Synspunkt: Flere sygeplejersker på plejehjemmene

Embedslæge Kate Runges rapport om et plejehjem i Østjylland samt hendes modige udtalelser om ''rumænske forhold'' mange andre steder har sat gang i debatten om de svageste ældres situation ­ men man overser i nogen grad personalets situation. Forholdene, som de er på ældreinstitutionerne i dag, er resultatet af en politisk holdning, som vi har kunnet iagttage den gennem den sidste snes år.

Den uheldige udvikling begyndte i slutningen af 60'erne, hvor man (læs: politikere og journalister) talte meget og særdeles højlydt om omklamring af ældre på institutioner. Dette havde til følge, at den ældre blev umyndiggjort og passiv. En undersøgelse udført af Amtsrådsforeningen oplyste triumferende, at i de institutioner, hvor der var ansat sygeplejersker, var beboerne blevet svage og passive, og kunne meget lidt selv. Det kan jo også være, at beboerne var flyttet ind på disse institutioner, fordi de var så svage, at de havde behov for sygepleje. Mimi Jakobsen sagde stop for plejehjemsbyggeri og blev hyldet med stående ovationer.

Dygtigt gjort Mimi! Det blev starten på nedlæggelse af plejehjem landet over. Politikere oplyste i ramme alvor, at når blot man fik de gamle ud af sygeplejerskernes klør ­ så ville de blive raske! Når blot man fik nedlagt plejehjem, der var ledet af ''hospitalsbørger,'' så ville man i løbet af få år stå med raske gamle, der spiste grovboller og løb kondiløb! Der var en ikke særlig skjult undertone: Hvis du bliver svag og plejekrævende ­ så er det din egen fejl!

I en årrække fik borgerne tudet ørerne fulde med politiske slagord: Ikke år til livet, men liv til årene! Eller denne her: Længst tid i eget hjem. Det er blot en skam, at vi aldrig fik diskuteret, hvornår det er længe nok!

Man udviklede nu hjemmeplejeordningerne i den hensigt at holde borgerne hjemme så længe, det på nogen måde lod sig gøre. Det lykkedes. Det måtte det nødvendigvis gøre, for plejehjemspladser var blevet en mangelvare. Og det viste sig så ­ overraskende nok ­ at trods formaninger, velmenende snak om egenomsorg og andre udmærkede ting var der stadig en stor gruppe ældre, der havde et markant plejebehov. Dertil kom, at udgifterne var ved at løbe løbsk. Decentralisering er nemlig dyr.

Til trods for, at vi har verdens højeste skattetryk, er der råd til mindre og mindre. Regeringen skærer i bloktilskuddene, og de forbyder kommunerne at forhøje udskrivningsprocenten. Så fandt man de vises sten: Integrerede ordninger! For at det skulle blive rigtig godt, så forsøgte man sig med en anden ledelsesform. Man gik ind for managementtanken på samme måde, som man gør på slagterier og lakfabrikker.

Hvor mange svin kan vi slagte på x antal timer? Samtidig havde man af besparelseshensyn luget godt ud i rækkerne af sygeplejefaglige ledere. Man indførte ''djøf'iseringen.'' Man ansatte jurister, cand.scient.'er etc. til at lede og fordele arbejdet i ældreforsorgen samt ­ ikke mindst ­ til at rådgive politikerne. Derved kom man i den situation, at det langsomt og sikkert blev det funktionalistiske og det positivistiske menneskesyn, der blev det herskende på bjerget. Kvalitetsundersøgelser drejede sig om kvantitet: Hvor mange kunne en medarbejder nå at tage op af sengen i løbet af en time?

Hvor få bleer kunne man ''klare sig'' med? Kvalitetsundersøgelser beskæftigede sig sjældent eller aldrig med beboernes tilfredshed ­ eller mangel på samme! Man interesserede sig heller ikke for, hvor mange af de gamle der døde af dårlig pleje ­ eksempelvis liggesår og opadstigende urinvejsinfektioner. Nu var jura og økonomi i orden, men ved dette funktionalistiske menneskesyn påvirkede man det tilbageblevne personale.

Pleje og omsorg er handlinger ­ og holdninger er det, der fører til handlinger. Hvis man har en lille, kort uddannelse, har så lav en normering, at man skal løbe stærkt for at nå det mest elementære, og når man fra de ansvarshavende ledere og politikere kun hører om besparelser, effektivitet og rationaliseringer, sker der noget med holdningerne. Det bliver stadig tydeligere. Personalet på plejehjemmet i Odder sagde på deres pressekonference, at de havde gjort det, så godt de kunne, ud fra de rammer, de havde.

Der er vist ingen tvivl om, at det forholder sig sådan. Det er også blevet oplyst, at personalet flere gange har påtalt de meget kritisable forhold over for de politikere og embedsmænd, der har ansvaret. Det har der ikke været nogen reaktion på ­ økonomi og jura var jo i orden!

Men pleje og omsorg er i en så miserabel tilstand, at det vil tage lang tid at rette op på disse forhold. Der skal målrettet vejledning og opnormering til, for at ældreforsorgen igen kan være sig selv bekendt.

Rita Arndt er ledende hjemmesygeplejerske i Videbæk Kommune.