Faglig kommentar: Døden på businessclass

Gravsten fortæller. De fortæller bl.a. den sørgelige historie, at mennesker af og til opfører sig, som om vi ikke er lige i døden. Det er vi ellers. Vi har livet på det vilkår, at vi skal dø. Ingen slipper.

Alligevel er kirkegårde fyldt med gravsten, der gør forskel. Hvor den afdødes titler nemt kommer til at skjule, at den kendte professor deler døden som livsvilkår med den anonyme uden titel. Den sidste rejse kan åbenbart foregå på både businessclass og 3. økonomiklasse.

Sygehuse fortæller. De fortæller bl.a. den tragiske historie, at mennesker indretter sig, som om vi ikke er lige som døende. Det er vi ellers, for en dag bliver du og jeg døende. Alligevel kan man dø på businessclass og på 3. økonomiklasse på et sygehus. På visse højt specialiserede afdelinger får de færreste af afdelingens terminale patienter nemlig lov til at dø i afdelingen. De sendes videre. Det sker med den begrundelse, at andre venter på behandling. Og at patienten ved behandlingsforløbets begyndelse for måske to år siden fik at vide, at afdelingen er en behandlingsenhed. Der er et sigende ord for det at blive sendt videre: Patienten afsluttes.

Afvist

Ikke alle afsluttes. Den patient, som formår at gøre et særligt indtryk på personalet og få stærke talskvinder og -mænd for sin sag, kan undertiden slippe for at blive afsluttet. Han eller hun får lov til at dø i afdelingen, hvor normeringen sagtens kan være langt bedre end på den stamafdeling, som patienten skulle sendes til. Hvor det er kendt personale, der kan tage det faglige ansvar for at tilrettelægge en ordentlig omsorg for patienten. Og hvor patient og pårørende ikke skal bruge sparsomme kræfter på at lære nyt personale at kende og vinde gehør for personlige ønsker.

Den, som bliver afsluttet og sendt til anden afdeling for at dø, kan opleve afslutningen som afvisning. Der kan blive noget 3.-klasses over den sidste tid. Ikke fordi personalet på den nye afdeling er ringere eller omsorgen dårligere, selvom den måske har trangere kår. Men fordi der ikke tages udgangspunkt i patientens ønske om dødssted. For nogle er det businessclass at komme væk fra behandlingsafdelingen. For andre er det 3. økonomiklasse. Som døende bør det være en ret at kunne vælge frit mellem hjemmedød, hospice, specialafdeling eller stamafdeling.

Pølsefabrik

Jeg oplever det sådan, at en del sygeplejepersonale føler, at den uønskede afslutning af patientens forløb i afdelingen er etisk og sygeplejefaglig problematisk. Derfor bliver der delt afladsbreve ud. Pjecer om hospice og palliative team skifter hænder for at formå patienten til at vælge et godt sted at dø. Så patienten kan få den omsorg, man gerne selv ville have givet, men ikke har mulighed for. Og man selv opnår en lettelse.

Jeg kunne godt ønske mig, at sygeplejersker som faggruppe i stedet tog et opgør med det rationale, der ligger bag ved både den urimelige behandling af døende og mange andre skæverter i sundhedsvæsenet. Jeg kalder det sundhedsvæsenet som pølsefabrik. Kodeordene er effektiv produktion. Afdelingen er en produktionsmaskine, hvor råvarerne er patienter og personalet maskinpassere. Råvarerne kan flyttes, ligesom de enkelte maskiner kan. Derhen hvor det gavner en effektiv produktion under slagordet: Mest muligt sundhedsvæsen for færrest mulige penge. Den terminale patient er i vejen for den effektive produktion af behandlinger, som måske kan føre til noget. Altså kan patienten flyttes, som en pose mel kan flyttes fra én pølsemaskine til en anden på en pølsefabrik. Og det er maskinpasserne, personalet, som får snavs på fingrene.

Jeg ved godt, at sygeplejersker ikke bestemmer alt for meget over forholdene i sundhedsvæsenet. Men jeg savner, at sygeplejersker, som vil helhedssygepleje, og deres fagforening sætter dagsordenen for debatten om sundhedsvæsenet nu og i fremtiden. Fx ved at tage initiativ til en debat om rammerne for den terminale pleje, hvor der også tages hul på tabuer som døden på businessclass. I offentligheden og på de enkelte afdelinger.