Sygeplejerskers deltagelse i henrettelser

Henrettelse ved dødelig injektion er svaret på samfundets ønske om en smuk død. Men når sygeplejersker medvirker til at sikre det humane islæt, er det en klar overtrædelse af sygeplejens etiske kodeks, mener sygeplejerske fra Amnesty Internationals dødsstrafgruppe.

SY-2001-05-28-1Illustration: Morten Ingemann

En ung sort mand, Roosevelt Pollard, dømtes i USA i 1986 til døden for mord. Roosevelt forstod aldrig, hvorfor han skulle henrettes. Han var psykisk syg og havde længe været ubehandlet for sin sygdom. Det havde medført, at tilstanden var blevet forværret. Han mente, at hans dødsstraf var en voodoo, en forbandelse, som var for stærk og for farlig at bekæmpe, og at en endnu værre forbandelse senere ville komme over ham. Roosevelt blev undersøgt af eksperter, som fandt, at han led af kronisk skizofreni og af organisk hjerneskade. Hans IK blev testet ved flere lejligheder, og hans score lå mellem 57 og 64. Denne unge mand kom fra en familie med misbrugsproblemer og havde været udsat for en del kranieskader pga. vold fra moderens side.

Robert Anthony Carter var en anden sort, retarderet og hjerneskadet mand. Robert blev dømt til døden den 10. marts 1982 for et mord begået året før i Texas, USA. Da forbrydelsen blev begået, var han kun 17 år og tre måneder gammel og havde aldrig tidligere været straffet. Carters barndom var præget af ekstrem fattigdom og vanrøgt. Han blev jævnligt mishandlet og slået med trækæppe og bælter af moderen og stedfaderen. Desuden pådrog han sig flere hovedskader, bl.a. fordi han 10 år gammel blev slået så hårdt i hovedet med et baseballbat, at battet gik i stykker. Kort tid før, han begik det mord, han blev dødsdømt for, var han blevet skudt i hovedet af sin bror med det resultat, at kuglen blev siddende i tindingen.

Efter dødsdommen blev afsagt, har en psykiatrisk undersøgelse fastslået, at Robert var klart mentalt retarderet og hjerneskadet. Robert Anthony Carter blev henrettet den 18. maj 1998. Umiddelbart før denne henrettelse udtalte Amnesty International:

''Carters sag er endnu en skamplet på USAs retssystem. Det er galt nok, at man tillader at slå sine borgere ihjel. Men det antager helt groteske former, når man accepterer dødsstraf af unge kriminelle og mentalt handicappede. Der kan ikke tages nok afstand fra en sådan politik.''

I strid med Børnekonventionen

At idømme mindreårige dødsstraf er en overtrædelse af gældende international ret og udtrykkeligt forbudt i FNs Børnekonvention. Af samtlige lande i verden er det kun USA og Somalia, som ikke har underskrevet denne konvention. Somalia har den undskyldning, at landet er splittet af borgerkrig og ikke har nogen fungerende regering.

Foruden at dødsdømme en mindreårig er Carters henrettelse i strid med FNs anbefaling af at ''fjerne dødsstraffen fra personer, som lider af mental retardering eller ekstremt begrænset mental kapacitet.''(1).

De to eksempler fra USAs dødsgange i indledningen af denne artikel er ikke, som man kan fristes til at tro, undtagelser i et ellers velfungerende retssystem. Det er desværre en kendsgerning, at der er en overvægt af farvede, fattige og psykisk syge og handicappede mennesker, som idømmes dødsstraf. Rige, oftest hvide mennesker, har mulighed for bedre advokatbistand og slipper hermed som regel væsentligt billigere.

Vi har længe kendt til, at læger er involverede i henrettelser, når de giver recept på præmedicin, udvælger i.v. kanylestørrelse eller superviserer andre til at starte intravenøs adgang og afgør, hvornår døden er indtruffet. Desuden er læger med til at bestemme, at psykisk syge skal henrettes, når de skriver psykiatriske bedømmelser. Man kan sige, at lægevidenskaben blev involveret i at henrette mennesker fra den dag, hvor Dr. Joseph Ignace Guillotin anbefalede en speciel økse for at gøre henrettelsen mindre smertefuld for fangen.

Side 29

USA som foregangsland

Den nye henrettelsesmetode har i de senere år vundet indpas i flere lande i verden. Der er nærmest tale om en industri, der kan betegnes som et medicinsk subspeciale. USA har også her været foregangsland og praktiserer i dag dødsstraf næsten udelukkende ved hjælp af denne metode. Men også andre steder i verden er denne praksis begyndt at få betydning, ikke mindst fordi den muliggør udtagelser af organer til transplantation. I Kina anvendes dødelige injektioner i enkeltstående tilfælde, og injektionerne har også gjort deres indtog i Taiwan, Guatemala og Filippinerne. Sidstnævnte har dog efter en kort tids genoptagelse af henrettelser igen sat dødsstraffen i bero.

Det er ønsket om at henrette mennesker på en human måde, som har ført til, at dødelige injektioner i dag anvendes i stigende omfang. Nogle af tankerne har været, at man kunne bruge samme henrettelsesmetode, som man anvender til farlige og uønskede dyr. Desuden er det forfærdeligt at se på, at et menneske bliver henrettet i den elektriske stol.

Da dødelig injektion involverer medicinsk teknologi, risikerer vores fag i stigende grad at blive inddraget. I USA udføres den tekniske del af henrettelsen af såkaldt medicinske teknikere. Det står klart, at hvis en sygeplejerske bliver involveret i henrettelsen, er det en klar overtrædelse af sygeplejens etiske kodeks, som den er formuleret af International Council of Nurses, ICN.

I sygeplejens etiske kodeks er indbefattet at respektere menneskets liv, værdighed og rettighed uanset nationalitet, race, tro, hudfarve, alder, køn, politiske anskuelser og social status. Sygeplejerskens ansvarsområde er at fremme sundhed, at forebygge sygdom, at genoprette sundhed og at lindre lidelse. I 1989 blev

Side 30

der udarbejdet og vedtaget en resolution, som bl.a. fortæller:

''at ICN betragter sygeplejerskers direkte eller indirekte deltagelse i den umiddelbare forberedelse af og udførelse af statsautoriserede henrettelser som værende en overtrædelse af sygeplejens etiske kodeks,'' og ''at ICN på det kraftigste opfordrer sine medlemsorganisationer til at arbejde for afskaffelse af dødsstraf i alle de lande, som stadig praktiserer denne form for straf.'' (2,3).

Men da de nævnte teknikere på fængselshospitalerne udgør en hjælpegruppe til sygeplejerskerne og oplæres af og er under ledelse netop af sygeplejersker, kan man med rette mene, at selv uden sygeplejerskernes direkte medvirken må disse kodeks for længst være overtrådt.

Ønsket om en smuk død

Med dødelig injektion ønsker man at gøre henrettelsen så smuk som muligt, så den bedre kan accepteres af samfundets borgere. Det humane islæt, som ønskes ved at henrette mennesker med dødelig injektion, tilføjes af sundhedspersonale. Problemet er, at en henrettelse aldrig kan blive smuk, men at dødelig injektion gør det hele nemmere, hvilket kan føre til en stigning i antallet af henrettelser.

Den dødelige injektion består af et anæstesimiddel for at opnå bevidstløshed, et andet middel gives for at stoppe vejrtrækningen, og et tredje giftstof stopper hjertet. Desuden gives præmedicin, så den dødsdømte slapper af før henrettelsen. Sådan gennemføres den medicinske henrettelse. Normalt, når man giver mennesker anæstesi, er det med det formål at få dem til at sove for senere at vække dem igen. Men når de dødsdømte får anæstesi, har man ingen plan om at få dem til at vågne. Selve henrettelsen kan vare over en time, og flere gange har den dødsdømte hjulpet bødlen med at finde en ny vene, fordi en anden stopper til. Dødsprocessen er ikke smertefri. Nogle gange bliver de dødsdømte fikseret til sengen fuldt bevidste og har givet udtryk for, at de har smerter, og andre kan se, de har ondt. Nogle gisper og hiver efter vejret, andre har fået op til 18 voldsomme og adskillige mildere kramper (4).

Den medicinske henrettelse kan desuden tage en ny drejning, hvis et lovforslag i Florida bliver vedtaget. Republikaneren William Andrews foreslår, at dødsdømte skal donere deres organer til transplantation. Argumentet er, at man på den måde kan få noget positivt ud af henrettelserne!

Men organisationer i Florida, som arbejder med organdonationer, udtrykker bekymring ved Andrews lovforslag og er derfor imod det. Bekymringerne går desværre kun på, at de dødsdømte er i højrisikogruppen med hensyn til især hepatitis og aids. Heldigvis mener det fælles netværk for organdonation, at det er bekymrende, hvis medicinalpersonale bliver gjort til bødler, og at befolkningen får det indtryk, at de dødsdømte kun bliver dræbt, for at deres organer kan blive transplanterede.

En ond og nytteløs handling

Ligegyldig hvilken metode man anvender, vil dødsstraffen være ond, barbarisk og desuden en nytteløs handling, som ikke reducerer kriminalitet. Dødsstraffen er ultimativ og grusom og krænker ethvert individs ret til livet jf. ''Verdensdeklaration om Menneskerettigheder,'' som er underskrevet af alverdens lande. Et overlagt mord kan ikke retfærdiggøre et andet mord ­ et mord, som staten udfører. Dødsstraffen udgør psykisk og fysisk tortur. At få stillet sin død i udsigt og hjælpeløst skulle møde den er pinefuldt og den mest uværdige form for straf, man kan forestille sig. Et moderne retssystem skal bestå af ret og sikkerhed, ikke af had eller hævn.

Sygeplejersker må råbe op og sige klart nej til på nogen måde at deltage ved henrettelsen af mennesker. Vi må stå på de svages, de dødsdømtes side. Tilliden til sygeplejersker vil blive ødelagt, hvis vores håndværk forbindes med henrettelser.

Man må spørge sig selv, hvorfor vi ikke råber de folk op, som henretter mennesker i menneskehedens navn og prøver at ødelægge folkets tillid til lægen og sygeplejersken.

Sygeplejersker og henrettelser

International Council of Nurses, ICN, har en helt klar holdning til sygeplejerskers medvirken til henrettelser:

''ICN betragter sygeplejerskers direkte eller indirekte deltagelse i den umiddelbare forberedelse af og udførelse af statsautoriserede henrettelser som værende en overtrædelse af sygeplejens etiske kodeks.''

''ICN opfordrer på det kraftigste sine medlemsorganisationer til at arbejde for afskaffelse af dødsstraf i alle de lande, som stadig praktiserer denne form for straf.''

Britt-Marie Mogensen er medlem af Amnesty Internationals dødsstrafsgruppe.

Læs også artiklen ''Det er børn, vi myrder'' side 22.

Litteratur

1. Amnesty International:

  • Sag: AMR 51/08/97 Death Penalty, Roosevelt Pollard
  • Indeks ACT 50/06/98 Lethal injection
  • Indeks ACT 50/05/98 Execution by lethal injection
  • Indeks ACT 75/02/98 Lethal injection.

2. ICN: Kodeks for sygeplejersker. Dansk Sygeplejeråd; 1992.

3. ICN: Dødsstraf og sygeplejerskers deltagelse i henrettelser. Dansk Sygeplejeråd; 1992.

4. Amnesty Internationals rapport: ''LETHAL INJECTION'' The medical Technology of Execution (ACT 50/01/98), January 1998, p. 33-36.

Emneord: 
Død