Faglig kommentar: Hvor blev sundheden af?

Røgfri hospitaler fra år 2000. Personale og pårørende får rygeforbud. Patienter kan evt. få dispensation til at ryge.

Gad vide, om en sådan beslutning er truffet på demokratisk vis blandt personalet. Og er patienterne blevet spurgt? Mon rygeophør er det, der optager dem mest under en indlæggelse? Er det ikke netop i krisesituationer, vi søger trøst i røg og alkohol, selvom det er uhensigtsmæssigt? Hospitalernes alternativ er nerve- og sovemedicin. Er det bedre?

Regeringens Folkesundhedsprogram 1999-2008 er inspirationskilden til denne nye forbudslinie. Forbud som vejen til sundhed.

På mange måder er det et opgør med den hidtidige danske idé om, at den enkelte skal oplyses og motiveres til at træffe sunde valg. Folkesundhedsprogrammets idéramme er effektivitet, handlekraft og succesmål på sundhedsområdet. Hvad der er sundt og usundt for folket, besluttes fra oven. Tobak, alkohol, kost og motion, svær overvægt og trafikulykker er i søgelyset. Områderne lever op til kravene om at være væsentlige sundhedsproblemer, det er muligt at forebygge, og hvor der er behov for en forstærket indsats. Det er svært at være uenig. Grundskoler, arbejdspladser, lokalsamfund og sundhedsvæsen skal omdannes til forebyggelsesmiljøer. Man bemærker, at daginstitutioner ikke nævnes.

Men hvor bliver sundheden af i regeringens folkesundhedsprogram? Fra Carsten Koch lyder det: ''Selvom livsstilen er den enkeltes valg, bør det offentlige klart og tydeligt fortælle, hvad der gør folk syge, og hvordan sygdom kan undgås.'' For Carsten Koch er der åbenbart ikke den store afstand mellem at fortælle og at forbyde.

Sygdom og samfundsøkonomisk belastende sygdomme er i fokus. ''Sundhed'' repræsenteres ved sit fravær eller ved angsten for at blive syg. Sundhed er hverken beskrevet som en kvalitet eller et fænomen med egen identitet. ''Folket'' fremstår som en ensartet grå masse, der antages at have en kollektiv interesse i en højere middellevetid. Uden at være blevet spurgt, er befolkningen blevet tilmeldt en international konkurrence i middellevetid.

Send Koch på kursus

''Man bør også sende nogle klare signaler om sundhedsfremme,'' skriver ministeren. God idé, tænker man, indtil man læser: ''for eksempel at der ikke ryges i skoler og sygehuse.'' Hvad mener manden? Er der dog ikke nogen, der kan forære sundhedsministeren et grundkursus i de mest grundlæggende begreber inden for sundhedsteori? Et kursus, der gjorde ham i stand til at forstå indholdet i Ottawa-charteret, som både regering og Sundhedsministeriet har tilsluttet sig.

I Ottawa-charteret defineres sundhedsfremme, som ''den proces, der gør mennesker i stand til i højere grad at være herre over og forbedre deres egen sundhedstilstand.'' ''Sundhed er et positivt begreb, som lægger vægt på sociale og personlige ressourcer, såvel som på fysiske evner.'' Sundhedsfremme er ikke kun sundhedsvæsenets ansvar, og det rækker længere end sunde levevaner i retning af velvære.

Det enkelte menneskes sociale og personlige ressourcer og prioriteringer for at opleve velvære er ganske oversete områder i regeringens folkesundhedsprogram. Programmet bygger i mistænkelig grad på social statistik og medicinsk sociologi. Inden for disse discipliner har man aldrig interesseret sig for den enkeltes sociale og personlige ressourcer eller forudsætninger for at opleve velvære. I klassisk sociologisk tradition gradueres folkesundhed i fem socialgrupper og i køn, alder, erhverv mv. Som man spørger, får man svar. Tandløst og kedeligt. Disse ensidige data har givet anledning til den bombastiske jagt efter øget middellevetid, folkesundhedsprogrammet er udtryk for.

Hvad er vi egentlig i gang med? Er ideen om sundhed ikke værd at forfølge i ren form? Hvad der gør sunde mennesker sunde, er en viden, vi har meget mere brug for end alle disse velmente, men snæversynede forbud.