En skrap dame

Afdelingssygeplejersken på Sønderborg Kasernes infirmeri forestod sin afdeling med militær præcision. Døgnrytmen lå i faste rammer, og hun havde rede på alt fra journaler til antallet af stiklagner i linnedrummet og antallet af teskeer i køkkenet. Hver morgen stod hun veloplagt parat til at modtage nye patienter.

Ser man indenfor på et infirmeri før og nu, fremstår arbejdet som infirmerisygeplejerske som et bredspektret område med stor kompetence, og det omfatter så at sige alt lige fra rengøringsarbejde til overlægearbejde. Men man ser også, at kernen i arbejdet er sygepleje.

Går man lidt tilbage i tiden, møder man i den følgende historie afdelingssygeplejersken på infirmeriet som en ledertype ''af den gamle skole.'' Hun beskrives som militant, krævende, utrættelig, streng, god, højrøstet, mild - altid bemærkelsesværdig. Hendes før i tiden unikke stilling som eneste kvinde inden for forsvaret med rang af premierløjtnant og med bopæl på kasernen gjorde, at hun var kendt af alle på stedet. Bedst kendt var hun naturligvis af infirmeriets overlæge, af sygepasserne - og af patienterne.

Skrap visitering

Talrige soldaterhistorier er blevet fortalt gennem tiderne, når tidligere indkaldte er mødtes, og den, der har været indlagt på et infirmeri, kan tilføre de barske eller muntre historier en ekstra dimension. Det gælder f.eks. tidligere patienter på infirmeriet på Sønderborg Kaserne, hvor afdelingssygeplejerske gennem 30 år fra 1938-1968, frøken Henriette Fischer, træder frem som et uforglemmeligt eksempel.

Om frøken Fischer fortælles bl.a., at hun forestod sin afdeling med militær præcision - om nødvendigt med det militære kommandosprog. Døgnrytmen lå i faste rammer, hun havde nøje rede på alt fra journaler over antallet af stiklagner i linnedrummet til antallet af teskeer i køkkenet, og hun stod veloplagt parat hver morgen til at modtage nye patienter.

Klokken seks lød det på belægningsstuerne: ''Er der nogen syge? Er der nogen, der skal til læge?''

De, der meldte sig, fik så besked på at møde hos den tilsynshavende klokken et kvarter i syv. Her blev klagerne noteret og gruppen af sygemeldte fulgt over til infirmeriet. De dage, hvor der forestod anstrengende øvelser, var der som regel flere syge end ellers, men sorteringen var skrap. Den gik via frøken Fischer til overlægen. Han havde naturligvis det afgørende ord, men støttede sig meget langt til den sygeplejemæssige vurdering.

SY-2002-51-19a
Sønderborg Kaserne fotograferet i 1957. Her regerede afdelingssygeplejerske frøken Fischer på infirmeriet i 30 år, fra 1938 - 1968. Bygningerne umiddelbart bag ved kasernen udgør det daværende Landshospitalet i Sønderborg, i dag Sønderborg Sygehus. Foto: Lokalhistorisk Arkiv i Sønderborg. 

På rad og række

Ankommet til infirmeriet lød der et ''Giv agt!'' og den tilsynshavende meddelte, hvor mange der var med og fra hvilket kompagni, hvorefter han gjorde honnør og vendte tilbage til sin egen dagtjeneste. Frøken Fischer tog imod, visiterede og førte klagerne til protokols. Hun havde sin specielle fremgangsmåde, dirigerede med god kommandorøst de sygemeldte ind på geled, læste højt fra protokollen ud for hver enkelt: ''De angiver at lide af?'' - og så fulgte oplæsning af klagen - afsluttet med et ''Hvorfor tror De det?''

Det kunne få de fleste til at hakke og stamme i det, især hvis klagen i nogen grad var opdigtet.

Der var lige så megen justits inden for infirmeriets vægge som uden for - f.eks. også ved temperaturtagning, som var obligatorisk i forbindelse med visitationen. De sygemeldte blev på ny dirigeret ind på geled, og frøken Fischer kommanderede: ''Bukserne ned! Tag temperaturen!'' Efter to minutters forløb lød det: ''Hold termometret frem!'' hvorefter hun gik fra mand til mand og aflæste graderne.

Resultatet af visitationen blev nu forelagt overlægen, de reelt syge blev indlagt, og til simulanterne blev der givet to albyl og et glas kinadekokt, før de blev sendt tilbage til deres kompagnier. Kinadekokt er et meget ildesmagende præparat, men ned skulle det. Frøken Fischer anså ikke medicin for givet, før den var taget - og sunket. Det forlød, at dette glas kinadekokt efter

Side 19 

Sønderjyske infirmerier

Efter Genforeningen i 1920 var der i Sønderjylland infirmerier med sengepladser på kasernerne i Tønder, Haderslev og Sønderborg samt i Søgaardlejren; efter 2. verdenskrig også på Flyvestation Skrydstrup. Antallet af kaserner er nu reduceret, der er sket omstrukturering inden for forsvaret, og det berører naturligvis også infirmerierne. I dag er der i Sønderjyllands Amt sengepladser og ambulatorium på Sønderborg Kaserne; på Haderslev Kaserne er der ambulatorium og på Flyvestation Skrydstrup både ambulant tjeneste og omkring femten sengepladser. Da der ikke er værnepligtige på flyvestationen, betragtes sengene som en nødforanstaltning, der i givet fald straks kan tages i brug.

Ambulatorierne er veludbyggede, og en vigtig opgave er bl.a. at gennemføre helbredsundersøgelser og vaccinationer i forbindelse med udsendelse af militær til udlandet som led i fredsbevarende styrker eller som hjælp i katastroferamte områder.

Side 20 

en enkelt kur afskrækkede soldaterne fra igen at simulere sygdom.

Samvittighedsfuld sygepleje

''Den temperaturappel var da bare en sjov oplevelse,'' lyder det fra en fortæller, men når soldater virkelig var syge og blev indlagt på infirmeriet, var frøken Fischer som en mor for dem. Hun talte meget og gerne med de unge mennesker og udførte en samvittighedsfuld sygepleje. Ikke sjældent er hun kommet ned fra sin lejlighed på kasernen aften eller nat for at se til - måske sidde hos - en meget dårlig patient. Men skrap var hun, og det var selvfølgelig nødvendigt med det unge klientel, hun havde ansvaret for.

Frøken Fischer var overvældende - også af ydre - og blev af soldaterne respektløst kaldt ''En kæmpeskude af en kvinde.'' At hun var meget barmfager, gik heller ikke de unge mandlige patienters blik forbi. Desuden forlød det, at hun skelede, og at dette var et alvorligt handicap for patienterne; ''Man vidste aldrig helt, hvem hun så på.''

En af fortællerne afrunder med at karakterisere frøken Fischer sådan: ''Vi kaldte hende ''Galathea'' - og holdt af hende.''

Røde hunde

''Jeg var korporalelev i Sønderborg, da jeg i 1952 blev indlagt hos frøken Fischer,'' fortæller en anden tidligere patient. Der var udbrudt røde hunde på belægningsstuen, temperaturerne var ikke særlig forhøjet, men der blev ordineret indlæggelse.

''Ankommet til infirmeriet inspicerede frøken Fischer vores maveskind, hvor de røde pletter sad tættest. Så vidste hun - og glemte ikke - hvor meget hver enkelt var angrebet.''

''Jeg selv og de øvrige indlagte befandt os godt på infirmeriet - ingen anstrengende militærtjeneste, herlig seng at ligge i, maden serveret på dynen foran os, alt bragt og en smøg sent på aftenen, når frøken Fischer var langt af vejen.''

De befandt sig så godt, at de blev enige om at påføre sig selv nye røde pletter, da de oprindelige forsvandt.

''Vandfarve og pensel var vores våben. Frøken Fischer var jo så skeløjet, så det opdagede hun såmænd ikke,'' beretter den tidligere patient.

Men ak, så skeløjet var hun heller ikke, pletterne svandt for en kold opvreden klud, man løb ikke om hjørner med frøken Fischer.

Henriette Fischer

1903: Født den 2. april i Randers

1933: Uddannet som sygeplejerske i København

1938: Den 1. april ansat som infirmerisygeplejerske ved kasernen i Sønderborg

1947: Udsendt med Den Danske Brigade til Tyskland

1968: Afskediget efter ansøgning

1990: Død den 13. maj, urnen nedsat i fællesgraven på Ulkebøl Kirkegård (ved Sønderborg)

Rengøring obligatorisk
Hun udskrev gerne simulanter med ordene: ''De må gerne stå ud af sengen nu, og så går De til tjeneste her!''

Det betød hovedrengøring på infirmeriet fra gulv til loft. Alle kroge, alle fliser, alt skulle vaskes, skylles og pudses. Frøken Fischer så nøje efter, at arbejdet blev udført tilfredsstillende, ellers var det om igen. Rengøringen var i det hele taget gennemført på infirmeriet og godt organiseret, set fra de ansattes side. Når en patient blev udskrevet, skulle han i alle tilfælde gøre rent. Seng og sengebord skulle skrubbes og resultatet accepteres af frøken Fischer, før soldaten blev ''løsladt'' og igen skulle melde sig til sit kompagni.

Indlagt med og mod sin vilje

En major, der ligesom frøken Fischer og andre med militær rang boede på Sønderborg Kaserne, fortæller fra 1950'erne, at han og hans kone oplevede frøken Fischer fra flere sider. I forbindelse med vanskeligheder efter en fødsel var frøken Fischer den utrættelige hjælper og vejleder for den nybagte mor; om det daglige arbejde stod der gensidig respekt mellem majoren og afdelingssygeplejersken. Desuden kan han fortælle om frøken Fischers kontante væremåde, bl.a. to historier om en frivillig og en højst ufrivillig indlæggelse.

Selv stod majoren for den frivillige, og historien foregik, mens han endnu var værnepligtig soldat med tjenestested på kasernen i Sønderborg. Majorens forældre boede i Sønderborg, og da han under en weekendorlov var hjemme på besøg, følte han sig søndag morgen sløj med ondt i halsen.

''Jeg må vist hellere melde mig på infirmeriet og blive indlagt,'' mente han og begav sig af sted til kasernen.

Frøken Fischer tog imod, og hun var så rørt over,

Side 21

at patienten kom helt af sig selv en søndag morgen - en fridag - at hun plejede ham med særlig omhu; sådan oplevede han det i hvert fald. Bl.a. bagte frøken Fischer den dag pandekager til alle indlagte, og ''Jeg fik min rigelige ration,'' fortæller majoren.

Den ufrivillige indlæggelse drejede sig om en rekrut, der var sendt over til infirmeriet med breve til de indlagte. Da al gang skulle forgå i løb, var han temmelig forpustet ved ankomsten. Hans besked ''Jeg skal aflevere breve'' blev fremsat under megen hosten, og frøken Fischer kaldte: ''Kom her hen til mig, unge mand!''

Han blev så beordret til at få målt temperatur og blev til sin forbavselse indlagt. Han stod netop foran en kort orlov og søgte fortvivlet at protestere, men intet hjalp, han var visiteret; her var det frøken Fischer, der bestemte, og den unge mand måtte gå til sengs i infirmeriet.

SY-2002-51-19bFrk. Fischer var, som det fremgår af dette militære stamkort, udsendt med Den Danske Brigade til Tyskland i 1947. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Sygepasser hos frøken Fischer

Også en sygepasser, der aftjente sin værnepligt på infirmeriet i Sønderborg, fortæller om en uforglemmelig tid hos frøken Fischer. Dagsrytmen lå fast og begyndte med den berømte morgenvisitation og senere stuegang. Frøken Fischer mødte dagligt op i skinnende hvid sygeplejerskeuniform, og den holdt sig uplettet til efter stuegang. Den sluttede klokken halv elleve præcis, så var der ''formiddagsfrokost'' for hele staben med kaffe og ostemad. Dagligt spildte frøken Fischer kaffe på uniformen, hvorefter hun udbrød: ''Så, nu skete det igen.'' Med sindsro gav hun sin voluminøse barm skylden for miseren.

Dagen derpå

Når rekrutter mødte op mandag morgener for at bede om kodimagnyl mod svær hovedpine, sagde frøken Fischer nej! De kunne bare lade være med deres drikkeri i weekenden.

Da alle både inden for og uden for infirmeriets vægge vidste, at præcis klokken tretten gik frøken Fischer op i sin lejlighed for at sove til middag, mødte de hovedpineramte op igen hos sygepasserne, og de havde naturligvis kodimagnyler i lommen til almindelig uddeling blandt kammeraterne. Frøken Fischer, der vidste alt om, hvad der foregik på hendes afdeling, kendte utvivlsomt også den trafik, men hun omtalte den aldrig. Frøken Fischer var både klog og god og havde i virkeligheden hjerte for de unge stakler med tømmermænd.

Udadtil holdt frøken Fischer altid med sine sygepassere, når det blev aktuelt. F.eks. kunne befalingsmænd eller andre overordnede under indlæggelse forfalde til at mene, at de skulle bestemme over sygepassernes gøren og laden på stuen, og de kunne

Side 22

finde på at beklage sig til frøken Fischer over, at en befaling ikke var efterkommet. Så lød frøken Fischers svar: ''Her er det mig, der bestemmer!'' og der var aldrig bebrejdelser til sygepasserne i den anledning. Befalingsmænd og andre overordnede skulle ikke være vigtige, sygepasserne var hendes, og det befandt de sig godt ved.

Hurtig forfremmelse

En dag skulle der hentes akut medicin på apoteket i byen, det øsede ned, og da der ikke hørte regnslag til den meniges uniform, blev sygepasseren udstyret med frøken Fischers militære regnkappe. Den var naturligvis forsynet med premierløjtnantens to femtakkede stjerner på skulderstropperne, og sygepasseren protesterede: ''Det kan jeg da ikke, jeg slipper aldrig gennem vagten!'' Men frøken Fischer afgjorde sagen ved at erklære: ''Når jeg siger, De kan, så kan De! Det er noget, jeg bestemmer - og nu af sted!'' Sygepasseren slap uantastet igennem vagten på både ud- og hjemtur, og der blev hilst reglementeret på premierløjtnanten; så hurtig en forfremmelse var ikke set før.

Essensen i sygeplejen

Én ting er alle fortællere enige om: Frøken Fischer var skrap. Hvis reglementer ikke blev overholdt og ordrer ikke efterkommet straks, rullede hun sig ud med en stemme, der kunne høres meget langt omkring og med ord hentet fra det militære sprog.

En smøg på toilettet i dagtimerne blev altid opdaget, pjækkeri af enhver art ligeledes - og en bragende omgang skældud fulgte. Man kunne godt blive bange for frøken Fischer, fortælles samstemmende af tidligere patienter; ''Men det varede ikke ret længe, før vi opdagede hendes hjertevarme og humor.''

Der var ingen rangsforskel i hendes sygepleje og i ledelsen af sygepasserne, og den virkelig dårlige patient glemmer vist aldrig den omhu, hvormed han blev plejet på infirmeriet på kasernen i Sønderborg. Det har drejet sig om mange patienter gennem de tredive år, frøken Fischer var leder.

Kernen i arbejdet den samme

Umiddelbart er der store forskelle i arbejdet som infirmerisygeplejerske dengang og nu. Sammenligner man nutidens stillingsbeskrivelse for infirmerisygeplejersken med beskrivelsen i fordums dage, ser man, at funktionerne er ændret, og at opgaverne i dag har et videre sigte, bl.a. mod udlandet, men man ser også, at kernen i arbejdet fortsat er den kendte, at sygeplejerskens opgaver er at udøve syge- og sundhedspleje, lede og tilrettelægge arbejdet, administrere og undervise.

Hjælpepersonalet, der før i tiden hed sygepassere, er nu sanitetsassistenter, men de har altid fået en målrettet uddannelse. Afdelingssygeplejerskerne er i dag civilt ansatte, men gennemgår oplæring i militære færdigheder og skal kunne håndtere et våben. Det, der i særlig grad karakteriserer infirmerisygeplejersken, er, før som nu, at hun har et stort ansvar - skal ofte handle på egen hånd - og at hun har stor kompetence til at handle. Disse to faktorer må som bekendt gå hånd i hånd, hvis et arbejde skal lykkes. Ikke mindst selvstændigheden i arbejdet er fortsat det, der tiltrækker sygeplejersker til at bruge deres uddannelse inden for forsvaret. -

Dagmar Bork er lokalhistoriker og tidligere forstander for Haderslev Sygehus.

Mundtlige kilder:

Artiklen bygger overvejende på samtaler med:

Pensioneret major Holger C. Christiansen og pensioneret kaptajn Helge Moosmann, begge Haderslev, og snedkermester Hans Christian Petersen, Sønderborg (sygepasser i 1951).

Skriftlige kilder:

Haandbog for Hæren, Krigsministeriet; 1942.

Glemt i kælder

Nuværende og tidligere militærpersoner samt mange civile i Sønderborg kan i dag 12 år efter hendes død fortsat fortælle anekdoter om frk. Fischer. Men fremskaffe et billede af hende kunne ingen umiddelbart trods talrige forespørgsler fra redaktionens side. Heldet var dog i sidste ende med redaktionen: I kælderen under det plejehjem, hvor frk. Fischer tilbragte sine sidste år, fandtes en mappe, som alle havde glemt eksistensen af. I mappen lå bl.a. uddannelsesbeviser, originale håndskrevne udtalelser fra arbejdspladser, diverse civile og militære identitetspapirer m.m.

Materialet er efter aftale med familien overgivet til Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding. (Red.)

Artikler af Dagmar Bork

Interview med Dagmar Bork: Fortiden fascinerer. Sygeplejersken nr. 51/2002   

2007

Sønderjysk sygehusvæsen fra besættelsen til i dag

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, der er interesserede i det sønderjyske sundhedsvæsens historie. Den er baseret på forfatterens udforskning af lokalhistorien og beskriver hverdagen under besættelsestiden og udviklingen i sygehusdrift, organisation og sygepleje frem til nutiden. 

Sønderjysk sygehusvæsen: Fra fattiggård til moderne sygehus
Artiklen henvender sig til historisk interesserede sygeplejersker. Den er baseret på forfatterens udforskning af lokalhistorien i Sønderjylland og beskriver udviklingen i sygehusvæsenet fra ca. 1864 til 1950. En efterfølgende artikel går tæt på besættelsestiden og udviklingen i sundhedsvæsenet efter 2. verdenskrig.

2005

Diakonisser plejede den udbrændte digter 

To erfarne diakonisser fik til opgave at pleje den berømte digter, da han i 1872, knap tre år før sin død, blev ramt af alvorlig sygdom. Men selv om han var formuende, og det var kutyme, at man betalte for sin pleje, så besluttede bestyrelsen for Diakonissestiftelsen at tilbyde tjenesten vederlagsfrit.

2004

Sygepleje på tværs af nationale modsætninger

Danske søstre, tyske diakonisser og østrigske nonner plejede de sårede og døende soldater i krigen mellem Danmark og Preussen/Østrig i 1864. I breve, som ikke tidligere har været offentliggjort, beskriver især de tyske diakonisser arbejdet med amputeringer, forbindsskifte, sårpleje, trøst og bortskaffelse af lig. De danske læger var i begyndelsen stærkt utilfredse med kvindernes tilstedeværelse, men efter krigen var der kun ros tilovers for deres arbejde.

2002

En skrap dame

Afdelingssygeplejersken på Sønderborg Kasernes infirmeri forestod sin afdeling med militær præcision. Døgnrytmen lå i faste rammer, og hun havde rede på alt fra journaler til antallet af stiklagner i linnedrummet og antallet af teskeer i køkkenet. Hver morgen stod hun veloplagt parat til at modtage nye patienter.

En gave til sygeplejens fremme

På Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Kolding Fjord ses i den permanente udstilling et skab, der har stået hos en hjemmesygeplejerske på Als, og som har rummet diverse artikler til brug i plejen.

2001

Menneske og sygepleje

Spørgsmålet ''hvor gammel er sygeplejen?'' besvares som regel med ordene: ''Lige så gammel som menneskeheden,'' og det findes der faktisk vidnesbyrd om.

Missionær i Tanganyika

Cathrine Sørensen var sygeplejerske og missionær i Tanganyika - i dag Tanzania. Under 1. verdenskrig blev hun og hendes mand interneret af englænderne i krigsfangelejre og vendte først hjem til Danmark i 1919.

Diakonisser deporteret til kz-lejr

Den ene af to diakonissesøstre fra Kaiserswerth overlevede ophold i udryddelseslejren Auschwitz.

Diakonisse brød med moderhus

Søster Hansine Holst-Nielsen blev offer for grænselandets særlige forhold.

Emblemet mejslet i gravstenen

Sjældent at se sygeplejerskernes firkløver på kirkegårde.

Sønderjysk fortælleglæde

Dansk Sygeplejeråds tidligere formand Maria Madsen voksede op i danske omgivelser i det dengang tyske Sønderjylland.

Banebryder for kvinders frigørelse

Friederike Fliedner nåede i sin korte virketid som forstanderinde for den første diakonissestiftelse at grundlægge mange af de principper, der fortsat er bærende i sygeplejen.

I tjeneste på slagmarken

Elise Hepp fulgt til graven af både danske og tyske honoratiores.

Venskab for livet

Florence Nightingale lod sig inspirere af diakonisserne på Kaiserswerth.

1999

Da økonomen forestod sygeplejen

Et sygehus i hertugdømmet Slesvig i tysk tid og efter 1920. Træk fra sygeplejens historie gennem 100 år på Haderslev Amts sygehus i Gram.

Skolen blev til sygehus

De danske myndigheder lagde fra første færd vægt på, at syge tyske flygtninge blev behandlet og plejet af tysk personale. Det var baggrunden for, at man efter Danmarks befrielse i 1945 indrettede Haderslev Katedralskole til flygtningesygehus. Kun to af flygtningesygehusets stab var danske.

Emneord: 
Sygeplejens historie
Historie