Faglig kommentar: Patientens sygeplejerske

Få minutters rutinemæssig omsorg efter en udskrivelse. Så stor effekt. En patient, der føler sig i gode hænder. Nye toner, nye rutiner. Sygepleje, man kan være bekendt.

Jørgen er sidst i 50´erne og skulle opereres for en relativt ufarlig lidelse. Det var første gang i sit liv, Jørgen skulle på sygehus, og han fortalte vidt og bredt og detaljeret om hver eneste undersøgelse. Hans gode nabo, sygeplejersken, fik præsenteret alle analyseresultater, og Jørgen forventede både interesse og kloge kommentarer. Hvad læger og sygeplejersker opfattede som ren rutine, var for Jørgen noget stort, fremmedartet og lidt bekymrende.

Jørgen blev opereret. Accellereret, forstås. Han var hjemme igen, næsten så hurtigt, han kunne stå på benene. ”Vil du tænke dig,” fortalte han sin nabo, sygeplejersken. ”Næste morgen ringede en sygeplejerske fra afdelingen og spurgte, hvordan jeg havde det. Min forbinding havde været gennemsivet på sygehuset og var blevet skiftet, lige inden jeg skulle ud af døren. Hun spurgte, hvordan forbindingen så ud, og så spurgte hun om en hel masse andet, der lød som nogle spørgsmål på et skema.”

Jørgen var dybt imponeret.

”De havde slet ikke glemt mig,” sagde han med taknemmelighed og nogen forbavselse i stemmen. 

Få minutters rutinemæssig omsorg efter en udskrivelse. Så stor effekt. En patient, der føler sig i gode hænder. Nye toner, nye rutiner. Sygepleje, man kan være bekendt, var alle enige om, da nabosygeplejersken havde for - talt historien til sine veninder. Og så blev succeshistorien straks overbudt. 

Lone ventede på en tarm undersøgelse. En dag kom der brev fra en sygeplejerske, der indbød hende til en samtale og forberedelse til undersøgelsen. Lone mødte op i ambulatoriet og blev modtaget af Hanne Hansen, den sygeplejerske, som havde underskrevet brevet. Hun fortalte, hvordan undersøgelsen skulle foregå, og hvordan Lone kunne forberede sig på den. 

På selve undersøgelsesdagen mødte en fastende Lone op på en helt anden afdeling på en helt anden etage. Her blev hun igen modtaget af Hanne Hansen, som tog sig af hende, mens undersøgelsen foregik. Det kunne hun koncentrere sig om, fordi en anden sygeplejerske assisterede lægen. Efter undersøgelsen kørte Hanne Hansen Lone ud på gangen og bad hende blive liggende på båren, mens hun kom til hægterne. Kort efter kom hun tilbage med et par sandwich og noget at drikke. ”Du må trænge til det, du har jo ikke fået noget i dag.” 

Kontaktsygeplejerske Hanne Hansen var patientens sygeplejerske. Lone havde erfaringer fra et årelangt kendskab til sygehusvæsenet. Men trods alvorlig sygdom og indgribende behandling havde hun aldrig haft så langvarig og gennemgående kontakt med en enkelt sygeplejerske som i forbindelse med denne tarmundersøgelse. 

Det var noget, Lone forstod at værdsætte. I tidens løb har vi hørt meget om Lones utallige nedslående kontakter med sygehuset. Flere gange sendt hjem med salutten: ”Vi kan ikke gøre mere for dig,” hvorefter interessen for hendes person forduftede. Men det passer jo ikke. Man kan altid gøre noget. Og som historien om Jørgen viser, nogle gange er en telefonopringning alt, hvad der skal til. 

Kontinuitet gennem personlig kontakt kan også praktiseres. Alligevel kan man stadig støde på indlagte og nyligt udskrevne patienter, der ikke aner, hvem der har eller har haft ansvar for deres sygepleje. Er det mon ledelse eller engagement, det halter med?

Emneord: 
Kvalitet
Sygepleje