Kære kollega fra fremtiden

Kære kollega fra Fremtiden, dette er min dagbog skrevet for dig.

I dag har jeg dobbeltvagt. Vi mødes klokken 16.21 omkring det store bord i personalerummet og får rapport fra dagvagterne.

Der er i dag 23 patienter. Min kollega, social- og sundhedsassistent Camilla-Louise og jeg selv arbejder på stuerne 1-5. Den anden sygeplejerske Marie-Louise og sygehjælperen Hans på stuerne 6-10.

En dame sover i sin seng på gangen. En mand kører sin kørestol med sin ikke-lammede hånd. En dame går langs gelænderet. Besøgende kommer og går. Fru Madsen sidder og siger høje, klagende lyde, som hun plejer.

Først til hr. Andersen, som får blodtransfusion. Bleg ældre herre, blidt smil. Han er afatiker og hilser med lyde i et venligt tonefald. Blodet løber ikke, saltvand i sidedrop hjælper ikke. Jeg forklarer hr. Andersen, at lægen vil lægge en ny venflon. Camilla-Louise vil sørge for, at alle er klar til aftensmad, give sondemad, hjælpe dem, som har brug for hjælp til toiletbesøg. Imens hælder jeg medicin op. Husk, læs på præparatets etikette, inden den tages ned af hylden, mens du står med glasset i hånden, og inden du sætter præparatet tilbage på hylden. Så er du beskyttet mod medicinfejl, uanset hvor mange gange du bliver afbrudt.

En familie i sorg

Blodtransfusionen er nu i gang igen. Hr. Andersen smiler sit trætte smil. Kun lidt forsinket begiver jeg mig til dagligstuerne med medicinbakken. Rygerdagligstuen er tættest befolket. Marie-Louise, Hans og Sofie, som er medhjælper, har travlt med at servere. ''God aften, her er Deres piller.'' ''Vil du skære den seje and for mig?'' ''Hvad med mig, skal jeg ingen piller have?'' Videre. Nu til hr. Jensen, som ligger i sin seng. Nej, han sidder i kørestol, han har besøg. Camilla-Louise hjælper ham med få en trøje på og med forstenet ansigt og hård stemme siger han: ''Kan det ikke vente med de piller dér?'' Utidig er jeg. Videre. Blodtransfusionen løber. ''Jeg kommer igen, hr. Andersen.'' Vende fru Jensen, som ligger somnolent. Mundpleje, kam i håret. Hun åbner øjne og er væk igen. Alle patienter har fået mad og medicin. Blodet er løbet ind, ingen komplikationer.

Jeg møder Camilla-Louise, som oplyser, at hr. Jensens hustru lige er død på naboafdelingen. Hr. Jensen og deres børn er nu hos den afdøde. Er jeg genert, taktløs eller bare dum? Jeg fik kun talt ganske lidt med min kollega om hendes stund sammen med en familie i sorg.

Men når denne dag skal foreviges, skal det siges, at jeg har gode kollegaer. Kammeratskabet kan jeg ikke gengive i ord, men videre, vi er ikke til sentimentalitet her i huset. Pause, mad- og drikkenedslugning og gensidigt drilleri, men videre. Klokken er 19.30, og klokkerne ringer.

Lige pludselig er klokken blevet 22. Lyset er slukket på gangen, små vågeblus skinner, fjernsynets blå lys glimter fra dagligstuen. De fleste patienter er i seng nu. Vi har hjulpet dem, der er halvsidigt lammede ved forflytning, til rigtig lejring ­ (husk altid: Bobath! Bobath! Bobath!) observeret for kognitive forstyrrelser, spasticitet, fejlsynkning, forandringer i stemningsleje og væsen, formåen, ernæring og væskeindtagelse, nye symptomer. Hr. Sørensen, som har en højresidig hjerneskade, har været opstemt, og vi har været korrigerende, (som det hedder på 1999-sprog), venligt, men bestemt. Fru Madsen har talt højere og højere med sig selv. Hun lød som en sirene. Hvad skal jeg sige? Hun sover nu. Jeg har haft en kort samtale om vind og vejr med hr. Svendsen, som er selvhjulpen og dermed kan blive overset.

Camilla-Louise har været meget hos hr. Jensen. Hun har beordret mig at give ham noget beroligende. Objektivt: motorisk uro, forpinte øjne. Ja, hr. Jensen vil gerne have hjælp til at falde til ro. Hans sovepille hjælper ikke, jeg kan ikke hjælpe ham, jeg ringer til lægen, som ordinerer 0,5 mg haloperidol, og hr. Jensen falder i søvn.

Rapport fra Marie-Louise og Hans om deres patienter. Tak for i dag. Klokken 23.40 møder min natmakker Mathilde. Jeg giver rapport om aftenens tildragelser og om dagens to nye patienter. Videre. Klokkerne ringer. Første runde. Alle patienter er i deres seng, har klokkesnor, trækker vejret. Vending, lejring ­ glem aldrig Bobath ­ sondemadgivning, bleskift. Fru Davidsen går med hoftestøtte til toilet. Hun behøver ikke kørestol mere. Hun arbejder på at have blærekontrol også om natten, og faste toilettider er en del af træningen. Hr. Sørensen kan ikke falde til ro, jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Han får en kold klud på panden, et natritual, og sin sovepille.

Er alle patienter tilset? Er de decubitustruede vendt? Ja. Ingen er glemt alene på toilettet? Nej. Ingen intravenøs væske, som

Side 35 

vil løbe ind bag min ryg? Nej. Så kan jeg bestille medicin med mine små bestillingskort og lægge journalerne, som skal til skrivning, på deres plads.

Tid til evidensbaseret sygepleje

Kære kollega fra fremtiden. Ifølge fremtidsforskere bestiller du medicin på computer og bruger elektronisk journal, og derfor kan du hellige dig rigtig sygepleje, sågar evidensbaseret sygepleje. Du har måske gættet, at jeg lige har lært ordet evidensbaseret sygepleje, og at jeg lige er begyndt at lære at gøre en computer tam. Men jeg vil gerne lære det, oprigtig talt, og ikke kun fordi du er gæst i min dagbog. Jeg føler en pludselig forlegenhed, når fremtiden skuer min sygepleje. Men videre. Klokkerne ringer. Det er især de fire damer på stue X, som på skift ønsker hjælp til toiletbesøg, til lejring, et glas vand, læbepomade, bækken, et glas vand igen. Fru Tit ringer utallige gange, og da Mathilde og jeg på skift oplyser høfligt, at vi ikke kan lejre hende om hvert kvarter eller ustandseligt samle lommetørklæde op, får vi vores vanlige dosis af hadefulde blikke og slag på fingrene. Dog er denne vagt velsignet for mig: Ingen patient og ingen pårørende har skældt mig ud eller behandlet mig som tyende.

Jeg vækker hr. Jensen klokken 02, fordi jeg vurderer, at han er decubitustruet. Vurdere ­ er det et skridt frem mod evidensbaseret sygepleje at vurdere og ikke tro, mene, eller synes? Han trykker flygtigt min hånd og lukker øjnene igen.

Vi går runde igen klokken 03 og 05.30. Vi har holdt en pause sammen. Og så tilbage til patienterne, der ringer, og til dem, vi ser til uden for runderne.

Klokken er lige pludselig blevet 6.30. Skrive rapport: Hr. Jensen har sovet. Hr. Sørensen har haft en god nat. Hr. Andersen er i sin habituelle tilstand. De to nye patienter har sovet. Hr. A har ikke været sengeflygtig i nat.

God morgen, dagvagt! Efter en kort mundtlig rapport, og mens mine kolleger gruppevis læser den skriftlige rapport, glider jeg ud af personalestuen. ''Tak for i nat, makker.''

Har jeg sagt de rigtige ord, smilet på de passende tidspunkter, prioriteret det nødvendigste, vasket hænder efter bogen? Har jeg været en sygeplejerske, som du vil kendes ved, kære kollega i fremtiden? Jeg håber det inderligt og sender dig mine bedste ønsker og en hilsen fra 1999.

Catherine Garcia-Garcia var i november 1999, da hun skrev dagbogen, ansat på afdeling A1, Apopleksiafsnittet, Frederiksberg Hospital. Hun er nu sygeplejerske på Nefrologisk transplantationsafsnit på Rigshospitalet.