Faglig kommentar: Seniormentor

Deltid med lønkompensation. En ekstra uges ferie - eller mere. Vagtfrihed. Fysisk mindre belastende arbejde. Jo, vi kan sagtens remse op, hvad der ville være dejligt og måske få os til at udskyde eller undlade efterløn. Det er goder, man bestemt ikke skal kimse ad, og som måske også er nødvendige i en eller anden form, hvis sygeplejerskers arbejdsgivere vil konkurrere med fordelene ved efterløn. Der skal noget til at opveje muligheden for at kunne trække sig tilbage, mens man endnu er - om ikke på toppen - så dog stadig eventyrlysten og i fuld vigør.

Men der er andre måder at motivere på end ved at kompensere for alderens elendigheder. Når man har læst Grethe Kjærgaards artikler om seniorpolitik i sidste nummer af Sygeplejersken, har de citerede sygeplejersker nævnt rigtig mange fordele ved at have ældre kolleger eller ved selv at være en af de halvgamle. De kan noget, som selv den mest toptunede unge sygeplejerske ikke kan. ”Summen af et langt arbejdsliv, erfaringer,” kalder en sygeplejerske det, og det kan man hverken løbe eller læse sig til.

Den ekstra ferie, den nedsatte tid, vagtfriheden, eller hvad det nu kunne være, skulle bruges som belønning for, at den erfarne senior var supervisor for de nye og de unge.

Det kliniske blik, som man også kunne kalde kompetence i at observere og handle hurtigt og rigtigt på sine observationer, læres kun i praksis og ved at få tilbagemelding. Studerende sukker efter denne form for vejledning, og da deres praktikvejleder er i nattevagt eller afspadserer, og da sygeplejelærere ikke mere behøver at vide, hvad der er op og ned eller for og bag på en patient, var det oplagt at tilbyde den erfarne, efterlønstruende sygeplejerske at fortsætte i en ekstra stilling som mentor for de unge. Det eneste, hun skulle koncentrere sig om. Måske ikke en umiddelbar besparelse, men så for at hæve kvaliteten af sygeplejen.

Den livserfarne kunne også vise de unge noget om respekt og omgangsformer. Så længe, man kan støde på plejepersonale, der bruger walkman, mens de plejer patienter, eller tiltaler ældre, distingverede herrer med fornavn, skønt de har frabedt sig det, er der brug for sygeplejersker, der kan lære de unge noget om pli. Der er et aldersmæssigt spring mellem de fleste sygeplejersker og deres patienter. Dermed er der også en kulturforskel, som den pensionsmodne sygeplejerske kan være med til at bygge bro over.

En af sygeplejerskerne siger, at de erfarne ”kan noget, som vi unge ikke har tilegnet os, en tavs viden.” Jeg er ikke sikker på, at hun har ret i, at denne eftertragtede viden altid behøver at være så tavs. En travl hverdag gør os tit for dovne til at bruge tid til at sætte ord på observationer og overvejelser, som i bund og grund godt kunne udtrykkes i ord. Accepterer vi begrebet ”tavs viden” som et dogme, der ikke kan anfægtes, bliver spørgsmålene ikke stillet, og svaret ikke formuleret.

Det kræver en holdningsændring og prioritering, hvis man virkelig mener det alvorligt, at der også er brug for sygeplejersker over 60 år. Det skal gøres så attraktivt at holde ud, at også sygeplejersker, der ikke orker at fortsætte i en ledende stilling indtil pensionsalderen, ikke føler det som en degradering, men som en belønning at søge eller få tilbudt afdelingens stilling som seniormentor.