Røde Kors-sygeplejerske: Trist at forlade Afghanistan

Sygeplejerske Jørgen Venø Poulsen vendte for nylig hjem fra sit arbejde i byen Kandahar i det sydøstlige Afghanistan. Han er en af de 60 delegerede, som Internationalt Røde Kors har valgt at trække ud af landet, efter at terroraktionen i USA har vendt verdens øjne mod Afghanistan som mål for eventuelle gengældelsesangreb.

Nu sidder han i sit hus i Nykøbing Sjælland med returbilletten i lommen og venter på besked fra Røde Kors' hovedkvarter i Geneve om, hvornår han kan vende tilbage.

Arbejdet som sygeplejerske i det fattige land er på mange måder anderledes, end det er i Danmark, fortæller Jørgen Venø Poulsen. Ansvarsområdet er større og opgaverne langt mere administrative end på Nykøbing Sjælland Sygehus' skadestue, hvorfra han har et års orlov.

''Jeg er fascineret af at arbejde i et helt anderledes land. Det er udfordrende på en anden måde end herhjemme, og så er det et afbræk i dagligdagen. Jeg har ingen tanker om at stoppe foreløbig, så hvis projektet i Afghanistan bliver aflyst, overvejer jeg at rejse med Røde Kors til et andet sted i verden - måske til Afrika, hvor jeg har været to gange tidligere,'' siger han.

Jørgen Venø Poulsen er 48 år og blev uddannet sygeplejerske i 1975. Han rejste første gang som Røde Kors-sygeplejerske i 1990 og har de sidste 11 år været sendt ud i alt syv gange. Heraf var de fire i Afghanistan i henholdsvis 1990, 1993, 1997 og sidste gang i efteråret 2001.

Underviser afghansk personale

I slutningen af august i år ankom han til hospitalet i det islamiske Taliban-regimes højborg, Kandahar. Hans arbejde på sygehuset var derfor stadig nyt, da katastrofen i USA brat gjorde det mellemøstlige land usikkert at opholde sig i. Allerede samme aften fik byens Røde Kors-delegerede besked på at pakke en håndtaske og være klar til en eventuel hurtig afgang fra stedet. Jørgen Venø Poulsen fik valget mellem at stå standby i Bangkok eller rejse hjem til Danmark.

''Jeg synes ikke, der var noget, der tydede på, at vi kunne komme tilbage lige med det samme, så jeg valgte at tage hjem. Det er ærgerligt og trist, at vi blev nødt til at forlade Afghanistan. Når og hvis vi kommer tilbage, aner vi ikke, hvor meget af projektet på hospitalet der er faldet fra hinanden, og hvor meget vi skal begynde forfra. Det afhænger af, hvad der kommer til at ske dernede og hvornår,'' siger Jørgen Venø Poulsen, hvis ophold i Afghanistan ellers var planlagt til at vare de næste seks måneder.

Han er ansat som Hospital Project Manager for den kirurgiske afdeling på hospitalet i Kandahar og var den ene af i alt tre Røde Kors-medarbejdere på sygehuset. Han tager sig af regnskaber og budgetter og sørger for, at materiel og medicin kommer frem. Desuden underviser han det afghanske plejepersonale på hospitalet, f.eks. i hvordan man organiserer blodbanken, så blodet ikke bliver for gammelt. Desuden har han en rådgivende funktion i forhold til afdelingens læger.

''International Røde Kors' projekter har ændret sig de sidste 10 år, så det i dag er langt mere administrativ viden og funktioner, jeg giver videre til de lokale afghanere. Det er vigtigt at huske, at det er afghanernes eget hospital og deres eget ansvar, derfor er jeg heller ikke med til det praktiske med f.eks. at rede senge. Vores arbejde er efter min opfattelse blevet mere konstruktivt og fremadrettet med det mål, at hospitalet skal kunne fungere uden os,'' forklarer Jørgen Venø Poulsen.

Hospitalet i Kandahar er et lokalt afghansk sygehus med i alt omkring 500 sengepladser. Røde Kors har været på hospitalet de sidste fem år og finansierer en væsentlig del af sygehusets drift og udstyr. Desuden betaler de i et vist omfang økonomiske vederlag til det lokale personale, som får forsvindende lidt eller ingenting i løn for deres arbejde.

De veluddannede er flygtet

Ifølge Jørgen Venø Poulsen er der mangel på uddannet lokalt personale på de afghanske

Side 15

sygehuse. Mange veluddannede er flygtet fra landet allerede flere år før, han selv besøgte Afghanistan første gang.

Pga. Taliban-regimets regler er det desuden forbudt for kvinder at arbejde andre steder på sygehusene end i kvindeafdelingerne.

Hospitalerne i Afghanistan er beskedent udrustede. På billedet ses en almindelig sengestue. Privatfoto.

''I Kandahar er der lokale kirurger med en almindelig kirurgisk uddannelse, men det er langt mere problematisk med sygeplejersker. Det er et fag, som ikke har særligt høj status i Afghanistan. Opfattelsen er, at man ikke rigtig kan blive til noget som sygeplejerske, og man kan slet ikke tjene penge.

I de fem år, Røde Kors har været på hospitalet i Kandahar, har de uddannet en del lokale afghanere til såkaldte sygeplejersker. De lærer rent teknisk, hvad de skal gøre inden for de begrænsede arbejdsområder, de har, men det kniber med den bagvedliggende viden om, hvorfor tingene fungerer, som de gør,'' fortæller Jørgen Venø Poulsen og fortsætter:

''Til gengæld kommer afghanerne på arbejde hver dag, selvom de næsten ingen løn får. De møder op på trods af tørke, borgerkrig, dårlige boligforhold og en daglig kamp for at skaffe mad - det både fascinerer og undrer mig.''

Et afghansk felthospital rejst efter et kampvognsangreb

Opererer på samlebånd

Da Jørgen Venø Poulsen første gang var i Afghanistan i 1990, arbejdede han som operationssygeplejerske på et Røde Kors-hospital i hovedstaden Kabul. Også dengang var landet i borgerkrig, og byen var omringet af mujahedinerne og udsat for daglige raketangreb. Hospitalet med 350 sengepladser blev kun brugt til behandling af krigsskadede, og personalet bestod af 50 Røde Kors-medarbejdere fra hele verden og et stort lokalt personale, som direkte fra gaden blev lært op i behandling af krigsskader.

''Da jeg kom første gang, var det en krigszone, og jeg var ved at dø af skræk. Men meget hurtigt finder man ud af, at enten har man et arbejde og passer det, eller også tager man hjem med det samme.

Et hospitalsvaskeri, hvor linned bliver vasket på jorden

Der er simpelthen ikke plads til at gå og være bange, hverken i forhold til en selv eller kolleger - så kan man ikke fungere optimalt.

Samtidig stod jeg og opererede ting, som jeg aldrig nogensinde har set før. Allerede på min rundvisning på hospitalet opererede jeg min første patient. En finsk sygeplejerske sagde til mig, at jeg lige så godt kunne begynde i dag: ''dit bord står derovre.'' Så er det, man står og tænker: Hvad er det nu, de her instrumenter hedder på engelsk? Patienten, som skulle opereres, havde været i nærheden af et raketnedslag. Hun fik fjernet milten og den ene nyre, fik lavet tarmen et par steder og lappet, hvad der ellers var af småhuller.

Vi havde to operationslejer på samme stue, så vi stod og opererede på en patient, mens afghanske sygehjælpere gjorde klar på den anden. Når vi så var færdige, smed vi handskerne og gik i gang med den næste - det var fuldstændig som på samlebånd. Vi arbejdede 20 timer i døgnet og havde fri hver fjerde dag, hvor vi alligevel var fjerde hold på tilkaldevagt. På de tre måneder, jeg var der, lavede mit hold 2.600 kirurgiske indgreb,'' fortæller Jørgen Venø Poulsen, der tabte sig omkring syv kg under opholdet.

''Det sværeste at vænne sig til var, at man som sygeplejerske havde et helt andet ansvar end herhjemme. Det var sygeplejersken, der bestemte, hvilke tilskadekomne der skulle behandles før andre, og hvilke patienter vi var nødsaget til at lade vente. Der er begrænsede ressourcer, så man var nødt til at vurdere, hvor mange ressourcer man ville bruge på den enkelte patient. Og selvfølgelig laver man fejl, det kan ikke undgås,'' siger han.

Mangelsygdomme
Selvom Jørgen Venø Poulsens arbejde i Afghanistan er helt anderledes i dag, end det var for 11 år siden, er der stadig masser af udfordringer. Befolkningen er endnu fattigere end dengang, og det er svært at få fat i både det materiel og de fødevarer, der er brug for på hospitalerne. Landet har været plaget af tørke specielt de sidste tre år. Den 100 m brede flod, der løber gennem Kandahar, er udtørret, og det kniber med vandforsyningerne.

Derfor får mange afghanere mangelsygdomme. Efter 20 års krig er der tusindvis af efterladte landminer i Afghanistan, der ofte skader børn og andre uskyldige alvorligt. Ifølge Jørgen Venø Poulsen er de fleste af de bygninger, der var tilbage i 1990, nu også ødelagt.

Hospitalet i Kandahar har forsyninger til at klare sig de næste par måneder. Samtidig er der nødhjælpsudstyr til at modtage omkring 350 mennesker i tilfælde af en krisesituation i byen, hvor der bor omkring 225.000 afghanere. Hospitalets optageområde er på mere end 500.000 mennesker.