Synspunkt: Ny løn var kun en tøjdukke

I forbindelse med konflikten i 1995 blev der gennemført et stort analysearbejde, som viste, at sygeplejerskerne som gruppe er lavt aflønnede i forhold til gruppens uddannelse, ansvar og kompetence. Det er et faktum, som overenskomstforhandlingerne ikke siden har ændret på. Ved overenskomstforhandlingerne i 1997 blev ny løn trukket op af hatten som en anden kanin, og siden har det vist sig, at det kun var en udstoppet tøjdukke.

Ny løn skulle rette op på sygeplejerskernes alt for lave løn, arbejdsgiverne skulle ved forhandlingsbordet, eller i korridoren, have sagt, at de da gerne ville give os mere i løn, men at det kunne ikke gennemføres i selve overenskomsten. Vi skulle derfor ud i den enkelte kommune og hente guldet.

Jeg mener, vi nu kan konstatere, at ny løn ikke sprænger lønrammerne i kommunerne, og at ny løn aldrig kan rette op på de grundlæggende misforhold omkring vores løn.

Der er mange eksempler på, hvordan kommuner afsætter midler til ny løn, som kun lige netop lever op til minimumsrammen i overenskomsterne.

I Svendborg Kommune var beskeden fra forhandlerne ''Sygeplejerskerne har jo sikret sig nogle stigninger i den centrale overenskomst, så til dem afsætter vi kun små midler."

Der er ingen tegn på, at ny løn vil kunne ændre på den grundlæggende lønindplacering for en gruppe. Der er ikke sammenhæng imellem en tankegang om, at markedskræfterne skal give os mere i løn, og så den måde den offentlige sektor fungerer på. Et eksempel er de sønderjyske kommuner, som hyler i kor over, at amtskredsen har tænkt sig at lave en scoreliste over de vilkår, de tilbyder sygeplejersker.

Men der er heller ikke meget, der tyder på, at overenskomstforhandlingerne kan rykke på lønindplaceringen grupperne imellem al den stund, forhandlingerne starter med at konstatere, hvor stor en sum penge der skal forhandles om. Dermed bliver forhandlingerne kun et spørgsmål om, hvordan fordelingen skal være grupperne imellem, og ikke hvor stor rammen skal være, hvis de enkelte gruppers krav skal gennemføres. Dette scenario gælder, hvis det går, som det plejer. Det er min vurdering, at hvis det går således, vil vi som gruppe blive tvunget til at tage stilling til, om vi kan godkende et overenskomstresultat, som ikke giver os til

strækkelige midler til vores gruppe. Sygeplejerskernes ringe løn bliver således til et spørgsmål om, hvorvidt det forhandlingsapparat, der er etableret over de sidste 19 år, har udspillet sin rolle.

Det er ikke muligt for en enkelt gruppe at opnå væsentligt bedre resultater end andre, og vi er dermed tvunget til enten at leve med at være dårligt indplaceret eller at skrotte modellen. Jeg tror, der vil være flere grupper end os, der er klar til at skrotte modellen, hvis det ikke viser sig muligt at løse sådanne grundlæggende problemer.

På lang sigt tror jeg på, at både arbejdsgiver og lønmodtagere har gavn af, at forhandlingerne er organiseret, også på det offentlige arbejdsmarked, men det kræver, at der gøres en indsats for modellen.

Der er et alternativ. Blandt de krav til overenskomstforhandlingerne i 2002, der er indsendt fra medlemmerne på Fyn, er der et alternativ til ovenstående dødsdom over forhandlingsmodellen på det offentlige område. Hvis der som en konsekvens af bl.a. analysen fra 1995 skal ændres på sygeplejerskernes relative lønindplacering, skal

der gennemføres en lønreform. Der skal en gang for alle investeres i, at de offentlige ansattes lønninger indplaceres rigtigt i forhold til hinanden og i forhold til lønmodtagergrupper i den private sektor. Regeringen, amter og kommuner må skaffe finansiering af nogle ekstra lønmidler, således at ingen grupper skal gå ned i løn for at indplacere en række grupper på det rigtige niveau.

Og for at rydde enhver misforståelse af vejen, så mener de fynske sygeplejersker, at det rigtige niveau er en startløn på 20.000 kr. pr. måned og en slutløn på 27.000 kr. pr. måned. Slutløn opnås efter 8 år.

Hvis der herudover skal være lokale justeringer til helt særlige ting, kan der godt være et decentralt lønsystem til dette, men det er vigtigt, at vi ikke tror, at et decentralt lønsystem skal rette grundlæggende skævheder op. Jeg tror ikke på, at en lønreform kan finansieres inden for rammerne af de normale overenskomstforhandlinger, og derfor tror jeg også, at sundhedsvæsenet fortsat vil have en frustreret gruppe medarbejdere, som bruger alt for meget tid på utilfredshed med lønnen, medmindre der er vilje til at gennemføre en lønreform.

Mit budskab er, at en lønreform er nødvendig, hvis ikke det samlede aftaleapparat skal spille fallit.