Børns reaktioner ved fysiske traumer: Følelser smitter

For såvel børn som voksne kan det være en meget voldsom oplevelse at blive udsat for en pludselig ulykke. Denne artikel beskriver de mest almindelige reaktioner hos børn ­ og hvordan de voksne, både forældre og personale, kan støtte dem.

Billede

Side 19 

Hvert år henvender ca. 173.000 (1) børn sig på skadestuer i Danmark primært pga. skader opstået efter uheld/ulykker. Langt de fleste kan umiddelbart behandles og sendes hjem. Men hvert år indlægges omkring 7.300 (1) børn mellem nul og 15 år efter hændelser af mere alvorlig karakter, eksempelvis trafik- og brandulykker.

Traumer udløser stressreaktioner, og disse er betinget af barnets alder, dets fatteevne og opfattelse af fantasi og virkelighed.

Lige efter en ulykke, hvor barnet er blevet skadet på kroppen, skal barnet ­ uanset alder ­ have ro og fred og tryghed. Det betyder, at en af forældrene helst skal være hos barnet konstant, og at kroppen skal restituere sig. I denne fase er det typisk, at barnet smågræder og blunder ­ der er ikke energi til at tale om noget ­ barnet er måske indadvendt og slet ikke sig selv.

Uro og angst er både en psykisk og en fysisk reaktion efter en alvorlig ulykke. Når vi oplever fare, udskilles der i vores krop en række hormoner, her kaldet stresshormonerne. De er effektive for vores overlevelse, idet de kan hjælpe til, at man reagerer hurtigt ved farer og dæmper smerter. Når faren er overstået ­ og man er indlagt og sengeliggende pga. skader ­ betyder disse hormoner dog tilsvarende, at det er svært for kroppen at finde ro og hvile, og det er medvirkende til, at både børn og voksne sover så uroligt den første tid.

Psykisk betyder oplevelsen af at have været i fare ligeledes, at tanker, billeder og følelser hvirvler rundt i hovedet. Nogle oplever, at de ser hele hændelsen som en film foran sig, andre hører lyde, andre spekulerer igen og igen over, om der var noget, de skulle have gjort anderledes. Både psykisk og fysisk er det en ubehagelig periode, hvor barnet vil have svært ved at finde ro, svært ved at koncentrere sig, og hvor det ikke skal lades alene.

I dag er det heldigvis normalt, at en af forældrene bliver indlagt sammen med barnet, hvorved man undgår, at barnet også traumatiseres af at blive ladt alene uden forældrene.

Hos mange ser man en meget urolig søvn i denne periode. Barnet falder hen og vågner med et voldsomt spjæt. Hos mange forekommer mareridt ­ både om ulykken eller andre ubehagelige ting, og det kan være skræmmende for forældre og personale at opleve barnet i denne fase.

Det er dog helt normalt, og det bedste, man kan gøre, er at være hos barnet ­ kærtegne det og tale beroligende. Hos større børn (og voksne) er søvnløshed ofte et problem. Tit sker det, at der bliver vendt op og ned på dag og nat, fordi barnet føler sig tryggere, når der er lys og lyde omkring det.

Man skal være opmærksom på, at forældrene, der er indlagt med barnet, ikke igennem flere nætter kan klare sig uden søvn. Man kan opfordre til, at forældre eller andre pårørende deles om nattevagten, og ellers må man evt. have fast vagt til barnet. 

Jesper

Jesper på 6 år var blevet forbrændt på sit fritidshjem ved et bål. I de første dage efter ulykken ville han slet ikke høre eller tale om, hvad der var sket. Han blev næsten aggressiv, hvis nogen talte om det i hans nærvær. Det lykkedes dog hans mor langsomt og nænsomt at få ham til at rekonstruere, hvad der var sket, hvad han havde hørt, set og mærket. Og sammen med dette blev smerterne og uroen mindre.

Smerteskala

Efter en vis tid vil barnet begynde at være mere vågent, mere opmærksomt på den fremmede situation og evt. mærke smerter. For små børn (indtil tre år), er det ofte umuligt at skelne mellem smerter og andet ubehag, og det kan derfor være uhyre svært at smertedække relevant. Men også for større børn (og mange voksne) er smerter, utryghed og angst ofte sammenhængende størrelser, som er svære at skille ad.

Det er ofte lettere for barnet at beskrive en fysisk smerte end uro og angst, så når et barn er meget svært at smertedække, kan det være et tegn på, at barnet ikke har det godt psykisk. Nogle børn bider dog alle smerter i sig, og man mærker kun, at de er mere pivede eller aggressive. Her kan det være fornuftigt at få barnet til at bruge en smerteskala (findes både med tegninger og tal) eller få barnet til at tegne fornemmelser i kroppen. Smerter kan nogle gange afledes, f.eks. med leg, videofilm eller historier.

Hvis medicin ikke kan fjerne alle barnets smerter, kan aktiviteter gøre det lettere for barnet at tænke på noget andet. For forældrene er det både en stor udfordring og en

Side 20 

stor belastning at holde barnet beskæftiget, og dermed mere smertefri.

Dissociative tilstande

Dissociere betyder at opløse eller spalte og er en almindelig efterreaktion på en traumatisk oplevelse. Barnet reagerer, som om intet var hændt, måske endda som om det har det helt fint, eller som om alle følelserne er spaltet fra. Det kan føles uvirkeligt ­ som om ulykken foregik i en drøm, eller som om barnet slet ikke var med selv.

Man kan foranlediges til at tro, at barnet tager det helt roligt, men i virkeligheden er barnet slet ikke begyndt at reagere. Ofte forsvinder tilstanden af sig selv, men det kan være en god idé, at forældre eller en fra plejepersonalet fortæller om almindelige reaktioner og følelser på en rolig måde, således at barnet bliver mindre bange for at opleve sine egne.

Hos nogle børn ser man også dissociative tilstande, når de udsættes for ubehagelige eller smertefulde behandlinger. Barnet glider ligesom ind i sin egen verden og virker fjern. Hvis barnet ellers har det godt og er nemt at få kontakt med, må man sige, at dette er en hensigtsmæssig måde at håndtere smerter på.

Nogle børn trækker sig efter en ulykke helt ind i sig selv, vender hovedet bort fra al kontakt og kræver ingenting. De kan virke ligeglade med, om forældrene er der, reagerer måske slet ikke, når personalet informerer om, hvad der skal ske. Hvis tilstanden varer ved ud over den første dag, skal barnet have professionel hjælp. Samtidig er det vigtigt, at både forældre og personale fortsætter med at berolige, informere og forsøger at få kontakt til barnet.

Mange børn vil forsøge at undgå at tale om eller tænke på hændelsen, fordi det føles skræmmende og ubehageligt. Det er vigtigt, at man her går meget nænsomt frem, og at børnene er med til at bestemme, hvornår og med hvem, de vil tale om det. Det er også vigtigt, at den voksne er i stand til at mærke det enkelte barns små signaler. Hvis barnet f.eks. farer sammen ved ambulancesirener eller ulykker i fjernsynet, er det vigtigt, at man så ikke skynder sig at skåne barnet for disse indtryk ved at slukke eller tale om noget andet ­ men i stedet bruger situationen til at tale om det, der er sket, og som gør barnet bange. (se boks side 19). 

Jacob

Jacob på syv år overværer fra fortovet, at moderen kører galt, og at der går ild i hendes bil. Efterfølgende er han angst og urolig, og i skolen bryder han grædende sammen ved de mindste konflikter. Moderen, som er indlagt, er bekymret for drengen, men han vil ikke tale om ulykken. Man foreslår ham at tegne, hvilket han nægter.

Pludselig to uger efter hændelsen går han i gang med at tegne en bog om moderens ulykke og indlæggelse. Tegningerne vælter ud af ham og er fyldt med detaljer om moderens tøj, ambulancens udseende. De bliver fulgt op af drengens beretning om, hvordan han oplevede hændelsen. Det kommer nu frem, at han blev helt overladt til sig selv på skadestuen. På tegningen ser man en meget lille dreng siddende i et stort tomt rum ­ og drengen er bange, fortæller Jacob.

At bearbejde hændelsen

Børns hjerner er hele tiden i gang med at ordne, sortere, kapere og forstå store mængder af informationer, som det får fra situationer og oplevelser. Dette sker, for at barnet efterhånden lærer at forstå og forudse, hvad der sker i barnets verden og liv.

En ulykke er netop kendetegnet ved, at den sker helt uventet, og at man er fuldstændig uforberedt ­ dette kan være svært for hjernen at kapere. At bearbejde betyder at få orden på, at skabe sammenhæng, at få indkoopereret hændelsen som en del af ens liv og livshistorie.

Den måde, man bedst bearbejder voldsomme oplevelser på, er ved at få talt om dem, finde ud af, hvad der egentlig skete, huske hvad man tænkte og følte, mens det skete. Når det drejer sig om mindre børn, er det ofte de voksne, som fortæller barnet historien, evt. suppleret med spørgsmål til barnet. Selv små børn, uden egentligt verbalt sprog, kan man fortælle om hændelsen, og når de vokser op, vil den måske være gentaget så mange gange, at de føler, de selv kan huske den.

En anden god metode er at tegne situationen sammen med barnet og lade barnet være med til at beskrive detaljer og forløb. Det viser sig ofte, at barnet husker ekstremt mange ting. (se boks side 20).

Mange børn bruger også leg som en måde at bearbejde på. Barnet kan genfortælle forløbet med eksempelvis biler og dukker på hospitalets legestue, og forældrene kan være tilskuere eller medfortællere. Tegninger, leg og fortællinger kan også afsløre, om barnet har forstået informationerne fra de voksne, og måske lette dem for skræmmende fantasier, om hvad der skete, mens de fysisk eller mentalt ikke var til stede.

Selve indlæggelsen og sygdomsforløbet kan

Side 21 

også være svært og ubehageligt for barnet. Måske har det store sår eller skader. Fotografier af barnet igennem indlæggelsen og under genoptræningen betyder dels, at barnet kan opleve, at der sker en positiv udvikling, og dels at barnet får mulighed for at bearbejde disse oplevelser. 

Ida

Ida på 10 år lå på hospitalet efter en trafikulykke. Jo raskere hun blev, jo frækkere blev hun også. Hun sprøjtede med vand på personalet og slog moderen hårdt, hvis servicen ikke var hurtig nok. Moderen led af massive skyldfølelser og var meget lettet over, at barnet overlevede. Det var samtidig svært for hende at skulle have konflikter med Ida, mens personale og andre forældre kunne se og høre det, så hun kom til at føje barnet alt for meget. Og Ida kom til at gå længere og længere og blev mere og mere upopulær på afdelingen.

Information

Tidligere havde man en opfattelse af, at det var godt at skåne barnet for viden, der kunne være smertefuld. I dag ved man, at børns fantasier ofte er langt mere skræmmende end virkeligheden, og at barnet ofte skåner de voksne. De deler ikke deres skræmmende tanker med nogen, og bliver derfor helt alene med dem. Desuden har børn ligesom voksne brug for information, dels for at kunne forberede sig på eksempelvis smerter, og dels for at kunne bearbejde ulykken.

Barnet har også brug for løbende informationer om fremtidsudsigterne. Hvor lang tid skal det være indlagt? Hvornår kan det komme ud af sengen? Hvornår kan det komme i skole igen? Hvilke mén bliver der?

Børn har ikke samme tidsfornemmelse som voksne. Små børn har næsten ingen, mens børn i skolealderen har en god opfattelse af tid. De lever dog indtil puberteten meget i nuet og har ikke de samme bekymringer og forventninger til fremtiden som de voksne. De reagerer derfor ofte heller ikke på varige mén på samme måde som voksne. Voksne forudser alle de begrænsninger, en dårlig fod kan få for den idrætsglade dreng, mens barnet mere er optaget af, at man kan lære at løbe med en protese.

De voksne ser kørestolen som et symbol på invaliditet og tragedie, mens barnet måske synes, at det er sjovt og udfordrende at lære at køre den ­ og en stor udvidelse af dets livsradius.

Selvfølgelig har børn også reaktioner og sørger, hvis ulykken betyder, at de mister funktioner, men reaktionerne retter sig mere mod øjeblikkets problemer, end hele livets problemer.

Forældre skal her være opmærksomme på, at følelser smitter, hvilket betyder at de skal være opmærksomme på, at alle deres bekymringer holdes lidt væk fra barnet.

Forældrereaktioner

Når et barn kommer ud for en ulykke, bliver de voksne omkring barnet også ramt og kan få psykiske krisereaktioner. Mange har indre uro, skræmmende tanker og billeder, måske vrede og skyldfølelse. I sådan en tilstand kan det være svært at have tilstrækkelig overskud til at passe på et uroligt og pjevset indlagt barn.

Mange forældre har en forestilling om, at det er skadeligt for barnet at opleve, at voksne også er bange og kede af det. Undersøgelser viser dog, at det, barnet tager mest skade af, er ikke at blive informeret og at blive holdt uden for de voksnes tanker og følelser. Man kan sagtens græde sammen med barnet, hvis man blot har overskud til at fortælle barnet, hvorfor man er ked af det, og at det ikke er barnets skyld. Det er dog selvfølgelig ikke godt, hvis forældrene har det så skidt, at de slet ikke kan støtte og opmuntre barnet.

Når et barn er sygt eller kommer til skade, har forældre og familie ønsker om at gøre alt det gode for barnet. Slik og legetøj vælter ind, og de voksne kan fuldstændig glemme almindelige normer om sund kost, ordentlig opførsel og at barnet ikke er en ubehjælpelig baby. Det er vigtigt for alle mennesker ­ også for børn ­ at bevare en del af deres selvstændighed, selv om man bliver indlagt på et hospital. Og specielt oven på en alvorlig ulykke er det at have små opgaver, som måske afleder opmærksomheden, godt for barnet.

Hvis barnet oplever, at de voksne slet ikke har de samme grænser og normer som før, bliver barnet endnu mere utrygt. (se boks side 21).

Krisehjælp

For børn er den vigtigste støtte til at komme igennem en alvorlig krise forældrene. Derfor kan det være vigtigt at støtte forældrene,

Side 22 

således at de bliver bedre i stand til at støtte børnene. Ved krisehjælp forstås, at man hjælpes til at bearbejde hændelsen, og forældre kan samtidig få råd og vejledning i, hvordan de bedst hjælper deres børn. Større børn kan evt. få hjælp sammen med forældrene, således at de ikke skal opleve, at der bliver talt bag deres ryg.

Følelser har det som sagt med at smitte, og for barnet kan det være en stor hjælp, hvis forældrene kan føle sig rimelig sikre og trygge ved, at de nok skal klare at komme igennem både de fysiske og psykiske skader.

Hvis barnet bliver alvorlig handicappet efter en ulykke, er det vigtigt at både barn og forældre får hjælp og støtte til at bearbejde dette. Et godt sted at finde hjælp, er sammen med andre børn og forældre med lignende problemer. 

Martin

Martin havde været udsat for en voldsom sejlsportsulykke og var under indlæggelsen ikke meget for at tale om sejlsport og om den havn, hvor ulykken havde fundet sted. Efter at han kom hjem, undgik han sejlklubben og kom ikke mere på havnen. Hans far spurgte en dag, om de lige skulle køre ned og kigge. Martin havde ikke megen lyst ­ men hans far fik ham overtalt, og de tog bilen derned, blev siddende i den og så lidt på skibene. Næste gang de tog på havnen, stod de ud og fik en is. Ganske langsomt lærte Martin at være på havnen og at sejle igen.

Når man kommer hjem

Efter en indlæggelse glæder alle sig til at komme hjem i vante omgivelser, og til at få familien samlet igen. Man skal dog nok forberede familien på, at der kan komme visse efterreaktioner. Dels vil søskende måske være meget klæbende og krævende over for den forælder, der har været indlagt med barnet, dels er barnet måske selv stadig plaget af fysiske gener, og der kan rumstere mange følelser og tanker. Så en del forældre oplever efter de første hvedebrødsdage, at det er hårdt at få hverdagen til at fungere igen.

Det tager lang tid, både for børn og voksne at komme sig oven på en ulykke, og man må forsøge at fortælle sig selv, familie og venner, at det er i orden og normalt, at der ikke er så meget overskud i familien.

Når en ulykke pludselig rammer, rystes vores opfattelse af, at verden er tryg og sikker. Pludselig ser man farer alle vegne, og man kan have stor lyst til at forsøge at holde familien helt væk fra alle farer. Igen er man nødt til at bevare fornuften. Barnet skal helst tilbage til det funktionsniveau, det havde før ulykken, og man hjælper ikke barnet ved at pakke det ind i vat. Også barnet kan opleve en større angst for situationer eller ting, der minder om ulykken. (se boks side 22).

Det er her vigtigt at gå varsomt frem og vigtigt, at man tør presse barnet en lille smule, uden at det oplever nederlag. Men man må ikke undlade at handle, hvis barnet bliver bange for ting eller situationer, som er almindelige i vores samfund. Det er vigtigt, at man tør køre i bil eller tog, det er vigtigt, at man kan være i stuer, hvor der er tændt stearinlys, ellers bliver barnet socialt handicappet.

Efterreaktioner

Hvornår har barnet brug for professionel hjælp?

Der kan være mange forskellige symptomer efter en ulykke, og mange kan vare et godt stykke tid. Desuden kan smerter og mén gøre efterreaktionerne mere langvarige.

Hvis man oplever, at barnet, efter at have været tilbage i institution eller skole i to til tre måneder, stadig er meget mærket af ulykken, eller på andre måder er anderledes end før, bør man søge hjælp. Dette kan ske gennem kommunens Pædagogisk Psykologiske Rådgivning eller gennem egen læge.

Såfremt barnet skal leve med fysiske mén efter en ulykke, kan der i forbindelse med præpubertet eller pubertet igen opstå problemer, og barnet kan også i de perioder have brug for professionel hjælp og/eller for at møde andre med lignende problemer. 

Lotte Mølsted er psykolog på krisepsykologisk enhed, Rigshospitalet.  

Litteratur

  1. Bentzen I. Does intervention prevent injuries in children? Tromsø Universitet; Tromsø; 1996.

Yderligere litteratur om emnet:

  • Dyregrov A. Børn og traumer. Dansk Psykologisk forlag; København: 1999
  • Dyregrov A. Katastrofepsykologi. Dansk Psykologisk Forlag; København: 1994.
  • Stenbak E. Vi og vort syge barn. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk; København: 1988.
Emneord: 
Psykiatri
Barn
Traume