Fede patienter er tabu i sygeplejen

Side 18

Billede

Side 19

Fede patienter er tabu i sygeplejen. Sygeplejerskerne taler ikke om det, men for sygeplejelærer Dorthe Overgaard, der er aktuel i Videnskab & Sygepleje med sin artikel ''At leve med overvægt,'' er der ingen tvivl:

De fleste sygeplejersker synes, fede patienter er ulækre. De foretrækker andre plejeopgaver end at hjælpe den fede patient. Ofte har hun hørt kollegerne sige:

''Hvis der er to patienter, der ringer samtidig efter hjælp på en aftenvagt, tager vi helt sikkert ikke den fede patient først.''

Dorthe Overgaard har fået flere forklaringer på kollegernes adfærd, men et par stykker går igen:

''Når vi skal hjælpe den fede patient med fx at blive vendt, kommer både patienten og vi til at svede. Det er ulækkert. Og i øvrigt vil vi ikke ødelægge vores ryg på sådan en patient.''

Også betegnelsen fed er et tabubelagt ord i sygeplejen. Derfor optræder det heller ikke i Dorthe Overgaards speciale på cand.cur.studiet, som er udgangspunkt for artiklen ''At leve med overvægt.''

Ingen vil sige til en patient: Du er fed. Det er det samme som at sige: Du er et svin. Det har Dorthe Overgaard både kollegernes og en psykologs ord for. Så er det mere neutralt at sige overvægtig, selv om det reelt handler om adipositas ­ fedme.

Tæt på kroppen

Bruger man de internationale BMI-mål (Body Mass Index), som Dorthe Overgaard gør i sin forskning, er der tale om flere kategorier af overvægtige. Har man eksempelvis et BMI-mål på over 30, er man slet og ret fed, påpeger hun. Derfor har hun besluttet at tage bladet fra munden i sit kommende ph.d.-projekt og bruge betegnelsen fed om de personer, der vitterligt er fede. Her har hun ikke fokus på patienterne som i sit nuværende projekt, men på sin egen faggruppe ­ sygeplejerskerne. Det bliver deres vægt og de problemer, en eventuel overvægt måtte give i arbejdsmæssig sammenhæng, som Dorthe Overgaard vil undersøge.

Hun vil med sin forskning gerne slå et slag for, at de overvægtige og fede patienter får samme omsorg som de andre patientkategorier, sygeplejerskerne møder i deres arbejde.

Begyndelsen er taget med hendes undersøgelse af en gruppe overvægtiges egen kropsopfattelse og deres holdning til mad. Hendes pointe er, at hvis sygeplejerskerne får mulighed for at forstå, hvad kroppen betyder for den overvægtige, vil der være basis for et mere frugtbart møde mellem patient og sygeplejerske.

''Som det er nu, fordømmer vi den overvægtige. Her er en person, der ikke har kontrol over sin krop og dermed sig selv, siger vi og tager mere eller mindre ubevidst afstand fra det pågældende menneske. Samme indstilling mener jeg ikke, vi har til folk med ryge- og alkoholproblemer. Her bliver alle sejl sat til for at hjælpe. I virkeligheden tror jeg, det kan være langt sværere at tabe sig end at kvitte tobak og alkohol. Her skal man kun lære at sige stop. Det kan man ikke med mad. Vi skal alle sammen have føde for at overleve. Den overvægtige skal altså både lære at etablere et normalt forhold til mad og et normalt forhold til sin krop. En dobbeltopgave i virkeligheden og mere kompliceret end de to første, synes jeg.''

Dorthe Overgaard undrer sig over sygeplejerskernes ulyst til at beskæftige sig med overvægtige og fede patienter:

''Vi er jo en faggruppe, der kommer så tæt på den menneskelige krop som nogen. Som en naturlig ting evner vi at pleje en fremmed krop, at sengebade osv. Derfor begriber jeg ikke, hvorfor vi har dette tabuforhold til fedme. Måske hænger det en lille smule sammen med, at sygeplejen er et kvindefag, og at vi kvinder generelt er optaget af vores krop. Vi synes næsten alle sammen, at vi vejer lidt for meget ­ også selv om vi ikke gør. Men for mange af os er det en evig kamp at skulle tabe de der to, tre eller fem kilo, vi synes, vi vejer for meget. Når vi så møder den stærkt overvægtige, tager vi afstand. Det fede bliver tabu.''

Der findes ikke danske undersøgelser, der fortæller noget om personalets holdning til overvægtige personer. Det gør der til gengæld fra udlandet, især USA, hvor flere undersøgelser dokumenterer, at både sygeplejersker og læger er fordømmende over for fede patienter.

Det er især ældre sygeplejersker og læger, som lægger afstand til de overvægtige. De er jo selv skyld i deres overvægt, er holdningen ifølge Dorthe Overgaard.

Hun mener, at det forholder sig tilsvarende herhjemme, hvis man lavede lignende undersøgelser:

''De ældre vil være mest fordømmende. De yngre mindst. De unge sygeplejersker er ganske enkelt mere vant til at se jævnaldrende, der er overvægtige eller ligefrem fede,'' siger hun og tilføjer:

''Det er jo ikke nogen hemmelighed, at danskerne bliver tungere og tungere. En tredjedel af os er overvægtige, og 14 pct. af os er fede.''

Selv om Dorthe Overgaard har arbejdet i flere år som sygeplejelærer, kender hun forholdene i praksis ganske godt. Ikke alene har hun sine studerende i praktik, men hun har løbende haft vagter rundt om på de forskellige hospitalsafdelinger netop for til stadighed at have føling med faget, kollegerne og kulturen på de forskellige arbejdspladser.

Derfor har hun også et førstehåndskendskab til kollegernes indstilling til de overvægtige.

Ægte relationer

Dorthe Overgaards undersøgelser af de overvægtiges kropsopfattelse viser, at der ikke er overensstemmelse mellem kroppens faktiske vægt og personens opfattelse af sin egen krop. At det ikke er givet, at de overvægtige patienter har et oprigtigt ønske

Side 20

om at tabe sig ­ også selv om de er henvist til ambulatoriet på grund af de skavanker og sygdomme, der følger i kølvandet på overvægten.

Derfor gælder det om for sygeplejersken at skabe, hvad Dorthe Overgaard kalder ægte relationer til de overvægtige patienter.

Først herefter kan man begynde at motivere og lægge en strategi, så patienten kan komme videre med sit liv på en god måde:

''Kropsopfattelsen er ikke entydig hos de overvægtige, ligesom holdningen til, hvad det gode liv er, er forskellig. Det er vores opgave som sygeplejerske at møde patienten dér, hvor hun er ­ i stedet for at sidde med den løftede pegefinger og prædike sund kost og motion. Den slags pædagogik har vist sig at være temmelig nytteløs,'' siger hun og minder om, at de overvægtige faktisk ved alt om, hvad der feder. Der er ikke den kur, de ikke kender og har prøvet.

I sin udforskning af de overvægtiges erfaringer har Dorthe Overgaard brugt den amerikanske sygeplejeforsker Rosemarie Parses sygeplejeteori, som fokuserer på indlevelse og respekt for patienten (1). Hvis sygeplejersken ikke er ægte interesseret i sin patient, kan der opstå uheldige relationer, så sygeplejersken til sidst ender med at spille på sin magt og autoritet i sit forsøg på at få patienten til at ændre adfærd, siger Rosemarie Parse.

Dorthe Overgaard vedgår gerne, at Rosemarie Parse ikke er en nem teoretiker at gå til, men essensen i hendes budskab er ikke til at tage fejl af:

Hvis en behandling skal lykkes, skal sygeplejersken forstå, hvad det er for en patient, hun har ansvaret for. Patienten skal have bibragt en viden til at kunne vælge ud fra og så foretage et valg, som omgivelserne må respektere ­ også selv om det måske ikke passer ind i den autoriserede sundhedspædagogik. Måske skal den overvægtige ikke tabe sig i første omgang. Måske skal hun først og fremmest lære at acceptere sin krop og leve i harmoni med den. Senere kan hun så med støtte fra eksempelvis en sygeplejerske få overskud til at ændre livsstil og få styr på sin vægt.

Dorthe Overgaard mener, at sygeplejersker generelt er for hurtige til at overlade scenen til en diætist:

''Jeg har ingen ambitioner om at skubbe diætisterne af banen, men i første omgang er det os, der møder patienterne, og med den viden om sygdom og sundhed vi har, er det helt naturligt, at vi går ind og rådgiver patienterne og deres pårørende om kost og livsstil,'' siger hun.

Det nye projekt

Dorthe Overgaard har læst pædagogik på Roskilde Universitetscenter og blev sidste år færdig som cand.cur. fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Hendes næste mål er en ph.d.-grad, hvor krop og vægt igen bliver centrale omdrejningspunkter. Her drejer det sig om at finde ud af, hvad arbejdsmiljø og vægt betyder for de midaldrende sygeplejersker.

Kvinder tager på i vægt især ved overgangsalderen, og skandinaviske undersøgelser viser, at kvinder med øget vægt har øget sygefravær og tidligt ophør på arbejdsmarkedet. Dorthe Overgaard vil derfor sætte fokus på det daglige sygeplejerskearbejde. Hvad betyder vægten med hensyn til arbejdsindsats, tempo, krav, skiftende arbejdstider?

''Jeg prøver at anskue problemet fra to sider og ved egentlig ikke, hvad der kommer først: Er det vægten, der påvirker sygeplejerskens arbejde?

Eller er det arbejdet, der påvirker vægten?

Har den overvægtige svært ved at løbe lige så stærkt som de andre? Kan hun nå lige så mange klokker som kollegerne? Kan hun komme rundt om sengene?

Eller når sygeplejerskerne har mere stillesiddende arbejde ­ administration, ledelse, ambulatorie ­ er det så det, der påvirker hendes vægt?

Bliver hun tyk, fordi hun sidder så meget?''

Dorthe Overgaard har fået mulighed for at bruge sygeplejerskekohorten* fra den store epidemiologiske undersøgelse, som startede i 1993, og som stadig kører (2).

Som nyt medlem af forskergruppen bag undersøgelsen har Dorthe Overgaard været med til at udvikle det spørgeskema, som tidligere på året blev sendt ud til alle sygeplejersker over 44 år (3). Her er der spurgt endnu mere detaljeret til vægt og vægtændringer end ved de tidligere udsendelser af spørgeskemaer, og det er oplysninger, som Dorthe Overgaard nu kan bruge i sit ph.d.-projekt.

''Sygeplejersker er en dejlig homogen gruppe at arbejde med. Og så er de takket være deres uddannelse gode til at svare på de spørgsmål, forskerne er interesseret i at få besvaret,'' siger hun.

Tror du, de vil være ærlige om deres vægt?

''Det er ikke sikkert, selv om besvarelserne er fortrolige. Fra andre undersøgelser ved man, at der underrapporteres om vægt og overrapporteres om motion. Det er bl.a. derfor, at jeg også vil overveje, om der skal være en kvalitativ del i min undersøgelse. Jeg synes, jeg må høre fra sygeplejerskernes egen mund, hvordan de har det med vægt og job.''

Litteratur

1. Overgaard D, Egerod D, Rosemarie Rizzo Parse: At være ægte til stede. Sygeplejersken 1999; 15: 32-9.
2. Andersen Y. Sundhedsprofil af danske sygeplejersker. København: Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning; 1995.
3. Andersen Y. Atter fokus på vaner og livsstil. Sygeplejersken 1999;17.

* Dansk Sygeplejeråd gav i sin tid tilladelse til, at forskerne måtte bruge medlemsregistret som tilgang til de danske sygeplejersker, der i tusindvis har udfyldt undersøgelsens omfattende spørgeskemaer. Resultaterne fra undersøgelsen skal bruges til at udforme en strategi til forebyggelse af to af de mest udbredte livsstilssygdomme hos midaldrende og ældre kvinder, nemlig knogleskørhed og åreforkalkning.

Billedtekst
Dorthe Overgaard med sin lille frodige Venus ­ skønhedsideal for 30.000 år siden i Willendorff i Østrig. I dag skal vi være slanke. Det er sundt og smukt, siger vi, men mange magter ikke at leve op til idealerne. Ifølge Dorthe Overgaard er det nok også mere kompliceret for den overvægtige at få et normalt forhold både til sin krop og til mad end at holde op med at ryge eller drikke.