En økologisk og menneskelig tragedie

Biler kan ikke køre i det løse sand. Temperaturen når om sommeren over de 50 grader C i skyggen - på sandets overflade over de 65 grader. Om sommeren dækkes den udtørrede søbund af en tornet ørkenbevoksning. Ifølge forskerne er det kun i ørkenens første leveår, den får denne voldsomme bevoksning. Senere går successionen i stå, og jorden begynder at blottes. Da forvandles søbunden til en bestandig, for alle vinde spredt og degraderende ørken.

Foto: Anatoly Rahimbaev og Dina Yafasova 

På landkort og i opslagsværker angives Aralsøen stadigvæk som verdens fjerde største indsø på 68.320 km2 hvilket vil sige et areal større end Danmark. Aralsøen ligger i den centralasiatiske del af det tidligere Sovjetunionen i den nordlige del af den autonome republik Karakalpakien, der indgår i Usbekistan.

Men kortene taler ikke sandt. Aralsøen er gået til grunde. Der, hvor man engang på 41 meters dybde kunne sejle og fiske i frodigt farvand, kan man i dag gå på bunden ­ uden dykkerbriller og andet specialudstyr ­ af den sø, der nu er forvandlet til en saltholdig sandørken. Og ikke nok med det. Selv de stærkt saltholdige, sumpede og ildelugtende vandhuller, der er tilbage af søen, er også i færd med hastigt at tørre ud, så Aralsøen om ganske få år vil være fuldstændig forsvundet og i stedet forbinde tre andre ørkener i Centralasien ­ Karakum, Kysylkum og Ustjurt ­ til én 50.000 km2 stor ørken, Aralørkenen.

I ulykkens brændpunkt befinder sig 5 mio. mennesker i Karakalpakien, Usbekistan, Kasakhstan og Turkmenistan. Men i alt berører miljøkatastrofen over 60 mio. mennesker i de nye uafhængige stater i Centralasien og i de nabolande, der også er inddraget i krisen.

Aralsøen, som indtil 1970'erne var et af de dejligste steder i Centralasien, hvad angår naturskønhed, den rige flora og fauna og de klimatiske forhold, slutter sin tilværelse i en alder af 35.000 år. I historiens løb er den skrumpet ind fem gange og har derefter udvidet sig igen fem gange. Men årsagen har hver gang været naturlig. Men en dag begyndte menneskene at skabe ravage i dens økologiske balance og dermed i den vandstand, som indtil for bare 30 år siden aldrig havde været under 40 m og hvis strandbred husede talrige kursteder for turister fra det tidligere USSR.

Jagten på hurtig profit

Katastrofen ved Aral begyndte i 50'erne og 60'erne pga. det kommunistiske planlægningssystems jagt på bomuld. I den periode blev de fem centralasiatiske stater, der i 70 år var indlemmet i det tidligere Sovjetunionen, praktisk talt under slavevilkår forvandlet til bomuldskolonier og råstofvedhæng til det kommunistiske Rusland. Bomuldsproduktionen, som havde særdeles stor betydning for USSRs økonomi, blev brugt til såvel tekstilindustri, ligesom bomuldsfrøene blev udnyttet til olie- og sprængstoffremstilling.

Det var den gavmilde sol, de vidtstrakte jorde og Centralasiens gunstige klimaforhold, som gjorde området særlig attraktivt for russerne. For i disse egne kunne man høste ikke bare én, men både to og tre gange om året. Problemet var bare, at jorden var tør. Derfor besluttede Rusland at bygge et kæmpemæssigt overrislingssystem ved hjælp af de to floder, Amu-Darja og Syr-Darja, der forsyner både Aralsøen med vand og gennemstrømmer hele Centralasien. På denne måde kunne man omdanne områdets tørre jorde til verdens største bomuldsområde. Man ødelagde det gamle overrislingssystem, og nye afledningskanaler og vandreservoirer så dagens lys ­ stort og ødselt anlagt. Men man gjorde det dårligt. Næsten alle kanaler og vandreservoirer blev anlagt på jord- eller sandgrund uden nogen form for vandtætning. Meget vand gik tabt ­ det løb simpelthen ud i sandet.

På ordre fra de kommunistiske ledere fra Lenin til Bresjnev begyndte man ikke bare at opdyrke de ufrugtbare ørkenområder, man ødelagde samtidig bøndernes egne personlige haver og køkkenhaver for at øge de arealer, der kunne tilsås med bomuld. Det betød, at man fra 1965 til 1985 inddrog 2.500.000 ha nyland til bomuldsdyrkning, så det samlede areal af kunstigt vandede jorde i Centralasien på nuværende tidspunkt er 8.000.000 ha.

Den ødselhed, hvormed man brugte løs af flodernes vand, oversteg hurtigt ethvert tilladeligt niveau. Den økologiske balance i Aralsøen blev forrykket så hurtigt og effektivt, at Amu-Darja allerede i 70'erne ophørte med at føre vand til Aralsøen. Fra den anden flod, Syr-Darja, modtog søen otte gange mindre vand, end den mistede ved fordampning. Aral var ved at forsvinde.

Aralsøen er ikke kun en miljømæssig katastrofe, men også en sundhedsmæssig og menneskelig tragedie. I regionen omkring Aralsøen findes der en af de højeste forekomster af tuberkulose i Europa og de tidligere sovjetiske republikker. Antallet af personer med blodmanglel er blandt de absolut største i verden. Koncentrationen af salt i drikkevandet er en  af de højeste i verden. ("Rapport om Aralsøen", Læger uden Grænser, 1998). 

Advarsler overhørt

De første, som bemærkede den ændrede vandstand, var fiskerne, der boede ved bredden. Det var i 1962-63. Deres beklagelser til lokaladministrationen forblev dog upåagtede. Samme skæbne overgik en gruppe sovjetiske forskere, som i 1962 indkaldte til en unionskonference i Aral-regionens hovedby Nukus om Aralsøens vandressourcer. Her blev fremsat følgende erklæring: ''Aralsøen er i færd med at tørre ud. Inden for de næste 20 år venter der Aral-regionen betydelige klimaændringer og andre alvorlige konsekvenser af denne miljøkatastrofe.'' Men de forskere, der gik ind for at bevare Aral, led nederlag, for de var i mindretal.

Til gengæld fandtes mange videnskabsfolk, der enten mod betaling eller af karrierehensyn var parate til at give en positiv begrundelse for det, som det kommunistiske apparat foretog sig. Bl.a. argumenterede embedsfolk fra Vandforvaltningsministeriet ihærdigt for, at den forudsagte tragedie ikke burde give anledning til bekymring. Andre mente, at selvom Aralsøen forsvandt, var bomuldens værdi vigtigere end tabet af fisk.

I 1981 var søens overflade faldet med 8 m. I 1987 med 13 m. Samme år førte den faldende vandstand til, at Aralsøen blev delt i to uafhængige bækkener: en mindre sø, der den dag i dag modtager ubetydelige mængder vand fra Syr-Darja, og en større, der intet vand modtager, idet dens vandåre Amu-Darja ikke længere når frem til søen. I 1991 var vandstanden faldet med 16 m, og vandmængden var reduceret med 75 pct. Ifølge forskere ophørte søen på det tidspunkt med at være biologisk produktiv. Der var intet liv tilbage i den længere.

Men det er endnu ikke slutningen på historien. Slutakkorden i Arals tragedie kan indtræffe inden for de næste fem år, hvor forskerne forudsiger, at Aralsøens store bækken vil dele sig i to dele, som derefter meget hurtigt vil fordampe. Af Aralsøen vil så kun det mindre bækken være tilbage. Til den tid vil den engang så vældige Aralsø være endeligt tilintetgjort.

Ufattelig store konsekvenser

Miljøkatastrofen ved Aral er ufattelig stor.

Aral tørster. Alle mangler vand, og det vand, der findes, er stærkt saltholdigt og fyldt med pesticider, rester af sprøjtemidler og tungmetaller. Når Aralregionens vandkvalitet er så sundhedsfarlig, skyldes det bl.a., at den nøgne havbund for andet årti hævner sig på menneskene. Arals udtørrede bund er i dag den største sand- og saltslette i den vestlige del af Asien og den væsentligste kilde til forurening af det omgivende miljø med saltstøv.

Saltørkenen afgiver hvert år 75.000.000 t giftige salte og støv til atmosfæren. 200-400 m lange og 30-40 m brede salt- og støvsøjler, der piskes op af stormen, føres rundt i et område på 300.000 km2. Det sker gennemsnitligt op mod 15 gange om året.

Klimaet har ikke bare ændret sig. Det har ændret sig til det værre. Aralsøen havde tidligere en kontrollerende funktion i klimatisk henseende, fordi den lå, hvor tre store centralasiatiske ørkener stødte op til hinanden. Indtil 1960 var gennemsnitstemperaturen for januar i Aralregionen ­6°C, mens den for juli var +27°C. Nu er klimaet blevet et strengt fastlandsklima, hvor sommerens temperaturer når op på +47-48°C i skyggen, mens den om vinteren når ned på ­25-40°C. Den varme periode er ifølge forskerne reduceret med en måned. Landboerne siger, at de har mistet to måneder. Tidlig nattefrost er også blevet kendetegnende for Aralregionen. Nu sætter den ind i midten af september, hvilket har en ødelæggende virkning for afgrødernes modning. Således er landbrugsproduktionen i Aralregionen faldet med 20-30 pct.

Fra Aralregionen er der allerede forsvundet snesevis af dyre- og plantearter. Fugle har ændret deres flyvemønstre og søgt nye ynglepladser. Resterne af søen er et sumpet territorium fuldstændig blottet for liv, eftersom vandets saltindhold stiger, jo mere søen fordamper. I Arals store bækken er der i dag over 50 g salt pr. liter vand, hvilket gør liv umuligt.

Mujnak 1990. En læge fra Tashkent, dr. Svetlæana Nazarov, giver blod til et dødssygt barn (billedet herunder), fordi byens sygehus ikke har en blodbank.

Mujnak 1990. Det hjalp ikke, at lægen donerede blod til barnet. Det døde dagen efter, at dette billede blev taget.

Men rækken af tragiske konsekvenser er ikke slut endnu. For at gøre jorden mere frugtbar og tvinge den til høst flere gange om året, anvendte kommunisterne kunstgødning i mængder, der langt oversteg de vedtagne grænseværdier. Den samlede kemikaliemængde, der anvendtes i det usbekiske

Side 22

landbrug i starten af 80'erne, var 30 gange højere end niveauet for hele Sovjetunionen.

I Karakalpakien blev der fra 1980 til 1992 brugt 29.217 t giftige sprøjtemidler såsom lindan og DDT. De blev benyttet i Usbekistan indtil 1992, skønt WHO allerede i 1970 opfordrede til at gå bort fra DDT, hvorefter stoffet straks blev forbudt i USA. Sprøjtemidlerne blev i 70'erne ofte sprøjtet ud fra fly, så de ikke kun landede på markerne, men også på landarbejderne og de landsbyer, de boede i.

Klorholdige, organiske forbindelser som DDT og lindan nedbrydes ikke i miljøet. Disse og andre kemikalier har tendens til at trænge gennem jordbunden ned i grundvandet eller via de overrislede marker at vende tilbage til floderne. Det betyder bl.a., at der er fundet høje koncentrationer af DDT og andre sundhedsfarlige kemikalier i indvoldene på fisk og i de usbekiske søer og floder, som er kilde til drikkevand for mio. af mennesker i Centralasien.

Desuden fører floderne det forurenede vand ud i havet, hvor kemikalierne bundfældes på havbunden. I resterne af Aralsøen og på dens udtørrede bund er der ophobet mia. af t af giftige salte, pesticider og herbicider, heriblandt DDT, der udgør en tidsindstillet miljøbombe flere hundrede år ud i fremtiden. Ikke nok med at alle disse kemikalier forgifter mennesker og dyr, de spredes også af vinden over mange hundrede kilometers afstand.

Lukket land

Det var først i ''Gorbatjov-tiden,'' de sidste år USSR eksisterede, at verden fik kendskab til tragedien ved Aral. Det sovjetiske system nægtede til det sidste at indrømme sine fejltagelser, skønt det var indlysende, at det døende sovjetiske imperium ikke selv havde ressourcer til at afhjælpe katastrofens følger. Selv da den udenlandske presse i slutningen af 80'erne fik mulighed for at rapportere fra Aral, fortsatte sovjetiske embedsfolk med at lægge hindringer i vejen for lukket for udlændinge. ''Da de spurgte, hvem der forbød dem at tage til Aral, fik de svaret: ''Centralkomiteen, USSRs Ministerråd og KGB.'' Man ville ikke sælge dem flybilletter, og taxachaufførerne var bange for at køre udlændingene dertil, selv om de blev tilbudt mange penge for det. Efter flere timers ihærdige forsøg på at finde en løsning fik de amerikanske journalister myndighedernes tilladelse til at tage videre til Aralregionen.

Skibet står på det, der for 30 år siden var søens bund. Dengang var der en vandstand på 40 m. Nu er det en ørken.

Det eneste sted, hvor en befolkning på 3.000 mennesker kan få vand og et bad.

Side 24

Om sommeren når temperaturen op på 47-48 grader. men kun her har lokalbefolkningen mulighed for at bade og vaske sig.

udenlandske journalister, der ville rejse til Aralregionen.

Journalisten Grigorij Resnitjenko fra tidsskriftet Novyj Mir i Moskva har fortalt følgende historie. På invitation fra Novyj Mir og den usbekiske forfatterforening ankom en række journalister fra det amerikanske National Geographic og det franske Actuel i 1988 til Usbekistan. Først i Tasjkent, lige før de skulle flyve til Aralregionen, fik de besked om, at ''Aral var

Tilladelsen blev udstedt af selveste viceformanden for KGB i hele Sovjetunionen. Franskmændene var mindre heldige. Uden at have fået tilladelse tog de på banegården og købte billetter, hvorefter de steg om bord og kørte af sted. Da de var 200 km fra Aralregionens hovedby Nukus, kom der to politifolk ind i deres togvogn og bad dem stige af toget, og de blev så eskorteret til lufthavnen og sendt tilbage til Tasjkent.

I dag kender vi svaret på, hvorfor de sovjetiske embedsfolk var bange for at lade udenlandske journalister komme ind i Aral-regionen. Regionen blev benyttet til produktion og afprøvning af kemiske våben. I to karakalpakiske byer, Kungrad og Mujnak, lå der fabrikker, som fremstillede og afprøvede kemiske og biologiske våben. Og det er oplagt, at disse aktiviteter har været med til en yderligere forurening af Aral-regionen.

Står ikke til at redde

Er der håb om at redde resterne af Aralsøen? I USA lykkedes det for 42 mia. dollar at genoprette den ødelagte Lake Eries økologiske balance på 10 år!

Svaret er nedslående. Kun Aralsøens lille bækken, der befinder sig på kazakhstansk territorium, står reelt til at redde. På myndighedernes opfordring og med støtte fra internationale organisationer opførte lokalbefolkningen her en dæmning i 1997, som endegyldigt adskilte det lille bækken fra det store. Derefter skar man ned på mængden af det vand, der blev hentet fra floden Syr-Darja. Nu to år senere er vandstanden nogle steder steget med 3 m. Disse steder er fuglene vendt tilbage, og der er igen fisk i vandet. Nogle af programmerne for at genoprette fiskeriet er i øvrigt blevet udført i samarbejde med danske eksperter. Imidlertid udgør det bevarede territorium kun 4 pct. af, hvad den oprindelige Aralsø fyldte.

Hvad angår Aralsøens store bækken, er slaget tabt. For at genoprette søens oprindelige vandstand ville det kræve, at den fik tilført 900 km3 vand. Det er umuligt. Floden Amu-Darja, der skulle bringe vand til Aralsøen, strømmer gennem flere forskellige centralasiatiske stater. Efter USSRs opløsning er der ingen af disse stater, der vil gå med til at reducere de vandmængder, som hentes fra floden. Under sovjettiden blev der langs floderne opført hundredvis af byer og landsbyer omgivet af det golde sand. At tage vandet fra de snesevis af millioner mennesker, som bor her, ville være ensbetydende med at skabe endnu en altødelæggende katastrofe.

Aralsøen er derfor nær sin sidste udånding. Den har nu trukket sig 120 km tilbage fra dens oprindelige kystlinie, og fortsætter med at fordampe hurtigere, end man kan nå at trykke nye landkort. Det eneste tegn på, at der engang har været et indhav her, er saltet, der træder frem på jordens overflade, og de mia. af muslingeskaller, der er blandet op med sandet. Og så skibene ­ hundrede store og små skibe spredt ud over hele Aralsøens tidligere bund som et tavst vidnesbyrd om den økologiske katastrofe. For de lokale indbyggere er den enorme skibskirkegård en slags museum under åben himmel.

Jo længere man bevæger sig ud i ørkenen, jo løsere bliver sandet. Der kommer små sumpområder til syne, og jorden giver efter under fødderne. De små sumpe, som er grundvand, der er trængt op til overfladen, udsender en modbydelig lugt. Vandet er gulbrunt og har bobler på overfladen. Resterne af Aralsøen, der ligger 100 km længere inde i ørkenens ufremkommelige centrum. I dag er det formentlig kun stjernerne, der kan se, hvordan Aralsøen dør.•

Oversættelse: Steen Jacobsen.