Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mere i løn og mere hviletid

Den grønlandske sygeplejerskeorganisation har efter langvarige forhandlinger med hjemmestyret fået ny overenskomst i hus. Forliget skal nu ud til urafstemning blandt medlemmerne.

Sygeplejersken 2000 nr. 49, s. 22-24

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

EKSEMPLER PÅ DE NYE FORHØJELSER

Peqquissaasut Kattufiat gør opmærksom på, at de følgende eksempler ikke giver et fuldstændigt billede af det nye forhandlingsresultat, som nu skal ud til urafstemning hos medlemmerne:
Lønforhøjelser for overenskomstansatte:
 

Basissygeplejerske på begyndelsesløn:

Månedsløn:
Pr. 31.03.2000: 16.077 kr.
Pr. 1.04.2000: 16.716 kr.
Pr. 1.10.2001: 17.316 kr.
 

Basissygeplejerske på slutløn:

Månedsløn:
Pr. 31.03.2000: 18.208 kr.
Pr. 1.04.2000: 19.214 kr.
Pr. 1.10.2001: 19.814 kr.
 

Lønforhøjelser for tjenestemænd:

Afdelingssygeplejerske ved et distriktssygehus på begyndelsesløn:
Månedsløn: Pr. 31.03. 2000: 18.024 kr. og pr. 1.04.2000: ca. 19.100 kr.
 

Afdelingssygeplejerske ved et distriktssygehus på slutløn:

Månedsløn: Pr. 31.03.2000: 19.948 kr. og pr. 1.04.2000: ca. 21.200 kr.

Vi fik ikke alt, hvad vi bad om, men resultatet er tilfredsstillende,'' siger formanden for den grønlandske sygeplejerskeorganisation Peqqissaasut Kattuffiat, PK, Anni Svane. Hun kan nu efter månedlange forhandlinger med det grønlandske hjemmestyre gå ud til medlemmerne med et resultat, som giver sygeplejerskerne mere i løn og bedre hviletidsbestemmelser.

Konkret er der tale om lønforhøjelser fra 1.200 kr. til overenskomstansatte basissygeplejersker på begyndelsesløn og op til 1.800 kr. mere om måneden til overenskomstansatte basissygeplejersker på slutløn samt en udvidelse af hviletiden fra fem en halv time til otte timer. Lønnen er inklusive et rekrutteringstillæg, som udgør 900 kr. for sygeplejersker uden erhvervsanciennitet og 1.700 kr. for sygeplejersker med otte års erhvervsanciennitet. Ved vikaransættelser ydes disse tillæg ikke.

Overenskomstforhandlingerne er sket i regi af det grønlandske sundhedskartel, hvor PKs formand er født formand. Sundhedskartellet omfatter foruden de grønlandske sygeplejersker også jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter, bioanalytikere og økonomaer.

For tjenestemændene stiger grundlønnen med 3,6818 pct. Samtidig omklassificeres de fleste tjenestemandsstillinger til højere skalatrin. Det gælder for 1.-assistenter, afdelingssygeplejersker, oversygeplejersker og ledere af alderdomshjem. Til gengæld er det ikke lykkedes at få hævet sygeplejeforstandernes løn ved dette års overenskomstforhandlinger, men der er afsat puljemidler til flere omklassificeringer pr. 1. april 2002.

For de overenskomstansatte sygeplejersker og de øvrige medlemsgrupper i sundhedskartellet sker der en forhøjelse af skalalønnen med 4,2141 pct. Den 1. oktober 2001 stiger alle overenskomstansatte desuden med 600 kr. pr. måned.

Der indføres weekendtillæg for alle, der arbejder i perioden fra fredag kl. 17 til mandag kl. 6. Tillægget afløser ''lørdagstillægget'' og ''søndagstillægget'' og er for sygeplejerskerne og de øvrige grupper aftalt til 40 kr. pr. time. Der betales fortsat nattillæg for tjeneste mellem kl. 17 og kl. 6.

Endelig indgås der ny aftale om hviletid og fridøgn. Hidtil har sygeplejersker i Grønland kun haft en hviletid på fem og en halv time. Efter det nye forhandlingsresultat bliver hviletiden på mindst otte timer mellem hver arbejdsperiode ­ også efter arbejde under rådighedsvagt.

Seks nye sygeplejersker pr. år

Anni Svane lægger ikke skjul på, at det har været en lang proces at få forhandlingsresultatet i hus. På et tidspunkt stod parterne så langt fra hinanden, at der ikke var aftalt nogen mødedato for, hvornår man skulle mødes igen.

''Men vi skulle have forbedret vores forhold,'' siger hun og henviser bl.a. til rapporten ''Strukturproblemer i det grønlandske sundhedsvæsen'' (1), som peger på, at netop sygeplejerskerne er en af de grupper, hvor det faktiske lønniveau adskiller sig 

Side 23

markant fra det danske i negativ retning. Rapporten konkluderer, at ''der bør skabes konkurrencedygtige og gennemsigtige lønforhold ikke mindst i lyset af, at Grønland konkurrerer om arbejdskraften med andre landes sundhedsvæsener på markedsvilkår.''

''Den grønlandske begyndelsesløn har for sygeplejersker i dagvagt hidtil ligget på 16.077 kr. om måneden. Samtidig dækker denne aflønning en 40 timers arbejdsuge mod den tilsvarende danske på 37 timer. Der skal mange ''gode oplevelser'' til for at kompensere for det regnestykke,'' siger Anni Svane og tilføjer:

''Sygeplejersker i Grønland skal naturligvis have en løn, der er sammenlignelig med danske sygeplejerskers løn, fordi rekrutteringsgrundlaget i mange år fremover vil være dansk. Grønland uddanner seks grønlandske sygeplejersker om året, så set i lyset af den mangelsituation, der er i dag, vil det tage år, før Grønland bliver selvforsynende med sygeplejersker.''

Når flere af de danske sygeplejersker alligevel har arbejdet en løn hjem, der matcher den, de havde i Danmark, hænger det sammen med de mange vagter og inddragne fridage. Herudover er der mulighed for rekrutteringstillæg på henholdsvis 900 kr., 1.300 kr. og 1.700 kr., hvis man har ladet sig fastansætte, alt afhængigt af den erhvervserfaring man har haft med i bagagen. Efter et halvt års ansættelse kan man drage fordel af, at den grønlandske trækprocent er mindre end den danske, ligesom personfradraget er større. Tallene er her henholdsvis 40 pct. og 60 pct. og 4.000 kr. og 3.000 kr.

Men mange af de sygeplejersker, Sygeplejersken har talt med, siger:

''Det er ikke lønnen, der trækker, men naturen, menneskene og de store faglige udfordringer.''

Anni Svane og sekretariatschef Niels-Ulrich

Side 24

Barslev har et godt råd til de sygeplejersker, der søger job i Grønland:

''Lad jer fastansætte, så får I rekrutteringstillæg og hjemrejse og flytteomkostninger betalt. Ganske vist er der i så fald tale om en treårig kontrakt, men lader man være med at bruge tillægget og sparer det op i stedet, så er der til hjemrejsen, hvis I ønsker at tage hjem før tid.''

En mærkesag

Kravet om mere hviletid til sygeplejerskerne har været den anden mærksag for PK:

''Sygeplejersker i Grønland har i dag en hviletid på fem og en halv time. Det er ikke rimeligt, at vores medlemmer kan kaldes på arbejde efter så kort tid,'' siger Anni Svane.

''Derfor havde vi krævet den normale 11-timers regel indført også for os.''

Den hidtidige aftale, der nu afløses af en ny ottetimersregel, går tilbage til forhandlingerne i 1986. Her blev det gjort gældende, at det grønlandske sundhedsvæsen stod i en ganske særlig situation. Man manglede sygeplejersker, og derfor skulle det være muligt at indkalde dem efter ganske kort hviletid.

''Men det har man gjort gældende så langt tilbage som i 1975. Nu kunne vi ikke længere leve med den ''force majeure-situation,'' siger Anni Svane.

Hun slår bl.a. til lyd for, at troværdigheden i markedsføringen over for sygeplejerskerne skal være større:

''Den skal afspejle den virkelighed, sygeplejerskerne rekrutteres til,'' siger hun og harcelerer over de annoncer og anden information, som de danske sygeplejersker mødes med:

''Billeder af folk i dækstole om bord på skibe, der navigerer mellem hvaler og isbjerge, kunne forlede nogle til at tro, at det her mere drejer sig om en charterrejse end hårdt arbejde. Grønland er også alt det dejlige, som ikke mindst turistbrochurerne er så fulde af, men den lange arbejdstid og inddragelse af frivagter gør jo, at der ikke bliver så meget tid til den slags, når det kommer til stykket.''

PK møder også de sygeplejersker, der ikke kan klare jobbet og derfor rejser hjem i utide:

''Vi er tilbage ved rekrutteringen,'' siger Anni Svane.

''Hvis man bliver ansat på et forkert grundlag, bliver man skuffet og tager hjem. Men jeg har vitterligt på det seneste set dygtige sygeplejersker stå helt alene med tingene og gå ned på det. Og det er vel at mærke ikke de helt nyudannede, men erfarne, berejste sygeplejersker, som har været vant til store krav. Derfor er det en god ide også at kontakte PK, når man søger job i Grønland. Man skal vide ­ på godt og ondt ­ hvad man går ind til.''

I årets løb har PK behandlet 248 ansættelsesbreve for danske sygeplejersker. Heraf er de 197 vikaransættelser og de 51 fastansættelser.

Littteratur

  1. PA Consulting Group/Grønlands Hjemmestyre. Strukturproblemer i Grønlands sundhedvæsen. København: 1999.
GODE RÅD FØR DU REJSER

Hvis du ønsker at arbejde som sygeplejerske i Grønland, er det godt at have solid erfaring fra praksis. Du må være indstillet på at give dig i kast med opgaver, som du ikke gør herhjemme. Generalistviden efterspørges især de mindre steder. Der er dog også brug for specialistviden. Dronning Ingrids Hospital i Nuuk mangler bl.a. intensiv- og anæstesisygeplejersker. Her er der også ifølge chefsygeplejerske Maybritt Andersen mulighed for ansættelse af enkelte nyuddannede sygeplejersker. Men det kræver et længere ansættelsesforløb, fordi sygehuset skal bruge ressourcer på introduktion og oplæring.

Fuldmægtig Anne Lind i Sundhedsdirektoratet i Nuuk fungerer som kontaktperson. Det er hende, der annoncerer efter sygeplejersker til Grønland, ligesom hun sørger for det papirmæssige i forbindelse med ansættelserne: ''Hvis man ønsker ansættelse på et af sygehusene eller sundhedsstationerne ude i distrikterne, kræver vi som minimum mindst to års erhvervserfaring. Vedkommende skal jo helst ikke knække nakken på jobbet.''

I øvrigt henviser hun til sundhedsdirektoratets netværkskoordinator, sygeplejelærer Sussi Hansen i Danmark.

Sussi Hansen er kontaktperson til et neværk af tidligere ansatte sygeplejersker i Grønland. Hvis jobansøgerne ønsker mere specifik information om pågældende arbejdsplads, jobbet eller stedet, kan hun formidle kontakt til en sygeplejerske, som har arbejdet det pågældende sted.

Læs mere på Sussi Hansens hjemmeside www.syrask.dk hvor der er links til ''udveksling/grønland.''

ORGANISATIONEN

Peqqissaasut Kattufiat (PK), der organiserer sygeplejerskerne i Grønland, har været selvstændig siden 1992. Inden da fungerede den som Dansk Sygeplejeråds Grønlandskreds. Organisationen, der har til huse i Grønlands hovedstad Nuuk, har for tiden 217 aktive medlemmer og 14 passive. Pr. 1. oktober 2000 er der normeret 259,75 sygeplejerskestillinger i Grønland.

Danske sygeplejersker, der tager job i Grønland, overflyttes som medlemmer af PK. Kontingentet andrager 559 kr. om måneden, hvilket er 259 kr. mere end kontingentet til Dansk Sygeplejeråd. PK er med i det grønlandske sundhedskartel. I 1992 indgik PK en samarbejdsaftale med Dansk Sygeplejeråd om professionelle, organisatoriske, kollegiale og forhandlingsretslige forhold. Telefon og e-mail-adresse til PK er henholdsvis +299 32 36 82 og peqkat@greennet.gl