Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nye dimensioner i omsorgen

I fremtiden bliver der brug for flere mænd i omsorgsfagene alene for at skaffe tilstrækkeligt med omsorgsgivere. Men de får det svært i en verden, hvor værdierne traditionelt er kvindelige, vurderer kvindeforsker.

Sygeplejersken 2001 nr. 9, s. 42-45

Af:

Karen Sjørup, cand.scient.soc.

SY-2001-09-9-12Illustration: Morten Ingemann

For et par år siden kom en fremtrædende københavnsk politiker i stærk modvind, da han offentligt luftede en oplevelse, han havde haft: En dag var hjemmehjælpen hos hans gamle mor på 85 udskiftet med en mandlig, stor og velvoksen neger.

Moderen havde forskrækket nægtet at lade sig bade, vaske og klæde på af denne for hende stærkt fremmedartede og skræmmende mand.

Politikeren blev hurtigt afvist under henvisning til hans diskriminerende brug af ordet neger, og dermed fik offentligheden straks fordrejet og latterliggjort den meget relevante problemstilling, han rejste: Nemlig den, at en omsorgstrængende altid er i en fysisk svækket tilstand og let skræmmes af granvoksne og fremmedartede omsorgsydere.

Det at blotte sin krop og dens afsondringer for en vildtfremmed er så potentielt ydmygende, at det kræver en fortrolighed, som er nemmere at have med en af samme køn, hudfarve og måske aldersmæssigt ikke så fjernt fra den pågældende selv.

Men der findes jo også mandlige patienter ­ om end de kvindelige er i overtal ­ og de må næsten altid acceptere en kvindelig omsorgsgiver. De rejser imidlertid sjældent dette spørgsmål selv, men der er ingen tvivl om, at den kvindebaserede omsorg kan opleves som en kvindemagt, der sætter sig igennem på det personlige plan. Den fastholder såvel patient som omsorgsgiver i en relation, som ligner et mor-barn-forhold og som dermed potentielt reducerer patienten til barnet (1). Samtidig forhindres den kvindelige omsorgsgiver i at udvikle sin professionalitet, i og med at kønnet identificeres før professionen.

Den moderlige professionelle omsorg
Det grundlæggende spørgsmål er, hvordan man tackler konflikten mellem det følelsesmæssige, den personlige relation til patienten og det professionelle ­ plejen af patientens skavanker. Der bør derfor altid være fremmedhed mellem omsorgsyderen og modtageren, men en fremmedhed, som ikke er baseret på køn eller hudfarve, men på professionalitet. Og samtidig bør der være nærvær, en evne til at se patienten som medmenneske snarere end som patient.

Hidtil har det primært været kvinder, som har påtaget sig at tackle denne dobbelthed med en professionalitet, der ofte har været i konflikt mellem medmenneskelighed, professionalitet, praksisorientering og videnskabelighed. Det er kvinder, som indgår i en kompliceret mor-barn-relation med patienten, symbolsk i skikkelse af enten moderen eller datteren. Når hjemmesygeplejersken eller hjemmehjælperen kommer ind, kan hun næsten ligne den datter, hvis besøg aldrig kan blive hyppige nok, eller den moder, som endnu en gang konstaterer, at barnet har gjort i bleen.

Dette forhold har været historisk knyttet til en situation, hvor der har været en vekselvirkning mellem moderskab og omsorgsfag, hvor fag som sygepleje har været fag, som både kvalificerede til professionel pleje og eget moderskab, og hvor fag som hjemmehjælp har betjent sig af erfarne husmødres kompetencer i vask, rengøring og kropslig pleje.

Det er ganske tankevækkende, at et land som Danmark, der nok har en verdenshistorisk lav rekord i antal af husmødre, samtidig også er et af de lande, hvor der er den mest udbredte kønsarbejdsdeling.

Side 43

Denne arbejdsdeling er i vid udstrækning baseret på vekselvirkningen mellem professionel pleje og husmoderskab. Men det er altså dette forhold, som bliver problematisk, i og med at kvinder ikke længere defineres som ­ og socialiseres til ­ et liv som mødre og husmødre.

Kan mænd løse omsorgens dilemmaer
Vi taler om, at der skal flere mænd i omsorg, flere mænd i sygepleje. Men hvad skal de i grunden der? Hvad kan de, som kvinder ikke kan? Og vil patienterne acceptere mandlige sygeplejersker? Vil mænd faktisk forblive i faget på lige fod med kvinder, eller vil de blot skaffe sig særlige specialopgaver eller ledelsesfunktioner?

På et samfundsmæssigt plan kan man hævde, at kvinderne gennem de sidste årtier har bevæget sig ind over dele af de traditionelt mandlige erhvervsområder, og at en række traditionelt kvindelige fag derved i dag er på vej til at få meget store rekrutteringsproblemer. Så hvis mænd ikke bevæger sig ind i omsorgsfag, vil den nuværende meget store generation af 50-60-årige komme til at opleve en alderdom med betydeligt færre omsorgstilbud, end vi kender det i dag. Dette fænomen er ganske parallelt til det, at stadig færre unge mænd vælger ingeniørfagene, og vi derfor fremover vil opleve mangel på ingeniører. Men selv om der tales langt mere om ingeniørmangel end om mangel på sygeplejersker, så vidner den rekordlave arbejdsløshed for sygeplejersker om, at manglen på sygeplejersker er langt mere alvorlig.

Så vi ser i disse år en tendens til, at fag, som forbindes meget entydigt med det ene køn, oplever en fravandring, mens mindre kønsspecifikke fag som journalistik, kommunikation og medievidenskab nærmest kvæles i tilgang af studerende af begge køn i stort set lige antal.

Sygeplejen har historisk haft den ganske særlige rolle at udgøre den kvindelige pendant eller hjælpeprofession til den mandlige profession, medicinen.

Og i tolkningen af vore bevidste og ubevidste opfattelser af relationer mellem mennesker fremstilles lægen i lægeromaner, vittighedstegninger, romantiske film og i soaps som indbegrebet af mandighed: Autoritet, ansvar, profession og magt. På samme måde fremstilles sygeplejersken som indbegrebet af det kvindelige: Omsorgsfuld, hjælpsom, underordnet og følsom (2). Imidlertid har dette ændret sig kraftigt i virkelighedens verden. Mens der kun er kommet nogle få pct. mænd blandt sygeplejerskerne, så ser det ud til at mindst halvdelen af lægerne i de kommende år vil være kvinder, og dermed mister stereotypen sin forankring i virkelighedens fænomener. Der er ganske vist en udbredt tendens til, at kønsarbejdsdelingen reproduceres på nye niveauer, idet mandlige og kvindelige læger ikke vælger de samme specialer. Tilsvarende er der vel en tendens til, at mandlige sygeplejersker klumper sig sammen, bl.a. i psykiatrien. Ikke desto mindre holder forestillingsbilledet af kønnet i forhold til professionalitet, behandling og omsorg ikke længere (3).

Side 44

Kan mænd noget, som kvinder ikke kan?

Jeg mener ikke, der er noget, mænd kan, som kvinder ikke kan, specifikt hvad angår sygepleje. Til gengæld kan de tilføre nye dimensioner til det image, som sygeplejen har. I vor kultur ­ og i mange andre kulturer ­ er der en tilbøjelighed til at betragte kønnene og dermed de egenskaber, som det enkelte køn bærer, som komplementære eller bipolære, således at de egenskaber, som tillægges det ene køn, samtidig nægtes det andet. Hvis man antager, at kvinder har en særlig biologisk forudsætning for at drage omsorg for andre, antages det umiddelbart, at mænd ikke har denne evne (4).

Kvinder bliver associeret med det specifikke og mænd med det universelle, kvinder bliver associeret med det kropslige og mænd med det åndelige, kvinder bliver associeret med det følelsesmæssige og mænd med det rationelle, og det er ikke blot således, at kvinder tillægges egenskaberne specifikke, kropslige, følelsesmæssige. De socialiseres også til disse egenskaber som professionelle kvalifikationer i typiske kvindefag.

Tilsvarende føler kvinder, som bevæger sig ind i traditionelle mandefag, at de af og til skal vise disse kvindelige egenskaber for at blive accepteret som virkelige kvinder. Som f.eks. den kvindelige overlæge, der i et interview fortalte, at hun af og til måtte tage et bækken for at blive anerkendt som en virkelig kvinde.

Så man vil altså kunne slutte, at hvis mænd kommer ind i sygeplejen, vil sygeplejen kunne tillade sig at besmykke sig med egenskaberne: Universelt orienteret, åndelig og rationel. Dette kunne man påstå langt hen ad vejen svarer til, at sygeplejen kan professionaliseres. Men er det nu også tilfældet? Nogle sygeplejersker mener, at sygeplejen skal være evidensbaseret (5), at sygeplejen skal benytte sig af den bedste forskningsbaserede viden, men at kun få af sygeplejens kerneydelser i dag er evidensbaserede. Og deri er jeg enig, fordi vi alle som potentielle patienter ønsker den bedste og mest videnskabeligt underbyggede behandling.

Men problemet er jo blot, at sygeplejen også skal være helhedsorienteret og betjene sig af mange videnskabelige grene for at udnytte sit potentiale og ikke blot blive en hjælpeprofession for lægen. Den måde, lægerne videnskabeliggør sig på, er især at de gør sig til specialister i stadigt mere begrænsede specialer og fastholde idealet om partikularitet, at man ikke skal gøre sig klog på andre specialer end sit eget. Samtidig gør de sig afhængige af, at hjælpeprofessionerne ikke betjener sig af samme videnskabelige eksklusivitet.

Lægen placerer den kropslige og følelsesmæssige kompetence hos sygeplejersken (6). Det er sygeplejersken, som skal tage vare på mennesket og modvirke tendensen til, at patienten bliver det umælende materiale for lægens videnskabelige udfoldelse. Hun skal formidle mellem menneske og patient, lægge patienten til rette for lægens kliniske blik og siden forklare og få patienten til aktivt at medvirke til, at behandlingen kan lykkes. På denne måde forudsætter sygeplejerskens arbejde, at lægen kan komme til at fremstå som den ubesmittede videnskabsmand, og lægen levner på denne måde ikke plads til, at sygeplejersken kan gøre det samme. Ikke desto mindre vil den mindre kønsbinding af såvel lægen som sygeplejerskens rolle give anledning til, at nogle af disse samarbejdsrelationer også ændres.

Vil patienterne acceptere mandlige sygeplejersker?

I sin ph.d.-afhandling om hjemmesygeplejerskernes kommunikation med ''vanskelige'' patienter analyserer Jette Joest Michaelsen (7) den observation, hun har gennemført med et antal kvindelige og en enkelt mandlig hjemmesygeplejerske. Her beskriver hun den mandlige hjemmesygeplejerskes strategi som en kompromisstrategi, hvor han søger at føje patienten et stykke hen ad vejen i dennes klager og ønsker om medicinering, mens de kvindelige snarere følger en tilpasningsstrategi, hvor man søger at transformere patienten til den positive patient eller en undgå-strategi, hvor hun distancerer sig fra patienten.

Jeg vil hævde, at den mandlige hjemmesygeplejerske er forsynet med bedre redskaber i den konkrete omsorgssituation. Som mand reagerer han anderledes i forhold til den kvindelige adfærdsform som sygeplejerske, og patienten reagerer anderledes, fordi hjemmesygeplejersken er en mand.

Mens de kvindelige hjemmesygeplejersker blev mødt af meget dårlige sengeliggende patienter med et meget stort omsorgs- og plejebehov, så kunne den mandlige hjemmesygeplejerske fortælle, hvordan de ældre stod op, lavede kaffe til ham og havde lagt

Sie 45

Mallorca-billederne frem, for de ville da meget hellere tale om ferie og glade dage, når den unge mand kom på besøg. Og han gad også godt for 117. gang se deres Mallorca-billeder og snakke om sine egne ferier med dem, hvilket de kvindelige hjemmesygeplejersker havde alt for travlt til.

Man kunne også påstå, at mens de kvindelige hjemmesygeplejersker blev tildelt rollen som den onde, straffende og disciplinerende moder, så indtog den mandlige hjemmesygeplejerske rollen som den hjemkomne, fejrede søn.

Man kan samtidig konstatere, at den mandlige hjemmesygeplejerske ikke bliver forvekslet med lægen og dermed defineret som rationel og videnskabelig, mens de kvindelige bliver defineret som konkrete og følsomme. Snarere tværtimod, de kvindelige hjemmesygeplejersker forsøger faktisk at gøre patienten til patient og yderligere at afgrænse det objektive i dennes klager, mens den mandlige faktisk snarere snakker patienten efter munden og går ind i rollen som søn eller ven.

Man kunne hævde, at de kvindelige hjemmesygeplejersker er så optaget af det at blive professionelle, at de faktisk bliver mindre i stand til at udfylde omsorgsrollen, og tilsvarende, at de mandlige sygeplejersker måske er i stand til at tilføje faget nye dimensioner på det medmenneskelige plan, at se patienten som menneske frem for som patient.

Afkald på magtpositioner

Der er ingen tvivl om, at der i de kommende år vil blive brug for mænd i omsorgsfagene alene for overhovedet at skaffe nok omsorgsgivere. Det betyder til gengæld, at kvinderne må give afkald på nogle magtpositioner, som de hyppigt slet ikke vil se som magtpositioner, i og med at de handler om fag, som identificeres med det underlagte køn. Ikke desto mindre har kvinder været i stand til at skabe og genskabe nogle kvindeligt baserede kodekser for disse fag, som gør det vanskeligt for mænd at føle sig velkomne.

Den unge mandlige sygeplejestuderende må have det lidt på samme måde som den unge far. Han vil meget nemt blive tildelt rollen som hjælpemoder, den person, som skal lære af kvinden frem for at finde frem til andre og mindre kønnede måder at gøre tingene på. Det vil sikkert først ændre sig, når de mandlige studerende bliver til kvalificerede mindretal, dvs. kommer over de ca. 25 pct. Indtil da vil det ringe antal mandlige studerende dels overeksponere dem og dels usynliggøre dem i kraft af deres ringe antal (8). På det tidspunkt burde man sikkert også overveje at lave rene drengeklasser på sygeplejeskolerne. I mellemtiden bør man arbejde med, hvordan man forandrer pædagogikken, således at den virker engagerende for de mænd, som gerne vil uddanne sig i sygepleje (9).

Uanset om formålet må være at gøre professionen uafhængig af køn, så vil der være en række særlige temaer at tackle, som blev berørt i indledningen: Patientens angst for den fysiske overmagt i en svækket situation, angst for seksuelle overgreb og omvendt behovet for at opbygge et moralsk-etisk kodeks som en pendant til det, som er opbygget omkring den særlige moderlige kvindelige omsorg. 

Brud med kønsrollerne

SY-2001-09-9-13a''I min familie har der været en tendens til, at mændene havde traditionelle kvindejob, og kvinderne havde traditionelle mandejob. Min far er pædagog, og min mor er regnskabsdirektør. Min søster er filialchef i en bank.''

Robert Olsen, sygeplejerske og forstander, Mændenes Hjem, København

Frygt for at blive opfattet som homoseksuel

SY-2001-09-9-13b''Mænd bliver ikke sygeplejersker, og det er en snert af mandschauvinisme. De opfatter det som et kvindejob og frygter at blive opfattet som homoseksuelle, hvilket er noget fis og tegn på usikkerhed hos dem selv. Mænd er mere interesserede i dimsedutter og dingenoter og ikke i det dybere.''

Jakob Knudsen, sygeplejerske, Ortopædkirurgisk afd. O0151, Hillerød Sygehus

Et tabu 

SY-2001-09-9-13c''Jeg kan ikke lide og tror heller ikke, at andre mænd kan lide (det er et tabu) at blive kaldt plejerske. Det er en absolut afgørende grund for mænd til ikke at blive sygeplejerske. Mange patienter og pårørende synes, det er mærkeligt. Man burde finde et kønsneutralt navn eller slet og ret kaldes ''sygeplejer.''

Lars Petersson, sygeplejerske, Gammel Kloster Plejehjem, København

Karen Sjørup er tidligere lektor i kvindeforskning og prorektor på RUC. Siden november 2000 direktør for Videnscenter for Ligestilling.

Litteratur

  1. Knudsen A. Her går det godt ­ send flere penge. København: Gyldendal; 1996.
  2. Sjørup K. Kønnet, seksualiteten og sygeplejen. I Müller K, Kudsk U og Toxboe M. Focus på sygeplejen. København: Munksgård; 1997.
  3. Henningsen I, Sjørup K. Køn, kvalifikationer og rekruttering i videregående uddannelser. I Emerek R, Kold V, Ipsen S, Holt H. Brydninger. Perspektiver på det kønsopdelte arbejdsmarked. København: Arbejdsmarkedsstyrelsen; 1997.
  4. Gherardi S. Køn noget vi tænker og noget vi gør i vores daglige liv i organisationer. I Flensted-Jensen E, et al: Køn og kultur i organisationer. Odense Universitetsforlag 1995.
  5. Christensen D, Zielke S. Evidensbaserede kliniske retningslinier. Sygeplejersken nr. 17/2000.
  6. Hearn J. Men, Masculinities and Social Theory. London: Unwin Hyman; 1990.
  7. Joost Michaelsen J. Kommunikation i den primære sundhedstjeneste. En kvalitativ undersøgelse af relation og interaktion mellem hjemmesygeplejerske og den ''vanskelige'' patient. Ph.d.-afhandling. Århus: Det sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet; 1999.
  8. Baagøe Nielsen S, Weber K. Jagten på den mandlige omsorgskompetence. Roskilde: Roskilde Universitetscenter; 1997.
  9. Hjermov B, Land Hansen T. Integration af mænd og andre sociale minoriteter på social- og sundhedsområdet. Teknologisk Institut; 2000.