Faglig kommentar: Ugens tilbud i sygepleje

Mandag. Tilbudsavis med morgenposten. Italiensk uge i det lokale supermarked og ideer til middagsmad resten af ugen. Herligt. Så møder jeg også overlærerinden i supermarkedet, for hendes drenge er mest til lasagne og pasta. Sidste uges tilbud havde ingen interesse. Overvejende krammedyr, pastelfarvet legetøj og børnesokker, et sikkert tegn på, at børnechekken lige er kommet eller er på vej.

Lørdag eftermiddag. Naboens datter har netop lettet sine cykeltasker for et ordentligt bundt glittede reklamer og tilbudsaviser og lagt dem i postkassen i porten. En hastig gennembladning, om der skulle være et katalog fra planteskolen, derefter bæres hele bundtet uåbnet og direkte over i affaldssækken. Jeg kører ikke 55 km for at få rabat på fem pakker rejer.

Tilbud betyder sortering og især frasortering. Men begrebet tilbud har sneget sig ind i sygeplejens ordforråd uden de store diskussioner. På samme måde som begrebet ''bruger'' er begyndt at erstatte ordet ''patient,'' jf. Susan Rydahl Hansens artikel ''Retten til at være patient'' side 52 i dette nummer af Sygeplejersken.

Tag ansvar for at give et godt råd

Meningen med at bruge et begreb som ''tilbud'' i forbindelse med sygepleje og behandling er god nok. Jeg ser det som et brud med autoritære diktater om, hvad der er bedst for patienten. ''Sygeplejens tilbud.'' ''Tilbud om behandling.'' Ingen skal påtvinges en bestemt behandling, med mindre patienten er indlagt på røde papirer.

Pleje og behandling skal ideelt foregå i et ligeværdigt samarbejde, men gør det automatisk det, fordi vi kalder det for tilbud? Den sikkerhed, hvormed man sorterer ugens tilbud i butikkerne, holder ikke i sundhedsvæsenet.

I slutningen af 60'erne begyndte den gammeldags autoritære holdning for alvor at blive afløst af nye holdninger. Holdninger, der endte med at blive så dogmatiske, at ingen rigtigt turde gøre oprør. God råd var yt. Nu skulle der lyttes, og det skulle være aktivt. ''Hvad-synes-du-selv'' var standardsvaret på snart sagt ethvert spørgsmål i en vis periode. Meningen var stadig god nok, men det kammede over i en grad, så det tangerede omsorgssvigt.

Hvad synes du selv?

Når vi søger sundhedsvæsenet, er det for at få hjælp, fordi vi ikke selv magter at finde ud af det med helbredet. Hvis svaret på enhver usikkerhed hos patienten er: ''Hvad-synes-du-selv,'' eller ''Vi kan tilbyde dit eller dat,'' hjælper det jo ikke meget på rådvildheden. Jeg forventer professionel rådgivning, når jeg søger hjælp i sundhedsvæsenet. Jeg forventer, at læger og sygeplejersker siger deres ærlige mening baseret på faglig viden og indsigt. At de tør tage det ansvar, der ligger i at råde mig. Indtil andet er bevist, går jeg ud fra, at de prøver at se sagen fra min side og råder ud fra en overbevisning om, hvad jeg er bedst tjent med. Jeg praktiserer det hos min tandlæge. Det er fint at få forelagt 3-4 begrundede behandlingsmuligheder, men et valg bliver ikke nødvendigvis lettere af den grund. Så jeg ser tandlægen dybt borende i øjnene og spørger: ''Hvis det nu var din kones tand, hvad ville du så gøre?'' Når jeg får svaret, siger jeg: ''Tak, jeg vil gerne have samme behandling.''

Når de professionelle har observeret, lyttet og spurgt interesseret, har patienten brug for kontant og professionel rådgivning. Selvfølgelig med mulighed for at nedlægge veto. Sundhedspersonale skal ikke være bange for at komme med en personlig mening. Til gengæld ville det nok skabe større tryghed, hvis der var ­ ikke kun et tilbud om ­ men hidkaldelse af en kvalificeret person, der kunne give en second opinion.