Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Lettere plejeopgaver til portører

Hvis portører udfører lettere plejeopgaver på en intern medicinsk afdeling, får sygeplejersker mere tid til komplicerede plejeforløb. Det viser et pilotprojekt, som blev gennemført på Københavns Amtssygehus i Gentofte i foråret.

Sygeplejersken 2003 nr. 44, s. 22-24

Af:

Lone Aaskov, sygeplejerske, klinisk uddannelsesansvarlig

I begyndelsen af i år indgik afdeling F på Københavns Amtssygehus i Gentofte et samarbejde med portørafdelingen med det formål at udnytte ressourcerne bedre. Endvidere skulle samarbejdet forbedre kontinuiteten og trygheden for patienter og personale på afdelingen samt udvikle portørernes jobfunktioner.

At ændre på arbejdsrutiner på arbejdspladsen er imidlertid lidt af et kunststykke. Viljen skal findes både hos portørerne, plejepersonalet og ledelsen.

Tillid mellem portørerne og plejepersonalet er altafgørende for, at jobglidning kan blive en integreret del af arbejdsgangen på sygehuset. Tilliden må opbygges over tid og gennem kendskab til hinandens formåen. Processen med at opbygge tillid blev også afprøvet i pilotprojektet.

Aflaste, ikke erstatte

Ved det første møde mellem de involverede parter blev det slået fast, at portørerne ikke skulle erstatte plejepersonale, men udføre lettere opgaver hos patienterne, så der blev frigivet tid og ressourcer til det faste plejepersonale. Afdelingen gik ind i projektet i troen på, at det ville kunne styrke afdelingens stabilitet og øge patienttilfredsheden.

Ansvaret for projektet, herunder finansiering, lå hos ledelsen i portørcentralen. Afdelingen indgik i en tværfaglig koordineringsgruppe, hvis opgave var at formidle kontakt mellem portører og plejepersonale, nedsætte en arbejdsgruppe og godkende og sætte pilotprojektet i gang.

Portørerne ville komme til at samarbejde tættest med social- og sundhedsassistenterne i afdelingen, hvorfor to social- og sundhedsassistenter deltog i arbejdsgruppen.

Spørgsmålet om, hvilke lettere patientrelaterede opgaver portørerne kunne løse, satte gang i faglige diskussioner på afdelingen.

Pilotprojektet stødte på en vis modstand fra plejepersonalet, hvilket arbejdsgruppens medlemmer tolkede som et udtryk for utryghed. ”Skal vi nu erstattes af portører?” var et af de mange spørgsmål, vi blev stillet.

For at imødekomme utrygheden gik arbejdsgruppens medlemmer i dialog med personalet om projektet og forsikrede, at de normale portøropgaver ville blive varetaget som hidtil. Der var kun tale om at tilføre afdelingen ekstra ressourcer.

Plejepersonalet og portørerne blev bedt om at give et bud på, hvilke opgaver de mente, skulle indgå i projektet. Forslagene blev bearbejdet i arbejdsgruppen, og de mulige portøropgaver blev defineret:

  • Hjælpe patienter i forbindelse med deres mobiliseringsplan.
  • Hjælpe patienter med at drikke.
  • Vende patienter og lejre dem korrekt, herunder patienter med fast venderegime.
  • Flytte bakker i forbindelse med servering af mad.
  • Lave aktiviteter med patienter, f.eks. gå tur med patienter til kiosk eller i fri luft.
  • Være fast vagt hos urolige patienter.
  • Generelt være fleksible og udføre forefaldende arbejde.

Arbejdsgruppen beskrev udførligt, hvilke opgaver portørerne kunne varetage, og hvordan vi definerede opgaverne, så der ikke var tvivl om, hvordan portørernes kompetence skulle bruges.

Side 23 

Et omfattende oplærings- og introduktionsforløb skulle give portørerne større tilknytning til fællesskabet og mulighed for at videreudvikle de nødvendige kompetencer og rutiner og give dem forståelse for, hvordan opgaverne bedst udføres.

Portøruddannelsen

Portøruddannelsen består af en basisuddannelse på i alt otte måneder og en overbygningsuddannelse på i alt fire uger.

Basisuddannelsen består af tre gange to ugers teori og seks og en halv måneds praktik.

Den teoretiske del af uddannelsen foregår dels på en portørskole og dels på AMU-center. Den praktiske del af uddannelsen foregår på arbejdspladsen/sygehuset, hvor portøraspiranten er ansat. Uddannelsen afsluttes med en teoretisk prøve på portørskolen og en praktisk prøve på arbejdspladsen.

Overbygningsuddannelsen, som er den funktionsbestemte uddannelse, består af fire ugers AMU-kurser. Den funktionsbestemte uddannelse gennemføres inden for de første 12 måneder.

Der er tre funktionsområder:

  • Det hvide - patientrelaterede område
  • Det blå - tekniske område
  • Det grønne - gartnerområde. 

Portørerne blev i denne fase tilknyttet en social- og sundhedsassistent, som sammen med afdelingssygeplejersken havde ansvar for oplærings- og introduktionsforløbet. F.eks. blev opgaven at hjælpe patienter med at drikke beskrevet sådan: 

Hjælpe patienter med at drikke

Med dette menes at opfordre patienter, der selv kan drikke, til at drikke. Det vil sige, at patienten skal være i stand til at suge og synke selv. 

Social- og sundhedsassistentens opgave i den forbindelse er at:

  • Informere portøren om, hvad et væskeskema er, og hvordan det er opbygget.
  • Vejlede portøren om, hvordan væskeskemaet udfyldes.
  • Informere portøren om begrebet væskerestriktion.
  • Informere portøren om, hvilke drikkevarer der findes i afsnittet, og ud fra hvilke kriterier man tilbyder de forskellige drikkevarer.
  • Informere portøren om, hvilke observationer der skal gøres i forbindelse med væskeindgift, og vigtigheden af at melde disse observationer tilbage til plejepersonalet, så der kan handles på dem.

Social- og sundhedsassistenten skal efterfølgende sikre sig, at:

  • Portøren kan finde væskeskemaet på stuen.
  • Portøren ved, hvordan man noterer væskeindgift.
  • Portøren ved, hvilke observationer der skal meldes tilbage og til hvem, dvs. ved symptomer på fejlsynkning, synkebesvær eller lignende.

Optakt til projektet

Da opgaverne, oplæring og portørernes kompetence var afklaret, blev der fra portørcentralen valgt fem portører til pilotprojektet ud fra kriterierne:

  • At de havde erfaring med arbejde sammen med andre faggrupper.
  • At de var gode til at samarbejde.
  • At de havde ”Hvad fejler den syge”-kurset (Se boks).

I dagene op til pilotprojektets start blev der informeret dagligt om projektet på de to afsnit, der skulle deltage. Skriftligt materiale med kompetencebeskrivelse og oplæringsprogram blev uddelt, og de to social- og sundhedsassistenter ydede en særlig indsats for at få det øvrige personale til også at læse beskrivelsen med henblik på at øge motivationen for projektet og skabe klarhed om portørernes kompetence.

Portørernes kunnen skabte tillid

Pilotprojektet startede i begyndelsen af april og varede i tre måneder. Der gik ikke mange dage, før portørerne blev opfattet som en del af plejepersonalet; tilliden var skabt, og der blev set positivt på projektet. Det kom frem, at det ikke var de formelle

Side 24 

kompetencer, der havde skabt tillid, men det, at den enkelte portør havde vist sin kunnen i praksis.

I løbet af projektforløbet mødtes koordineringsgruppen og arbejdsgruppen tre gange for at evaluere projektet. Evalueringen bestod af erfaringsudveksling mellem deltagerne. Den gennemgående konklusion var, at plejepersonalet havde oplevet en mindre stresset hverdag. Man skulle ikke bruge tid på at vente på løfteportører eller trække på kollegaer.

Plejepersonalet oplevede et markant fald i opgaver relateret til løft og vending. Patienterne blev tidligere mobiliseret, og portørerne hjalp patienterne op af sengen til måltiderne, hvilket patienterne var mere motiverede for nu, da de vidste, de kunne få hjælp til at komme i seng igen umiddelbart efter. Patienterne blev desuden tilbudt bækkenstol i stedet for bækken i sengen ved toiletbehov.

Ud over de nye opgaver blev portørernes formelle kvalifikationer stadig brugt og endda udnyttet bedre, fordi portørerne var til stede i de direkte plejesituationer. 

Hvad fejler den syge

Portøruddannelsen blev revideret i 1997, og uddannelsen omfatter nu undervisning i plejerelaterede opgaver, der giver portørerne mulighed for at varetage flere jobfunktioner.

En del af portørerne på Københavns Amtssygehus i Gentofte har flere kompetencegivende kurser, bl.a. ”Hvad fejler den syge,” et kursus på en uge, der giver almen viden om sygdomme som f.eks. diabetes.

Både medarbejdere og ledelse i portørcentralen har længe ønsket at videreudvikle de nyerhvervede kompetencer til patientrelaterede opgaver.

Mere tid til kerneopgaver
Pilotprojektet blev en succes på flere områder. Sygeplejerskerne følte, at de havde fået mere tid til deres kerneopgaver, og de kunne med god samvittighed delegere lettere plejeopgaver til portørerne som f.eks. at følge patienten tilbage fra toilettet, ordne skyllerum og foretage generel oprydning på afsnittet ved vagtafslutning. De beskrevne opgaver blev opfattet som meningsfulde af portørerne og var til stor hjælp for plejepersonalet. Portørerne deltog ikke i planlægningen af patientplejen, men fungerede som ekstra ressourcer, når plejepersonalet skulle udføre deres arbejde.  

Takket være det velfungerende samarbejde har nye opgaver sneget sig ind. Grænsetilfælde som at besvare klokker, hente bakker, køre med kaffevogn og tage telefon (uden dog at svare på forespørgsler) er opgaver, som nogle af portørerne har løst på foranledning af plejepersonalet, der på denne måde viste tillid til portørerne.

At portøren kunne være fast vagt hos urolige patienter, sparede på vikarkontoen, hvilket også var et plus.

Det viste sig at være et godt valg at lade de to social- og sundhedsassistenter stå for oplæringen og introduktionen til afsnittene, fordi det samtidig udviklede deres kompetencer i kommunikation og pædagogik.

Jobglidning er fremtiden

Ingen på afdelingen er længere i tvivl om, at nytænkning i form af jobglidning er fremtiden for sygehuset, især fordi patienternes plejeproblemer er langt mere komplekse end tidligere, og der er stigende problemer med at rekruttere plejepersonale. Portørerne har vist, at de kan varetage lettere patientrelaterede opgaver til fordel for og i samarbejde med plejepersonalet. Portører og plejepersonale var helt klar over, hvor langt portørernes kompetence rækker.

Der var ingen tvivl om, at plejepersonalet havde ansvaret for plejen. Der blev holdt fast i helhedsplejen, hvor en central person følger patienten, men samtidig var der flere ressourcer at trække på. Portørernes teoretiske viden om patientbehandling og -pleje er som udgangspunkt begrænset, men gennem en tættere tilknytning til plejepersonalets praksis vil portørerne kunne udvikle flere uformelle kompetencer i patientrelateret arbejde.

På en intern medicinsk afdeling med mange immobile, ældre patienter tror vi nu, der kan frigives tid og kræfter til de mere komplicerede plejeforløb, hvis portørernes ressourcer udnyttes som i pilotprojektet. 

Lone Aaskov er ansat på afdeling F, Københavns Amtssygehus i Gentofte.