Farvel til smøgerne

Jeg har et både teoretisk og praktisk kendskab til rygning. Teoretisk, fordi jeg arbejder som sundhedstjenesteforsker med speciale i forebyggelse og sundhedsfremme, og praktisk, idet jeg har været storryger gennem 40 år. Storryger er man, når man ryger 15 cigaretter og derover om dagen.

Jeg begyndte at ryge i gymnasiet, og mit forbrug er steget støt gennem årene. De sidste 15 år har forbruget vel ligget på 30, dvs. jeg har været dobbelt storryger. Jeg skriver dette indlæg som et forsvar for rygerne og som et opråb til dem blandt sundhedsprofeterne, som tror, at det er så let at holde op med at ryge, og som ikke kan forstå, hvorfor man bliver ved med at ryge, selv om man ved, det er farligt.

Jeg er i faglige sammenhænge blevet hånet, skældt ud og truet med alverdens sygdomme. Jeg har været ude for hovedrysten og misbilligelse, fået tilbudt rygestopkurser og tilsendt illustrerede artikler med rygerlunger osv. Intet har bidt på mig. Jeg er fortsat med at ryge, fordi jeg holdt af at ryge, og fordi jeg ikke kan holde ud at blive presset eller overtalt til noget som helst. Jeg er så stædig, at da Kræftens Bekæmpelse opfordrede til røgfri dag, så røg jeg dobbelt så mange i protest.

Jeg har deltaget i mange konferencer om forebyggelse, hvor det er politisk helt ukorrekt at ryge. Men så fandt jeg bare sammen med de få andre syndere, og vi røg så lysteligt sammen på afsides steder, mens vi førte fagligt interessante samtaler og følte os dybt forbundne af vores fælles syndige adfærd. Man kan med rygning som fælles udgangspunkt til tider få kontakt med utroligt spændende mennesker, som ellers ville kræve en mere formel præsentation. Jeg forstod om nogen patienternes og befolkningens følelser af irritation, når endnu en kampagne blev iværksat for at få os til at ændre livsstil. Jeg har altid været på livsstilssyndernes side, når det gælder rygning, og forsvaret deres ret til usundhed.

Tanker om selvmord

Jeg har tidligere forsøgt at holde op med at ryge, men jeg havde det så forfærdeligt både fysisk og psykisk, at jeg ikke kunne gennemføre et rygestop. Mandag den 30. juli kl. 6.30 om morgenen besluttede jeg mig for at sige farvel til mine venner gennem 40 år. Jeg havde 30 venner, som jeg var i kontakt med hver dag. Morgen, middag, aften, nat, til hverdag og til fest. Nu er der gået snart fem måneder, og jeg savner dem alle sammen, hver og en. Men jeg må lære at leve foruden, fordi det i realiteten er bedst for mig og mit helbred. Jeg må lære at klare mig alene uden mine smøger.

Jeg tog en kold tyrker efter endnu en gang lungebetændelse, hvor jeg blev meget syg og ikke kunne trække vejret. Jeg var klar over, at det var nu, det gjaldt. Ville jeg leve eller dø eller leve med dårlig livskvalitet? Jeg ville leve for fulde omdrejninger. Den kolde tyrker bestod i at blive hjemme fra arbejde i en uge, ikke tale med nogen, stoppe med cigaretter, alkohol og kaffe, begynde at spise morgenmad og spise seks stykker frugt om dagen.

Jeg brugte nikotinplastre i fire dage, men ikke nikotintyggegummi eller plasticcigaret med nikotin, for jeg skulle også af med mit suttebehov. Det var den længste uge i mit liv. Jeg skiftevis sov, græd, gik rastløst rundt, ordnede lidt have og havde i det hele taget meget ondt af mig selv. Jeg tænkte og tænkte over, hvorfor det var så svært ikke at ryge. Selv tanken om selvmord strejfede mig!

Smøger gav struktur

Hvorfor røg jeg, og hvordan føles det at være eksryger?

Pointen er, at cigaretterne har struktureret mit liv igennem mange år. Med det mener jeg, at alle mine gøremål gennem døgnet har været forbundet med

Side 37 

at ryge. Morgenkaffen og smøgen, før en ny dag begynder. Smøgen og kaffen på kontoret, hvor dagen skal planlægges. Smøgen, når en kollega kom ind på kontoret for at sludre. Smøgen, når der skulle tænkes. Smøgen, når der skulle skrives et vigtigt afsnit i forbindelse med et projekt. Smøgen, når telefonen ringede, og der skulle tages stilling til et fagligt problem.

Smøgen og kaffen om eftermiddagen, før pc'en skulle lukkes ned. Smøgen, når man endelig nåede hjem og skulle slappe lidt af, før man skulle noget eller skulle lave mad. Smøgen til tv-avisen. Smøgen, når telefonen ringede, og det var en af vennerne eller veninderne. Smøgen til et glas vin, smøgen til det næste glas vin. Smøgen efter en god middag. Smøgen, når der skulle skrives en sang, et digt, et foredrag. Smøgen i pauserne ved de spændende konferencer. Smøgen, før man skal i seng. Smøgen, før den fyr, man lige har mødt, skal komme på besøg, smøgen efter elskov. Smøgen i haven, mens man nyder blomsterne og de forskellige årstider. Smøgen.

Energibesparende rygestop

Cigaretterne var for mig en nydelse og kilde til inspiration på mange planer. Tomheden nu er indimellem skræmmende. Jeg har oplevet ikke at kunne tænke og ikke at kunne handle. Kicket i hjernen mangler simpelthen. Jeg bliver nødt til meget aktivt at klamre mig til de positive ting ved ikke at ryge. Jeg kan lugte og smage meget bedre, jeg har ingen morgenhoste mere, jeg kan klare trapper til tredje og fjerde sal uden problemer, jeg ser bedre ud, er der nogen, som siger.

Jeg føler mig friskere om morgenen, selvom jeg har været sent ude og drukket godt med rødvin. Jeg cykler og svømmer uden tidligere besvær med vejrtrækningen. Det fedeste er, at jeg kun har taget tre kg på, fordi jeg har lagt min kost om. Og så kan jeg elske uden at blive forpustet.

Der er også en ikke ubetydelig sidegevinst - pengene. Jeg sparer 1.500 kr. om måneden. 18.000 kr. om året. Men alligevel. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er uhyggelig svært at være røgfri. Hele tiden at skulle bekæmpe en trang, der har svært ved at slippe taget i én. Jeg har imidlertid identificeret et fænomen, som virkelig er tankevækkende. Hvis jeg skal være helt ærlig, så koster det mig mindre energi slet ikke at ryge frem for at ryge de 30 om dagen. For jeg havde faktisk lyst til at ryge hele tiden, dvs. alle dem, jeg kunne nå, og det ville kunne være blevet til en 60-80 cigaretter om dagen. Jeg var kun lykkelig og tilfreds med en tændt smøg. Men det ville have været alt for tosset, ergo brugte jeg mange kræfter på ikke at ryge mere end 30. Derfor er det egentlig ikke så svært at lade helt være - sådan rent ressourcemæssigt. Jeg håber, at tiden vil læge alle mine smøgsår, og at jeg får foræret nogle flere leveår fyldt med kvalitet.

Så kære sundhedsprofeter, I har ikke kunnet opdrage mig, for jeg skulle selv være højmotiveret og truet på mit helbred, før jeg tog mig sammen. Og i øvrigt har jeg haft stor støtte fra en veninde, som ringede hver dag i flere uger og roste mig til skyerne, alt imens hun fortalte små historier om, hvorfor jeg skulle holde ud, og ikke mindst, hvorfor hun var sikker på, at jeg kunne holde ud.