Filminstruktøren vil være sygeplejerske

Foto: Polfoto

''Jeg oplevede et Sverige, jeg ikke vidste eksisterede. Det var nærmest en totalkonfrontation med mennesker fra alle mulige samfundslag - fra regeringskontorer til narkomiljøer og alt det, der er mellem disse yderpunkter.''

Under filmoptagelser til de to dokumentarfilm Prioritet ett og Intima möten om et ambulanceteam i Malmø fik den svenske filminstruktør Daniel Bergman direkte adgang til folks hjem, og for ham var det en enestående chance for at komme tæt på sine landsmænd.

Arbejdet med de to film har også fået afgørende betydning for hans videre liv. Fra 2005 skal hver eneste ambulance i Sverige være bemandet med en sygeplejerske. En af dem bliver Daniel Bergman.

Medvirkende til hans beslutning om at gå i gang med sygeplejerskeuddannelsen var mødet med ambulancefolkene:

''Ud over de faglige kvalifikationer ejer de stor livsvisdom og medmenneskelighed. De møder mennesket, når det er mest skrøbeligt - og de virker aldrig fordømmende,'' siger han.

Som instruktør er Daniel Bergman ellers mest kendt for produktioner som Søndagsbarn efter sin far Ingmar Bergmans manuskript og sidst Labyrinten, en tv-thriller af Henning Mankell.

Hans to film om ambulanceteamet i Malmø er dokumentarproduktioner, men rummer alle de kvaliteter, som en god spillefilm har. Prioritet ett har et alment sigte og er vist i svensk tv, mens Intima möten er en instruktionsfilm, beregnet til undervisning af ambulancepersonale. Filmen er bestilt af Högskolan i Borås og er blevet til i et samarbejde mellem Institutionen for Vårdkundskab og Prehospen, der fungerer som et nationalt kundskabscentrum for præhospital akutsjukvård.

Omvæltning

Ideen til dokumentarfilmene om ambulanceteamet i Malmø fik Daniel Bergman efter et møde i Stockholm med to kvindelige ambulancefolk, den ene anæstesisygeplejerske:

''Jeg skulle bruge en ambulance i en af mine filmproduktioner, og da jeg er en grundig natur, havde jeg sat mig i hovedet, at jeg selv ville prøve at køre med på en vagt. Det blev et par uforglemmelige nætter. En omvæltning faktisk. Da jeg vågnede søndag morgen, følte jeg, at jeg måtte lave en dokumentarfilm om de to kvinders arbejde. Jeg skrev et manuskript, men det skulle vise sig umuligt at få tilladelse til at lave filmen i Stockholm. Projektet blev lagt til side, men ikke glemt. Chancen kom, da jeg lavede Labyrinten i Malmø og skulle bruge en ambulance under indspilningen. Nu fik jeg mulighed for både at arbejde sammen

Side 10

med ambulancepersonalet og senere filme, da Högskolan i Borås kom på banen,'' fortæller han.

I Danmark har vi visse steder lægeambulancer. I Sverige har man i nogle områder en akutbil med en anæstesisygeplejerske og en ambulance, der samarbejder om den pågældende opgave. Under lydarbejdet med Labyrinten, der stod på et halvt års tid, kørte Daniel Bergman ud med begge køretøjer - uden kamera og i starten kun for at sætte sig ind i forholdene.

En slags besættelse

''Ambulancepersonalet var meget generøse over for mig og begyndte lidt efter lidt at inddrage mig som hjælper, og gradvist opdagede jeg, hvilken enorm menneskekundskab de havde fået gennem deres arbejde. Sorg, ensomhed, nød og ulykke blev mødt med stor empati. Jo mere jeg kom ind i arbejdet, jo mere blev det en slags besættelse. Jeg kunne ikke slippe det, så da jeg kom tilbage til Stockholm, hvor jeg bor, fortsatte jeg som hjælper med sygetransporter og transporter af døde mennesker for politiet.

Det sidste lyder ikke særlig rart og er det heller ikke, men også her kommer man ind bag nogle kulisser. Jeg er simpelthen nysgerrig, når det drejer sig om mennesker.''

Vil begge dele

I dag læser Daniel Bergman til sygeplejerske på Sophiahemmets Sjuksköterskaskola i Stockholm, kører lidt sygetransport i weekenderne og sysler med ideer til nye filmproduktioner.

''Jeg har altid haft mange bolde i luften, så der er ikke noget nyt i det, jeg gør nu,'' siger han. På længere sigt tror han på et liv både som filmskaber og ambulancesygeplejerske: ''Efter hver filmproduktion føler man sig helt udpumpet. Det optager næsten hele ens liv.

Et andet aspekt er, at det bliver sværere og sværere at få finansieret filmproduktioner. Derfor tror jeg, det vil være godt for mig at kunne veksle mellem de to muligheder. Måske hænger det også sammen med, at jeg er fyldt 40. For mig er det en slags midtpunkt i livet, hvor der er ganske meget at se tilbage på i bakspejlet. Mit liv har været vældig intensivt, men begrænset til filmverdenen. Allerede som barn var jeg dybt optaget af film, og som 15-årig tog en filmtekniker mig under sine vinger og lærte mig faget fra bunden. Sygeplejen er en helt anden og meget konkret virkelighed. Allerede mit første semester, hvor vi har haft om kommunikation og mødet med patienten, har beriget mit liv, synes jeg.''

Daniel Bergmans beslutning om at læse til sygeplejerske er et meget bevidst valg.

Inden han kunne komme ind på sygeplejeskolen, indhentede han over et to-årigt forløb de manglende skolekundskaber på distancestudium.

''Jeg hadede skolen som barn. Gik ud allerede som 14-årig - og troede aldrig, jeg skulle komme til at sidde på skolebænken igen. Men nu er jeg tilbage. Det føles dybt meningsfuldt.''