Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Udvikling på sygehuse går i stå

Forslag om lukning, sammenlægning og salg af sygehuse har sat det udviklende arbejde på standby. Samtidig er mange sygeplejersker bekymrede for de langsigtede konsekvenser.

Sygeplejersken 2002 nr. 46, s. 8-9

Af:

Claus Leick, journalist

SY-2002-46-08-1Foto: Thomas Tolstrup

Side 9

Hvem orker at arbejde med kvalitetsudvikling eller ny arbejdstidsplanlægning, hvis afdelingen eller hele sygehuset måske alligevel skal lukke eller sammenlægges? Og hvorfor bruge tid og kræfter på at arbejde med bedre patientforløb, når hele strukturen alligevel snart skal ændres?

Det seneste halve års politiske debat om lukning, salg og sammenlægning af sygehuse har for alvor sat det udviklende arbejde på sygehusene på standby.

Mange ansatte har mistet deres engagement mht. at udvikle bedre arbejdsgange og bedre patientforløb. Det er nemlig alt for usikkert, om de nogensinde vil få glæde af deres anstrengelser. Hvis afdelingen eller sygehuset ikke længere eksisterer om et par år, vil det være spildt arbejde at gøre andet end blot at passe sit arbejde indtil da.

Og det er ikke kun den aktuelle strukturdebat, som er årsag til en dalende lyst til at deltage i det udviklende arbejde på sygehusene. De seneste års nærmest permanente strukturdebat i amterne har svækket de ansattes engagement i det udviklende arbejde, vurderer en række af Dansk Sygeplejeråds kredsformænd.

''Den sparsomme tid til fagligt udviklingsarbejde bliver stjålet fra både ledere og medarbejdere for i stedet at blive brugt til struktursnak,'' siger amtskredsformand Jan Agerbo Toft fra Dansk Sygeplejeråd i Sønderjyllands Amt. Her har der i de sidste par år for alvor været gang i strukturdebatten. Han tilføjer:

''Politikerne har efterhånden fået sat så mange skibe i søen, at stort set alt det udviklende arbejde på sygehusene er sat på standby.''

Endnu før strukturen med nye funktionsbærende enheder er ført ud i livet, er de sønderjyske politikere i gang med overvejelser om helt at lukke flere sygehuse. Samtidig foregår der en debat med naboamterne om et tættere samarbejde - måske endda en delvis sammenlægning af funktioner.

Dansk Sygeplejeråds kredsformænd i andre amtskredse kender også alt for godt til den dalende lyst til at engagere sig i det udviklende arbejde.

''Det er forståeligt, at de ansatte bliver demotiverede og ikke orker at bruge kræfter på det udviklende arbejde, når de nærmest konstant får at vide, at nu skal strukturen igen laves om. Konsekvensen er, at alt foregår på laveste blus,'' forklarer Helle Dirksen, amtskredsformand i Vestsjællands Amt.

Her har politikerne gennemført en større omstrukturering af sygehusene, og nu er de i gang med en debat om, hvor der skal lukkes sygehuse.

Langtidsholdbare forslag

Selvom det har uheldige konsekvenser for det udviklende arbejde på sygehusene, at politikerne diskuterer sygehusstruktur, er det samtidig vigtigt, at der bliver truffet nogle rigtige og langtidsholdbare løsninger, mener Helle Dirksen.

''Det er helt afgørende, at de forslag, som politikerne kommer med, er gennemtænkte og langtidsholdbare. Vi har ikke behov for forslag, der er motiveret af ''panik før lukketid,'' forklarer hun og hentyder til, at amterne i øjeblikket føler sig meget pressede, fordi flere partier i Folketinget åbent taler om at nedlægge amterne. Det øger risikoen for meget vidtgående, men ikke særligt gennemtænkte forslag fra amterne, der på den måde håber på at signalere handlekraft.

''Når nogle amter (herunder mit eget) taler om at sælge de offentlige sygehuse til private sygehuse, er de nødt til at tænke konsekvenserne ordentligt igennem. Hvilke konsekvenser får det for de offentlige sygehuse, hvis der kommer flere private sygehuse. Og hvordan vil man geare de offentlige sygehuse, hvis flere begynder at købe privat behandling,'' spørger Helle Dirksen. Hun er ikke overbevist om, at alle amtsrådspolitikere tænker lige langsigtet med deres mange forslag om lukning, salg og sammenlægning af sygehuse. Samtidig henviser hun til, at mange sygeplejersker er bekymrede for de radikale, politiske udmeldinger om ændringer af sygehusstrukturen.

''Sygeplejerskerne er nervøse for, at politikerne helt glemmer, at der også er noget, der hedder kvalitet i plejen. Når politikerne foreslår større enheder og flere private tilbud, sker det ikke af hensyn til patienterne, men af hensyn til økonomien. Det bekymrer mange sygeplejersker,'' fastslår Helle Dirksen.

For risikabelt at sælge

I Frederiksborg Amt er politikerne også godt på vej til at sælge sygehuse. De mest konkrete planer handler om at sælge Hørsholm Sygehus.

Dorte Steenberg, amtskredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Frederiksborg Amt, advarer kraftigt mod forslaget, som hun mener er starten på en glidebane, der vil svække og på længere sigt ødelægge det danske sundhedsvæsen.

''Politikerne aner ikke, hvad de har gang i. Ved at sælge de offentlige sygehuse vil de på få år ødelægge det, som det har taget over 100 år at opbygge. Det svarer til at sælge ud af arvesølvet,'' siger Dorte Steenberg.

Hun er specielt bekymret for det forebyggende arbejde, som risikerer at blive nedprioriteret, hvis den private sundhedssektor bliver styrket.

''Det er alt for risikabelt at begynde at sætte sygehuse til salg uden at have gjort sig seriøse tanker om, hvilken proces man på den måde er med til at sætte gang i,'' pointerer Dorte Steenberg.

Hun ser sit eget amts iver efter at være de første, der sælger et offentligt sygehus til et privat sygehus som et konkret udtryk for, at amterne konkurrerer om at komme først.

''Jeg føler mig overbevist om, at Venstre har en aftale med nogle af deres amtspolitikere om, at de skal hjælpe regeringen med at vise, at det offentlige sygehusvæsen har spillet fallit. Når Frederiksborg Amt har travlt med at få solgt Hørsholm Sygehus, er der for mig ingen tvivl om, at regeringen har en finger med i spillet,'' forklarer Dorte Steenberg.