Resuméer af international forskning

ÆLDRE JAPANERES SYN PÅ ETISKE SPØRGSMÅL VED LIVETS AFSLUTNING

Okuno O, Tagaya A, Masae Tamura M, Davis AJ. Elderly Japanese People Living in Small Towns Reflect on End-of-Life Issuses. Nurs Ethics 1999; 6(4): 308-15.

Kulturelle værdier og traditioner i Japan forpligter familien til at tage sig af de ældste. I artiklen diskuteres etiske spørgsmål, der følger af mødet mellem gamle kulturelle værdier og det nye Japan i dynamisk udvikling.

Artiklen bygger på en undersøgelse blandt 1956 ældre japanere, der boede i landsbyer. 93 procent levede sammen med familien, og for 57 procents vedkommende levede ægtefællen stadig. 40 procent af de gamle ønskede ikke en livsstøttende ordning, hvis de var terminalt syge. Flere kvinder end mænd svarede sådan. Flere mænd end kvinder svarede, at de ville lade andre beslutte. Blandt dem, der ville aftale med pårørende om at beslutte, ville kvinderne vælge deres børn til at beslutte, mens mændene ville vælge deres hustru. Størsteparten af deltagerne (79 procent) ville ikke nedskrive deres ønsker.

Forfatterne konkluderer, at studiet viser, hvordan traditionelle værdier lever især i landsbyerne. Den lange tradition for gruppebevidsthed ledsages af en stærk følelse af hengivenhed og loyalitet i gruppen. Kulturelle perspektiver har indflydelse på, hvem der er værdifulde som omsorgsgivere. Datter/svigerdatter foretrækkes, og professionelle omsorgsgivere fravælges. De ældre stoler på, at familiemedlemmer tager del i de etiske spørgsmål ved livets slutning, så det er unødvendigt at nedskrive sine ønsker. Traditionelt overlades beslutninger til andre. Det har to fordele. Dels personens fred ved følelsen af i tillid at kunne overlade beslutninger til mennesker, der acceptere personen uden forbehold. Dels oplever familien stolthed og selvagtelse ved, at de ældre personer er afhængige af dem.

Af Helle Stryhn, vicerektor, exam.pæd., cand.pæd.stud.

SYGEPLEJEPRAKSIS HOS PERSONER, DER VED, DE SKAL DØ 

Lee OJ, Pilkington FB. Practice With Persons Living Their Dying: A Human Becoming Perspective. Nurs Sci Q SAGE Publications 1999; 12 (4):324-8.

Artiklen tager udgangspunkt i en fortælling om en 45-årig kvinde, der er ved at dø af cancer på et hospice i Sydkorea. Fortællingen bruges som et eksempel på, hvordan Rosemarie Parses praksismetode benyttes. Praksismetoden har tre dimensioner og processer: ''Illuminating meaning'' (illuminere mening), ''synchronizing rhythms'' (rytmer i menneske-til-menneskerelationen synkroniseres) og ''mobilizing transcendence'' (sammen at mobilisere overskriden af grænser).

Praksismetodens anvendelighed illustreres igennem hele fru Ks dødsproces.

Formålet med artiklen er at diskutere sygeplejepraksis til døende personer ud fra Parses praksismetode for at se, hvilken forskel det måtte give. Målet for sygeplejepraksis er livskvalitet, og Parses teori guider sygeplejepraksis. Ifølge Parse skal sygeplejersken stille sin tid til rådighed og være åben over for at dele fru Ks sidste erfaringer med hende, fx glæde, sorg, lidelse og håb om et fredfyldt liv og en behagelig død. Sygeplejersken får indsigt i tidligere oplevelser i fru Ks liv, og derfra guider hun fru K, som er eksperten i sit eget liv. Sygeplejersken guider uden at ville kontrollere fru Ks sidste oplevelser.

Et centralt tema i sygeplejen er fru Ks oplevelse af lidelse og håb. Eksemplet er meget illustrativt, og læseren får god fornemmelse af, hvordan Parses sygeplejeteori er tænkt, og hvordan hendes praksismetode kan føres ud i livet.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor stor en forskel der reelt er mellem den beskrevne sygepleje og danske sygeplejerskers praksis i forhold til døende, når sygeplejen er vellykket.

Af Dorthe Overgaard, sygeplejelærer, cand.cur., exam.pæd.