Historien om Larry -­ eller hvordan man sparer en sengeplads

Hvert år henrettes psykiatriske patienter i amerikanske fængsler. Ikke siden 1951 har det amerikanske retssystem brugt dødsstraf så ofte som nu. Alene i Texas kom man i januar i år op på otte henrettelser. Blandt de henrettede var der bl.a. mishandlede incestofre, en mindreårig morder, en sandsynligvis uskyldigt dømt ­ og den skizofrene Larry.

Side 6

Billede

Side 7

De er beskyttede nu. Jeg havde aldrig fået fred, hvis jeg ikke havde slået dem ihjel. Jeg kunne jo godt lide dem, men min mission var at redde verdens sjæle. Jeg følte mig fri, da jeg dræbte.''

Han beskriver hændelserne, sådan som det var, helt uden følelse. Han beretter, hvordan han maltrakterede vennen Rickys krop og savede hovedet af ham med en køkkenkniv. Han kunne ikke forklare, hvorfor han havde stukket så mange gange. Han beskriver, at han efter fire af mordene følte, at der nu måtte komme en åbenbaring af en slags, og når den så ikke kom, blev han forvirret og tænkte på selvmord. Da det femte offer så dukkede op, skød han ham og forlod stedet uden på nogen måde at forsøge at forhindre en opklaring.'' (Uddrag af en psykiatrisk rapport.)

I februar i år, 17 år efter ovenstående hændelse, befinder jeg mig en kold nat i et amerikansk mobile-home. Lois Robison, en venlig, pensioneret skolelærerinde fra Dallas, sidder lige over for mig ved køkkenbordet. Hun fortæller historien om, hvordan hendes elskede søn lige siden havde ventet på sin bøddel, kun få hundrede meter derfra. Kun 10 dage forinden havde staten så endelig taget sin hævn. Larry Robison var ikke mere.

I løbet af nogle timer kommer vi hele vejen rundt. Hun fortæller om sin egen barndom, hvor vejen til skolen førte forbi det lokale fængsel, og om faderen, der afslog et pænt tilbud om at blive fængselsbetjent med en langt højere løn, da han ikke ville risikere at komme til at skulle skyde på et andet menneske. Om hvordan hun som lille pige blev mødt med en løftet riffel, da hun på vej til skolen tog genvejen over fængselstrappen, og rodeofolkene, der jævnlig kom forbi med deres shows ­ og om Larry.

En barndom i Huntsville, Texas, byen som engang kunne være blevet statens hovedstad, men som i slutningen af det 20. århundrede endte som den vestlige verdens uofficielle metropol, når det handler om aflivning af egne borgere ­ dødsstraf.

Lee Harvey Oswald, præsident Kennedys formodede morder, ville sandsynligvis have endt sine dage og være blevet brændt ihjel bag disse murer. Hvis han altså ikke lige selv var endt som offer for et attentat. Siden dengang har lægevidenskaben dog forvist den elektriske stol til det lille museum længere nede ad gaden.

I civilisationens navn er det nu vores kolleger og de medicinske teknikker, der har overtaget bødlens arbejde. Men jeg ved ikke, hvem de er. Ingen i byen ved det tilsyneladende, og de, der evt. ved det, siger ikke noget.

En ledig sengeplads

Der er snart præsidentvalg i USA. Texasguvernøren Bush, eller blandt venner bare ''W,'' er et godt bud. Han er ikke meget hjemme for tiden, kæmper om den republikanske nominering. En af de opgaver han dog let og ubesværet løser, selv i en stresset kampagnetid, er at skrive under på og give den endelige godkendelse til, at staten kan tage endnu et liv. Ikke siden 1951 har der været så meget gang i dette maskineri.

''Lars, du skulle have kendt ham. Larry var sådan en lille dreng, som enhver mor drømmer om. Han var dygtig i skolen, spillede fodbold på drengeholdet, svømmede, spillede på trommer og gik til spejder. Da han begyndte i gymnasiet, begyndte vi dog at ane, at der var noget galt. Først troede vi, det var stoffer. Vi kendte på det tidspunkt ikke familiens omfattende forhistorie med psykisk sygdom, og den rigtige diagnose blev derfor først stillet langt senere.''

Larry blev diagnosticeret som skizofren i 1978. Han var 21 år gammel og indlægges for første gang på en psykiatrisk afdeling. Stedet er Huguley Memorial Hospital, Ft.Worth,Texas. I Larrys første udskrivelsesbrev herfra kan man som diagnose læse: ''1. skizofreni, formentlig af paranoid type med akut uro 2. blandet stofmisbrug.''

Man kan også læse, at patienten har en lang anamnese med psykotisk adfærd, at han blev indlagt pga. tiltagende uro, synshallucinationer og paranoide vrangforestillinger, hvilket bekræftes af observationer og samtaler i løbet af indlæggelsen.

Larry bliver tiltagende vanskelig at styre. Blandt andet bliver han fundet vandrende rundt på den nærliggende motorvej, og som følge af det og andre omstændigheder tages der beslutning om overflytning til en lukket afdeling på John Peter Smith Hospital. Men da forældrenes forsikringer ikke længere dækkede, blev han udskrevet. De blev bedt om at tage ham til et andet hospital, og der var han så i yderligere 30 dage, før han også blev udskrevet derfra. Han var ikke voldelig, og de havde brug for sengen.

Dømt til døden

Når moderen protesterede med ordene: ''Han har ikke noget arbejde, ingen penge, ikke noget sted at bo. I kan ikke bare sætte ham på gaden'' lød svaret: ''Det gør vi hver eneste dag. De ville blive overrasket, Mrs Robison, hvis De vidste, hvor mange skizofrene der er på gaden.''

''Larry modsatte sig aldrig indlæggelse, han lod sig indskrive frivilligt. Vi tog ham til Veteran's Hospital i Waco, hvor de beholdt ham i 30 dage ­ og udskrev ham. Vi fik at vide, at han havde det dårligt og ville få det værre uden behandling. Men de kunne ikke beholde ham længere ''fordi han ikke var voldelig og de havde brug for sengen,'' fortæller

Side 8

Lois og fortsætter: ''Vi var skræmt af at høre ham tale om Charles Manson ­ den berygtede psykisk forstyrrede leder af massakren på instruktør Roman Polanskis kone og venner i Californien ­ og om kommanderende stemmer. Hospitalet var dog ivrige efter at få ham ud. Vi havde ikke tilnærmelsesvis de økonomiske muligheder for at betale de 200 dollar om dagen, som det ville koste at få dem til at beholde ham.

Man advarede os skarpt mod at tage ham med hjem. Men vi fik at vide, at han kunne få den langtidsbehandling, som alle var enige om, han havde brug for, hvis han blev voldelig. I 1983 blev Larry for første gang voldelig. Han dræbte fem mennesker i et blodbad. Vi var lammede af chok og troede nu, at han endelig ville blive indlagt på et hospital, måske for resten af sit liv.''

Forældrene tog dog grusomt fejl. Larry blev arresteret, varetægtsfængslet i et år, retsforfulgt, fundet psykisk rask ­ på trods af den psykiatriske forhistorie ­ og dømt til døden.

''Jeg havde bedt og tryglet om hjælp til Larry, men ''han var jo ikke voldelig...'' Nu var han blevet det, og så ville de slå ham ihjel...''

Sindslidende på dødsgangen

En appeldomstol afgjorde imidlertid, at retsforhandlingen ikke havde været fair, og at der skulle en ny retssag til.

''Igen viser vi hans medicinske anamnese og forelægger desuden, at hans biologiske fars bror, hans onkel og en bedstefar alle havde været diagnosticerede skizofrene. En kusine til mig har tre børn, som alle er sindslidende. Min morbror, som angiveligt havde været til behandling for tuberkulose på et sanatorium, havde i virkeligheden været indlagt på et psykiatrisk hospital,'' fortæller Lois Robison.

Men Larry blev igen erklæret rask, kendt skyldig og dømt til døden. Det er denne mand, som i en psykologisk test fra den første indlæggelse den 12.12.78 beskrives således: ''Dømmekraft og tankegang er læderet. Kontakten til virkeligheden er af varieret kvalitet. Han har en bizar tankegang og abnorm optræden. Han har været hallucineret. Psykomotorikken er læderet. Han glider udenom i kontakten, dækker sig ind og er benægtende, fordi han er bange for at afsløre sin sygdom. Han er regressiv med et barns behov, har vanskeligheder ved at kommunikere og ved at udtrykke sine tanker. Han har lav selvfølelse med suicidaltanker og udtrykker: ''Min største angst er døden.'' Alt i alt ses patienten som skizofren med paranoia og stofmisbrug.''

Seks år efter dommen, diagnosticeres Larrys yngste søster som maniodepressiv.

''Da startede igen en kamp om behandling. Vi syntes, vi havde oplevet det før. Almindelige mennesker forstår ikke, hvad sindslidelser er, og det gør juryer heller ikke. Folk ser simpelthen ikke ud til at forstå, at man dræber syge mennesker, men de er vel også ligeglade. Hvis du tager stoffer, også pga. sindssygdom, så er det din egen skyld, hvis det går galt.''

Igennem alle årene er ægteparret Robisons jævnligt kommet på besøg i fængslet hos Larry, og også hos mange af hans medfanger. Igen og igen hører de om tragedier, hvor alvorligt syge mennesker er involverede, og hvor disse ikke har fået en ordentlig behandling. Fra sit samarbejde med mange andre pårørende til fanger på dødsgangene ved Lois, at der her sidder mange sindslidende og mentalt retarderede mennesker og venter på, at deres dom bliver fuldbyrdet. Man anslår, at det drejer sig om op til hver tredje. Mange er blevet henrettede.

''Hvordan kan et moderne, civiliseret samfund vælge at udrydde sine syge borgere i stedet for at behandle dem?'' Der løber en tåre ned ad kinden, når Lois fortæller om sin kamp for at skaffe tre af sine små skoledrenge den hjælp, de havde brug for, når det begyndte at gå galt. ''Jeg tryglede og bad, men der var ikke ressourcer til det, der var ingen penge. Nu sidder de alle tre her i Huntsville. Nu er der penge nok...''

Bitterheden over et samfund, som lader syge og nødstedte unge sejle deres egen sø, men gerne ofrer millioner af dollars på at spærre dem inde og slå dem ihjel, er svær at skjule.

Rask nok til at blive dræbt

Ifølge loven er det ikke tilladt for juryen i en retssag at blive informeret om, hvad der sker med en tiltalt, som bliver fundet ''ikke skyldig pga. sindssyge.'' Et jurymedlem kan derfor kun spekulere over konsekvenserne af at medvirke til sådan en domsafsigelse. Kommer personen i behandling? Bliver han låst inde? Vil han gå fri?

Uden en afklaring på disse spørgsmål er det den sidste mulighed, som med rette kan komme til at bekymre det enkelte medlem.

Side 9

For ikke at risikere at komme til at være årsag til, at en farlig, psykotisk morder bliver lukket ud på gaden, kan man, som gidsel i et urimeligt retsapparat, føle sig tvunget til at stemme for ''skyldig.'' Simpelthen for at sikre befolkningen.

I kampen for at vinde en sag gælder det også for anklagersiden om at forhindre juryen i at få kendskab til forhold, som kan tale til den anklagedes fordel. I denne sag ville anklageren ikke lade Lois fortælle Larrys historie:

''Moderen lyver, hun prøvede aldrig at hjælpe, men fik ham altid bare hjulpet ud af problemerne. Hun er her i dag, mine damer og herrer, for at forsøge det samme igen, at få ham ud. Lad det ikke lykkes for hende.''

Disse følelsesmæsssige og teatralske angreb på Lois' person og på hendes vilje til at hjælpe sin syge søn, med det formål at vende juryen mod hende, var en svær oplevelse og udgør den dag i dag et stort trauma for hende.

Hver gang moderen prøvede at fortælle om Larrys mentale baggrund og om de alvorlige hovedtraumer, han også havde haft som barn, brød anklageren ind og fik medhold. Det var, som om sandheden ingen betydning havde. Hvis man bare har sat sig lidt ind i amerikanske dødsstrafsager, kan man nemt overbevise sig selv om, at det at vinde en sag for enhver pris mere er reglen end undtagelsen.

Psykiske symptomer

Larry blev i løbet af de 17 år han sad på dødsgangen kun tilset af en psykiater to gange. Begge gange var det efter krav fra familiens side. Larry fik aldrig nogen psykiatrisk behandling i fængslet. I stedet fik han stillet de to obligatoriske spørgsmål: Ved du, hvad der skal ske med dig? Ved du hvorfor? På baggrund af de bekræftende svar blev Larry fundet egnet til henrettelse.

I det modsatte tilfælde ville han være forblevet på dødsgangen, indtil den dag tilstanden, evt. ved hjælp af medicin, havde forbedret sig tilstrækkeligt til, at man ville kunne erklære ham rask nok til at blive dræbt.

Få måneder før henrettelsen underkastedes Larry på familiens opfordring en otte timer lang psykiatrisk undersøgelse foretaget af Tom Gray og Anthony G. Hempel. Opgaven var at fastslå, om Larry led af en alvorlig sindslidelse, om han før i tiden havde lidt af en alvorlig sindslidelse ­ og om han havde været under indflydelse af psykotiske tanker, som følge af denne sygdom, da mordene fandt sted. Fra denne rapport kan man bl.a. læse:

''Det starter med adfærdsproblemer i 13-års alderen såsom pjæk fra skolen, rapseri og eksperimentering med stoffer og alkohol. Under samtalen observeres adskillige gange tankeflugt, og dette tenderer til at falde sammen med den bizarre tankegang, som han ventilerer under interviewet. Aparte tanker ventileres, når han beskriver sin tankegang fra tidligere, både fra før, under og efter mordene.

Hans tanker er ikke ændret i henhold til dette og er fortsat indimellem prægede af vrangforestillinger. Han interpreterer mange hændelser i fortiden og nutiden som psykisk magiske eller som havende bizarre, mystiske forklaringer. Hans minde om fortiden er spækket med bizarre tanker og paranoide vrangforestillinger om, at andre var ude efter ham. ''Jeg følte, jeg var kontrolleret af kræfter udefra.'' Et par uger før myrderierne hører han kommanderende stemmer, som beordrer ham at slå de mennesker, han på det tidspunkt boede hos, ihjel. Han modstod at gøre dette, men følte en enorm trang til at følge disse ordrer.

Samme tankegang var til stede før mordene. Han indrømmer meget nødigt disse symptomer som ... symptomer. Vi måtte navigere vores vej gennem hans mystiske, religiøse forklaringer for at komme til en opklaring. Han har også i dag bizarre forklaringer på et indviklet psykotisk system af tanker, som det er meget svært at få ham til at se som symptom. Der var under interviewet ingen tvivl om, at han stadig indimellem er hallucineret både på syn og på hørelse. Det var forbavsende, hvor let han diskuterede hændelserne, der fører frem til mordene ... I dag tror han på den ene side, at hans handling var sindssyg, men at han på den anden side har reddet ofrenes sjæle fra fordømmelse. Grundlæggende tror han, at Gud kontrollerer det hele, og at alt derfor er o.k.

Konklusion: Tankegangen er springende, bizar og præget af vrangforestillinger. Robison lider af en alvorlig sindssygdom. Sandsynligst er kronisk paranoid skizofreni, men man kan ikke udelukke skizoaffektiv disorder, bipolær type. Det er vores opfattelse, at han var under indflydelse af alvorlige psykiske symptomer umiddelbart før og under tidspunktet for mordene.

Ofrene for forbrydelserne var Larrys venner, og han havde ingen logisk eller rationel grund til at skade dem. Han beholdt mordvåbnet, han ventede i timer med at forlade mordstedet, og han prøvede ikke at gemme sig. Larry har visse psykotiske symptomer, som forhøjer risikoen for, at han skal blive farlig for andre. 1. Paranoia. 2. Følelse af at være kontrolleret af udefra kommende kræfter. 3. Kommanderende hallucinationer om at slå ihjel.''

Det er denne mand, som den 21. januar 2000 ­ kun halvanden uge før mit og moderens natlige møde ved køkkenbordet ­ døde i henrettelseskammeret i Walls Unit, Huntsville Texas. Kun få dødsstrafmodstandere havde samlet sig uden for murene.

I den søvnige by fortsætter livet, som det plejer. Ingen tænker nærmere over, hvad der foregår i et stærkere og stærkere tempo. Sådan kan man også spare hospitalssenge ­ men hvor er samfundet da også blevet fattigt. Og hvor er vi andre fattige, som stiltiende lader det ske ­ oven i købet med hjælp af vores eget fags medicinske teknologi, som vel engang blev udviklet til at lindre smerte og forlænge liv.

Lars Petersson er psykiatrisk sygeplejerske og koordinator for arbejdet mod dødsstraf i den danske afdeling af Amnesty International.