Vincent de Paul (Lang net version)

  Webversion - har ikke været trykt

Florence Nightingale og De Barmhjertige Søstre  

”Hvilken uddannelse findes der i sammenligning med den, de katolske nonner får?… Der findes intet, som den uddannelse St. Vincent Ordenen giver kvinder” (1).  

Sådan skrev Florence Nightingale i året 1852 i et brev til den gejstlige embedsmand, Archdeacon Manning, som hun for første gang havde lært at kende under en rejse i 1847 til Rom sammen med hendes venner Mr. And Mrs. Bracebridge. Florence Nightingale var på det tidspunkt 32 år gammel og havde allerede fra sine helt unge år næret visioner om noget andet og større end det liv, der traditionelt ventede kvinder i hendes eget højborgerlige miljø i Victoriatidens England.

Denne ide om en højere mission i livet havde gennem tiden mere og mere taget konkret form: Florence Nightingale ville uddanne sig indenfor sygeplejen. Men ikke hvilken som helst form for sygepleje; der måtte derfor søges inspiration og uddannelse også udenfor Englands grænser.

Florence Nightingales rejse til Rom i 1847 blev starten til et livslangt venskab med Mr. and Mrs. Sidney Herbert, anfører Lucy Ridgely Seymer i sin bog ”A general history of nursing.” Ægteparret var som Florence Nightingale selv meget interesserede i sygeforsorg, en fælles interesse der senere skulle få direkte indflydelse på Florence Nightingales skæbne, da Mr. Herbert under Krim-krigen bliver krigssekretær i det engelske ministerium.

Rejsen til Rom blev imidlertid også anledning til, at Florence Nightingale for første gang fik kendskab til de romersk katolske søstres sygepleje og deres hele organisation og uddannelse, som hun beundrede.

I 1849 rejste Florence Nightingale igen til udlandet med Bracebride-parret. Denne rejse slutter hun af med et to uger langt ophold hos pastor Fliedner, som ledede det tyske diakonissehospital Kaiserswerth. Senere samme år tog Florence Nightingale ophold i Kaiserswerth i tre måneder. Lucy Ridgely Seymer siger i den forbindelse om Florence Nightingale i sin bog ”A General History of Nursing” at ”…de tre måneder i Kaiserswerth blev hendes livs vendepunkt; hun omtalte Kaiserswerth som sit åndelige hjem, skønt hun aldrig ville have, at det skulle siges, at hun uddannede sig der, da diakonissernes hospitalsarbejde efter hendes mening ikke var på højde med resten.”
Eller som den franske læge og forfatter Jean Guillermand udtrykker det i sit værk ”Histoire des Infirmières:” ”Hun beundrer diakonissernes opofrelse, men det, hun ser, styrker hende i den ide, at opofrelse ikke er nok, og at en teknisk uddannelse er helt nødvendig”(2).

Florence Nightingale tog i årene efter Kaiserswerth-opholdet flere tilløb til at studere hos Sankt Vincent-søstrene i Paris. I 1853 kommer Florence Nightingale en måned til Paris og fordeler sin tid på de store hospitaler, hvor hun tager noter og assisterer ved operationer. Hun skulle have forsat med en læretid hos De Barmhjertige Søstre, også kaldet Sankt Vincent-søstrene, men blev nødt til i hast at vende tilbage til England, hvor hendes bedstemor lå for døden. Et nyt forsøg på senere at komme til at studere hos de franske søstre blev afbrudt i opløbet på grund af mæslingeudbrud. Det er først i oktober 1854, da Florence Nightingale sammen med sine engelske sygeplejersker er på vej mod Marseille til afskibning mod Krim, at hun undervejs i Paris får lejlighed til at få indblik i de franske søstres reglement og metoder for sygepleje, uden at der dog er tale om en decideret oplæring hos søstrene.

Hvorfor har vi ingen søstre?

Den direkte anledning til, at Florence Nightingale overhovedet bliver bedt om at tage til Krim for at oprette en sygeplejetjeneste for de engelske soldater, er offentliggørelsen af en serie stærkt kritiske artikler i det engelske dagblad The Times.

På dette tidspunkt har de allierede franske og engelske tropper lige vundet et slag over den russiske fjende ved Alma. Men prisen for Alma-slaget har været høj, og sårede engelske soldater i massevis bliver bragt til militærhospitalet i Scutari (den asiatiske del af nutidens Istanbul), hvor man mangler både kirurger og det mest basale medicinske materiel.

forbindingsstoffer - til at imødekomme det enorme akutte behov. Denne mangel på medicinsk hjælp gælder også det voksende antal soldater, der fra krigens første dage er blevet smittet af sygdomme med ekstrem dødelighed som f.eks. kolera og tyfus. Sygeplejersker er der ingen af i den engelske lejr.

Så samtidig med meddelelsen om de allieredes sejr ved Alma kan The Times’ læsere i England den 12. oktober 1854 midt i sejrsrusen læse krigskorrespondenten W.H. Russels artikel, hvori han beskriver de engelske troppers elendige betingelser og katastrofale mangel på pleje. I en artikel næste dag følges der op med denne salve: De franske tropper får hjælp af De Barmhjertige Søstre. Hvorfor har vi ingen Barmhjertige Søstre?

Og videre hedder det, som Jean Guillarmand referer det: ” De udtjente pensionister, som er blevet bragt ud som ambulancekorps, er fuldkommen nytteløse, og ikke nok med, at der ikke er nok kirurger, der er ingen kirurgiske assistenter eller sygeplejersker til at udføre kirurgens instrukser og til at pleje de syge i mellemrummene mellem hans besøg. Her er franskmændene os langt overlegne. Deres medicinske organisation er virkelig god, deres kirurger er talrige, og de får også hjælp af De Barmhjertige Søstre, som i et utroligt antal har fulgt med krigstoget. Disse opofrende kvinder er fremragende sygeplejersker og udfører for de syge og sårede alle de opgaver, som man kunne forvente at finde indenfor de mest fuldkomne hospitaler.”

Reaktionen blandt offentligheden hjemme i England efter disse voldsomme artikler udeblev ikke. Resultatet var først og fremmest, at befolkningen startede en indsamling, så Florence Nightingale på Sidney Herberts opfordring kunne samlede et korps af frivillige sygeplejersker parate til at drage til Scutari for at pleje de syge og sårede engelske soldater. Florence Nightingales indsats for sygeplejen under Krim-krigen og senere hjemme i England igen er beskrevet i utallige værker og er kendt verden over. Men hvem var de franske Sankt Vincent-søstre? Hvordan havde de opnået det ry som sygeplejersker, der havde bredt sig udover Frankrigs grænser? Hvad var det, de kunne, der fik Florence Nightingale til at sætte så mange kræfter ind på at få kendskab til deres sygepleje?

For at kaste lys på det spørgsmål må man gå helt tilbage til Vincent de Paul, der i 1633 stiftede ”La Compagnie des Filles de Charité.”

Florence Nightingale, som vi kender hende ifølge myten. Billedet af
”Damen med lampen” blev først publiceret i 1855 i Illustrated London News, og populærpressen var ikke sen til at følge efter.

 

Saint Vincent de Paul – præst og revolutionær opsøgende sundhedsarbejder fra 1600 tallet 

Vincent de Pauls arbejde var som katolsk præst først og fremmest båret af kristen næstekærlighed og et ønske om at tjene Gud ved at tjene de syge og de fattige og de fattige syge.

Vincent de Pauls livsforløb var helt igennem exceptionelt og hans tankegang præget af visioner, der var intet mindre end revolutionære for hans samtid. Det bemærkelsesværdige hos Vincent de Paul var ikke bare hans visionære tanker omkring plejen af de syge, men i høj grad hans enestående evner til at omsætte disse ideer til praktisk og velorganiseret handling.

Vincent de Paul organiserer sygeplejen

Man fortæller om Vincent de Paul, at han i 1617 som ung præst i det beskedne landsogn Châtillon-les-Dombes får underretning om en bondefamilie i sognet, der er brudt helt sammen på grund af sygdom. I familien er der ikke en eneste person tilbage, der er rask nok til at hjælpe de andre. Fra prædikestolen gør Vincent de Paul opmærksom på miseren og beder om hjælp til familien.

Sankt Vincent - skildret som den helgen, han blev kåret til i 1737. Barmhjertighed over for næsten var hans hjertesag.I 1885 resulterede det i en ny anerkendelse. For her bliver han udnævnt til skytshelgen for alle barmhjertige gerninger. (Fra kalkmalerierne i Angers.) 

Senere på eftermiddagen, da han selv er på vej hen for at se til familien, møder han et større optog af sine sognebørn på vej med suppe og brænde i massevis til den sygdomsramte familie. Enhver anden præst ville sikkert have nøjedes med at glæde sig over, at bønnen om hjælp var blevet hørt, og så var det hele stoppet der.

Det gælder ikke for Vincent de Paul. Han var straks opmærksom på, at hvis hjælpen ikke blev styret efter behovet, ville det ikke være en effektiv hjælp. Det gælder også, hvis der er for meget hjælp, for hvad kan det nytte, at den syge familie pludselig på én dag modtager suppe til en måned, hvis der ikke er suppe til de næste dage og heller ikke nogen til at varme den?  

Med hans naturlige talent for organisation får Vincent de Paul på stedet derfor styr på både de enorme mængder af brændeknipper og hele kortegen af frivillige sundhedshjælpere, og straks den næste dag foreslår han at oprette en permanent hjælpekomite for sognet (3). Han anbefaler ” alle de gode mennesker hvis barmhjertighed havde bragt dem dertil, at de skulle slå sig sammen og på skift lave mad ikke bare til disse folk, men til alle dem, der ville følge efter” (4).  

Sådan blev den første sammenslutning for De Barmhjertige Damer ”Confrérie des Dames de la Charité” skabt. En sammenslutning, der senere i 1633 skulle følges op af stiftelsen af ”De Barmhjertige Søstre,” ”Les Filles de Charité.”

Sådan lød den håndfæstning, Vincent de Paul i 1617 gav De Barmhjertige Damer: ”Hende, der er på tjeneste om dagen, tilbereder middagen og bringer den til de syge som hun, idet hun nærmer sig dem, hilser på med munterhed og barmhjertighed. Hun anretter det lille bord på sengen, lægger en serviet, et glas, en ske og brød på bordet, vasker den syges hænder, beder bordbønnen, hælder suppen i en skål og sætter kødet på en tallerken, anretter det hele på det føromtalte bord. Og så indbyder hun den syge til at spise i barmhjertighedens ånd i kærlighed til Jesus og hans Hellige Moder; Alt sammen med kærlighed, som havde hun at gøre med sin søn eller nærmere med Gud, som vil tilskrive hende det gode, hun gør mod de fattige.”

Sygesøster i gang med en af tidens gængse behandlinger: Åreladning.
(Kobberstik, Bibliothéque Nationale.)

Respekt for den syge

Det er slående, som Vincent de Paul har sans for omsorgen helt ned i den mindste detalje. Her er ikke tale om at styrte ind til den syge uden hilsen og smække en gang suppe på bordet. Nej, man skal gøre sig umage for den syges omsorg og pleje den fattige syge med respekt og kærlighed og endda munterhed. 

Da de franske Barmhjertige Søstre over to hundrede år senere under Krim-krigen passede de syge soldater, der var blevet smittet med kolera, var det også med smil og munterhed og uden at vise angst for smitte eller afsky for det gruopvækkende syn, som de blev vidne til, når de lemlæstede soldater blev bragt ind på militærhospitalerne. 

På den måde respekterede søstrene Saint Vincents 200 år gamle anbefalinger om at møde den syge med munterhed. Og ikke nok med at søstrene tiltalte de syge og sårede soldater med et smil, de kaldte også soldaterne ved deres navn og ikke bare ved deres soldaternummer, for Saint Vincent havde i sin tid givet nøje instrukser om, at de syge skulle bevare deres personlighed, også på et hospital. Og disse principper havde været bærende kræfter i søstrenes sygepleje lige siden.

Er det ikke principper for basal sygepleje, man let kan genkende i dag? Hvem har ikke som patient sat pris på et smil og en munter bemærkning fra den person, hvis pleje man er afhængig af? Det gør det lidt nemmere også i dag at være patient, hvis man ikke føler sig som en byrde og et nummer i rækken. Og det har helt sikkert gjort det nemmere at være patient i 1600 tallets samfund med den tids enorme klasseforskel mellem fattig og rig, hvis man ikke følte sig udslettet som person i ydmygende taknemmelig, når man som fattig og syg skulle modtage hjælp fra borgerskabets nok så godhjertede damer.

Pleje krop og sjæl

Det var Vincent de Paul klar over, som den fremsynede person, han var. Han ville sikre sig, at de fattige syge blev behandlet med respekt for deres person og deres værdighed som menneske. Han lader det ikke være op til den enkelte ”Barmhjertige Dame,” hvordan hun vil tolke barmhjertighed overfor næsten, men udarbejder denne præcise instruks, der går på plejen af både krop og sjæl. 

Denne første vejledning blev gennem tiden af Vincent de Paul fulgt op med en lang række anbefalinger og konkrete bud på systematiseret sygepleje. Læg mærke til at Vincent de Paul allerede her i den første håndfæstning i én og samme sætning anbefaler, at man vasker den syges hænder og beder bordbønnen inden måltidet. Det er denne vægtning mellem den åndelige og den fysiske pleje - her udtrykt i den helt enkle nærmest symbolske form - der gør Vincent de Paul til den exceptionelle frontkæmper sygeplejens tjeneste, som han var.  

Skulle søstrene komme i tvivl om, hvad der var vigtigst mellem den syges behov for pleje og deres egne bønner og ordensregler, anbefalede Saint Vincent altid at ”Overholde jeres regler i så vid udstrækning, som I kan, og hjælpen til de fattige tillader det. Når I ikke kan, så genoptag reglerne så snart som muligt. Hvis det er nødvendigt at forlade fællesbønnen for at se til en syg, så gør det” (4).

Eller endnu mere konsekvent: ” Le service des malades doit être préféré aux exercices de piété et à la règle…”
(Bistanden til den syge må foretrækkes frem for andagtsøvelser og ordensregler.)

På den måde gav Saint Vincent plads til sygeplejen i søstrenes liv og lagde dermed grunden til en professionel sygepleje. Set på baggrund af datidens sygepleje var det en enorm landvinding for sygeplejen, at Saint Vincent som religiøst overhoved for sine søstre giver dem ikke bare sin velsignelse, men helt klare opfordring til at pleje de syge. Søstrene skulle tjene Gud ikke bare gennem bønnen, men også gennem plejen af de syge. Sådan ønskede Saint Vincent det, og sådan gav han mulighed for, at sygeplejen kunne udvikle sig.

Med:til de franske sygesøstres opgaver hørte også at give brød til de fattige.
(Kobberstik, Bibliotèque Nationale.)

Dr. Gaston Parturier beskriver Vincent de Pauls betragtninger om forholdet mellem krop og ånd således: 

” Hvis Vincent de Paul så på den menneskelige krop som et kors pålagt af forsynet nødvendigt for det åndelige liv, betragtede han også kroppen som et aktivt instrument, man skulle bevare og styrke. Den fattige syge er genstand for hans konstante optagethed og interesse, også i kraft af sine fysiske plager. Uden tvivl er det ånden, som han sigter efter gennem kroppen; men kroppens behov kender han til udover den folkelige indsigt, for han har studeret behovene metodisk, og han prøver at imødegå behovene med de for sin tid mest oplyste midler” (5).

Solgt som slave til læge i 1605 i Tunis

Hvordan kan det gå til, at en præst i 1600-tallet ud over at tjene det åndelige kender til sin tids ”mest oplyste midler” indenfor lægevidenskaben? Og oven i købet har modtaget en undervisning og tilegnet sig medicinske færdigheder, der i udstrækning og kvalitet i følge Gaston Parturier langt overgik samtidens professionelle læger.

Den overordnede grund bygger på hele Vincent de Pauls kristne overbevisning om, at kærligheden til de syge fattige skal udmøntes i konkret og effektiv handling af kvalitet, og at gode tanker i sig selv ikke er nok. Tanker, som Florence Nightingale over 200 år senere også skulle komme til at gøre sig under hendes ophold hos diakonisserne på Kaiserswerth.

Vincent de Paul fødtes den 24. april 1581 i en beskeden familie med tre brødre og to søstre i landsbyen Pouy (Landes), som bestod af en lille samling stråtækte huse i et sumpet marskområde (i dag kaldt Saint-Vincent-de Paul).

Drengen Vincent tog af sted tidligt om morgenen udstyret med sin hyrdestav for at passe sine får og grise, men samtidig med at Vincent arbejdede med hyrdegerningen, lod han også sine tanker arbejde. En Monsieur de Comet, advokat ved domstolen i Dax, lagde mærke til dette barn og skubbede til Jean de Paul for at ”sætte den lille hyrde til studierne.” 

Vincent forlader Pouy for at læse hos Les Cordeliers de Dax og bagefter læse videre på universitetet i Toulouse. Den 23. september 1600 blev Vincent de Paul som 19-årrig ordineret præst; men havde ikke glemt den interesse for sygdom og smerte, han allerede som barn og hyrdedreng udviste, når han skulle forbinde og behandle syge og sårede får.
Vincent de Paul havde set, hvordan hans egen far haltede, og senere været vidne til, hvordan hans velgører, Mr. de Comet, som han boede hos i fem år, led af voldsomme smerter på grund af nyregrus. Disse billeder dukkede sikkert op igen senere i Vincent de Pauls voksne liv.

Vincent de Pauls studier førte ham på en del rejser, og man fortæller om ham, at når han rejste, fortabte han sig aldrig i et smukt landskab, lige som man aldrig så ham plukke en blomst for at nyde duften, for han frygtede enhver form for sanselighed. Derimod var han i hospitalerne tiltrukket hen mod de senge, hvorfra der udgik en kvalmende lugt, skriver Dr. Gaston Parturier i sin bog ”Saint Vincent de Pauls lægevidenskabelige kald” (5).

Det fortælles om Vincent de Paul, at han i 1605 befandt sig på en sørejse mellem Marseille og Narbonne, da hans skib blev angrebet af pirater. Vincent de Paul blev såret af en pil i brystet og efterfølgende solgt som slave til en gammel og eminent arabisk, såkaldt spagirisk læge. Det skal senere lykkes Vincent de Paul flygte til Avignon og Rom. I de over to år som Vincent de Paul kommer til at tilbringe hos lægen, som han selv betegner som en ”fænomenal videnskabsmand,” kommer han til at beundre denne læge højt. 

Den arabiske lægekunst var blomstrende og var på den tid den franske lægevidenskab overlegen, gør professor Milliez opmærksom på (6). Den spagiriske lægevidenskab byggede på kemi i modsætning til plantemedicin og svarede til Vincent de Pauls behov for præcision. Det lykkedes for Vincent de Paul at blive godkendt til at fremstille disse ingredienser til lægemidler og uddele dem. Han noterede og gemte recepterne, blandt andet den mod nyregrus, som han havde beregnet til hans velgører i Frankrig, M. de Comet, og som senere mange af hans ”klienter” fik gavn af (*)

Dette middel mod nyregrus er ikke det eneste, som Vincent de Paul bruger. Senere blev andre samlinger af recepter offentliggjort til brug for De Barmhjertige Damer og De Barmhjertige Søstre. En af Vincent de Pauls fremragende medarbejdere blandt de Barmhjertige Damer interesserede sig så meget for Vincent de Pauls patienter, at hun udgav en samling med den lovende titel: ”Samling af udvalgte midler, der er gennemprøvede og godkendte mod højst almindelige - såvel indvendige som udvendige - dårligdomme, der er kroniske og vanskelige at helbrede”.

Tilbage til Paris og hospitalerne

Efter over to års fangenskab i Tunis er det altså med en solid viden om lægekunst i bagagen, at Vincent de Paul efter et ophold i Rom bliver kaldt tilbage til Paris til nye opgaver. I Paris bliver Vincent de Paul i 1610 udnævnt til præst for Dronning Margueritte de Valois. Han kommer til at bo i Rue de Seine tæt på dronningens palæ; men også tæt på det hospital, dronningen stod for, ”Hôpital de la Charité,” og som Vincent de Paul ofte besøger. Det er et rystende syn, der møder ham.

I begyndelsen af det 17. århundrede dækkede ordet ”hospital” nærmere over et sidste tilflugtssted for hjemløse, fattige og syge i den yderste nød end over et videnskabeligt funderet behandlingssted. Hygiejne kendte man stort set ikke til, og det var derfor ikke ualmindeligt, at man stuvede tre, fire og nogle gange flere syge sammen i én stor seng uden større tanker for, om de led af smitsomme sygdomme eller ej. Man skal helt frem til Ludvig den 16.s tid, før situationen ændres. Ludvig den 16. var efter formaninger af hans svoger Joseph II endt med at befale, at hver patient skulle være alene i sin seng!

Fordi man modtog flere syge, end man kunne passe, herskede der overalt omkring de syge en ubeskrivelig grad af urenlighed og stank, og man havde ikke mulighed for at give de syge selv den mest elementære pleje eller tilstrækkelig kost. På Vincent de Pauls tid i 1629 var der på det parisiske hospital ”l’Hôtel-Dieu” kun én læge, én kirurg og to medhjælpere til at tage sig af i alt 2.200 syge!

Dødeligheden på grund af de smitsomme sygdomme og den elendige hygiejne var enorm, og det kan ikke undre, at de fattige frygtede hospitalerne, som de betragtede som en indespærring. Men det var ikke kun de fattige syge, der var tilbageholdende med at komme indenfor væggene af 1600-tallets hospitaler. Lægerne selv mente, at et teoretisk kendskab til sygdomme var at foretrække frem for kontakt med de syge. Det er først i 1707, at de unge læger som et led i deres uddannelse skal have et to års obligatorisk praktikophold på Hôtel-Dieu. (7)

Vincent de Paul så helt anderledes på, hvordan man skulle tage sig af de syge. Som allerede nævnt holdt stanken fra sygesengen ham ikke tilbage fra at nærme sig den syge. Tværtimod var Vincent de Paul tiltrukket mod de syge, hvor han end mødte dem: på hospitalerne, på gaden, hos galejfangerne og i tugthusene.

Behovet for hjælp var enormt. Og den lægelige bistand mere end rudimentær, dels fordi lægernes uddannelse var så ringe, dels fordi lægekunsten på den tid ikke havde nogen reel videnskabelig status. Religionen i begyndelsen af det 17 århundrede var anset for tilstrækkelig til alt. 

Vincent de Paul mener imidlertid ikke, at lægevidenskaben er unødvendig, og at den eneste opgave for en kristen er at lade de syge skrifte og modtage de hellige sakramenter for at sikre dem et evigt liv!

I følge Gaston Parturier havde tiden i Tunis lært Vincent de Paul, hvordan man tager sig af den enkelte patient. Konfrontationen med den kollektive sygdom i stor målestok tilbage i Paris lærte ham nødvendigheden af at samarbejde og hente støtte og økonomisk hjælp hos de store og indflydelsesrige i samfundet. Vincent de Paul tager fat på at reorganisere de allerede eksisterende hospitaler og grundlægger nye, skaber ”Barmhjertige Brodersamfund” og oplærer søstre til sygeplejersker, som under hans ledelse plejer de syge, ikke bare på hospitalerne men også i hjemmene. Han opstiller regler for såvel den individuelle som offentlige hygiejne herunder også hygiejnen i hæren og på slagmarken. Hans medicinske evner strækker sig over alle former for patologi: smitsomme sygdomme, sindssygdomme, sygdomme hos hjemløse børn, sygdomme i forbindelse med krig.

Overalt hvor Vincent de Paul møder sygdom, ønsker han at helbrede den menneskelige krop, og han finder en praktisk løsning samtidig med at han benytter sig af situationens fordel til også at nå personens sjæl og frelse den, skriver Gaston Parturier.

De Barmhjertige Søstre

Samarbejde og sammenslutning var altså nøgleord i den måde, hvorpå Saint Vincent opbyggede den tids første sundhedstjeneste. Han havde allerede i 1617 i Châtillon-les-Dombes stiftet den første sammenslutning af Barmhjertige Damer ”Confrérerie des Dames de la Charité,” en sammenslutning der i antal senere skulle brede sig udover Frankrig og også nå Paris.  

Den første sammenslutning i Châtillon-les-Dombes bestod af kvinder fra et relativt beskedent miljø, som ønskede at hellige sig tjenesten af de syge og fattige i deres landsbyer og sogne. Da disse sammenslutninger så dagens lys i Paris, var det damer fra adelen eller det højere borgerskab, der, ansporet af Vincent de Pauls iver og entusiasme, tilsluttede sig. Men damernes familiære forpligtelser og deres sociale rang gjorde den ydmyge tjeneste hos de syge og fattige vanskelig, og flere af damerne så sig nødsaget til at overlade denne gerning til deres tjenestepiger, som påtog sig opgaven mere af tvang end af barmhjertighed.  

Det er på det tidspunkt, at Margueritte Naseau, en hyrdepige fra Suresnes (tæt på Paris), præsenterer sig for Monsieur Vincent. Hun ville gerne tjene de fattige, men det skulle være gratis og for Guds kærlighed. Margueritte, der var en intelligent og modig pige, skulle snart få følgeskab af andre piger, der som hende for de flestes vedkommende var fra et landligt miljø.  

Fra 1630 betror Monsieur Vincent disse piger til Mademoiselle Le Gras (Louise de Marillac), som allerede hjalp ham med arbejdet og organisationen af de barmhjertige sammenslutninger rundt omkring i Paris. Louise de Marillac så det hurtigt som en nødvendighed at samle ”disse gode viljer” for bedre at kunne uddanne og hjælpe dem i deres såvel fysiske som åndelige tjeneste. Efter moden overvejelse fra Paul de Vincent side opnår hun hans tilladelse til foretagendet, og den 29. november 1633 modtog hun hos hende de første seks søstre.

Opsøgende sygepleje i ”den virkelige verden” 

Datoen den 29. november 1633 markerede ”fødselsattesten” for De Barmhjertige Søstres samfund (La Compagnie des Filles de la Charité). Dette religiøse fællesskab var en nyhed indenfor den katolske kirke dengang, idet kirken ikke tillod nonner udenfor klostrene. Sankt Vincent-søstrene er altså ikke nonner i den kanoniske (kirkelige) betydning af ordet med aflæggelse af et evigt løfte; men de har viet sig til Jesus Kristus i de fattiges tjeneste (8).

En tjeneste som Monsieur Vincent præciserede skulle være både kropslig og spirituel, og som han som noget helt nyt befalede skulle foregå ude i ”den virkelige verden” nemlig de syges egen verden udenfor klosterets beskyttende mure, der hvor behovet for hjælp virkelig findes. Den slags opsøgende hjemmesygepleje udført af fromme unge piger ikke bare i de fattige hjem og hospitalerne, men også i de værst tænkelige miljøer som tugthuse og fængsler var virkelig revolutionær for tiden. 

I hvor høj grad Vincent de Pauls tanker var revolutionære, får man et indtryk af i hans håndfæstning til De Barmhjertige Søstre:

De Barmhjertige Søstre får:

• Til kloster; de syges hjem 

• Til bedecelle; et lejet værelse   

• Til bedehus; sognets kirke 

• Til klostermur; lydighed; 

• Til klostergitter; Gudsfrygtighed, og

• til nonneslør; den hellige beskedenhed.
  Vincent de Paul

Det var helt uhørt tale i 1600 tallet; men for Vincent de Paul var det en indlysende nødvendighed at sende hjælpen derud, hvor han selv i første omgang havde mødt behovet. Det kunne være hjælp og pleje til forældreløse børn, hjemløse syge og tiggere; men også pleje til samfundets udstødte som de syge i fængsler og tugthuse og fanger dømt til galejen. For at varetage hjælpen til de fattige, som han forpligtede sine søstre til at pleje i deres hjem for at lære dem at kende ”ved selvsyn,” pålagde Monsieur Vincent søstrene, at de altid først skulle være gode kristne, der lovede Gud at tjene ham trofast gennem de fattige, og som sådanne skulle de også betegne dem selv, hvis nogen skulle bede dem om en forklaring på deres ”status.”

De Barmhjertige Søstre var altså fra starten et veritabelt ekspeditionskops oplært til at pleje sjæl og krop og parate til at blive sendt ud i verden, dér hvor Forsynet nu styrede dem hen. Derfor tøvede Vincent de Paul heller ikke, da dronning Anne af Østrig, mor til barnekongen Ludvig d.14., fra omkring 1653 og i årene frem bad om søstre til at passe de syge og sårede soldater både på militærhospitalerne og ved fronten (Frankrig var på den tid ramt af interne krige og opstande).

”Vi går, hvorhen Gud kalder os,” sagde Saint Vincent og tilføjede de trøstende ord: ”Hvor er I heldige, mine kære søstre, at Gud har udvalgt jer til at hjælpe disse fattige sårede! Fra det øjeblik I tager af sted herfra, vil jeres gode engle tælle jeres skridt; alt, hvad I siger, gør og tænker, vil blive tilregnet jer foran Gud. Oh, mine søstre, hvor vil I være henrykte over at have hjulpet så mange fattige, når I engang skal stå frem foran Vorherre” (9).

Det er ikke svært at forestille sig, at søstrene havde disse ord fra Saint Vincent i tankerne, når de over tohundrede år senere med et smil på læben svarede ja til opfordringen om at forlade deres ordenshus i Paris for at passe de syge og sårede soldater under Krim-krigen. Og man kan vel også forstå den franske hårdt sårede soldat, der bare ved synet af de Barmhjertige Søstres hvide stivede slør fra sin feltseng spontant udbrød: ”Nu, hvor vi har søstrene, kan vi ikke dø!”

Pia Loyau er bosat i Paris, hvor hun arbejder som frelancejournalist.

KILDER

1. Seymer R.L. A general history of nursing. London: Faber and Faber Limited;1949
2. Guillarmand J. Histoire des Infirmières. Paris: Croix-Rouge Francais Editions France-Selection;1988
3. Album Officiel. Monsieur Vincent- Visages de la Charité. Paris: Maison de la Bonne Presse; 1960.
4. Martin du Theil J. La Doctrine Hospitalière de Saint Vincent de Paul. Paris: Louis Arnette, Libraire à Paris; 1939
5. Parturier G. La Vocation Médicale de Saint Vincent de Paul. Lyon: Editions Cartier, 13, Rue Puits-Gaillot; 1943
6. Milliez P. Memorial du Tricentenaire de Saint Vincent de Paul et de Sainte Louise de Marilallac. Paris: Bonne Presse; 1962.
7. Milliez P. Saint Vincent de Paul et la Médecine. Paris:  La Semaine des Hôpitaux de Paris.L’Expansion Scientifique Francaise; 20.decembre 1960.
8. Coste P.Le Grand Saint du Grand Siècle – Monsieur Vincent. Paris: Desclée de Brouwer et Cie, Editeurs; 1931.
9. Pierre Coste ”Le Grand Saint du Grand Siècle – MONSIEUR VINCENT Desclée de Brouwer et Cie, Editeurs, Paris