Boganmeldelser

Evidensbaseret dialysesygepleje

Birgit Damgaard

Den interne arterio-venøse hæmodialyseadgangsvej

Teori og praksis
Ejby: Classic 2000
111 sider, 198 kr. 

Birgit Damgaards bog er et sjældent, sygeplejefagligt bidrag til den danske evidensbaserede faglitteratur. Grundlaget er amerikansk, engelsk og tysk forskningslitteratur, som hun vurderer med hensyn til evidensniveau og styrke. Birgit Damgaard behandler både sygepleje- og behandlingsmæssige problemer ved interne arterio-venøse dialyseadgangsveje hos patienter i hæmodialyse. Målgruppen er både sundhedsfagligt personale og patienter og pårørende. Fra en pædagogisk betragtning en næsten uløselig opgave.

Bogens svaghed er da også en mangel på stringens i valg af indhold og niveau. Efter en informativ, populærvidenskabelig gennemgang af dialysens historie introduceres det egentlige emne, som også omfatter arterier og veners anatomi i overekstremiteterne. Redegørelsen er muligvis rettet mod patienter, da stoffet hører til sundhedspersonalets basale viden, men terminologien er sundhedsfaglig med latinske betegnelser og er ikke læsevenlig for lægfolk. Mange langvarigt nyresyge erhverver sig ganske vist ofte en ikke ringe sundhedsfaglig viden, men efter introduktionen forudsættes sundhedsfaglig og medikoteknologisk indsigt på specialistniveau.

Til gengæld er der megen viden at hente for de tværfaglige dialyseteam i den rigt illustrerede gennemgang af forskellige fistel- og grafttyper og af de præ- og postoperative sygeplejeopgaver, som knytter sig til den operative konstruktion. Der redegøres for en række hæmodynamiske begreber af betydning for forståelsen af dialyseadgangsvejens funktion og levetid, forebyggelse af komplikationer og dermed bevarelse af graft eller fistel, observation og løbende monitorering af dialyseadgangsvejen i samarbejde med patienten, systematisk kanylevalg, stikketeknik, fiksering af kanyler og komprimering. Bemærkelsesværdig er forfatterens kritiske, men respektfulde vurdering af den dominerende kanyleringspraksis på danske dialysecentre. F.eks. må kanylering med skæret opad betegnes som tvivlsom i forhold til omfanget af læsionen, vævsheling og -tilvækst, og at denne stikketeknik er unødigt smertevoldende. Kvalificeret kanylering fordrer foruden teoretisk viden kompetencer, som udvikles gennem øvelse, og som knytter sig til det, ''at kunne se adgangsvejen med fingrene.''

Bogens faglige standard berettiger til en plads på litteraturlisten ved efteruddannelse for dialysepersonale, både sygeplejersker og læger. Også bioanalytikere (laboranter), som foretager venepunkturer, og ergo- og fysioterapeuter kan drage nytte af værket. Patienterne og pårørende må tilgodeses på anden vis.

De lidt sporadiske forslag til, hvordan patienten kan inddrages i bestræbelserne på at bevare adgangsvejene, kan opfattes som et udtryk for en ængstelse for at objektgøre patienterne. Intervention i relation til arterio-venøs adgang fordrer dog, at adgangsvejen betragtes som et objekt for udforskning. Birgit Damgaards bog vidner da heller ikke om, at patienten behandles som et objekt. Der er grund til at være optimistisk om fremtidens dialysesygepleje. Betingelserne er til stede for, at den kan blive evidensbaseret.

Man kan så nære et ydmygt håb om, at de etablerede faglitterære forlag i fremtiden vil være mere velvillige til at udgive tilsvarende smalle bøger, så kliniske specialister ikke fremover skal være henvist til at publicere på forlag, som ellers specialiserer sig i litteratur om knallerter og motorcykler. 

Af Lone Hougaard, vicerektor, cand.cur., Sygeplejeskolen i Vejle Amt. 

Relevant basisviden om religioner

Henning Nabe-Nielsen

Religionsvejviser for Sundhedspersonale

København: Gyldendal 2001
110 kr. 

Hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen giver basisviden om de hyppigst forekommende religioner og kirkelige retninger, så sundhedspersonale bliver i stand til at hjælpe patienter med at udøve deres religion, specielt under en hospitalsindlæggelse. Han lægger vægt på praktiske ting, f.eks. forholdsregler i forbindelse med ernæring, hygiejne, fødsel, død, blodtransfusion, organdonation, abort og prævention.

Henning Nabe-Nielsen har en åben, fordomsfri holdning til de religioner og kirkelige retninger, han behandler. Han giver gode informationer med relevans for sygeplejen og indimellem praktiske råd om f.eks. at sørge for, at der under ramadanen er mad og drikke tilgængeligt for muslimske patienter før solopgang og efter solnedgang. Forfatteren beskriver den større blufærdighedsfølelse, som mange patienter med en anden religiøs og etnisk baggrund ofte har, hvilket mange danskere har svært ved at sætte sig ind i.

Den ultrakorte fremstilling af de enkelte religioner gør indimellem fremstillingen upræcis. F.eks. side 31, hvor der står, at den sorte tråd, som nogle hinduer binder om det nyfødte barns ben eller arm, og det sorte mærke, de sætter på barnets kind, skyldes frygt for, at fremmede, herunder hospitalspersonale, ser på barnet med onde øjne. De onde øjne henfører til, at andre måske skulle ønske at besidde barnet. Det er ikke fremmedes øjne i sig selv, der er onde. På side 34 står, at ''Muhammad modtog Guds... vejledning... i form af den hellige bog, Koranen.'' Den vejledning, Muhammad modtog fra Gud, blev først efter hans død nedskrevet og overleveret i form af Koranen. Som den andenstørste religion i Danmark kunne islam i øvrigt godt have fået lidt mere plads.

Forsiden og illustrationer udtrykker en besynderlig form for romantiseret kristendomsopfattelse. Motiverne er en slags engle, som er svært forståelige i en bog, hvis intention er at være religionsvejviser i bred forstand. Det bliver endnu mere uforståeligt, da englen oven i købet er en ung kvinde uden særlig meget tøj på kroppen. Hermed går anskueliggørelsen af den blufærdighed hos mange religiøse, som forfatteren så udmærket gentagne gange har påpeget, tabt.

De omfattende adresse- og telefonlister, som vil kræve en konstant ajourføring for fortsat at være anvendelige, optager en del af den i forvejen sparsomme plads. Formatet er praktisk, og bogen er let at finde rundt i. En første, meget tiltrængt introduktion for plejepersonale.

Af Helle Lykke Pedersen, sygeplejerske, stud.mag. i religionsvidenskab.

De gode polyfenoler

Erik Skovenborg

Vin og helbred - myter og facts

Århus: Forlaget Klim 2000
320 sider, 298 kr. 

Kvinder højst 14 genstande om ugen. Mænd højst 21 genstande om ugen. Vi kender alle Sundhedsstyrelsens kampagneslogan med vejledende grænser for indtagelse af alkohol. Det efterleves skam også, hvis man dividerer det samlede alkoholforbrug med antallet af danskere. Humlen er bare, at fordelingen er skæv, og at kun 20 pct. af danskerne tegner sig for 75 pct. af forbruget. Anbefalingerne har rod i store befolkningsundersøgelser, der viser, at risikoen for at dø før tiden statistisk set stiger, når man indtager mere end 3-5 genstande dagligt. Dette antal svinger fra land til land, bl.a. fordi en genstand ikke er lige stor i alle lande, og fordi underrapportering er almindeligt, når der spørges til lastefulde og kalorierige vaner.

Hvad kampagnesloganet ikke oplyser om, er, at optagelse og nedbrydning af alkohol veksler fra person til person og afhænger af en lang række faktorer. Et moderat, dagligt forbrug stimulerer f.eks. det alkoholnedbrydende enzym i leveren, så alkoholen nedbrydes hurtigere end hos afholdsfolk. Med lidt mad i maven nedbrydes alkohol hurtigere, end hvis maven er tom. Nogle af promillerne forsvinder med udåndingsluften, flest jo mere man synger og danser. Vin-alkohol tåles bedre af leveren end cognac-alkohol. Alkohol fordelt jævnt over ugen tåles bedre end samme mængde indtaget i løbet af en weekend. Og sådan kunne man blive ved med at udvide og nuancere sin viden om alkohol med Erik Skovenborgs bog.

''Vin og helbred'' er en glad bog, hvad Krøyers maleri ''Hip, Hip, Hurra!'' på forsiden signalerer. Skovenborg vil dele sin vinglæde med os, ikke noget med løftede pegefingre, men ved på munter vis at servere sin enorme viden om alkohols - især vins - sammensætning og indvirken på krop, sind og selskab. Skovenborg er læge, og han kan både forholde sig kritisk til mere eller mindre seriøs forskning om alkohol og formidle sit stof populært, godt hjulpet af Villy Jakobsens vignetter. Det vrimler med muntre anekdoter, myter, rekorder (verdens højest målte promille: 7,8), fakta og citater i bokse spredt i teksten. Vinen og alkoholens kulturhistorie i lyset af helbred og sundhed, der ikke blot består af fravær af skrumpelever, men i høj grad også livsglæde og nydelse.

Hemmeligheden bag rødvins antioxiderende effekt, som hæmmer udviklingen af åreforkalkning, ligger i polyfenolerne. Dem er der flest af i bordeaux og chianti, god viden, som både er til at huske og efterleve i hverdagen. Ellers gennemgår Skovenborg vinfremstilling, vin som lægemiddel, som elskovsdrik, som hjertestyrkning, som mælk for de gamle, alkohols virkning på kvinder, frugtbarhed og fostre, tømmermænd, storforbrug, alkoholisme, mådehold og meget mere. Til sidst en række gode råd om vin til mad og i køkkenet.

''Engang havde danskerne den tredjelængste middellevetid i verden. Nu er vi røget ned på en tyvendeplads. Strengt taget kan det være bedøvende ligegyldigt, eftersom tyvendepladsen ikke indebærer, at vi lever kortere. Blot at folk i nitten andre lande lever længere.'' Sådan taler optimisten, der ser det halvfulde glas, mens pessimisten ser det halvtomme. Det er rart at stifte bekendtskab med en læge, der ikke docerer sundhed med bekymring, men med livsglæde.

Af Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder på Redaktionen Sygeplejersken.