Faglig kommentar: Et iatrogent traume

Får en patient forkert blod eller en overdosis af potent medicin, skal ansvaret placeres. Skyldes det manglende omhu og samvittighedsfuldhed?

Stress, travlhed, uro mv. kan måske forklare fejlen, men en momentan fadæse, som ikke behøver at være udtryk for sygeplejerskens sædvanlige omhu, betragtes med stor alvor, når der f.eks. er tale om blodtransfusion.

Får et tryksår lov at udvikle sig, fordi plejepersonalet har forsømt at udføre den helt basale forebyggelse, som kan læses i alle lærebøger - ja, så er det ærgerligt og synd for patienten. Selv om plejeforsømmelsen ikke er udtryk for et øjebliks uagtsomhed, men for forsømmelse gennem længere tid, betragtes det ikke som manglende omhu og samvittighedsfuldhed, hvad man bl.a. kan læse i artiklen ''Sådan laver man et tryksår '' side 40 i dette nummer af Sygeplejersken. Det er åbenbart nok at hævde, at afdelingens rutiner er fulgt.

Sagen har oprindeligt været beskrevet i Berlingske Tidende den 8. april 2001, hvilket affødte flere læserbreve. Et af dem var fra en ortopædkirurg, som bl.a. skrev:

''Det sker dagligt overalt i verden med patienter i den alder og med de ressourcer, der afsættes til efterbehandling af opererede patienter. Det vil nemlig kræve reel døgnvagt for at få en sådan patient vendt hele tiden for at undgå liggesår, såfremt man overhovedet kan det efter operationen. Det er således ikke den lægelige behandling, men de muligheder, sygehussystemet tilbyder, der er medvirkende til hændelsesforløbet. Her skal man henvende sig til regeringen, som bevilger pengemuligheder til sundhedssektoren.''

Forebyggelse er muligt

Tja, hvad skal man mene. Ortopædkirurgen har ret i, at tryksår forekommer hyppigt. Ca. 4.000 gange om året, og heraf opstår de fleste på sygehuse. Lægelig behandling har det ikke meget at gøre med. Et tryksår er et iatrogent traume, som i langt de fleste tilfælde vil kunne relateres til mangelfuld sygepleje. Ortopædkirurgen kan dog have ret i, at for få ressourcer kan være medvirkende hertil. Der findes stadig sygehuse, som ikke køber tilstrækkeligt med trykaflastende madrasser, og hvor trykudsatte patienter må vente på, at et hjælpemiddel bliver ledigt. Det er sygehusledelsens ansvar - ikke regeringens. Det finder patienterne sig i. Det finder sygeplejerskerne sig i. Det finder befolkningen sig i, for ingen fortæller dem om sammenhængen.

Det er imidlertid noget eventyrligt sludder, når ortopædkirurgen skriver, at det kræver døgnvagt for at få vendt en patient tilstrækkelig tit. Selv hvis man benytter venderegime til at forebygge tryksår, kan en vending klares i løbet af få minutter med den rigtige teknik. En patient, der er så svag, at han skal have hjælp til at blive vendt, bør under alle omstændigheder ligge på en trykaflastende madras, så man ikke behøver at forstyrre ham hver eller hveranden time, og der findes også enkle hjælpemidler til at aflaste hæle med.

Problemet ligger et helt andet sted. Der foretages ikke rutinemæssig risikovurdering, patienterne observeres ikke godt nok, og den grundlæggende sygepleje prioriteres ikke i tilstrækkelig grad. Prævalensundersøgelser har vist, at f.eks. neurologiske afdelinger, som har nogle af de mest immobile patienter liggende, har laveste forekomst af tryksår, nogle slet ingen. Forebyggelse er muligt.

Andre steder er ansvaret udvandet. Tryksår er noget, man får, fordi man er gammel og syg, det er blevet til patienternes individuelle problem. I sygeplejejournaler på gamle, immobile og svage patienter kan man f.eks. støde på vendinger som: ''Patienten opfordres til at vende sig,'' dvs. at ansvaret lægges over på patienten.

Forbinding med i graven

Tryksår fører langtfra altid til døden, men det vil altid forringe patientens livskvalitet og forlænge sygelejet. Forebyggelse hos en truet patient vil til enhver tid være nemmere og billigere end behandling. Medmindre problemet overdrages til primær sundhedstjeneste.

Før alle justeringer og reformer af sygeplejerskeuddannelsen og før evidensbaseret sygepleje og akademisering fik tag i sygeplejen, var holdningen, at udvikling af tryksår altid kunne relateres til utilstrækkelig sygepleje. I dag har vi endnu mere viden og endnu bedre hjælpemidler, men hvad med ansvarsfølelsen?

''Hvor mange af dem, du henter på sygehuset, har egentlig liggesår,'' spurgte jeg en gang min nabo, bedemanden.

''Hæ, hæ,'' gnækkede han, ''det ved jeg ikke noget om. De har jo forbinding på.''