Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

I Valby går vægten op

Alle småtspisende ældre i Valby får et tilbud om hjælp til at få vægten op og dermed styrket kræfterne og livsmodet.

Sygeplejersken 2002 nr. 37, s. 12

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Hjemmeplejen i Valby tilbyder småtspisende tynde ældre at få leveret særlig energitæt kost og modtage individuel støtte og rådgivning af en hjemmesygeplejerske. Hver måned bliver de ældres vægt fulgt, og resultaterne evalueret sammen med den ældres trivsel generelt.

For at blive omfattet af tilbuddet skal de ældre leve op til visse kriterier. De skal have et body mass index (BMI) på under 20, og de skal acceptere at betale for at få daglig levering af energitæt kost fra Peder Lykke Centrets køkken. Målgruppen for indsatsen er de ældre, som:

  • nyligt er udskrevet fra hospital
  • har haft et nyligt større vægttab
  • har tabt mere en 1 kg på et år.

Det er hjemmesygeplejerskerne, som vurderer, om en ældre borger har brug for tilbuddet og visterer til ydelsen. Projekt ''Kost til småtspisende'' startede i 2000. I øjeblikket er ca. 45 ældre omfattet af tilbuddet. Langt de fleste tager flere kilo på i vægt i løbet af et par måneder. De ældre, der fortsat taber sig på trods af indsatsen, taber typisk et enkelt kilo.

De, som taber sig, bliver henvist til deres læge.

I følge hjemmesygeplejerske Anne Holm Damkjær fra hjemmeplejen i Valby, har den største forhindring været at få de ældre til at acceptere at betale for den energitætte mad.

''Mange småtspisende ældre er vant til at få leveret den almindelige kost hver anden dag og dele den i to. Prisen bliver på den måde det halve. De synes, det er for dyrt at betale 39 kr. for en lille portion energitæt kost og mellemmåltider hver dag,'' siger Anne Holm Damkjær.

De tynde ældre, der ikke modtager ''Kost til småtspisende,'' kan dog stadig få hjælp til at blive vejet og få rådgivning af hjemmesygeplejersken.

''Vi råder alle småtspisende ældre til at spise seks gange om dagen, hvor de tre måltider er mellemmåltider. Udover de energitætte måltider, der bliver leveret, er det ofte også nødvendigt at se på, hvordan døgnets øvrige måltider kan beriges.''

Ernærings-indsatsen i Valby er et samarbejde mellem hjemmeplejen i tre distrikter og økonomaen på Peder Lykke Centrets Køkken.

''Samarbejdet giver større forståelse. Køkkenet får et indtryk af, hvordan det er ude hos fru Hansen. På den måde bliver maden tilpasset den enkeltes behov og ønsker,'' siger Anne Holm Damkjær.

Tilbuddet fra hjemmeplejen i Valby er unikt på landsplan.

Hjemmeplejen arbejder nu på at udbrede ''Kost til småtspisende'' til hele Københavns Kommune. 

Ernæring