Boganmeldelser

SOLID ERFARING SUPPLERET MED NY VIDEN

Gitte Ege

Gerontologi ­

3.udgave
Lærebog for sygeplejestuderende
Dansk Sygeplejeråd København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1998
176 sider, 239 kroner 

At starte med at se aldring i et historisk og samfundsmæssigt perspektiv er meningsfuldt, og Gitte Ege formår at komprimere et omfattende område til nogle ganske få siders gennemgang. Opfattelsen af demens har ændret sig betydeligt, siden andenudgaven udkom i 1992, og i tredjeudgaven inddrages relevant viden fra nyere forskning inden for gerontologien. En mere gennemgående ændring er foretaget af kapitlerne om ældrebilleder gennem tiden, demenssygdomme og den relaterede sygepleje.

Egenomsorg som begreb og sygeplejeteoretisk tilgang er forsvundet i denne udgave. På baggrund heraf savner jeg, at forfatteren forholder sig til, hvad det er, at sygeplejen kan og skal tilbyde den ældre, og hvordan den sygeplejestuderende kan gøre en forskel med sin sygepleje. En vinkel, der kunne styrkes ved, at der i større omfang refereres til forsknings- og udviklingsprojekter i denne type grundbøger.

Gitte Ege skriver, at gerontologien indeholder alle aspekter af det geriatriske område, og lærebogen holder i denne forbindelse, hvad den lover. Gennemgangen af de normale aldersforandringer er enkel og overskuelig. Derimod finder jeg, at flere af de forebyggende aspekter i forbindelse med geriatrien mangler større dybde og vægtning, specielt i forbindelse med psykosociale perspektiver. Eksempelvis i gennemgangen af faldulykker og forebyggelse heraf og i gennemgangen af den ældres ernæring.

Illustrationerne virker uensartede, idet der for en stor del er tale om genbrug af illustrationer fra andenudgaven, som er blevet suppleret med nye farvebilleder hist og her. Der indgår en del stregtegninger, ofte med en humoristisk vinkel. Humor kan understrege alvor, men i forbindelse med den ældre i sundhedsvæsenet kan humoren være med til at cementere den alderisme, som forfatteren netop ønsker at gøre op med.

Gitte Ege har beskæftiget sig med ældre mennesker i mange år, hvilket blandt andet fremgår af det meget praksisnære sprog, hvor der øses fra et solidt erfaringsgrundlag. Gitte Ege bruger en personlig skrivestil og anvender mange fodnoter med egne meningstilkendegivelser, hvilket for nogle læsere er forfriskende, mens andre oplever det uhensigtsmæssigt og muligvis irriterende. Vidensniveauet afspejler, at gerontologien er et bredt felt at være velfunderet i som eneforfatter. I forhold til sygeplejeuddannelsen giver lærebogen en gedigen indføring i gerontologien for førsteårsstuderende, men der vil siden være behov for fordybelse inden for de forskellige aspekter af den gerontologiske sygepleje.

Af Lis Maaløe, sygeplejelærer i Københavns Amt, Sygepleje- og Radiografskolen i Herlev. 

KEND DIN LÆSER

Kaj Asmussen

Når du selv skal skrive det
Skriveprocessen fra første anslag til sidste punktum

København: Grafisk Litteratur 1998
164 sider, 250 kroner. 

Du skal kende din læser og lade læserens behov styre dig, mens du skriver. Det er et af budskaberne i Kaj Asmussens lettilgængelige bog om skriveprocessen. Når jeg fremhæver netop det budskab, er det, fordi en af de hyppigste fejl i de manuskripter, redaktionen på Sygeplejersken modtager, er, at forfatteren ikke altid har gjort sig klart, hvem hun egentlig skriver til, og hvad læseren skal bruge artiklen til. Resultatet bliver så et eller andet miskmask, der egentlig ikke henvender sig til nogen bestemt, og som er fyldt med uvedkommende detaljer. Forfatteren tænker ikke på læseren, og drivkraften bag artiklen synes mere at være et ønske om at fremhæve sig selv i en eller anden sammenhæng, end det er et ønske om at give læseren ny indsigt i et emne. Artiklen opfylder mere forfatterens end læserens behov. Det er en skam, for hvis en sådan artikel overhovedet bliver læst, vil den være lige så hurtigt glemt igen, selv om emnet er godt nok.

Første fase i skriveprocessen er netop at føre læser og emne sammen og at finde indfaldsvinklen. 'Ind til kernen' kalder Asmussen det. Artiklen skal have adresse, læseren skal være en konkret person, og nogle vil have hjælp af at stille et fotografi af læseren op foran sig, så man hele tiden har for øje, hvem man skriver til. Næste trin er at dykke ned i stoffet, se på oplysningerne med læserens øjne og bearbejde dem, så de tilfredsstiller læserens behov. I tredje fase skal stoffet struktureres (eller disponeres), og i fjerde fase skal det formuleres sprogligt. Læg alt skriftligt materiale væk, når du sætter dig ved computeren, og hav blot stikord eller disposition i nærheden. Skriv i dit eget sprog, og lad det ikke påvirke af det skriftlige baggrundsmateriale. Herefter skal den skrevne tekst vurderes kritisk, og i sjette og sidste fase skal alle faktuelle oplysninger tjekkes, sproget pudses af, og kommaerne sættes.

Kaj Asmussen skriver desuden om, hvorfor det er så svært at skrive, om skriveblokering, om aflæring af dårlig skriveteknik, om hvordan egen erkendelse vokser frem, mens man skriver, om at give og modtage kritik og om at øve sig.

Der findes efterhånden adskillige glimrende bøger om skriftlig formidling, og det kan være svært at anbefale den ene frem for den anden, fordi de gode bøger netop henvender sig til læsere med et særligt behov. 'Når du selv skal skrive det' er skrevet til dem, Asmussen kalder de forsømte generationer, dem som ikke har fået det hele forærende, og som aldrig lærte skriveglæden at kende i skolen. Dem, som selv har måttet slås med at skrive rapporter, vejledninger, stile, artikler, læserbreve, saglige og faglige tekster. Dem, der lige som Asmussen har prøvet at sidde og glo tomt på de tre ord, det har taget en halv time at få skrevet. Både begyndere og erfarne skribenter kender det. Nogle gange glider det af sig selv. Andre gange afbrydes skriveprocessen af ''lange traveture op og ned ad gulvet, uendelige fiflerier med to-tre håbløse sætninger, nidstirringer af en blinkende cursor, når jeg var kørt fast... timer, hvor jeg troede mig klar til at skrive, men senere måtte sande, at jeg havde gjort det modsatte.'' Ved at sætte sig ind i skriveprocessen bliver man bedre i stand til at se, hvorfor man ikke kan komme i gang, eller hvorfor man er gået i stå, og hvordan man kan komme ud over den pinefulde kamp med ordene, der ikke vil makke ret. Asmussen når sin læser, fordi han identificerer sig med, kender og forstår den stakkels skribent. Han gør det, han prædiker, og så formidler han det hele let og ofte muntert.

Af Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder på Redaktionen Sygeplejersken. 

BØRN PÅ SYGEHUS

Lise Giødesen, Allan Beyer

Vi leger hospital

En debatfilm for voksne ­ om en speciel legeterapi, hvor indlagte børn dramatiserer deres oplevelser
Hellerup: L.G.Film 1999
Bearbejdet 30-minutters videofilm, 300 kroner

Først når barnet udtrykker, hvordan det har opfattet hospitalspersonalets informationer om undersøgelser og behandling, ved vi, om det er forstået. Denne forståelse skal være i overensstemmelse med det, der skal foregå, ellers mister barnet tilliden.

Vi følger blandt andet Didi til en røntgenundersøgelse, hvor hendes tillid ødelægges, og senere ved stuegang, hvor hun er et objekt. I legeterapi får hun mulighed for at bearbejde sine oplevelser. Leg er en naturlig aktivitet for børn, og gennem legen på hospitalet viser børnene, hvordan de har opfattet undersøgelser og behandling. Legeterapi kan hjælpe børn med at få bearbejdet følelser og rettet misforståelser, som er angstfremkaldende. Leg og tegninger viser, hvordan barnet oplever hospitalsopholdet, og børns oplevelser bør være vejledende, når man tilrettelægger rutiner på en børneafdeling. Især ved forberedelse til undersøgelse og behandling, således at barnet får de bedste muligheder for at klare og bearbejde et hospitalsophold.

Videoen er en redigeret og forkortet udgave af 'Let's Play Hospital', som blev produceret i 1970 i USA, men indholdet er stadig aktuelt og medrivende. Den er klippet så fint, at børnenes oplevelser og deres efterfølgende bearbejdning viser budskabet tydeligt. Videoen giver mulighed for refleksion over egen praksis og vil være anvendelig til undervisning og tværfaglig drøftelse.

Af Ulla Houborg, sundhedsplejerske, sygeplejelærer på Københavns Amts Sygepleje- og radiografskole i Herlev.