Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2002 nr. 46, s. 30-31

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Jordemødrenes historie

Helen Cliff

Fast Ansat ved Mysteriet

København: Den almindelige Danske Jordemoderforening 2002
357 sider, 250 kr. SY-2002-51-0xI anledning af sit 100-års jubilæum har Den almindelige Danske Jordemoderforening udgivet ''Fast ansat ved Mysteriet'' om foreningens historie. Bogen handler imidlertid lige så meget om udviklingen inden for fødselsvæsnet og den kamp, som dette andet typiske kvindefag har måttet gennemleve for at få den fornødne uddannelse og plads i systemet.

Med kendskab til sygeplejerskernes historie forventer man, at de to fag på mange måder har haft en ens udvikling, men her påvises en række forhold om til tider overraskende forskelle i udviklingslinjerne.

Det gør bogen interessant for dem, der ønsker at forstå sundhedsvæsnets udvikling og nogle af de problemstillinger, som den dag i dag stikker hovedet frem med jævne mellemrum. Hvor sygeplejerskerne i 1899 valgte at starte Dansk Sygeplejeråd som forening og derfra arbejde mod decentralisering, starter jordemødrene i 1902 med at søge at samle nogle af de lokale foreninger, der rent faktisk eksisterede. Det hænger naturligt sammen med den helt anderledes fordeling af jordemødre ud over landet, som Helen Cliff beskriver og giver baggrundsoplysninger om.

Bogen dokumenterer også den rolle, jordemødrene har følt, de har haft i samfundet, længe før sygeplejen blev systematiseret og genstand for en egentlig uddannelse. Sygeplejerskernes kamp for en tre-årig uddannelse fører til en stædig fastholden af, at man ikke vil godkende en to-årig undervejs. Jordemødrene går en anden vej og lever en årrække med en to-årig uddannelse for så at ende med den tre-årige.

Autorisationen bliver en kendsgerning i sygeplejen i 1933. Jordemødrene må vente til efter Anden Verdenskrig med at få autorisation på plads på trods af, at faget på det tidspunkt rummede en langt større selvstændighed på en række punkter i forhold til lægerne, end sygeplejen gjorde. Kantningerne med lægerne er til tider ganske skarpe og gengives i klart sprog, medens kantningerne og samspillet med sygeplejerskerne træder knap så klart frem, bortset fra opgøret i 30'erne om, hvem der skulle fungere i sundhedsplejerskeordningerne.

Bogen rummer en mængde oplysninger, som må have interesse for bl.a. undervisere, og bogen bør bl.a. stå i bibliotekerne ved skolerne, hvor de mellemlange, videregående uddannelser til sundhedsvæsnet finder sted. Stikordsregister, årstalsvejviser og noter gør det relativt let at arbejde med bogen. Desværre har Den almindelige Danske Jordemoderforening endnu ikke sat bogen offentligt til salg. Man må henvende sig til foreningen for at erhverve bogen.

Af Kirsten Stallknecht, sygeplejerske, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd.  

Dannelse af et kvalificeret jeg

Jan Tønnesvang

Selvet i pædagogikken

- selvpsykologiens bidrag til en moderne dannelsespædagogik
Århus: Forlaget Klim 2002
198 sider, 235 kr.

SY-2002-46-30aDannelsestænkning, læring og selvdannelse er på dagsordenen. Et af flere formål med bogen er at finde frem til nogle af de momenter, der er indeholdt i en modernitetsduelighed. Et andet er, at læreren gennem indsigt i bogen skal få forståelse for, hvordan han/hun med sin person som arbejdsredskab skaber optimale betingelser for studerendes dannelse af et kvalificeret og selvbestemmende jeg.

Jan Tønnesvang, psykolog og gestaltterapeut (der tidligere har publiceret under navnet Jan Tønnes Hansen), skriver om socialitetsfilosofisk dannelsestænkning, om Klafki dannelsesbidrag, om kvalificeret selvbestemmelse, om selvet og dets pædagogiske og dannelsesteoretiske relevans, om selvobjektbegrebets pædagogiske relevans og om professionskompetence.

Fremstillingen skal vise, hvordan hans selvteori kan gøres pædagogisk anvendelig. Tønnesvangs tese er, at arbejdet med at træne de studerendes professionsrelaterede personkvalifikationer skal søges indbygget i hele uddannelsen. For at kunne uddanne må man gøre sig to ting klart: Hvilket samfund skal de studerende kunne forholde sig til, fungere i og realisere deres eksistens i, og hvad er det at være et menneske?

Tønnesvang taler om dannelsesdiskursens spændfelt og forholdet mellem de samfundsmæssige betingelser for realisering af tilværelsen, dannelse og dannelsesbefordrende tilværelseskompetence og om den særligt menneskelige tilværelsesgrund. Nøglebegreber som kvalificeret selvbestemmelse og tilværelseskompetence ses som en del af menneskets livsduelighed. En række figurer understøtter mange af Tønnesvangs budskaber, en fordel, da mange nykonstruerede pædagogiske begreber er med til at gøre indholdet tungt, trods væsentlige budskaber.

Emnet er interessant og højaktuelt i en tid, hvor underviserne og de uddannelsesansvarlige i de mellemlange videregående uddannelser må tage stilling til, hvordan man fremmer de studerendes professionsrettede kvalifikationer, og hvordan fagidentitet dannes samtidig med personlige kvalifikationer. At fokusere på selvet, identiteten, tilværelseskompetence sammen med læring og dannelsestænkning understøtter den organisationsudvikling, der kræves af de institutioner, som uddanner professionsbachelorer.

Af Lisbeth Uhrenfeldt, vicerektor, BA i idéhistorie, cand.cur. 

En konstant samfundsbegivenhed

Mogens Osler

Fødselshjælpens historie

København: FADL 2002
178 sider, 125 kr. SY-2002-46-30bDa professor Mogens Osler stoppede sit lange virke i obstetrikkens verden, fortsatte han som konsulent ved Medicinsk Historisk samling i Bredgade. Det skulle der til for, at han efter 30 års undervisning også fik øje på det vigtigste: Fundamentet. Rødderne. Historien - foruden vi ikke var. Som han selv slutter: ''En fødsel er en begivenhed, der kæder både historiske, kulturelle, sociale, familiære, individuelle og fremtidige aspekter af livet sammen. En fødsel knytter således generationer sammen og er i sin egentlige funktion en konstant samfundsbegivenhed.''

Måske har hans egen indfaldsvinkel til faget været anderledes. Ingen ved det, men med denne lettilgængelige og rigt illustrerede bog får vi en lille perle og en fin håndsrækning til at tilegne os vort fundament, hvad enten vi er studerende, udøvende eller vordende i fødslens historie. Et fags historie er vigtig for at forstå, hvorfor det har udviklet sig til det, det er nu.

Ved Den almindelige Danske Jordemoderforenings 100-års jubilæum nævnte flere af talerne, at fødselshjælp er det ældste kvindefag, og at det opstod længe før, der kom vågekoner og sygeplejersker. Men først med lægevidenskabens tilgang og åbning til anatomien og a- og antiseptikken fik faget en fremdrift af dimensioner. Den første regulære undervisning blev foretaget af præster, der skulle lære jordemoderen gudsfrygtighed. Med den moderne lægevidenskab blev den overtaget af læger, der efterhånden bibragte jordemødrene høj faglig viden. Hermed skiftede faget fra at være varetaget af den uuddannede nabokone til at blive varetaget af den højtuddannede professionelle jordemoder, bistået af speciallægen i fødselshjælp ved komplicerede forløb. Derfor skal samarbejde og respekt for hinanden præge faget, også den før- og efterfølgende svangre- og barselpleje.

I løbet af sommeren har der været debat i dagspressen om jordemødres overgreb og bestemmelsesret f.eks. i forhold til smertelindring over for den fødende. Dertil blev bogen misbrugt bl.a. i en artikel til fordel for epiduralanæstesi. Det var ikke værdigt over for bogens forfatter. For som Osler påpeger, skal vi efterstræbe et risikofrit graviditets- og fødselsforløb for mor og barn, og endnu har vi ikke fundet balancen mellem et naturligt forløb og et forløb præget af teknisk overvågning for at sikre indgriben på rette tidspunkt. Udviklingen med yderligere videnskabelig forskning vil ikke gøre valgene lettere for kvinden, hendes familie eller den rådgivende fagperson. Tværtimod.

Af Karin E.F. Holm, sundhedsplejerske og jordemoder.