At tisse i sengen er ingen sygdom

Illustration: Claus Seidel

At tisse i sengen er ingen sygdom, men børn, der tisser i sengen, føler sig anderledes. Ingen børn er ligeglade med problemet. Tværtimod er de ofte meget ulykkelige og skamfulde. Børnene vil allerede i de første skoleår føle det som et handicap at tisse i sengen. Det er især problematisk, når de skal sove hos andre børn eller skal på hyttetur. Af frygt for at blive opdaget fravælger nogle børn derfor at deltage i sociale aktiviteter. De føler det som et handicap, der påvirker deres liv hver eneste dag. Ikke mange børn fortæller frivilligt deres kammerater, at de tisser i sengen (1).

Kontrollen over blærefunktionen varierer fra barn til barn, så man skal ikke stille urealistiske forventninger til de 3-5-årige. Først hvis barnet tisser i sengen, efter at det er fyldt fem år, taler man om et enuresisbarn.

Enuresis nocturna er ufrivillig, natlig vandladning hos et barn, som har fuld blærekontrol om dagen, men som aldrig har opnået dette om natten (2). De fleste børn bliver renlige i alderen 3-5 år, men ca. 15 pct. bliver først renlige, når de er nået til 4-7-års-alderen.

Ufrivillig vandladning i sengen forekommer hyppigst hos børn mellem seks og 16 år. I syvårsalderen forekommer det hos ca. hvert sjette barn, hvilket svarer til, at der er 3-4 børn i en almindelig skoleklasse, der er vådliggere. Fænomenet er hyppigere hos drenge end hos piger, og 7 pct. tisser i sengen flere gange om ugen.

Uden behandling vil de børn, der er vådliggere, blive tørre af sig selv, men der vil gå meget længere tid. Først i 15-års-alderen vil der kun være 1 pct. vådliggere tilbage.

Forskel fra barn til barn

Ufrivillig vandladning viser sig forskelligt fra barn til barn. Nogle har vandladning hver eneste nat, andre et par gange om ugen eller 14 dage i træk for derefter at sove tørt i 14 dage.

Børn, hvis eneste symptom er at have vandladning i sengen, fejler som regel ikke noget i deres urinveje, og det er oftest ikke nødvendigt med yderligere undersøgelser.

Arvelighed kan være en årsag til, at barnet tisser i sengen om natten. Hos forældre, hvor den ene part har haft problemet som barn, vil ca. halvdelen af deres børn opleve problemet. Har begge forældre haft problemer med at tisse i sengen, vil omkring tre ud af fire børn også have problemet.

Børn, der har vandladning i sengen, er som hovedregel ikke mere nervøse end andre børn, og ingen har kunnet påvise nogen sammenhæng mellem unormal psyke, sociale forhold og sengevædning. Søvnen hos børn, der har vandladning i sengen, adskiller sig ikke fra normale børns søvn. Nogle mener dog, at børn, der har vandladning i sengen, kan være sværere at vække. Det er imidlertid en gåde, hvorfor børnene ikke vågner, når de skal tisse.

Nyere undersøgelser tyder på, at i hvert fald nogle af børnene mangler de normale døgnsvingninger i produktionen af det antidiuretiske hormon, der regulerer urinproduktionen. Normalt dannes der under søvn mindre urin end i vågen tilstand, men nogle af de børn, der tisser i sengen, danner om natten mere urin, end de kan rumme i blæren. Andre undersøgelser har vist, at nogle børn har en for lille blære. Derfor kan de ikke sove en hel nat uden at skulle tisse (3).

Et barn, der tisser i sengen om natten, skal altid undersøges af en læge for at sikre, at der ikke er nogen organisk lidelse hos barnet. Urinen skal undersøges med stix for at udelukke nyresygdom. Når dette er udelukket, er behandlingen et ringeapparat, måske suppleret med desmopressin.

En alarm båret på kroppen

Ringeapparatet er en lille kropsbåren alarm, som har en føler i underbukserne og en alarm ved skulderen. Disse to er forbundet med en ledning. Ved den første dråbe urin i underbukserne vil alarmen blive udløst med en lydfrekvens, som vil vække barnet, få det til at undertrykke vandladningen og gå på toilettet ­ eller holde sig og sove videre.

Barnet skal igennem et træningsprogram, hvor det vil blive oplært til at bruge ringeapparatet. Denne undervisning skal helst gives af en fagperson, som har indsigt i barnets udviklingstrin, og som har kendskab til, hvilken psykologisk påvirkning enuresis kan have på barnets selvværdsfølelse.

Side 31

Vi har i afdelingen valgt at kunne fremvise to forskellige typer ringeapparater.

Barnet skal helst være 7-8 år, før det kan prøve et ringeapparat. I den alder er barnet på et udviklingstrin, hvor det er modtageligt for undervisning: Det vil gerne være med i en ændringsproces, og det elsker positive resultater.

Ifølge Piaget er barnet i 7-11-års-alderen i den konkret-operationelle periode (4). Barnet begynder her at få en forståelse for motivet bag en handling. Han konkluderer, at følelseslivet hos en 7-12-årig karakteriseres ved forekomsten af nye moralske følelser og frem for alt ved evnen til organisation af viljen, hvilket tilsammen fører til en bedre jeg-integration og en mere effektiv kontrol af følelser. Man kan derfor ikke forvente, at et barn skal kunne administrere eller have viljen til at bruge et ringeapparat før syvårsalderen. I hvert fald ikke, hvis man vil have den bedste chance for succes.

Selv om barnet er syv år, er det ikke sikkert, det er modent til at prøve et ringeapparat. Modenheden i 7-8-års-alderen er meget varierende. Det er af stor betydning, at man i hvert enkelt tilfælde vurderer barnets modenhed.

Desmopressin, f.eks Minirin og Desmopressin, opvejer en manglende produktion af vasopressin, det peptidhormon, som under normale forhold nedsætter urinproduktionen. Virkningstiden er ca. otte timer og kan benyttes som langtidsbehandling eller i kort tid. Barnet må ikke drikke store mængder væske efter indtagelsen af medicinen, som kan fås både i tabletform og som næsespray. Er barnet i langtidsbehandling, holdes en pause på ca. en uge for at se, om barnet stadig har våde nætter. Desmopressin kan gives, indtil barnet er tørt.

Behandling i trygge omgivelser

Når vi modtager et barn til udredning for enuresis nocturna, gør vi vores bedste for, at familien skal føle tillid til sygeplejersken (5). Behandlingen foregår i rolige omgivelser. Der er en tæt kontakt mellem familien og sygeplejersken, som følger familien fra det første møde i afdelingen og videre til lægesamtalen, lige indtil de går ud af afdelingen. Sygeplejersken bruger god tid til at tale med familien, så hun på den måde viser forståelse og accept. Hun møder barnet på det niveau, det er, og gør alt, for at barnet går fra afdelingen med en følelse af at være helt normal.

Sygeplejersken skal have ordentlig tid til undervisningen, og den skal være så god, at barnet tror på succes. Alligevel skal sygeplejersken sikre, at barnet ikke vil føle det som en fiasko, hvis behandlingen ikke virker. Efter at familien er grundigt vejledt i at bruge de to ringeapparater, synes vi, det er barn og forældre, der selv skal tage beslutningen om, hvilket apparat de vil prøve. Derfor forlader sygeplejersken stuen, mens de vælger.

Sygeplejerskens information til familien bliver suppleret med en pjece om enuresis og

Side 32

Annonce

Side 33 

om ringeapparatet, og familien får udleveret både navn og telefonnummer til deres kontaktsygeplejerske. På den måde tilkendegiver vi, at det er helt i orden at tage kontakt til afdelingen.

Familien bliver grundigt vejledt i at bruge ringeapparatet. Den får at vide, at de første par uger ikke altid er succesfulde, og at barnet ikke må give op, men helst skal fortsætte med at bruge apparatet i op til maks. 12 uger.

Hvis der er en positiv effekt, skal barnet fortsætte, indtil der er 21 tørre nætter i træk, før apparatet tages af.

Barnet skal selv føle det største ansvar for at tage apparatet på og for at blive vækket. Forældrene skal hjælpe barnet i starten og støtte det i hele forløbet. Dog fraråder vi, at forældrene sover i børneværelset, da barnet så automatisk ikke vil føle ansvar for, at processen lykkes.

For at barnet selv kan se, hvordan det går med at holde sig tør om natten, følger der skemaer med apparaterne, hvor barnet kan sætte henholdsvis mariehøns og guld/sølvstjerner, når der er tørre nætter. Ved våde nætter tegner barnet en sky. Dette har en meget stor psykologisk værdi i behandlingen.

Når apparatet benyttes, må barnet ikke bruge ble. Barnet skal i stedet sove med tætsiddende underbukser, og hvis der er mange fejlalarmer pga. sved, kan føleren anbringes mellem to par underbukser.

Hvis barnet sover meget uroligt, er det en god ide at lade ledningen være under undertrøjen. Til store børn kan der bestilles en ekstra lang ledning.

Erfaringen viser, at det er bedst at starte i en weekend, da behandlingen tit inddrager forældre og søskende pga. støj fra apparatet.

Hvis barnet har forældre, der er skilt, fortæller vi, at det er vigtigt, at forældrene har en fælles holdning til barnets brug af ringeapparatet. Målet er, at apparatet så vidt muligt bliver brugt hver nat. Hvis barnet en weekend pga. lejrskole eller andet ikke bruger ringeapparatet, har det ingen betydning, men det må dog ikke ske for ofte i træningsperioden.

Når barnet bliver tørt, kan der komme tilbagefald, her skal man blot genoptage brugen af apparatet.

Behandlingen følges op

Vi tilbyder altid en kontroltid, da det er vigtigt, at barn og forældre kan komme og fortælle om deres oplevelser og få hjælp med evt. problemer. Det vil også være med til at vise, at vi opfatter deres situation med enuresis belastende og tager dem alvorligt. Vi ved også, at nogle børn ikke holder op med at være vådliggere, og disse børn og forældre skal have mulighed for at have en tæt kontakt med os.

Familien får derfor en ambulant tid efter ca. tre måneder. De får sygeplejerskens navn og afdelingens telefonnummer, og vi opfordrer til, at familien ringer ved behov. Familien har i hele behandlingsperioden mulighed for at ringe ind til os for at få vejledning og gode råd.

Ved det andet besøg hos en sygeplejerske fortæller barnet og forældrene om deres oplevelser. Barnet har her mulighed for at vise skemaet. Hvis barnet ikke tisser i sengen mere, afsluttes familien.

Behandlingseffekt med ringeapparat beregnet ud fra et enuresiskvalitetsprojekt på børneafdelingen på Amtssygehuset i Glostrup, som forløb fra den 1. januar 1997 til den 31. marts 1998, viste følgende:

• 34 børn var henvist med diagnosen enuresis nocturna.

• 25 af disse børn blev anbefalet at anskaffe ringeapparat.

• Resultatet af behandlingen med ringeapparat viste, at 20 familier havde anskaffet og brugt ringeapparatet.

• 15 børn holdt op med at være vådliggere efter brug af dette.

Vi har oplevet stor tilfredshed, når vi har fået tilbagemeldingerne fra familierne.

Følgende udsagn har vi ofte hørt:

• ''Det var nemmere, end vi regnede med.''

• ''Det gik hurtigere med at blive tør, end vi regnede med.''

• ''Nu tør jeg sove hos andre.''

Børn, som ikke har effekt af ringeapparat, eller ikke er modne, bliver forevist specielt store bleer, tena, og sugelagner fra greentex. Det er bevidst, at vi ikke ved første besøg informerer om ovenstående, da vi vil vise barnet, at vi tror på effekten af ringeapparatet.

De børn, som ikke har effekt af ringeapparat, anbefaler vi først at tage det frem om et halvt til ét år, så barnet igen kan tro på succes.

I samråd med familien tager vi stilling til, om der er behov for nyt besøg eller evt. lægesamtale.

Judy Grejsen og Lone Aaslet er sygeplejersker på børeneafdelingen på Københavns Amts Sygehus i Glostrup.

Litteratur

1. Hansen A. Hvad ved vi om det våde barn og hvordan kan vi hjælpe. Inkontinens nyt 1995: 6-7.
2. Hansen A. Vandladningssymptomer om dagen hos børn. Månedsskrift for praktisk lægegerning april 1996: 477-485.
3. Monda JM, Husmann DA. Primary nocturnal enuresis: A comparison between observation, imipramine, desmopressin acetate and bedwetting alarm systems. The journal of urology 1995.
4. Frydshou L. Barnets udvikling og opvækst. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck; 1985: 157-168.
5. Kontinens nyt, Børn og inkontinens, Dansk inkontinensforening, Maj 1996: 2-18.