Faglig kommentar: Den nationale kræftplan

Det er uacceptabelt, at ventetiden på efterbehandling af brystkræft skal afhænge af patientens eget initiativ og netværk.

Renlighed er en god ting, og velduftende creme over hele personen hver dag efter brusebadet kan gøre seancen til en særlig fornøjelse. Men det er åbenbart ikke nok til at afsløre en kræftknude. Misses knude i brystet var så stor som et hønseæg, inden hun opdagede den en torsdag aften. Fredag var hun hos egen læge, der straks skrev en henvisning til mammografi. Knuden var suspekt og sandsynligvis hurtigtvoksende. Mandag kunne Misse forvente besked om tidspunkt for undersøgelsen.

Misses mand tilbragte det meste af weekenden på Internettet. Mandag måtte Misse rykke for besked om mammografien. Hun kunne få en tid om 14 dage. Det kunne Misse under ingen omstændigheder vente på. Panikken accelererede, for Misse havde fagligt kendskab til brystkræft og prognose, og statistikkerne på Internettet var ikke just beroligende. Misse ringede til et privathospital, der kunne lave en mammografi følgende dag og give svar med det samme. For 1500 kr. fik Misse skåret 14 dage af ventetiden. Svaret var som frygtet.

På privathospitalet blev Misse rådet til at lade sig operere på sin lokale brystkirurgiske afdeling, som havde større ekspertise. Misse indstillede sig på at skulle vente 14 dage på en brystamputation. Hun turde ikke tage til en anden landsdel til et sygehus uden ventetid, når de foretog mindre end 10 operationer årligt.

Misse fik fjernet venstre bryst og 20 glandler i armhulen 14 dage efter mammografien. Ni dage efter fik Misse mikroskopisvaret. Alle glandlerne var angrebne. Hun måtte indstille sig på både kemoterapi og bestråling, og der blev sendt henvisning og papirer til sygehus A. ''Vi henviser altid til sygehus A,'' sagde kirurgen. Det var fredag, og der skulle gå en hel uge, før Misse hørte fra sygehus A.

Rundt i systemet

Misse kunne få tid til en lægesamtale på sygehus A fire uger efter, dvs. fem uger efter mikroskopisvaret. Intet om, hvornår efterbehandling kunne sættes i gang. Begrundelsen var pres på afdelingen.

Det var, som om al den tid, Misse havde prøvet at vinde ind ved at handle prompte, rykke og tage sagen i egen hånd, var spildt. ''Jeg ved jo godt, at der er masser af andre glandler tilbage, som nu kan fortsætte med at pumpe kræftceller ud i systemet i over fire uger, inden der sker noget.''

Misse har en bekendt, der er sygeplejerske. Hun kendte noget til sygehus B, heriblandt en oversygeplejerske, der kunne hjælpe hende med at finde rundt i systemet. Så samme fredag fik Misses bekendt fat i en sekretær på onkologisk afdeling, der lovede at finde ud af, hvor lang ventetid der var. En time efter kunne hun fortælle, at der var en ledig tid følgende fredag, at ventetiden på kemoterapi var kort, og at overlægen gerne ville tage imod Misse, hvis hun selv sørgede for at få faxet sine papirer til sygehus B. Strålebehandling var der længere ventetid på, men kemoterapi kunne sagtens påbegyndes inden. Sekretæren satte Misses navn på den ledige tid, men skulle have hurtigt svar, da hun ikke kunne reservere pladsen ret længe. Det lykkedes ikke at få fat i Misse, inden der blev lukket til weekend, men mandag morgen ringede Misse og bekræftede aftalen. Kautionen var sikker, uanset om det blev sygehus A eller B.

Ulidelig ventetid

Fandens oldemor har ikke været involveret. Der er intet fordækt i sagen. En ihærdig patient, hendes mand og en veninde, der kender flere muligheder og kan finde rundt i systemet, var tilstrækkeligt. Facit er, at der indtil nu er vundet 4-5 uger. Hvem tør benægte, at det har betydning for prognosen? Det har i hvert fald uvurderlig psykisk betydning. Der skal ikke meget indlevelse til for at forstå, hvor ulidelig hver eneste dags ventetid er efter det nedslående mikroskopisvar.

Hvorfor talte sygehus A og sygehus B ikke sammen? Hvorfor er der ikke et fælles, landsdækkende bookingsystem? Inden for transplantationskirurgien kan man godt finde ud af at koordinere indsatsen, ikke bare nationalt, men også på skandinavisk og europæisk plan. Det er ikke acceptabelt, at det skal afhænge af patienten selv og hendes eget netværk, om hun bliver henvist til den afdeling, der har kortest ventetid. Hvad med dem, der ikke kender systemet, og som sætter sig til at vente i forvisning om, at der samarbejdes og koordineres til deres bedste?

For det skulle vel ikke være sådan, at fordelene ved en lang venteliste tæller mere end patientens tarv? Det er ikke rart at tænke på, at man kunne risikere at blive gidsel i kampen om flere ressourcer.

Emneord: 
Venteliste