Et undgåeligt dilemma

UGE 7

Vibeke fik i syvende uge at vide, at hun ventede firlinger efter hormonbehandling og insemination på en privat fertilitetsklinik.

''Først sagde lægen, at der var to. Så blev han ved lidt længere med ultralydsmåleren og talte til fire i alt. Lægen var dybt overrasket. Jeg forstod på ham, at han ikke havde været ude for det før. Jeg blev orienteret om, at jeg kunne få fosterreduktion, men jeg kunne ikke rumme mere. Hovedovervejelsen går på, om vi skal reducere fra fire til to eller fra tre til to, alt efter om fostrene overlever, men som det er nu, er ingen af os i stand til at tage beslutningen. Naturen kan overhale os, og beslutningen må blive truffet så tæt op ad skæringsdatoen som muligt.

Jeg ville ønske, at jeg aldrig var blevet sat i dette dilemma. Vi var blevet gjort opmærksom på, at muligheden for at få flere end én forelå, men jeg har ikke rigtig forbundet det med, at jeg kunne få trillinger eller firlinger. Så kommer alle tankerne, om de overhovedet kan fjerne én. Der må jo være en vis risiko.

Jeg føler mig godt hjulpet på klinikken og føler mig meget tryg ved lægen. Det er jo ikke klinikkens skyld. Det er slet ikke nogens skyld det her. Det er en kombination af min krop og inseminationen. Ingen kunne forudse, at jeg ville udløse to æg. Jeg har stor tillid til, at jeg får en ordentlig information om indgrebet, og den vejledning, jeg får, vil påvirke vores beslutning meget.'' 

UGE 10

Alle fire fostre er der stadig.

''Vi har besluttet os for to, dels ved at tage stilling til såvel det praktiske som til følelserne og dels ved at følge lægens råd. Om risikoen ved graviditeten sagde lægen, at når børnene var blevet lavet på den måde, og fordi de var så mange, var der risiko for misdannelser, og at de ikke alle sammen ville overleve.

Vi har fået at vide, at det er to æg, der har delt sig, og at fostrene ligger i hver deres sæk. Lægen siger, at det ikke er et nemt indgreb, som vil finde sted på hospitalet. En læge vil sprøjte noget op i hvert enkelt foster og tage dem, der ligger nærmest. Inden de overhovedet gør noget, undersøger de, om der er noget galt med de to andre. Det ville jo ikke være så godt, hvis man reducerede to raske og lod to syge blive tilbage.

Men hvad hvis de ikke dør af indsprøjtningen, kan de så ramme den rigtige en gang til? Vi fik at vide, at det var ret usandsynligt, at fosteret ikke døde, men at man godt kan finde den samme igen. Men jeg tænker selvfølgelig på, om man så kan komme til at give den raske en sprøjte i stedet for den syge.

Lægen er interesseret i, at vi kommer igennem det her på den bedst mulige måde. Der er ingen tvivl om, at han er meget bekymret. Jeg havde ikke regnet med at få al den hjælp, vi har fået. Jeg kan ringe når som helst, hvis jeg vil spørge om noget eller bare har brug for at snakke. Men jeg trænger meget til at snakke med en jordemoder. På grund af dette forløb er jeg ikke blevet tilknyttet en endnu. Vi mangler i det hele taget et neutralt sted at tale med nogen om situationen i, nogen, der har tavshedspligt. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg vil fortælle det til jordemoderen til sin tid. Vi er så bange for, at der kommer nogen en dag og i andres påhør siger: ''Nå, det var da godt, I fik fjernet de to, hvad!'' Jeg har endda fortrudt, at jeg har skrevet under på, at klinikken må videregive oplysningerne til min egen læge. Det angår jo ikke ham, og han har ikke brug for denne oplysning, som ikke har nogen betydning for det videre forløb.'' 

UGE 15

Reduktionen er foregået helt ukompliceret, og Vibeke har det godt nu, både fysisk og psykisk.

''Alle fire fostre var normale. Den læge, der skulle foretage selve reduktionen, talte jeg længe og grundigt med. Han fortalte, hvordan selve indgrebet ville foregå, og viste billeder af, hvordan det ville se ud bagefter.

Jeg talte en hel del med ham om risikoen for, at jeg ville abortere de to tilbageblevne fostre, og som jeg husker det, sagde han, at der var en ret høj risiko, specielt i den første uge efter var risikoen oppe på 26 pct. Det ændrede ikke ved min beslutning, og jeg har ikke været i tvivl siden. Da jeg endelig skulle på hospitalet første gang, var det, som om der ikke eksisterede nogen anden mulighed end at reducere til to. At få tre overvejede jeg ikke længere. Vi var også hele vejen igennem blevet rådet til at reducere til to.''

Selve reduktionen indebar, at Vibeke skulle indlægges et døgn. Inden indgrebet fik hun et par beroligende Ketogan-piller, ikke fordi hun selv var nervøs, men for at berolige fostrene, så de kunne ligge stille i maven.

''Der var mange mennesker til stede, syv eller otte, os selv inklusive. Vi havde selv sagt ja til, at to studerende måtte være der, men der var så mange i lokalet, at jeg dels følte det ubehageligt og dels havde en fornemmelse af, at de var der, fordi det var lidt sensationsagtigt.

Det havde nok ikke gjort så meget, hvis ikke indgrebet havde gjort ondt. Det var der ingen, der havde forberedt mig på. Lægen stak

Side 38

to gange gennem maveskindet, et for hvert foster, og sprøjtede saltvand ind, så hjertet holdt op med at slå. Han valgte de fostre, der lå nærmest.

Forløbet af indgrebet var helt almindeligt, er mit indtryk. Det hele tog måske 20 minutter. Jeg var ikke bedøvet, men noget omtåget, og bagefter kom jeg hen på en stue og lå der til næste dag. Jeg blev igen scannet for at se, om alt var, som det skulle være. Det var det, og jeg kom hjem med tydelig besked om at holde mig i ro i de næste to uger.''•

Vibekes graviditet forløb normalt efter indgrebet.