Målrettet samordnet indsats

Side 16

Billede

Side 17

Bare tanken om at skulle på sygehus for at blive undersøgt kan afholde en kvinde fra at søge hjælp for ufrivillig vandladning. Det kom frem i et pilotprojekt i Ribe Amt, hvor man afprøvede en ny samarbejdsmodel for udredning og behandling af ufrivillig vandladning. Men projektet viste også, at hvis det er nemt at blive hjulpet, søger flere kvinder hjælp for inkontinens.

Projektet byggede på ”minimal care”-princippet (se artikel ”Udredning og behandling af urininkontinente kvinder” side 20), hvilket betød, at patienterne, som overvejende var kvinder, blev udredt og behandlet lokalt og kun henvist til undersøgelse og behandling på sygehus ved særligt behov. Patienternes vej gennem systemet blev lettet og effektiviseret ved, at kommune, almen praksis og sygehus samordnede indsatsen, fulgte samme fremgangsmåde ved udredning og brugte fælles journaler, så patienterne ikke skulle have gentaget undersøgelserne, hvis de blev henvist til anden instans.

Pilotprojektet viste så gode resultater, at det nu er indført som permanent tilbud i otte af de 14 kommuner i Ribe Amt, og det forventes, at de sidste kommuner kommer med, når sundhedspersonalet efterhånden er blevet tilstrækkelig uddannet.

Baggrunden for projektet var, at mange praktiserende læger, primært på grund af tidsnød, henviste inkontinente patienter til den specialiserede inkontinensklinik på Brørup Sygehus, selv om patienterne egentlig godt kunne have været udredt i almen praksis. Ventelisten til inkontinensklinikken voksede. Hertil skal lægges de patienter, som end ikke søgte hjælp, fordi de ikke var klar over, at de kunne behandles, eller fordi de nødigt ville indvi andre i deres problem.

Information til borgerne

Inkontinensklinikken på Brørup Sygehus, Ølgod Kommune og afdelingen Sundhed, Kvalitet og Udvikling i Ribe Amt udviklede og gennemførte et toårigt pilotprojekt fra 1999-2001, hvor samarbejdsmodellen blev afprøvet og evalueret.

Som forberedelse til projektet var to kontinenssygeplejersker i Ølgod Kommune i praktik på Inkontinensklinikken i Brørup. De praktiserende læger blev informeret om projektideen og fordelene ved at henvise til den sygeplejerskebemandede inkontinensklinik i Ølgod.

Næste etape bestod i målrettet information af og tilbud til de personer, der ikke af sig selv søgte hjælp i sundhedsvæsenet. Der blev bragt artikler og sat annoncer i lokalaviserne, og der blev lagt pjecer frem hos praktiserende læger, på biblioteker, apoteker, plejecentre, rådhus og andre offentlige steder. Desuden blev der afholdt foredrag og informeret i forskellige foreninger, og fagpersoner i kommune og almen praksis blev informeret om projektet.

Tilbuddet til de inkontinente borgere bestod bl.a. i, at man kunne få anonym telefonrådgivning af en kontinenssygeplejerske. Denne opgave varetog to kontinenssygeplejersker på skift en time om ugen over mobiltelefon. Under samtalerne søgte sygeplejerskerne at afdække, hvilken type inkontinens der var tale om, og hvis de skønnede, at der var behov for yderligere udredning, fik borgeren tilbud om at møde en af kontinenssygeplejerskerne i en inkontinensklinik, der blev oprettet på et af hjemmeplejens områdecentre. Indholdet i telefonkonsultationerne blev registreret på skemaer.

Patientforløb

På inkontinensklinikken foregik en egentlig udredning og valg af behandling. Udredningen omfattede anamnese, undersøgelse af bækkenbund og urin, blevejningstest og udfyldning af et skema med drikke- og vandladningsvaner. På baggrund heraf kunne kontinenssygeplejerskerne selvstændigt henvise patienten til egen læge, til bækkenbundstræning eller til yderligere udredning i Inkontinensklinikken på Brørup Sygehus. Både egen læge og Brørup Sygehus tog udgangspunkt i udredningsskemaerne fra inkontinensklinikken i Ølgod, og efter endt behandling blev patienterne fulgt op og afsluttet i klinikken i Ølgod.

Bækkenbundstræningen foregik som holdtræning hos en fysioterapeut, efter at fysioterapeuten havde undersøgt kvinden og givet individuel vejledning. Holdtræningen løb over 10 gange a en times varighed. Også disse patienter blev fulgt op og afsluttet i inkontinensklinikken i Ølgod.

Faglige gevinster

Den nye samarbejdsstruktur blev generelt vurderet positivt. De faglige ressourcer blev udnyttet bedre og mere hensigtsmæssigt end ved hidtidig praksis. F.eks. anvendte de kommunale kontinenssygeplejersker i højere grad deres kundskaber, og de praktiserende læger undgik tidsrøvende udredninger og kunne bruge tiden mere målrettet på patienterne. Der var en rød tråd fra begyndelse til slut i hele det patientfokuserede forløb, og der var blevet bygget bro mellem primær og sekundær sektor.

Der var høj koordinering mellem aktørerne vedrørende oplysning, undersøgelse og behandling, og praksis tog udgangspunkt i eksisterende og ny viden om forebyggelse og behandling af inkontinens. Brugerne blev ikke unødigt sygeliggjort, der var etableret et fælles fagligt miljø, der byggede på respekt for hinandens faglighed, og de enkelte fagpersoner fik udviklet deres kundskaber.

Side 18

I kommunalt perspektiv var fordelene bl.a., at hjemmeplejens personale blev meget mere opmærksomme på, at der kunne gøres noget ved inkontinensproblemer, og der blev sat hurtigere ind over for problemerne. I amtsligt perspektiv var fordelene bl.a., at sygehusvæsenet ikke blev belastet af patienter, der kunne hjælpes på et andet organisatorisk niveau.

Økonomisk var der ikke den store gevinst efter de to års projektperiode, og det kan hænge sammen med, at projektet kun omfattede 86 personer. Snarere var der øgede udgifter til bleer, fordi inkontinensområdet blev mere synligt, og flere borgere derved kunne få bevilget hjælpemidler. På længere sigt kan disse udgifter måske ses reduceret, fordi problemerne løses tidligt. Modsat kunne man se, at sundhedsvæsenetes ressourcer blev udnyttet bedre, fordi indsatsen var målrettet, og der ikke blev foretaget unødvendige dobbeltundersøgelser, og fagpersonernes tid og kompetencer blev udnyttet bedre.

Udvidet service

I de otte kommuner, hvor tilbuddet er gjort permanent, har kommunerne indført den praksis, at borgere, der søger om bevilling til inkontinenshjælpemidler, først skal udredes og vurderes af en kontinenssygeplejerske. Tilbuddet kan fortsætte på baggrund af politisk og ledelsesmæssig opbakning og prioritering. Gevinsten er en stor gruppe kvinders forbedrede livskvalitet og højere funktionsniveau. Projektet har også vist, at det gennem information er muligt at komme i kontakt med og give en stor gruppe personer et godt tilbud om hjælp til et mere eller mindre skjult problem.

Uddannelse

Udbredelse af samarbejdsmodellen efter minimal care-princippet forudsætter bl.a., at der er ansat kontinenssygeplejersker i kommunen, og at fysioterapeuterne er efteruddannet.

Ribe Amt betaler for uddannelsen, der udbydes på Sygeplejeskolen i Århus. Sygeplejersker får betalt alle fem moduler, og fysioterapeuter får betalt første og femte modul. Betaling for kørsel og tjenestefrihed påhviler de enkelte kommuner.

Fra juli 2003 åbnes en hjemmeside, der fortrinsvis henvender sig til professionelle.

Resultater af pilotprojektet 

I projektperioden benyttede 86 personer sig af telefonrådgivningen. Den typiske bruger var kvinde (86 pct.) mellem 60 og 79 år (48 pct.), som havde problemer med at holde på vandet (80 pct.) og måtte bruge en eller anden form for bind (74 pct.).

For 65 pct. medførte inkontinensen konsekvenser som dårlig nattesøvn, og at kvinden undgik fysiske aktiviteter som dans og gymnastik. Nogle havde ringe selvopfattelse og undgik sociale aktiviteter. Mange havde haft problemet i adskillige år, 28 pct. i ni år eller derover. Kun ca. halvdelen havde søgt hjælp for problemet tidligere, heraf 89 pct. hos egen læge.

De fleste telefonhenvendelser kom fra den inkontinente selv (84 pct.), men også fagpersoner og enkelte pårørende benyttede sig af telefonrådgivningen. 12 pct. ønskede at være anonyme. 65 pct. fik en aftale om at komme til nærmere undersøgelse på inkontinensklinikken, og af disse mødte 93 pct. op.

34 af de 86 personer, der benyttede sig af telefonrådgivningen, kunne afsluttes efter samtalen. Resten fik aftaler om at komme i klinikken eller blev henvist til egen læge. 24 gennemførte bækkenbundstræning, og 20 angav positiv effekt af træningen. Ni ventede på at komme i gang med træningen, da projektet var slut.

Langt de fleste af dem, der blev udredt, behandlet og afsluttet, var mere tilfredse med deres vandladning end før behandling. VAS-scoren faldt i gennemsnit fra 4,8 før behandling til 2,9 efter behandling. En score på 10 betød, at man var meget utilfreds med at skulle leve resten af livet med sin vandladning. En score på 1 betød, at man var tilfreds. Den øgede tilfredshed kunne f.eks. skyldes, at der skete færre lækager, bleforbrug eller -størrelse var blevet mindre, urge var fjernet, og brugeren kunne nu gå på indkøb.

Den øgede brugertilfredshed hang sammen med forhold, der også kunne konstateres ved fysioterapeutens undersøgelse. Det var kendetegnende, at selv små objektive forbedringer gav stor forbedring af livskvaliteten. F.eks. kunne en nedgang i urinlækage fra måske 100 ml til kun 50 ml i døgnet betyde, at kvinden i højere grad kunne være socialt aktiv og opnå forbedret livskvalitet.

Brugerne havde fået større forståelse for deres inkontinens og i at bruge hjælpemidler, og de var blevet bedre til at håndtere hverdagssituationer. Flere havde søgt hjælp for vandladningsproblemet, fordi de ikke pr. automatik skulle på sygehus, en bekymring, der havde afholdt nogle fra at søge hjælp tidligere. Der blev givet udtryk for, at det var dejligt at blive taget seriøst og at blive hørt og bekræftet af kompetente fagpersoner. Det var også positivt, når fagpersonerne kendte og respekterede de fagpersoner, de henviste til.