Sygeplejersken og Citronen

Sygeplejerske Ellen Christensen fik i 1953 en Florence Nightingale-medalje som anerkendelse for sin indsats med at redde jøder, modstandsfolk og allierede flyvere under besættelsen. Ellen Christensen var sygeplejerske for Danmarks kendteste sabotør, Citronen. Hun var med i de dramatiske begivenheder, der endte med hans voldsomme død.
0006christensen 0006_citronen_schmith
Ellen Christensen var operationssygeplejerske på Bispebjerg Hospital og aktiv frihedskæmper under besættelsen. Foto: Nordfoto          ​                               ​"Citronen" Jørgen Haagen Schmidt var en af de kendteste sabotører i Danmark.
Foto: Fra Frihedsmuseet

 

Side 21 

Sygeplejerske Ellen Marie Christensen var kendt som ''Danmarks Ellen,'' da hun fik overrakt Florence Nightingale-medaljen af Dansk Røde Kors den 22. maj 1953 (1). Florence Nightingale-medaljen var en anerkendelse for den aktive og fortjenstfulde indsats, Ellen Christensen ydede under den tyske besættelse af Danmark. Ellen Christensen var medlem af den illegale gruppe Frit Danmark og indgik senere i ledelsen, hvor hun var centralt placeret og i front pga. sine mange kontakter ­ bl.a. til fremtrædende personer i modstandskampen. Frit Danmark var centrum for den illegale presse og evakuering af danske jøder, sabotører og allierede flyvere til Sverige.

En veninde, en tidligere kollega og hjemmesygeplejerske, har fortalt om Ellens indsats og samlet materiale, der belyser nogle af de dramatiske begivenheder, hun deltog i under besættelsen. Selv talte Ellen næsten aldrig om sin indsats, det hektiske og usikre liv og frygten for at blive pågrebet.

Evakuering af jøder

Ellen Christensen var operationssygeplejerske på Bispebjerg Hospital, der fungerede som opsamlingscentral og skjulested for danske jøder under de tyske razziaer i oktober 1943. Jøderne, der var blevet advaret om de forestående arrestationer, blev indlagt på sygehuset under opdigtede navne og diagnoser, eller de var indkvarteret i sygeplejerskeboligerne på Charlotte Muncksvej, indtil de kunne evakueres til Sverige.

I løbet af nogle uger lykkedes det personalet på Bispebjerg Hospital at hjælpe over 2.000 jøder på flugt fra deportation til udryddelseslejre (2). Flugtruterne gik bl.a. fra Falster, og Ellen Christensen ledsagede i mange tilfælde flygtningene under transporterne med tog. Arbejdet med evakueringen var livsfarligt og strabadserende, og Ellen var en periode aktiv i fem døgn uden søvn.

Ellen Christensen var optaget af det humanitære hjælpearbejde, men modstandsbevægelsen fastholdt hende under resten af besættelsen. På Bispebjerg Hospital fortsatte læger og sygeplejersker med at indlægge sabotører og andre, der var kommet til skade under kamp mod tyskerne. Ofte måtte personalet i hast forlade hospitalet for at yde hjælp til sårede sabotører, og herigennem lærte Ellen stadig flere modstandsfolk at kende. Hun blev efterhånden den, der skaffede eftersøgte modstandsfolk ad de sikreste ruter til Sverige. Hun deltog i mangfoldiggørelse af illegale blade og virkede som forsyningsminister for gruppen ved at skaffe den alt fra tøj til våben, opkvikkende midler (Mecodrin, et amfetaminpræparat) til overanstrengte modstandsfolk og værelser, der kunne bruges til våbenlagre.

Ellen deltog også i feltarbejdet som kurer og ved fordeling af håndvåben. Det illegale arbejde tog efterhånden så meget af Ellens tid, at hun måtte have orlov fra hospitalet for at kunne bestride det.

I oktober 1944 var Ellen involveret i en af de mest dramatiske hændelser under besættelsen. Hun plejede Jørgen Haagen Schmith, alias Citronen, som var blevet hårdt såret under et flugtforsøg.

Danmarks første sabotør

Jørgen Haagen Schmith var sammen med Flammen en af de kendteste sabotører i Danmark. De havde næsten mytisk status under deres dæknavne og var eftersøgt af tyskerne for deres virksomhed. Jørgen Haagen Schmith var født i 1910 og havde allerede som dreng vist sin individualistiske karakter. Først som spejder, hvor han viste sine evner til at klare vanskelige situationer ved rådsnarhed. Senere var det våbenteknik og krudtfremstilling, der fængslede ham.

Hans venner beskrev ham som en urolig sjæl, som havde svært ved at finde sig selv, men som altid var hjælpsom og venlig. Han afskyede regelbundethed og levede i lange tider et omflakkende liv med forskellige job, da han ikke havde temperament til at fortsætte bag en disk som isenkræmmer efter udstået læretid. Da Danmark blev besat, havde Jørgen fået fast arbejde som portner og siden som regissør i forlystelsesetablissementet Zigeunerhallen i København. Det var et arbejde, der gav ham mulighed for at udvikle alverdens færdigheder og initiativer, og aften- og natarbejdet gav ham frihed om dagen. Jørgens personlige egenskaber, frihedstrang, kontakter, opfindsomhed og arbejdsvilkår var værdifulde i modstandskampen, og han blev kendt som Danmarks første sabotør (4).

Jørgen Haagen Schmiths første sabotagehandlinger gik ud over tyske biler. De blev sendt til hovedreparation på Citroënfabrikken i Sydhavnen, hvor hans svigerfar var værkmester og havde skaffet ham arbejde som altmuligmand. De tyske biler brød sammen kort efter reparationen, fordi Jørgen havde hældt sukker i benzinen og slibepulver i vognlejerne. Som medlem af modstandsgruppen Holger Danske deltog Jørgen i den ødelæggende sprængning af Citroënfabrikken, og hans tilnavn Citronen blev efterhånden folkeeje. Senere fulgte flere sabotagehandlinger, som sluttede af med sprængningen af Forum.

Citronen var eftersøgt af tyskerne og måtte flygte til Sverige for en periode. Han vendte imidlertid tilbage og genoptog modstandskampen, som han ofte gennemførte i forklædning, både dansk politiuniform og naziskjorter. I foråret og sommeren 1944 var Citronen overvejende beskæftiget med at transportere flygtninge til Sverige. Han foretog også rene propagandaoperationer. Fx anbragte han forstærkere på toppen af Richshuset i København, så en høj stemme fra en pladespiller kunne forkynde Tysklands snarlige gennembrud ud over Rådhuspladsen, hvorefter tonerne fra ''Tipperary'' drønede ud over pladsen.

Side 22

Den 19. september 1944 blev Citronen fanget ved et tilfælde. Han kom kørende med høj fart ad Nørre Allé sammen med nogle venner i en bil fyldt med våben. De kørte lige ind i en kæde af tyske soldater, der beordrede dem ud af vognen. De havde overhørt luftalarmen, og blev sammen med flere andre mænd ført ind i en skolegård, hvor de skulle stå med hænderne i vejret. Hvis Citronen blev afsløret, ville han med sikkerhed blive henrettet. Efter at have stået nogen tid lykkedes det Citronen og hans venner at aflede vagternes opmærksomhed længe nok til, at Citronen kunne løbe hen til et plankeværk. Han nåede næsten at komme over, da han blev ramt i ryggen.

Skudt i ryggen

Citronen faldt bevidstløs tilbage i gården, og i forvirringen undslap hans venner. Ved et helt utroligt tilfælde havde en Falckmand, der kom forbi i Nørre Allé, set og genkendt Jørgen. Falckmanden ringede til stationen fra en telefonkiosk, og der blev straks sendt en ambulance til Sct. Hans Torv. Tyskerne anråbte ambulancen, de troede kom forbi ved et tilfælde, og beordrede den til at køre en såret til det tyske lazaret på Nyelandsvej.

Med på turen var en bevæbnet vagt. Citronen, der var kommet til bevidsthed igen, begyndte på et tidspunkt at klage sig og bede om noget at drikke. Vagtposten, en Schalburgmand, gav Falckfolkene besked om at standse ved et apotek og hente et glas vand. Herved lykkedes det Citronen at få fat på en lille pistol i baglommen, der var blevet overset ved visiteringen i skolegården. Schalburgmanden blev skudt, og ambulancefolkene kørte den blødende Jørgen til Frederiksberg Hospital, inden de fortsatte til lazarettet på Nyelandsvej med den døde. Falckfolkene blev afhørt længe, men det lykkedes ikke tyskerne at rokke ved deres forklaring om, at Citronen selv var løbet sin vej efter at have skudt sig fri.

På Frederiksberg Hospital kunne man konstatere, at projektilet var gået ind under højre skulder, havde fulgt ribbenene inden om rygsøjlen, havde perforeret venstre lunge og var gået ud i venstre side under armhulen. Rygsøjlen var ikke beskadiget. Citronens tilstand blev stabiliseret med blodtransfusion. På hospitalet var man klar over, at der kunne forventes razzia, når tyskerne begyndte at lede efter den sårede. Om aftenen blev Citronen derfor kørt i ambulance ud til en bekendt i Jægersborg Allé. Ellen, der tidligere havde samarbejdet med ham, fulgte med.

0006christensenmedalje

Ildkamp

Ellen plejede Citronen gennem nogle uger. Han kom sig og modtog også besøg af sin kone og to-årige datter, omend han stadig var svag og først kunne begynde at gå lidt omkring i midten af oktober. Første dag, han skulle lidt ud i haven med støtte af Ellen, gik en mand i tysk uniform netop forbi i alleen. Citronens og tyskerens blik mødtes, men tyskeren syntes ikke at genkende ham. Citronen genkendte ham imidlertid som den tysker, der havde standset hans bil i Nørre Allé den 19. september.

Side 23 

Lørdag den 15. oktober spiste Ellen, Citronen og villaens ejer til aften sammen. Villaens ejer Strøm Tejsen blev efter middagen kaldt ind til byen. Ved 23-tiden sendte Ellen Citronen i seng. Telefonen ringede igen, og Strøm Tejsen fortalte, han kunne være hjemme en times tid efter. Citronen havde i mellemtiden klædt sig af og var gået i seng, og Ellen satte sig og sludrede med ham på sengekanten, mens de ventede på, at Tejsen skulle komme hjem.

Lidt over midnat blev der banket hårdt på døren. Ellen gik ud i forstuen og spurgte, hvem det var. Hun mente at opfatte sin værts navn. Da hun åbnede døren, trådte to mænd ind. De satte en maskinpistol for brystet af hende og spurgte, hvem der opholdt sig i huset. Ellen bedyrede, at hun var alene, men de troede hende ikke. Den ene af mændene, en tysker, gik forbi hende hen mod Citronens værelse.

 Fra soveværelset lød et skud, og tyskeren blev ramt i skulderen. ''Ude af sig selv skreg de til mig, hvem den mand var,'' har Ellen senere fortalt Kate Fleron (3). ''Jeg sagde, det var min kæreste -­ ingen af Gestapomændene havde på det tidspunkt anelse om, at det var den berømte og stærkt eftersøgte Citron, de stod overfor. De ville have at vide, om der var flere i huset, og jeg ilede med at tilstå, at der var en anden i kælderen og en tredje på loftet, for på den måde at sprede deres opmærksomhed og gøre dem utrygge.''

Ingen turde hjælpe
Der lød flere skud. Begge Gestapofolkene trak nu våben og tilkaldte forstærkning fra haven. Inde i huset begyndte en voldsom ildkamp. Tyskerne troede, der var flere skytter i huset og kunne ikke finde ud af, hvor de kunne søge dækning. Citronen kastede en håndgranat, der satte ild til møbler og tæpper. En Gestapomand beordrede Ellen udenfor på trappen under bevogtning, og her råbte hun op, så Citronen kunne blive klar over, at der var frit skudfelt inde i huset. Han skød gennem døren med maskinpistol, og tyskerne besvarede ilden.

Under forvirringen benyttede Ellen lejligheden til at stikke af og gemme sig under en hæk i haven. ''Det sidste, jeg hørte, var skuddene fra Citronens maskinpistol, det sidste, jeg så, var, at soveværelset stod i flammer.''

Ellen skjulte sig først bag en busk, så styrtede hun afsted gennem gærder og hække. Rundt om i kvarteret var folk blevet vækket af støjen. Ellen ringede på fem forskellige steder for at få husly, men hvert sted blev hun afvist med, at folk ikke kunne vide, om hun var stikker, eller at der kunne blive husundersøgelse. Sjette sted lukkede en bleg og rystende mand døren op. Der var ikke tale om, at han turde lukke hende ind, men han lod sig overtale til at låne hende en frakke og nogle penge. Ellen stod igen på vejen og opdagede nu, at hun var løbet i rundkreds og var kommet i betænkelig nærhed af Strøm Tejsens hus. Blot 10 meter fra hende blev en mand holdt op af Gestapo.

''Jeg skyndte mig at vende om, og da der i det samme blev åbnet et vindue i det nærmeste hus, råbte jeg dæmpet: ''Må jeg komme op til Dem?'' Jeg kom op til nogle fattige mennesker i en fattig stue, hvor man ikke vidste alt det gode, man skulle gøre mig.''

Fra vinduerne fulgte Ellen dramaet i Strøm Tejsens hus. Først henad tretiden stilnede kampen af, og hun blev klar over, at Citronen måtte være død. Da hun om morgenen listede ud af huset, var villaen i Jægersborg Allé kun en ulmende ruin. Naboer havde set en mand i blå- og hvidstribet pyjamas med en maskinpistol i hånden komme ud af huset. Flammerne belyste manden, der blev ramt af flere kugler, inden han havde løbet mange skridt. Citronen havde ofte sagt, at han aldrig ville lade sig tage levende. Otte tyskere var døde, og fire var såret.

Medalje på Frihedsmuseet

Efter Citronens død fortsatte Ellen, som om intet var hændt. Gestapo havde fundet hendes taske i villaen. Den indeholdt fire falske legitimationskort foruden et kontomærke til Magasin du Nord. Hendes identitet blev derved kendt, og hun blev eftersøgt. Tyskerne fandt dog aldrig Ellen Christensen.

Efter krigen arbejde Ellen i Sverige på udveksling med svenske sygeplejersker, heraf en tid på Stocksunds Länslazaret som operationssygeplejerske. Her mødte hun den danske sygeplejerske, der har suppleret Ellens historie. Siden arbejdede Ellen en tid for Røde Kors i Polen og Grækenland. Arbejdet i Polen foregik under rædsomme forhold, og Ellen pådrog sig en alvorlig og kronisk mavelidelse, hun siden hen døjede med. I 1967 var Ellen i Israel, hvor hun kom til skade, da hun faldt ud af en ambulance, der forulykkede og væltede. Ellen måtte inden længe trække sig tilbage fra sit sygeplejerskearbejde og lade sig pensionere.

I 1972 overdrog Ellen Christensen sin medalje til Frihedsmuseet, hvor den er udstillet i en montre. Den ledsagende tekst fortæller, at medaljen er tildelt Ellen Marie Christensen, som plejede sabotøren Jørgen Haagen Schmith, da Gestapo kom efter ham.

Den 1. juli 1998 afgik tidligere oversygeplejerske Ellen Marie Christensen ved døden på Karolinelundscentret i Gjern, 85 år gammel. Her havde hun tilbragt de sidste 26 år af sit liv tilbagetrukket fra offentligt lys.

Litteratur

  1. Tidsskr Sygepl. Operationssygeplejerske Ellen Christensen får Florence Nightingale-medaljen. Tidsskr Sygepl 1953;(11):233.

  2. Kjærgaard G. Sygeplejerskerne. Sygeplejersken 1995;(17):62-5.

  3. Fleron K. Kvinder i modstandskampen. København: Forlaget Sirius; 1964.

  4. Demer J. Bogen om Jørgen. Citronen. København: Hernovs Forlag; 1945.

Emneord: