Hellere handling end tårer

Det er stadig væk de klassiske mandlige normer, der dominerer mænds opfattelse af, hvordan de skal håndtere en livstruende sygdom som kræft. Kræftens Bekæmpelse har indsamlet værdifuld viden til sundhedspersonalet.

Hvorfor er der så mange kvinder og så få mænd, der gør brug af vores rådgivning?

Spørgsmålet har resulteret i, at Kræftens Bekæmpelse har haft ''Mænd og Kræft'' som indsatsområde i tre år, efter at organisationen kunne konstatere, at kun omkring 25 pct. af henvendelserne på rådgivningscentrene kom fra mænd.

En række undersøgelser og projekter, som organisationen har sat i gang, viser nu, at der kan være store forskelle på, hvordan mænd og kvinder forholder sig til en kræftsygdom og behandlingssystemet.

For mændenes vedkommende er det fortsat de klassiske maskuline dyder, som dominerer deres opfattelse af, hvordan de skal håndtere en livstruende sygdom og rollen som syg:

Man skal helst kunne klare sig selv, sørge for familien, være stærk og handle.

Kvinderne derimod tager ofte afsæt i følelserne og bruger med psykologen Niels Peter Aggers ord de emotionelt baserede coping-strategier til at klare den nye situation.

Fikseret på teknologi

Erfaringerne fra de tre år, hvor temaet Mænd og Kræft har været indsatsområde hos Kræftens Bekæmpelse, er samlet i et katalog (1), som er udsendt til landets hospitaler. Formålet er at sikre, at alle fagpersoner, der arbejder med mandlige kræftpatienter, er opmærksomme på kønnets betydning i patientens reaktion på en kræftsygdom.

Niels Peter Agger har sammen med sin kollega i Kræftens Bekæmpelse, sociologen Jutta Ølgod, formuleret en række handlingsorienterede tilbud, som de håber, sundhedspersonalet vil medtænke i arbejdet med de kræftramte mænd.

En af anbefalingerne går på det hensigtsmæssige i at stille viden til rådighed f.eks. via internetadgang:

''Når mænd får konstateret en kræftsygdom, spørger de som regel ikke som mange kvinder ''Hvorfor lige mig?'' De konstaterer, at sådan er det - og går så i gang med at søge viden om sygdommen og behandlingsmulighederne,'' siger Niels Peter Agger og tilføjer:

''Mænd tror meget mere på naturvidenskaben end kvinder. En svensk onkolog har f.eks. bemærket, at kræftramte mænd er enormt teknologifikserede i deres forhold til behandlingen. De er som en anden tekniker fascineret af behandlingsudstyret.''

Andre anbefalinger i kataloget går på den psykosociale indsats. Den bør være tilpasset de kræftramte mænd ud fra det, der nu er relevant for dem, siger de to forfattere og peger på emner som forsørgerrollen og behovet for at beskytte familien. En kræftdiagnose kan være ensbetydende med oplevelsen af tab af kontrol, det være sig over kroppen, beskytterrollen, tilknytningen til arbejdspladsen, økonomien osv. Alt sammen tab, der rokker ved de klassiske mandlige normer. 

Internetcafeer

Kræftens Bekæmpelse har oprettet en række internetcafeer på de rådgivningscentre, man driver rundt om i landet. Her kan interesserede med støtte fra frivillige finde oplysninger på nettet om deres kræftsygdom og behandlingstilbud. De frivillige hjælper med at afgrænse det store stof og er også en god hjælp, hvis den kræftsyge falder over informationer om, at kun få procent med en eller anden kræftform er i live efter et vist antal år.

Mænds og kvinders sprog

Under deres arbejde med temaet Mænd og Kræft kunne de to forfattere også konstatere, at informationsmaterialet fra Kræftens Bekæmpelse havde slagside:

''Vi har haft en forsker til at lave en kulturanalyse af vores information, og den viser helt klart, at informationen i meget stor udstrækning er skrevet til kvinder. Omsorgsordene er mange. Du har brug for hjælp og støtte, lyder det igen og igen. Den slags kan få mænd til at smide en pjece væk. De skal nok selv bestemme, hvad de har brug for. Der er nu engang stor forskel på mænds og kvinders sprog, udtryk og strategier. Derfor anbefaler vi, at man er opmærksom på denne forskel ude på afdelingerne,'' siger Niels Peter Agger.

Hvis han kort skal karakterisere forskellen på mænds og kvinders sprog, er det noget med, at kvinder ''væver.''

''Kvinder bruger utroligt mange ord, inden de når frem til deres egentlige ærinde,'' siger han og husker faderen til et kræftsygt barn, som var ved at falde i svime over mødrenes snak. De kunne simpelthen snakke en halv time om barnets leverpostejmad, erfarede han.

Side 18 

Den slags detaljesnak falder ikke ret naturligt for mænd, og det eksisterer sjældent mand og mand imellem, konstaterer Niels Peter Agger.

Derfor foreslår Kræftens Bekæmpelse, at hospitalerne overvejer, om der skal fremstilles informationsmateriale, der henvender sig specifikt til de to køn. For de mandlige patienters vedkommende betyder det et materiale, som vægter viden og information, og som bygger på mænds handlingsorienterede problemløsningsstrategier.

Sproget bør også være maskulint, det samme bør metaforerne.

Følelserne gemmes

Mange mænd har svært ved at håndtere de store følelser. Ofte vil de opleve det som en svaghed ikke at have kontrol over dem. Derfor efterspørger de i første omgang redskaber, som de kan bruge til at handle med. Først senere kommer bearbejdningen af følelserne. For de er der naturligvis inde bag facaden.

Her giver kataloget Mænd og kræft en fin oversigt over de projekter og tilbud, som er etableret på baggrund af den nye viden, og som i meget høj grad også har fokus på det følelsesmæssige.

Kræftens Bekæmpelse har f.eks. etableret en række kræftskolekurser, hvor underviserne først og fremmest er hospitalsafdelingernes egne læger og sygeplejersker. Mange mænds erfaringer fra disse kurser er, at de til deres egen overraskelse får talt ud om oplevelser og følelser, som de ellers ville have forsvoret at indvie udenforstående i.

Følelserne kommer også til udtryk i de informationsmøder, der bliver holdt mellem en gruppe mandlige patienter og en professionel. Det kan f.eks. være et møde mellem en sexolog og en gruppe prostatapatienter.

I netværksgrupper for mænd har mændene mulighed for at udveksle erfaringer med andre kræftpatienter. Egne oplevelser med sygdommen virker tit langt stærkere end de professionelles forsøg på at hjælpe, er erfaringerne.

Den samme tankegang kommer til udtryk i kræftkontakten på organisationens hjemmeside. På internetadressen www.cancer.dk kan patienterne møde mænd, der har samme kræftsygdom som de selv.

Projektet ''Styrk dig selv'' er et andet patientstøttetilbud rettet mod de mandlige kræftpatienter. Det samme har været organisationens temakursus i højskoleregi, hvor alt foregik på mandekulturens præmisser. Kurset var en succes, så nu skal det være en årligt tilbagevendende begivenhed.

Erfaringerne viser nemlig, at når mænd er sammen med ligestillede, har de ikke svært ved at tale om følelser i forbindelse med deres kræftsygdom, fastslår Niels Peter Agger og Jutta Ølgod.  

Kræftformer hos mænd

De 10 hyppigst forekommende kræftformer hos mænd er lungekræft, tyk- og endetarmskræft, kræft i blærehalskirtlen og urinblæren, kræft i hjerne, hinder og nervesystem, i nyre og øvrige urinveje, i lymfeknuder (non-Hodgkin) samt leukæmi, modermærkekræft samt andre former for hudkræft. Det sidste er den hyppigste kræftform hos mænd, og som regel er der tale om relativt godartede svulster. De seneste tal fra Cancerregistret viser, at lungekræft samt kræft i tyk- og endetarm, blærehalskirtel og urinblære topper hos mændene. Yngre mænd rammes især af testikelkræft, modermærkekræft og kræft i hjerne og nervesystem, mens ældre mænd især risikerer kræft i blærehalskirtlen, i tyk- og endetarmen, i lungerne og i huden. I alt blev der i 1997 registreret 14.161 kræfttilfælde blandt danske mænd. Det tilsvarende tal for kvinder er 15.496, og her er brystkræft den hyppigste kræftform.

Kilde: Nye tal fra Sundhedsstyrelsen. Årgang 5, nr. 5, 2001.

Mænd og kræft

Det kan tit være svært at være mandlig kræft- patient, fordi sygeplejersker kan have tendens til at udvikle drabelige projekter for at nå ind bag den mandlige facade.

Mænd er bange for at vise følelser. Bange for at tabe ansigt. Bange for at græde. Den slags stereotyper om det stærke køn trives i bedste velgående blandt det kvindelige plejepersonale på hospitalsafdelingerne og i hjemmeplejen. Derfor er der grund til at tage plejekulturen op til revision, så man undgår mange mænds opfattelse af sygeplejen som omklamrende omsorg, mener psykolog i Kræftens Bekæmpelse Niels Peter Agger.

Han har i årevis interesseret sig for temaet mænd og kræft og er medforfatter til handlingskataloget (1) af samme navn, som nu er sendt ud til landets hospitaler.

''Den kvindelige omsorgskultur har større fokus på de følelsesmæssige reaktioner end på rationel viden og handling, som især mænd efterspørger i et sygdomsforløb. Derfor kan det tit være svært at være mandlig kræftpatient på en hospitalsafdeling,'' siger han og peger på, at kvinder generelt og sygeplejersker især har en tendens til at udvikle drabelige projekter for at nå ind til den lille dreng, der gemmer sig bag den tillukkede facade. Den form for omsorg vil mange mænd protestere imod. De vil opfatte det som grænseoverskridende omklamring, fordi de fornemmer, at de skal håndtere deres kræftsygdom ud fra kvinders værdisystemer.

Litteratur

  1. Mænd og kræft. Anbefalinger og handlingskatalog til alle der arbejder med mandlige kræftpatienter. København: Kræftens Bekæmpelse; 2001.
Emneord: 
Kræft
Mand