Familien som fundamental institution

Billede

Side 19

Billede

Side 20 

Familie og kønsroller er et centralt emne i Koranen, og derfor er familielovgivningen i Sharialovgivningen (se Sygeplejersken nr. 19/2003) stadig fundamental i de islamiske lande. Loven indeholder mere end et sæt juridiske regler i traditionel forstand, idet den også foreskriver regulativer for den daglige adfærd og for, hvordan kønnene skal omgås hinanden.

Hvordan Sharialovene skal fortolkes og efterleves, er der ikke helt enighed om, hverken blandt de religiøse lærde eller blandt muslimer generelt. Derfor omtales i det følgende kun de religiøse regler, der er genstand for mest opmærksomhed i offentligheden, og regler, som jeg tror kan være en fordel for sundhedspersonalet at have kendskab til. Læsere skal være opmærksomme på, at artiklen kun omhandler islamisk lovgivning og ikke forholder sig til, hvorvidt de gældende regler er lovlige eller ulovlige i Danmark.

Når jeg bruger udtrykket ”traditionerne” er det underforstået, at der hermed menes Hadith-samlingerne (se Sygeplejersken nr. 19/2003).

Familien

Familien er den mest fundamentale institution i islam. Dens funktion er at sørge for dens ældre medlemmer, at socialisere de unge og sikre familiens fremtidige beståen. Traditionelt er familien opbygget efter en patriarkalsk struktur, hvilket indebærer, at flere familiemedlemmer bor sammen med faderen som overhovedet. Selv om denne tradition langsomt er ved at ændre sig i takt med forbedrede leve- og uddannelses vilkår, betyder det ikke, at ansvaret for familiens øvrige medlemmer er blevet mindre i vore dage (1).

Medlemskab af en familie kan kun anerkendes gennem slægtskab via blodet eller ægteskab. Det er vigtigt, at den enkelte kender sin afstamning, og det betyder, at adoption ikke er tilladt. Slægtskabet aflæses på efternavnet, og kvinden beholder derfor også sit eget efternavn, når hun gifter sig (2).

I den arabiske verden tiltaler folk kun hinanden ved fornavn og/eller titel.

En familie består ikke kun af forældre og børn, men også af nære og fjerne slægtninge. Naboer og venner spiller en vigtig rolle, fordi man i islam karakteriserer samfundet som et broderskab, ummaen, inden for hvilket det enkelte individ har pligt til at hjælpe og beskytte andre såvel som at påpege eventuelle forkerte handlinger. Omgivelserne ved god besked med de enkelte medlemmers forhold og bliver involveret ved problemer (3).

Mange muslimer har derfor svært ved at forstå princippet i den tavshedspligt, vi er bundet af i den danske sundhedssektor.

Ægteskab

I Koranen findes klare anvisninger for, hvem man ikke må gifte sig med. F.eks. er det ikke tilladt at ægte sin søster, bror, far, mor eller amme m.fl.En mand har tilladelse til at gifte sig med en kristen eller jødisk kvinde, men ikke med en ateist eller polyteist. Som konsekvens af, at børn får faderens efternavn og religion, må kvinden kun gifte sig med en muslimsk mand. Manden må endvidere have op til fire hustruer under forudsætning af, at han behandler dem ens. Denne praksis er dog ikke længere særlig udbredt i den islamiske verden.

Koranen omtaler ikke direkte fætter/kusine-ægteskaber, men fordi profeten Muhammed tillod sin datter Fatima at gifte sig med sin fætter Ali, er sådanne ægteskaber anerkendte (5).Før to unge kan indgå ægteskab, undersøger de to familier hinandens baggrund. Det er meget vigtigt, at den pågældende familie har et godt omdømme i samfundet. Endvidere anses det også i islam for bedst at gifte sig med en fra samme sociale lag. Ved fætter/kusine-ægteskaber kender man på forhånd den anden parts baggrund, de unge kommer ofte fra samme sociale lag, og samtidig sikrer man, at en evt. formue forbliver i familien. Derfor er denne forbindelse ikke bare anerkendt, men også meget udbredt (2).

Herhjemme sidestiller vi tit dette med tvangsægteskaber. Men ofte er der blot tale om et arrangeret ægteskab, som er indgået med de unges accept.Koranen foreskriver ikke nogen aldersgrænse for indgåelse af ægteskab, men siger, at parterne ikke bør have seksuelt samvær, før begge er modne til det. I dag har de fleste islamiske lande vedtaget en verdslig lovgivning på dette område, hvor grænsen for manden typisk er på 18 år, mens den for kvindens vedkommende er sat til 17 år (1).

En social kontrakt

Ægteskab i islam er en social kontrakt, som indeholder parternes pligter og rettigheder over for hinanden. En sådan kontrakt kan indeholde stort set alt. F.eks. kan den indeholde et krav om brug af prævention, indtil den ene eller begge parter har afsluttet en evt. uddannelse.

For at ægteskabet er gyldigt, skal såvel manden som kvinden give deres accept. Der skal være mindst to vidner til stede, og det må ikke holdes skjult for offentligheden. Er den ene eller ingen af parterne til stede, skal der foreligge en skriftlig godkendelse (2).

Ved ægteskabets indgåelse skal manden betale en medgift. Dette kan være penge eller andet af værdi. Denne er kvindens suveræne ejendom og hendes økonomiske sikkerhed ved skilsmisse.

Hvorledes medgiften skal betales, og hvor stor den skal være, fastlægges i ægteskabskontrakten. Kvinden har ret til at nægte manden enhver form for seksuelt samvær, indtil hun har modtaget sin aftalte medgift (4).

Manden skal ud over medgiften også skaffe en passende bolig, sørge for tøj og mad samt finansiere børnenes uddannelse. Dvs. alle økonomiske udgifter påhviler manden. Har kvinden en indtægt eller egen formue, er hun ikke forpligtet til at bidrage med noget, men kan bruge pengene på sig selv. Til gengæld for alt dette skal kvinden passe hjemmet og være opmærksom på mandens trivsel og velvære (2).

Ovenstående betyder ikke, at kvinder ingen adgang har til uddannelse og arbejde. Kvinder har ifølge traditionerne ligesom mænd pligt til at uddanne sig (5), og mange familier er i dag afhængige af to indtægter, hvorfor det er ganske almindeligt, at kvinden arbejder og bidrager til hjemmets økonomi. Mange kvinder sidder i dag i ledende stillinger i den islamiske verden.

Skilsmisse

Skilsmisse er ikke velset, men er det umuligt for parterne at enes, anses det også i islam for bedre at blive skilt.

En skilsmisse kan foregå på flere måder:

Talaq

Talaq betyder at frastøde. Igennem denne kan manden lade sig skille fra sin hustru. Ophævelsen af ægteskabet finder automatisk sted, når manden for tredje gang har gjort sit ønske om skilsmisse gældende i vidners påhør. Kvindens samtykke eller tilstedeværelse er ikke påkrævet her. Ved denne form for skilsmisse tilhører hele medgiften kvinden. Er denne endnu ikke betalt, har manden pligt til at skaffe det manglende.

Side 21 

Khul

Khul er kvindens mulighed for skilsmisse og indebærer, at kvinden køber sig fri, normalt ved at give afkald på medgiften eller dele af den. Dog kan manden give afkald på løskøbelsessummen, hvis de gensidigt er enige om skilsmissen.

Tatliq

Tatliq er skilsmisse via en islamisk domstol. Denne kan bruges, hvis en af parterne ikke opfylder ægteskabskontrakten, hvis manden f.eks. ikke opfylder sine pligter som forsørger, eller hvis en af parterne ikke kan få børn.

Uanset måden hvorpå skilsmissen har fundet sted, skal kvinden igennem en ”idda-periode,” en venteperiode, inden hun må indgå nyt ægteskab. En ”idda-periode” er på tre menstruationsperioder eller tre måneder, hvis hun ikke menstruerer. Er kvinden blevet enke, er perioden på fire måneder og 10 dage. Som nævnt er det at kende sin afstamning meget vigtigt, og perioden skal bruges til at afsløre en evt. graviditet. På denne måde kan der ikke herske tvivl om, hvem faderen er. Er kvinden gravid, kan hun først gifte sig igen efter fødslen (6).

Her er kun omtalt de mest almindelige former for skilsmisse. Er man interesseret i yderligere viden omkring emnet, har bogen Islam – Familie og Samfund: Rapport fra Statens Humanistiske Forskningsråds konference på Sandberg Slot den 5.-7. december 1983, en udmærket gennemgang.

Seksualitet

Seksuelt samvær er kun tilladt inden for ægteskabets rammer, og det anses for at være et privat emne, der ikke skal diskuteres med omgivelserne. Mange tror, at islam har et negativt syn på seksualitet, hvilket imidlertid ikke er helt korrekt. Faktisk mener man, at seksuel afholdenhed kan medføre mentale forstyrrelser og psykisk ubalance, hvorfor et liv i cølibat ikke anbefales. Den seksuelle lyst skal ikke undertrykkes, men blot reguleres, så den ikke skaber uorden i samfundet (2).

For ikke at virke seksuelt provokerende er en tækkelig påklædning i den offentlige sfære påkrævet for både mænd og kvinder. Dette gælder dog især for kvinder og begrundes med, at mænd i højere grad bliver seksuelt stimuleret ved synet af det andet køn. Bl.a. derfor mener man i nogle konservative kredse, at det er nødvendigt at adskille kønnene.

For ikke at opmuntre manden skal kvinden i mødet med fremmede mænd sænke blikket, undgå berøring og ikke gengælde et eventuelt smil. Fra islamisk side har disse regler ikke til hensigt at ydmyge kvinden, men at beskytte hende. Det er op til kvinden, om hun vil give hånden eller gengælde et smil (7). Gengælder kvinden ikke en hilsen, anses det ikke for fornærmende eller uhøflig optræden fra hendes side. Det mandlige danske sundhedspersonale skal altså ikke tage det personligt, hvis de står i en sådan situation. Vi oplever tit på hospitalet, at det er manden, der fører ordet, selv om det er kvinden, det handler om. Samme begrundelse kan være årsag til denne adfærd.

I den private sfære gælder andre regler. Her skal kvinden gøre sig attraktiv og tilgængelig over for manden. Både for at opmuntre ham og for at afholde ham fra at kigge efter andre kvinder. Islam anerkender også kvindens seksuelle behov, og manden har derfor pligt til at sørge for, at også hun opnår seksuel tilfredsstillelse (2).

Regler for seksualiteten

Selv om sex anses for en naturlig del af menneskets behov, eksisterer der også regler for den seksuelle akt. F.eks. er det ikke tilladt at have samleje, mens kvinden menstruerer. Alt andet end vaginalt samleje er forbudt, og man må ikke se pornofilm eller læse uanstændige blade.

Prostitution og homoseksualitet kan medføre strenge straffe (8).

Seksualoplysning er ikke et tema, man operer med i islam. Dels er det et privat anliggende, og dels mener man, at kønssygdomme er ikkeeksisterende med de rammer, der er lagt for den seksuelle adfærd. Den islamiske verden oplever imidlertid også en stigning i antallet af mennesker med aids, hvilket har medført en begyndende debat og oplysning om emnet. F.eks. har man i Ægypten oprettet en aidshotline og taget initiativ til et program, der skal informere befolkningen om seksuelt overførte sygdomme (9). I Iran har en førende aidsekspert offentligt udtalt, at samfundet bliver nødt til at tale åbent om sygdommen og at anbefale brugen af kondom (10).

Til trods for disse tiltag er emnet dog stadig meget tabubelagt, og mange muslimer vil undlade at opsøge læge ved seksuelle problemer. Skulle man i konsultationen få mistanke om en kønssygdom eller aids, vil patienten ofte afvise det og måske nægte at lade sig teste. Særlig aids er problematisk, da patienten risikerer at blive udstødt af familien.

Hvordan man skal takle denne problematik, findes der ingen enkelte løsninger på, men et forsøg kunne måske være grundigt at fortælle patienten, hvad tavshedspligten indebærer.

Børn

Muslimer betragter børn som en gave fra Allah. Barnets ret til at leve er indiskutabel (1).Når barnet er født, vaskes det og svøbes i stramme klæder, for at det senere skal få en god skikkelse (11). Derefter hviskes Shahadaen, trosbekendelsen, i barnets højre øre, og der kaldes til bøn. Dette skal helst ske så hurtigt som muligt efter fødslen, og familien foretrækker at være alene, mens ritualet udføres.

Efter fødslen og inden den første amning gnubbes et stykke blød daddel eller lidt honning på barnets overgane. En lille pose med en sort snor bindes omkring barnets hals eller ankel. Posen indeholder en bøn, som skal beskytte barnet mod sygdom. Posen bør ikke fjernes, medmindre det er strengt nødvendigt.

På syvendedagen navngives barnet, og dets hoved kronrages som symbol på dets uskyld. Selv om amning er stærkt opmuntret, ifølge Koranen helst op til to år, foretrækker mange muslimske kvinder at give barnet flaske under indlæggelse. Dels fordi der på danske barselsstuer ofte er mange besøgende, mænd som kvinder, og dels fordi nogle kvinder tror, at kolostrum er skadeligt for barnet.

En muslimsk kvinde vil helst ikke give sin mælk til andre babyer, ligesom hun heller ikke bryder sig om, at hendes barn modtager mælk fra andre mødre. Grunden er, at børn, der modtager mælk fra den samme mor, i islam betragtes som søskende, og derfor senere ikke har mulighed for at gifte sig med hinanden (12).

Indtil skolealderen, hvor socialiseringsprocessen starter for alvor, er det primært moderen, som tager sig af børnene. Børnene skal fra skolealderen og fremover for alvor lære at adlyde og respektere de ældre, og fysisk afstraffelse er ikke ualmindeligt (1). Den religiøse opdragelse bliver også mere seriøs. Det anbefales, at børn begynder at bede ved syvårsalderen, og det er obligatorisk, når de er 10. Fasten er først obligatorisk for drenge omkring 14-15-årsalderen, mens den for pigernes vedkommende er aktuel, når de begynder at menstruere. Men pga. det sociale element, som fasten også indeholder, starter mange børn af egen fri vilje tidligere.

Forældrene har pligt til at sørge for deres børn, til de er myndige, for pigens vedkommende typisk til hun gifter sig (3).

Omskæring

Omskæring er et ofte omtalt emne bl.a. i medierne. Det følgende afsnit er ikke et forsøg på at legalisere problemstillingen, men kort at give en indsigt i, hvordan den islamiske verden forholder sig til dette emne.

Der er konsensus om, at drenge skal omskæres, hvilket indebærer fjernelse af forhuden. Der foreligger ikke nogen tidsramme for, hvornår indgrebet skal finde sted, men det sker ofte kort efter fødslen.

Indgrebet foretages ofte af ukyndige personer, og komplikationer er derfor ikke ualmindelige. Vejledning om hyppige bleskift, brug af beskyttende cremer eller desinficerende midler efter indgrebet vil kunne mindske eventuelle gener. Har barnet haft komplikationer i forbindelse med fødslen, f.eks. gulsot, som forlænger blødningstiden, er det en god ide at opfordre forældrene til at konsultere en læge, inden indgrebet finder sted (12).

Hvorvidt omskæring af piger er en religiøs pligt eller en gammel præ-islamisk tradition, er til diskussion, men man kan finde vage hentydninger til denne problematik få steder i nogle af Hadith-samlingerne.

Der er heller ikke enighed blandt de religiøse lærde om, hvorvidt det er en forbudt handling i strid med islamisk lovgivning eller ej. Blandt dem, der mener, at det ikke direkte er forbudt, er der dog enighed om, at kun den milde form bør finde sted.

Side 23 

Denne indebærer fjernelse af den forhud, der beskytter klitoris.

Geografisk er der store variationer i traditionen for omskæringer. I Nordafrika, Tunesien og Algeriet er det f.eks. ikke særlig udbredt, mens 85 pct. af de somaliske og sudanske kvinder er omskåret. I Ægypten er det ved verdslig lovgivning blevet forbudt, men man har store problemer med at få dette accepteret i visse grupper af befolkningen (13).

Prævention

Prævention fandtes selvfølgelig ikke på Muhammeds tid, men det står skrevet i traditionerne, at han praktiserede afbrudt samleje. Herfra har de religiøse lærde draget den konklusion, at formålet har været at undgå uønskede graviditeter. At bruge prævention tjener samme formål og er derfor tilladt. Her ses en typisk måde at bruge analogimetoden på, som omtalt under afsnittet om Sharia (se Sygeplejersken nr. 19/2003).

Alle præventionsmidler, undtagen sterilisering, er tilladte. Sterilisering må kun ske, hvis en arvelig sygdom, man med sikkerhed kan sige vil blive overført til fosteret, kan påvises. En undersøgelse i England har vist, at det mest foretrukne præventionsmiddel blandt muslimer er spiralen, mens p-pillen ligger på andenpladsen. Årsagen hertil er ukendt (12).

Man kan altså roligt diskutere prævention med muslimer, men skal samtidig være opmærksom på, at ikke alle muslimer er fortrolige med disse regler i islam.

Abort

Abort er ikke anbefalelsesværdigt, men er dog ikke omfattet af et totalt forbud. En gyldig grund til abort kan være, at moderen stadig ammer, eller at prøver viser, at fosteret er misdannet eller har en genetisk defekt. Dette betyder, at abort som udgangspunkt ikke er tilladt, men skal vurderes i hvert enkelt tilfælde. Den læge, der skal foretage indgrebet, skal kunne fremlægge beviser for, at indgrebet er nødvendigt.

I islamisk tankegang deler man fosterstadiet op i tre perioder, der hver har en varighed på 40 dage. I den første periode trænger sæden ind, i den anden periode udvikles en klump blod, som i den tredje fase udvikler sig til en klump kød. På 120.-dagen efter undfangelsen blæser englene sjælen ind i fosterets hjerte, og først her betragtes fosteret som et levende væsen. Inden for hvilken af disse perioder aborten kan foretages, er der ikke enighed om blandt de religiøse lærde. Nogle mener, det skal ske inden for de første 40 dage, andre tillader abort helt op til de 120 dage. Dog er der enighed om, at abort efter de 120 dage kun er tilladt, hvis moderens liv er i fare (13).

Personlige betragtninger

Den ekstra omhu og opmærksomhed og fravigelse af vores sædvanlige procedurer, og dermed mere besværlige arbejdsgange, som de regler og forskrifter, der er omtalt i denne artikel, medfører for sundhedspersonalet i mødet med de muslimske patienter, kan forhåbentligt blive en personlig udfordring for hver enkelt af os.

Det vil som en første reaktion være naturligt, hvis en stor del af den fremmedartede holdning virker gammeldags, provokerende og måske egnet til at skabe modvilje og lidt ringeagt hos en moderne dansker.

Men det vil hjælpe os til at forstå vores muslimske medborgere, taget i betragtning, at mange af dem i modsætning til os endnu ikke har gennemlevet den samfundsmæssige og teknologiske udvikling, som vi i vesten nu anser for en selvfølge. Her kan i flæng nævnes: industrialisering, styreform, levefod, skolevæsen og infrastruktur. Det er heller ikke så længe siden, at f.eks. situationen for kvinder, også i Danmark, så helt anderledes ud. Kvinderne fik hos os først valgret i 1915, fuld ret over deres egen indtægt og formue i 1925 og f.eks. adgang til præsteembedet i 1948. Og først i 1970'erne gennemførte kvindebevægelsen i Danmark et oprør mod den patriarkalske familiestruktur, som der fortsat var – og er – dybe spor af herhjemme.

Det vil hjælpe os til at sætte tingene i perspektiv at tænke på, at andre religioner også har en meget rigoristisk holdning til nogle af de spørgsmål, som her er omtalt. Som eksempel kan nævnes den katolske kirkes fortsatte modstand imod kvindelige præster, forbuddet mod, at præster gifter sig, og kirkens forbud mod skilsmisse og abort.

Og inden for den luthersk-evangeliske kirke kunne man i en ikke alt for fjern fortid finde holdninger til mange spørgsmål, som vi i dag vil ryste på hovedet af. Holdninger, som man med søgen og tolkning kan finde belæg for i den kristne bibel.

Opfattelsen af, hvad der er rigtigt og forkert i forholdet mellem mennesker, mellem mand og kvinde, er under stadig udvikling, om end i forskelligt tempo og afhængigt af ens forudsætninger og ens religiøse tilhørsforhold.

Denne artikel er den tredje af i alt fem artikler om islam. De første blev bragt i Sygeplejersken nr. 19/2003: Klinisk Sygepleje 2003, ”Sygepleje til muslimske patienter” og ”Grundlæggende doktriner i islam.” De to næste artikler bringes i de to kommende numre af Sygeplejersken.

Martina Oberleitner er ansat ved nefrologisk afdeling på Rigshospitalet og er studerende ved Københavns Universitet siden 1998 i faget arabisk.

Litteratur

1. Fuller AH. The world of kin. In: Lutfiyya AA, Churchill. C, editors. Readings in arab middle eastern societies and cultures. Haag: Mounton & Co. N.V. Publisher;1970. p. 557,561,575.
2. Hammudah AA. The family structure in islam. Indianapolis: America Trust Publication;1977. p. 21,27,60,71,147,181,51.
3. Al-Jazairi BA. Islamic etiquette. Lahore: Darussalam; 1998. p. 91,51,56.
4. Iqbal S. Women and islamic law. Delhi: Adam Publisher and Distributor; 1988. p.140-142,14-7.
5. Omran RA. Family planning in the legency of islam. London: Routledge; 1992. p. 23,46.
6. Hosserni-Mir Z. Marriage om trial. A study of islamic family law. London: I.B. Tauris & Co Ltd;1993. p. 37-39
7. Khuri FI. The body in islamic culture. London: Saqi Books;2001. p. 96.
8. Ghulam S. Sex education. The muslim perspective. London: The Muslim Educational Trust;1992. p. 8.
9. Abdallah FH. AIDS, are you at risk. Egypt today 1998;(November):85-86
10. Macfarquhar N. Condom as a problem word. Iran grapples with a surge in AIDS. New York Times 2002;(April 4).
11. Simonsen BJ. Politikens islam leksikon. Århus: Politikens Forlag; 2001. p. 55.
12. Sheik A, Gatrad RA. Caring for muslim patients. London: Radcliffe Medical Press;2000. p. 59-66,61,63.
13. Rispler CV. Islamic medical ethics in the twentieth century. New York: E.J. Brill Leiden;1993. p. 92,12-13.