Opbrud i uddannelsessystemet

Inden for de sidste år er der sket omfattende ændringer i uddannelsessystemet for voksne, herunder sygeplejerskers videreuddannelse. Sygeplejerskernes specifikke videreuddannelsessystem er i en lang årrække blevet varetaget af Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Denne uddannelsesinstitution er som bekendt under afvikling.

De uddannelser, der har været udbudt her, er flyttet eller flyttes snarest til et andet institutionelt regi.

Kandidatuddannelsen i sygepleje flyttede i foråret 2001 til det sundhedsfaglige fakultet ved Aarhus Universitet.

Danmarks Sygeplejerskehøjskole har arbejdet på at konvertere de eksisterende diplomuddannelser til universitære masteruddannelser. Det er blevet afvist af Undervisningsministeriet. Hvis diplomuddannelserne skal videreføres, skal det ske ved de nyetablerede centre for videregående uddannelse i hhv. København og Århus.

Det er forståeligt, at der har været stor frustration over lukningen af Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Bredt i sygeplejekredse er der udtrykt bekymring over, at et fagligt og pædagogisk miljø, der er opbygget over en lang årrække, risikerer at gå tabt (1,2,3).

Sygeplejerskers videreuddannelse

I sygeplejerskekredse synes der at være generel tilfredshed med, at sygeplejerskernes kandidatuddannelse nu endelig er anerkendt og tilknyttet et relevant universitetsfakultet. Det væsentligste problem i forhold til denne uddannelse er den for lave uddannelseskapacitet.

I videreuddannelsessystemet under kandidatniveauet virker sygeplejerskernes, herunder Dansk Sygeplejeråds, strategi uklar og modsætningsfyldt.

Dansk Sygeplejeråd har aktivt støttet bestræbelserne på at få videreført diplomuddannelserne fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole som masteruddannelser ved universiteterne (1,2). Sideløbende hermed har man kæmpet for at få godkendt specialuddannelser i bl.a. gerontologi på linje med specialuddannelse i eksempelvis anæstesi og intensiv sygepleje (4,5). Begge disse uddannelsesinitiativer er i første omgang blevet afvist af de relevante ministerier.

På Dansk Sygeplejeråds kongres i september 2002 beklager Connie Kruckow ministeriets afslag af en specialuddannelse i gerontologisk sygepleje. Hun kræver i stedet udvikling af masteruddannelser i gerontologisk sygepleje samt i sundhedspleje og onkologisk sygepleje (6). Også næstformand Aase Langvad ser masteruddannelserne som vejen frem for sygeplejersker. Med et fremtidigt grunduddannelsesniveau som professionsbachelor mener hun ikke, at diplomuddannelser længere er et relevant uddannelsesniveau for sygeplejersker. Hendes argumentation er, at der ''via en diplomuddannelse opnås bredere, men ikke højere kvalifikationer, end professionsbachelorerne har i forvejen - hvilket f.eks. ville være tilfældet med en masteruddannelse''(2).

Denne argumentation holder slet ikke, hvilket flere indlæg i Sygeplejersken har søgt at forklare (7,8). Selvfølgelig øger sygeplejersker deres kvalifikationer i de sundhedsfaglige diplomuddannelser. Om disse kvalifikationer bliver bredere, højere eller evt. dybere end professionsbachelorniveauet, fører for vidt at diskutere her.

Dansk Sygeplejeråds håndtering af sagen om gerontologiuddannelsen viser en inkonsekvens i strategien for sygeplejerskers fremtidige videreuddannelse. Specialuddannelserne er udmærkede praksisrettede uddannelser, men da slet ikke akademiske uddannelser. Masteruddannelser er ikke direkte praksisrettede, men karakteriseret ved et højt akademisk niveau med stor vægt på udvikling af videnskabelige og metodiske kompetencer (9). Selvfølgelig kan der også udvikles masteruddannelse i f.eks. gerontologi, men det er blot noget helt andet end en specialuddannelse. Målsætningen for og rekrutteringen til de to uddannelsestyper vil være vidt forskellig.

Et helt andet problem, som også burde indgå i de strategiske overvejelser, er, at specialuddannelserne ikke indgår i det almindeligt anerkendte videreuddannelsessystem og derfor heller ikke åbner for yderligere kompetencegivende videreuddannelse.

Master- eller diplomuddannelse

Som en professionspolitisk strategi er det forståeligt, at Dansk Sygeplejeråd søger mod den højest opnåelige uddannelsesmæssige status. Men er det en realistisk og ønskelig strategi?

Dansk Sygeplejeråds prioritering af masteruddannelser kan være problematisk af flere grunde.

For det første er alle nuværende sygeplejersker ikke på et professionsbachelorniveau, og de har dermed ikke de samme studiemæssige og metodiske kompetencer, som de fremtidige professionsbachelorer vil få. For denne store gruppe af sygeplejersker vil der i de næste 10-20 år være et stort videreuddannelsesbehov.

Side 19

Disse sygeplejersker vil i mange år fremover udgøre grundstammen i sygeplejefaget, og de må nødvendigvis tilbydes relevante og realistiske kompetencegivende videreuddannelsesmuligheder. Det er nødvendigt for at styrke og udvikle sygeplejen. Det giver den enkelte sygeplejerske mulighed for at få de almene metodiske og studiemæssige kompetencer, der efterfølgende kan åbne dørene for yderligere videregående uddannelse, f.eks. på master- og kandidatniveau.

For det andet er det problematisk ensidigt at lede sygeplejerskers almene videreuddannelsesbehov ind i et egentligt akademisk og universitært system. Det er centralt, at sygeplejersker, som ikke i første omgang ønsker en akademisk løbebane, tilbydes relevante kompetencegivende videreuddannelsesmuligheder.

De nye professionsbachelorer vil også have behov for den type uddannelse, hvis de skal blive kliniske eksperter inden for et af sygeplejens kerneområder. Grunduddannelsen er en bred generalistuddannelse, der ikke giver rum for specialisering. For den enkelte professionsbachelor forestår der et stor udviklingsarbejde i at erhverve sig specialistkompetence, hvilket ikke alene kan klares ved klinisk oplæring, men kræver systematisk støtte fra uddannelsessystemet. Det lovgivningsmæssige krav om faglig ajourføring og udvikling af sygepleje bliver ikke lettere at leve op til i en fremtid præget af eksplosiv vidensudvikling og hurtig vidensforældelse. Diplomuddannelser kan være en vej til at sikre en relevant specialekompetence også for de kommende professionsbachelorer.

For det tredje har den ensidige satsning på masterniveauet taget opmærksomheden bort fra den udviklingsproces, der i det forløbne år er sket med de sundhedsfaglige diplomuddannelser. Der er udviklet en række sundhedsfaglige diplomuddannelser, uden at der i sygeplejekredse har været en bredere uddannelsespolitisk diskussion og stillingtagen til relevansen og retningen af disse uddannelser. I Sygeplejersken har der kun været meget sporadisk omtale af den nye bekendtgørelse om de sundhedsfaglige diplomuddannelser og de uddannelser, der er udviklet ud fra denne (10). Undervisningsministeriet har gjort det klart, at man ser de sundhedsfaglige diplomuddannelser som centrale i det fremtidige videreuddannelsessystem for sygeplejersker.

Med den nye bekendtgørelse om de sundhedsfaglige diplomuddannelser (11) er der lukket op for et fleksibelt modulopbygget videreuddannelsessystem, som kan imødekomme vigtige sygeplejefaglige behov, og som kan tilpasses den enkelte studerendes personlige muligheder og ønsker. Bekendtgørelsen giver principielt mulighed for at udvikle og udbyde såvel tværfaglige og monofaglige uddannelser som genereralist- og specialistorienterede uddannelser. 

Side 20

For andre faggrupper som radiografer, bioanalytikere, jordemødre og terapeuter er der godkendt specialistorienterede sundhedsfaglige diplomuddannelser, mens sygeplejersker foreløbig kun kan vælge mellem generalistprægede tværfaglige uddannelser og en generalistpræget monofaglig uddannelse (se figur 1 på foregående side).

Specialist versus generalist

Det hidtidige videreuddannelsessystem for sygeplejersker har været præget af bredere generalistprægede uddannelser. Diplomuddannelser udbudt på Danmarks Sygeplejerskehøjskole med fokus på ledelse, pædagogik og sygepleje har haft denne brede generalistkarakter. Sundhedsplejerskeuddannelsen har i denne sammenhæng været en undtagelse. Master- og kandidatuddannelser ved universiteter, som sygeplejersker i de sidste 10-15 år har frekventeret, er også typisk bredt rettede generalistuddannelser. Det samme gælder, som nævnt ovenfor, de hidtidig godkendte sundhedsfaglige diplomuddannelser med interesse for sygeplejersker.

Diskussionen om uddannelser i sygepleje med fokus på eksempelvis gerontologi og kræft tydeliggør behovet for specialerettede uddannelser, hvor udgangspunktet for undervisningen er konkrete faglige problemstillinger og udviklingsområder. Gennem arbejdet med specifikke sygeplejefaglige problemstillinger er der oplagte muligheder for samtidig at erhverve studiemæssige og metodiske kompetencer. Via specialistuddannelser kan man i forhold til disse kompetencer nå lige så langt som via de aktuelle brede og mere generalistprægede uddannelser.

I de bredere generalistprægede uddannelser er udgangspunktet for uddannelsestilrettelæggelsen typisk overordnede og generelle tematiseringer og teoriområder. De specifikke faglige problemstillinger kan evt. trækkes ind som eksempler i undervisningen eller bearbejdes i de studerendes selvstændige opgaver.

Såvel generalist- som specialetilgangen kan have sin berettigelse, og begge modeller har deres fordele og ulemper. Det er derfor ikke et spørgsmål om et enten-eller, men snarere om et både-og. Problemet er blot, at den specialerettede tilgang, med undtagelse af sundhedsplejerskeuddannelsen, ikke aktuelt er en valgmulighed for sygeplejersker.

Specialerettede diplomuddannelser

Specialiseringen i sundhedsvæsnet er en realitet, kompleksiteten i plejen bliver stadigt større, og kravene til sygeplejerskernes viden øges. Vidensproduktionen og vidensforældelsen er eksplosiv. Hvis sygeplejen skal have en kvalitet, der matcher de moderne krav, er det en urealistisk ambition at være generalistsygeplejerske, selv om der selvfølgelig indgår generalistkompetencer i alle specialeretninger. Der er behov for sygeplejespecialister i forhold til mange af fagets kerneområder, eksempelvis i sygepleje til ældre, til børn, til kræftpatienter og til inkontinente.

Undervisningsministeriet bevilligede i juni 2001 udviklingsmidler til beskrivelse af specialerettede sundhedsfaglige diplomuddannelser i f.eks. geriatri og gerontologi, pædiatri, kræft, neurologi, inkontinens og diabetes. Disse uddannelser er i det sidste år blevet detailbeskrevet i arbejdsgrupper af faglige specialister, udviklingssygeplejersker, repræsentanter fra oversygeplejerskeråd, repræsentanter fra faglige sammenslutninger og, hvor det har været relevant, med repræsentanter fra andre faggrupper. Desværre blev uddannelserne, som de eneste, ikke godkendt af Undervisningsministeriet ved udbudsrunden i oktober 2002.

Afslaget er uforståeligt, da der tydeligt er behov og interesse blandt sygeplejersker for denne type uddannelser. Samtidig er de specialerettede sundhedsfaglige diplomuddannelser beskrevet på et højt fagligt niveau og lever fuldt op til tilsvarende uddannelser i andre lande og til internationale uddannelsespolitiske hensigtserklæringer inden for forskellige specialeområder.

Der er ikke givet egentlige faglige eller pædagogiske begrundelser for afslaget, men bl.a. modstand fra flertallet af rektorer ved de danske sygeplejeskoler har påvirket Undervisningsministeriets indstilling.

Status og fremtidig strategi

Som den uddannelsespolitiske situation er lige nu, er sygeplejerskers berettigede krav om kompetencegivende videreuddannelsesmuligheder langtfra tilfredsstillende. Det eneste, der er på plads, er en kandidatuddannelse med en alt for lille kapacitet. Sygeplejersker kan som alle andre søge ind på mere generelle videreuddannelsestilbud ved universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, eller de kan søge længerevarende fagspecifikke kurser som de eksisterende efteruddannelser i f.eks. kræftsygepleje, neurosygepleje, pædiatri og inkontinens. Det åbenlyse behov for fordybelse i sygeplejefaglige specialeområder bør i fremtiden opprioriteres og integreres i et egentligt kompetencegivende og niveauopdelt videreuddannelsessystem. Herved får man mulighed for at lægge større vægt på og stille krav om udvikling af studiemæssige og almene akademiske kvalifikationer, og man kan undgå, at de specialerettede uddannelser bliver uddannelsesmæssige blindgyder.

Dansk Sygeplejeråds strategi på videreuddannelsesområdet må inkludere alle de anerkendte videreuddannelsesniveauer. Det burde ikke være et urealistisk krav, at alle sygeplejersker efter nogle år i et specialeområde tilbydes minimum en diplomuddannelse. Ved siden af dette skal der være mulighed for relevante videreuddannelsesmuligheder på master- og kandidatniveau. Realistisk set vil master- og kandidatniveauet sandsynligvis i en lang årrække fremover være for et mindretal af sygeplejersker.

Carsten Nielsen er sygeplejerske, cand.pæd. og projektleder på diplomuddannelse i klinisk praksis. 

Litteratur

1. Kjærgaard G. Nej fra to ministerier. Sygeplejersken 2002; (35): 8-9.

2. Langvad A. Masteruddannelse i sygepleje er en nødvendighed. Sygeplejersken 2002; (39): 22.

3. Lehmann AB. Angreb indefra. Sygeplejersken 2002; (40): 32.

4. Langvad A. Ulogisk afslag. Sygeplejersken 2002; (3): 2.

5. Palsbo S. Ændrede vilkår for specialuddannelse. Sygeplejersken 2002; (9): 25.

6. Bjørnson K, Bloch Kjeldsen S, Leick C, Palsbo S, Weil HM. Den attraktive arbejdsplads. Sygeplejersken 2002; (39): 17-18.

7. Wedege G, Brøbecher H. Ikke et angreb indefra. Sygeplejersken 2002; (43): 22.

8. Holdgaard, A. Der vil ikke ske forringelser. Sygeplejersken 2002; (46): 15.

9. uvm.dk

10. Kjærgaard G. Nye uddannelser med fokus på praksis. Sygeplejersken 2002; (30): 4.

11. Bekendtgørelse om de sundhedsfaglige diplomuddannelser. Undervisningsministeriet den 16. maj 2002.