Sygepleje med et muntert smil

Den indre kamp og selvkontrol må patienten på intet tidspunkt mærke noget til. Sådan ønskede præsten og sygeplejepioneren Vincent de Paul, at de Barmhjertige Søstre skulle udføre deres sygepleje på Saint-Jean Hospitalet i 1600-tallets franske provinsby Angers. Selv havde han opstillet et reglement sammen med sin nære medarbejder, hospitalets fungerende forstanderinde, Louise de Marillac, så søstrene kunne kaste sig ud i plejeopgaverne.

Vincent de Paul ønskede ikke, at de fattige syge skulle føle sig som en byrde for søstrene. Derfor måtte de få deres ofte hårde arbejde til at se let ud. ”Et muntert smil, men ikke for muntert,” lød det fra ham. Når der er tale om ”behersket” munterhed, skyldes det, at overdreven munterhed på sygestuerne fejlagtigt af patienterne kunne tolkes som mangel på respekt for deres sygdom, mente han (1).

Tavsheden var - som smilet - også et middel, der skulle doseres rigtigt. Den var for patienterne en hvile - og forhindrede søstrene i at sige ét og mene noget andet. Tavshed var også diskretion over for patienterne. Til gengæld var det ligefrem påbudt som professionel forpligtelse ”indgående at informere sig om deres behov for at kunne give dem den nødvendige hjælp uden at være for påtrængende eller have for travlt.”

Respekten for patienternes integritet og blufærdighed kom også til udtryk i Vincent de Pauls konkrete anvisninger på, at ”man, når man flytter, skifter eller vasker de syge, skal passe på, at der ikke kommer noget til syne, der kan støde den kristne sømmelighed.” Denne respekt for patienten som person var et helt nyt begreb, som Vincent de Paul havde indført i 1600-tallets sygeomsorg og et skridt på vejen mod et moderne fransk hospitalsvæsen. 

Korpsånd og uddannelse

Vincent de Paul ønskede, at søstrene fungerede som et hold med en ånd af fællesskab, kommunikation og venskab. ”I skal sige alt til hinanden. Det binder hjerterne sammen,” sagde han. Og senere hed det: ”Hvordan skulle disse søstre kunne give ro til de syge, hvis de ikke har fred indbyrdes.”

Til kommunikation og samarbejde føjede Vincent de Paul endnu et vigtigt princip, nemlig princippet om ensartethed helt ned i mindste detalje, hvilket resulterede i en korpsånd, som ikke blot var gavnlig i den daglige dont på hospitalet, men som blev helt nødvendig og en stor styrke i søstrenes arbejde, da de mange år senere blev kastet ud i Krim-krigens kaos.

Et kig ind i den smukke klostergård bygget omkring 1180 med de romanske søjlegange, som det ser ud, når man forlader den store sygesal. Til højre i klostergården findes kapellet, og i midten af den lille have i middelalderlig stil kan man skimte brønden. Man kan den dag i dag næsten høre raslen fra søstrenes lange skørter, når de hastede hen ad søjlegangene. I dag fungerer hospitalet som museum (Museé Hopital Saint Jean). 

Ud over samarbejde og venskab var uddannelse nødvendig, hvis der skulle ydes en ordentlig sygepleje. Søstrene skulle f.eks. kunne give medicin, årelade, give lavement og omslag. Det var teknikker, der indgik i de almindelige behandlinger på den tid. Vincent de Paul opfordrede søstrene til at suge viden til sig og give den videre. ”I vil kunne gøre meget godt, når I er oplærte,” sagde han og tilføjede: ”Det er godt, hvis I kan holde små forelæsninger.”

Dr. Jeanne du Theil, der har beskæftiget sig indgående med Vincent de Pauls sygepleje, mener ligefrem, at man her kan tale om den første - om end rudimentære - sygeplejeskole (2).

To faser i patientens ophold blev i særlig grad foreholdt søstrenes opmærksomhed: Ankomsten og afrejsen fra hospitalet. Det var vigtigt, at den nye patient ikke følte sig

Side 23

udleveret til fremmede, og når han senere blev udskrevet, at han da ikke følte, at hans afrejse var en lettelse for søstrene.
 

Så snart de havde modtaget en patient, skulle lægen have besked. Når søstrene tog imod patienten, skulle de f.eks. vaske hans ben med varmt vand og rense ham for utøj, klippe hans hår om nødvendigt, skifte skjorte, give ham hue eller en hvid hovedbeklædning på og så lægge patienten i seng efter først at have varmet hans sengelinned. Til sidst skulle patienten have en varm bouillon og et krus med noget at drikke. Når patienterne blev udskrevet, skulle man bl.a. være opmærksom på, at patienterne var blevet tilstrækkeligt styrkede, så de ikke fik tilbagefald. 

Skulle være som en mor

”De betragter jer som deres plejemor,” sagde Vincent de Paul til sygesøstrene. Samtidig bad han dem om ikke at blive for familiære og undgå en naturlig tilknytning til patienten. Det var vigtigt at bevare en ulastelig moral, påpegede han. 

Med til at være mor hører også en vilje til at kunne sætte sig ud over en naturlig form for afsky. Søstrene skulle kunne klare ”de dårlige lugte uden at være sarte og uden at patienten mærker noget til det” (2). Igen et udtryk for respekten for patienten som menneske, der lå Vincent de Paul så stærkt på sinde, og som var revolutionerende for hans tid. 

Vincent de Paul bad også søstrene om at forudse problemer og gætte ønsker hos patienterne. Det sidste kunne f.eks. være lyset, som generer, følelsen af frisk luft osv. Desuden ville Vincent de Paul have, at hans kære syge fik lækkerier som æbler, pærer, ristet brød og syltetøj som opmuntring (2). Igen en erkendelse af patientens basale behov. Det var revolutionerende tale i 1600-tallets sygeforsorg.  Side 24
 

Da søstrene skulle være som en mor for de syge, skulle de også skabe en familiær stemning. F.eks. havde de instrukser om, at de ikke måtte tale til patienten på en kold og indirekte måde, og da slet ikke kalde patienten ved en form for nummer, men sige ”Mit barn, min søster, min bror” - eller navnet. Patienten var ikke bare en syg person, men et helt menneske. Og så skulle søstrene lære at tyde patientens klager og ikke bare affærdige ham som en besværlig patient (1). 

At berede den syge til døden var en af søstrenes store forpligtelser. Det betød overholdelse af de katolske ritualer. De plejemæssige anvisninger sagde, at den døende skulle have nogle skefulde vin, lidt saft eller anden væske. Den døde skulle begraves med den fromhed og respekt, som hans egen familie ville have vist ham (2). 

Søstrene og de herrer læger 

Modellen for Saint Jean-Hospitalet i Angers havde efter Vincent de Pauls forskrifter og Louise de Marillacs implementering bredt sig til flere hospitaler i midten af 1600-tallets Frankrig. Hovedhjørnestenene var et velorganiseret arbejde og en god udnyttelse af ressourcerne. Hertil hørte også en faktor som tiden. ”Man skal være omhyggelig med at udnytte den tid, som Gud vil bede os om et meget nøjagtigt regnskab for,” sagde Vincent de Paul. 

Renlighed var også en dyd og en nødvendighed på datidens hospitaler: ”De skal tømme potterne, bækkenerne og spytbakkerne, og de skal ofte gøre rent i sygestuerne,” hed det til søstrene. Også de syges personlige hygiejne optager en stor del af søstrenes tid. ”Har I håndklæder ved de syges senge? Holder I dem godt rene?” spurgte Louise de Marillac.

Dette tryk publiceret før 1838 viser opdelingen af den store fælles sygesal på Saint-Jean hospitalet i en afdeling for kvinder og mænd på hver side af midtergangen. En af Sankt Vincent Søstrenes mange opgaver var at tage imod de nye patienter efter søstrenes ordensstifters principper, dvs. med venlig imødekommenhed. Som det ses, modtog søstrene i overensstemmelse med deres tradition tilbage fra midten af 1600 tallet også soldaterne. Litografi udført af kunstneren Ernest Lesourd.  

Ud over at sørge for patienternes kost skulle søstrene også sørge for alt det andet, der vedrørte patienternes behov. ”Med fornuft skal I styre de midler, I får til forvaltning,” formanede Louise de Marillac (3). Det drejede sig ikke om penge, men om materiel som lægemidler, brød, forbindinger, linned, skjorter og tøj - og lejlighedsvis lys og varme. Også når det drejede sig om dem selv, skulle søstrene være påpasselige med udgifterne.

Selv om søstrene havde råderum over de syges forhold, skulle de alligevel agere lægernes lydige hjælpere. Gang på gang fik de at vide, at de skulle vise stor respekt over for de herrer læger og ”adlyde i et og alt og passe på ikke at tage fejl af en af deres forskrifter” (3). 

”I skal ikke sige deres forskrifter imod, heller ikke lave om på lægemidlerne. Nogle gange kan de betyde noget for et menneskes overlevelse,” formanede Vincent de Paul.

Søstrenes observationer var vigtige oplysninger for lægerne. Louise de Marillac opfordrede dem til ”meget omhyggeligt at lægge mærke til alle patientens symptomer og ændringer af tilstanden for at kunne underrette om det.” 

Side 25 

Vincent de Paul havde fastsat helt klare regler for søstrenes forhold til læger og administration, men overlod det til hver enkelt plejemor (Supérieure) at handle efter omstændighederne. Hun centraliserede søstrenes handlinger, og alt vedrørende beslutninger, klager og forsøgsordninger skulle gå gennem hende. Men alle søstrene i hospitalshierarkiet skulle ”adlyde og ære de herrer administratorer på de hospitaler, hvor de tjente de fattige.” 

Søstrene tog sig i 1600-tallet af alle hospitalsfunktioner fra sygepleje til køkken, bryggers, linnedrum og apotek. Navnlig var apotekertjenesten omgivet af stor opmærksomhed. Linnedskabene skulle også være i den største orden med tal på hvert lagen, og kun den ansvarlige søster var i besiddelse af den vigtige nøgle hertil. Man begynder at ane, hvorfor Florence Nightingale et par hundrede år senere var så imponeret af de franske søstres sygepleje og organisation. Det vigtigste i Vincent de Pauls hospitalslære er nok, at han åbner for fremtidens udvikling og videnskabelige fremskridt ved konstant at opfordre til, at man tilpasser udførelsen af hans reglement efter tid, sted og omstændigheder sammenholdt med hans store indsigt i patientens basale behov. Det er hans lære, søstrene tager med sig i bagagen til Krim, da krigen kalder på dem. 

Flere patienter i sengen

En rapport fra 1645 giver et meget levende indblik i driften af Saint-Jean-Hospitalet i Angers. På den tid var der 360 senge, men det betød langt fra, at hver patient så havde sin egen seng. Det fik de først i det 18. århundrede. 

I de første mange år måtte indtil flere patienter ofte deles om en seng på hospitalet. I alt var der 110 senge til mænd og 112 senge til kvinder. I 1645 var der otte barmhjertighedssøstre til at pleje patienterne. De fik assistance af 10 munke, en apoteker og et par læger, deriblandt en kirurg og hans assistenter. 

Til gengæld var der et hjælpepersonale på 46 - lige fra slagtere til gartnere, 25 arbejdere i hospitalets vingård, 20 vaskekoner samt en hel række daglejere. Ud over den store sygesal havde hospitalet også en kirurgisk afdeling og en fødeafdeling samt en afdeling ”for de mest syge.”

Litteratur

1. Coste P. Saint Vincent de Paul, Correspondance, Entretiens, Documents. Paris: J. Gabalda, Editeur; 1920.
2. Martin du Theil J. La Doctrine Hospitalière de Saint Vincent de Paul. Paris: Louis Arnette, Libraire à Paris; 1939.
3. Lettres autographiées de Louise de Marillac. Paris: Filles de la Charité, rue du Bac; uden angivet dato.

Litteraturhenvisningerne vedrørende kilderne 1 og 2 stammer fra Jeanne Martin du Theils bog ”La Doctrine Hospitalière de Saint Vincent de Paul.”

Artiklen er en forkortet version af Pia Loyas artikler om St. vincents hospitalslære - se boks nedenfor 

Pia Loyau er bosat i Paris, hvor hun arbejder som frelancejournalist. 

Redigering: Grethe Kjærgaard.