for, at operationspatienterne blev lagt til at sove ­ og vågnede op igen, var Dorthe Dahl Johansens arbejdsforhold præget af, at apparaturet var simpelt og gammeldags. De intuberede patienter blev ventileret med håndpumpe, som hun skulle betjene ­ samtidig med, at hun overvågede patientens tilstand.

Rygmarvsbedøvelse, som sygeplejersker slet ikke må lægge i Danmark, måtte hun også udføre alene. Heldigvis havde hun prøvet et par gange før ­ under en ansættelse i Grønland.

Fagligt udbytte

På hospitalet i Freetown arbejdede Dorthe Dahl Johansen kun sammen med lokale læger og sygeplejersker.

''Jeg synes, de klarede det godt trods det begrænsede og ofte gammeldags apparatur, hvor eksempelvis alt skulle steriliseres. Vi havde travlt fra morgen til aften, fordi der kom mange akutte patienter ind. Vi måtte blandt andet udføre en del kejsersnit på kvinder med alvorlige komplikationer, som ikke havde været til nogen form for fødselskontrol. Arbejdet stod på fra morgen til aften seks dage om ugen, men om natten foregik der ingen operationer, fordi der var militær undtagelsestilstand og udgangsforbud.''

Dorthe Dahl Johansen synes, at både det menneskelige og faglige udbytte af det tre måneder lange ophold i Afrika har været stort.

Side 29

''Jeg har lært meget fagligt ved at stå med eneansvaret for anæstesien. Jeg er blevet mere sikker på mig selv, men også mere omhyggelig og forsigtig. Jeg fik også flyttet nogle fordomme. Jeg har nemlig altid sagt, at jeg ikke var interesseret i Afrika. Det var alt for kompliceret et kontinent for mig. Det har jeg fået et nyt syn på. Jeg havde det bedste forhold til mine afrikanske kollegaer, og folk i almindelighed var rørende flinke. Nu synes jeg, at Afrika er spændende, og selvfølgelig skal jeg til Afrika igen.''

Der var udgangsforbud fra klokken otte om aftenen, men Dorthe Dahl Johansen kom ikke til at føle sig ensom. Hun boede nemlig sammen med seks andre, som var udsendt af Læger uden Grænser til forskellige projekter. De kom fra Australien, Etiopien, Ungarn og Frankrig.

''Jeg har tidligere boet i kollektiv, så det var ikke noget problem for mig at bo sammen med andre, og det var fint at have selskab, når man ikke kunne gå udenfor. Huset, vi boede i, var godt bevogtet. To vagtmænd om dagen og fire om natten. I det hele taget manglede vi ikke noget. Læger uden Grænser sørgede også for medicinforsyninger til hospitalet.''

Ingen dyre biler

Dorthe Dahl Johansen, der er uddannet fra Bispebjerg Hospital i 1981 og anæstesisygeplejerske fra Gentofte i 1990, var ude med Læger Uden Grænser for første gang. Men som mange af de sygeplejersker, der rejser ud med organisationen, har hun tidligere haft ulandsarbejde. Fra 1984 til 1985 var hun således i Nicaragua for ulandsorganisationen IBIS.

Hun sagde sin stilling på Fredericia Sygehus op, da hun rejste til Afrika, og arbejder nu som ledsagesygeplejerske for Europæiske Rejseforsikring, der sørger for, at syge rejsende bliver bragt forsvarligt hjem fra fjerne rejsemål.

''Tre måneder er længe i et land som Sierra Leone, fordi både det fysiske og psykiske arbejdspres er så hårdt, men jeg påtager mig gerne nye opgaver. Jeg kan lide at arbejde for Læger uden Grænser, fordi organisationen er idealistisk og ikke bruger sine penge på administration eller høje lønninger til de ansatte. I Sierra Leone, som er et af de fattigste lande i verden, så vi mange dyre biler, som tilhørte hjælpeorganisationer. Den slags kørte vi ikke rundt i.''

Nøgleord: Dorthe Dahl Johansen, Læger uden Grænser, nødhjælp, Sierra Leone.

Billedtekst
Dorthe Dahl Johansen: ''Jeg kan lide at arbejde for Læger uden Grænser, fordi organisationen er idealistisk og ikke bruger sine penge på administration.''

Tema: Nødhjælp

Ud med nødhjælp og samvittighed            

Fra begynder til chef på to måneder                

Sygeplejerske i glemt borgerkrig